Bruger:Villy Fink Isaksen/værksted/kladde1

Nemisøen
Panorama af Nemisøen
Overblik
Land	Lazio, Italien
Område	Albanerbjergene
Type	Kratersø
Overfladeareal	1,67 km²
Maks. dybde	33 m
Vandspejlskote	325 m
Oversigtskort
beliggenhed 41°42′44″N 12°42′09″Ø

Janus la Cour, Tidlig Morgen ved Nemisøen, 1874

Lago di Nemi, eller Nemisøen (latin Nemorensis Lacus), er en lille kratersø i Lazio, Italien, omkring 30 km syd for Rom. Den har et areal på 1,67 km² og er 33 meter dyb, lidt mindre end dens nabosø mod nord, Albanosøen. Byerne Genzano og Nemi er de kommunale centre for Genzano og Nemi og ligger ved havet.

Søen er måske mest kendt for de to Nemi-skibe, der blev opdaget i 1932, efter at den var blevet drænet. Det menes, at Caligula brugte dem som lystbåde, hans forgænger, kejser Tiberius, sejlede også på Nemisøen for at køle af i varmen. Skibene blev placeret i en ny bygning på bredden af ​​søen, men blev brændt af af tyskerne under tilbagetoget fra Albanerbjergene i 1944.

Over søen står en klynge træer dedikeret til Diana, gudinden for skoven og jagten. Fra helligdommen løber et vandløb ned til søen, som også er blevet kaldt Speculum Dianae, eller "Dianas spejl" for sin rolige overflade. Resterne af et tempel for Diana står også på skråningerne ved Nemi. Den engelske socialantropolog James Frazer diskuterer kulten i sin bog fra 1890 The Golden Bough.

Det var her i området, at Henrik Ibsen blev inspireret til at skrive Kejsere og Galilæere (udgivet 1873) i 1860'erne. Stedet er også rammen om børnebogen Skyggene fra månen af norske Jon Bing (1944–2014).

Dele af computerspillet Assassin's Creed: Brotherhood finder sted ved Nemisøen.

Dræning

Nemi-søen har ligesom Albano ingen naturlige udløb, og alt vandet kommer fra regnvand. Oprindeligt må niveauet have svinget meget. Derfor blev søniveauet kontrolleret fra at stige for højt i oldtiden af ​​en kanal forbundet til en 1650 m lang tunnel gravet gennem kratervæggen og ender i Vallerica ca. 10 m lavere. Det stammer fra før omkring 300 f.Kr., da det øvre indløb blev lukket og erstattet af en indgang omkring 11 m lavere for yderligere at reducere søens niveau, og som havde en række kamre.[7]

Ved planlægningen af ​​tunnelen blev den korteste vej fra søen til ydersiden brugt i overensstemmelse med den mindste nødvendige nedadgående hældning. Tunnelen forbinder søen med det tilstødende krater i Ariccia, som også var en sø på det tidspunkt og senere genvundet.

Det var et monumentalt, om end usynligt, projekt, som involverede mange arbejdere, ikke mindst til at skille sig af med det udgravede materiale og transportere det væk. Den oprindelige tunnel varierede mellem 0,7 og 1 m bred, hvilket betyder, at kun én person kunne være ved udgravningsfladen ad gangen. Der blev ikke brugt mellemliggende aksler i den centrale del, i modsætning til andre tunneler, for at fremskynde arbejdet og sænke orienteringsfejlen, men for at indstille den indledende retning af tunnelerne i de to ender blev der inkluderet flere lodrette aksler der. Tunneling ville være startet ved udløbsenden for at undgå oversvømmelse af arbejdsfladen fra grundvand, men da man stødte på hård basaltsten, ser det ud til, at tunneler også fra indløbet er blevet tilføjet.[8]

Emissærindgangen er et par meter over søens nuværende niveau, på den sydvestlige bred. En portal fra det 18. århundrede giver adgang til en første strækning af tunnel beklædt med store opus quadratum blokke i omkring 25 m. En stenplade med cirkulære huller, hvoraf en del stadig er in situ, var et filter for at forhindre indtrængning af træstammer og andet stort affald. Riller i væggene er tydeligt synlige for skotter, som kan kontrollere vandstrømmen og gøre det muligt at rense filtrene. Den oprindelige plan var, at indgangen skulle være på samme niveau som gulvet i hovedtunnelen, men der er en stejl skråning udefra for at undgå, at vand trænger ind i tunnelen under konstruktion. Indgangsetagen skulle sænkes, når den var færdig, men det blev aldrig gjort.

Fra indgangen fører en smal tunnel efter ca. 150 m ind i den trapezformede tunnel.

Efter Vallerica flød vandet i en friluftskanal i omkring 2 km før en anden underjordisk sektion på 600 m, den såkaldte Aricino-tunnel.