Spring til indhold

Carl Fredric Dahlgren

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Carl Fredric Dahlgren (1791-1844).

Carl Fredric Dahlgren (20. juni 1791 - 2. maj 1844) var en svensk præst og digter


Dahlgren blev Student i Upsala 1809 og kom her ind i Fosforisternes Kreds. Efter at han var præsteviet, blev han Kapellan i en stockholmsk Menighed, men naaede aldrig videre paa Embedsbanen, og »Fattigdommen, hans Ungdomsven«  skulde følge ham til Graven. Som Digter har han udfoldet en ikke ringe Virksomhed; han begyndte som Bidragyder til Romantikernes Kalendere, men udviklede sig efterhaanden til en humoristisk Forf. af Rang. Han tog Del i Kampen mod den akademiske Retning, idet han er den ene Hovedforfatter til »Andra natten« af det satiriske Heltedigt »Markall’s sömnlösa nätter«. Samtidig viste han sig fra en ny Side: under Indtrykket af den nyvakte Forstaaelse af Bellman skrev han paa blandet Vers og Prosa »Mollberg’s Epistlar« (1819-20). Allerede Titlen viser, at han betragtede sig som Bellman’s Efterfølger, og han kan være nok saa kaad og overgiven som sin store Mester. Men han er en selvstændig Digter, ingen blot Efterligner. Ligesom Bellman elsker og besynger han Egnen om Sthlm, men over sine Skildringer af den lægger han et Skær af Naturromantik, som var fremmed for Bellman. I 2. Del af Mollberg’s Epistlar viser han, i Skildringen af 1. Maj i Djurgården, en øjensynlig Paavirkning af Oehlenschläger’s St Hansaften-Spil. I øvrigt skrev han en overordentlig stor Mængde paa næsten alle Litt.’s Omraader; de fleste af hans Arbejder offentliggjorde han i forsk. af ham i Forening med andre udgivne Kalendere, saaledes »Opoetisk kalender för poetiskt folk« o. fl. Desværre viste han større og større Ligegyldighed for Formen; han manglede i høj Grad Sansen for den kunstneriske Fuldendthed. Af hans Skr kan særlig nævnes en humoristisk Roman, »Nahum Fredrik Bergströms krönika«, som indeholder en hel Del selvbiografisk Stof. Højest staar D. som Lyriker; han er Vaarens Sanger i den sv. Digtning (»Våren«, »Vårbäcken«, »Flyttningstiden«, »Zefyr och den gungande flickan« o. fl.). D. var en vindende Personlighed og en elskværdig Selskabsmand; han har stiftet fl. af de i sv. Litt. kendte Foreninger, saaledes »Vitterhetens vänner« (1809), »Manhemsförbundet« (1815), »Bellman’ska sällskapet«  (1824) o. fl.; som ældre var han Midtpunktet i en af Hovedstadens litterære Kredse. Ogsaa bl. sine Embedsbrødre var han afholdt og anset, og repræsenterede dem paa Rigsdagen. Hans Værker er udgivne af Arwidsson med en Levnedsskildring (Sthlm 1847).