Bruger:Pyrros/Regnskab

Regnskab i forsikringsbranchen

Regnskabspraksis indenfor forsikringsbranchen i Danmark omfatter en række regler og standarder, der er fastsat af Finanstilsynet og EU. Forsikringsselskaberne er forpligtet til at følge disse regler, der har til formål at sikre en ensartet og pålidelig regnskabspraksis, således at forsikringstagernes interesser beskyttes. Regnskabspraksis for skadesforsikring og liv/pensionsforsikring kan variere afhængigt af forsikringstypen og de specifikke forhold i den enkelte virksomhed.

Regulering

Tilsynets ansvar og råderum er bestemt af Lov om finansiel virksomhed (fremover Hovedloven), hvor også store dele af rammerne for forsikringsselskabers revision er nedfældet. Finanstilsynet yder vejledning, påtaler overtrædelser, påbyder at fejl rettes og at overtrædelser bringes i ophør. Udover Hovedloven og Regnskabsbekendtgørelsen for forsikringsvirksomheder og tværgående pensionskasser, udgør kommentarerne fra denne, samt IFRS foreneligt og paragraffer fra Årsregnskabsloven (fremover ÅRL) den overordnede begrebsramme.

Endvidere er det, ifølge Hovedlovens § 344, stk. 2, tilsynets opgave at tilrettelægge den sædvanlige tilsynsvirksomhed med henblik på at fremme den finansielle stabilitet og tilliden til de finansielle virksomheder og markeder samt for forsikringsbranchen at varetage beskyttelsen af forsikringstagernes interesser

Hovedlovens regnskabsregler er tilpasset IAS-forordningen (EP/Rfo 2002/1606 om anvendelse af internationale regnskabsstandarder), som trådte i kraft 2002-09-14 med virkning for regnskabsår, som er startet 2005-01-01 eller senere. Forordningen anviser i artikel 4, at koncernregnskaber i børsnoterede virksomheder skal aflægges efter de godkendte internationale standarder (IAS (International Accounting Standards) eller IFRS (International Financial Reporting Standards)), og giver i artikel 5 medlemsstaterne mulighed for at kræve eller tillade, at de godkendte internationale regnskabsstandarder anvendes i videre omfang end fastsat i artikel 4. Denne adgang er udnyttet, jf. § 183, stk. 4-6.

Finanstilsynet er ansvarlig for at godkende revisionsvirksomheder, som ønsker at revidere forsikringsselskaber i Danmark. Finanstilsynet fører også løbende tilsyn med revisionsvirksomhederne for at sikre, at de udfører deres revisionsopgaver korrekt og i overensstemmelse med gældende regler og standarder.

Finanstilsynet skal tilrettelægge den sædvanlige tilsynsvirksomhed med henblik på at fremme den finansielle stabilitet og tilliden til de finansielle virksomheder og markeder samt for forsikringsbranchen at varetage beskyttelsen af forsikringstagernes interesser. - Hovedloven, § 344, stk. 2.

Desuden kan Finanstilsynet også til enhver tid kræve yderligere revision eller efterprøvning af en forsikringsselskabs regnskaber, hvis de finder det nødvendigt for at opretholde en tilstrækkelig beskyttelse af forsikringstagere og samfundet generelt.

Tilrettelæggelsen af tilsynsvirksomheden skal ske ud fra et væsentlighedshensyn, hvor den tilsynsmæssige indsats står i forhold til de potentielle risici eller skadevirkninger. - Hovedloven, § 344, stk. 2.

Omfang af regulering

Tilsynet står for regulering af livsforsikringsselskaber, arbejdsmarkedsrelaterede livsforsikringsaktieselskaber, tværgående pensionskasser, firmapensionskasser, ATP, LD, samt skadesforsikringsselskaber, gensidige skadesforsikringsselskaber, captivegenforsikringsselskaber, og til sidst grænseoverskridende virksomhed og filialer. Der føres ikke tilsyn med folkepension.

Finanstilsynets primære opgaver er indenfor

• tilladelse og eneret til drift
• ejerforhold, samt ledelse og styring (herunder egnethed og hæderlighed)
• investeringer og prudent person-princippet
• registrerede aktiver
• betryggende aktuarmæssige grundlag, herunder hensættelser til solvensformål, kapitalkrav, kapitalgrundlag, egen risiko og solvensvurdering
• regnskab, krisehåndtering og afvikling
• generelt tilsyn og strafudmåling.

I forbindelse med tilsynsarbejdet kan tilsynet ved overtrædelse reagere ved rapportering, påtaler, påbud, krav om risikooplysninger og kapitaltillæg, bøder, med videre. I sidste instans kan der ske inddragelse af tilladelse. Der kan ske politianmeldelse.

Overordnede rammer for forsikringsselskaber og -produkter

Tilsynet står også for at bestemme hvad forskellige typer af forsikringsvirksomheder må. Udover den strenge inddeling i skades- og livsforsikring findes der to grupper: gruppe 1 og gruppe 2, som primært finder anvendelse på Solvens II-området.

Skadesforsikring

Skadesforsikringsselskaber må yde erstatning for værditab på ting og interesser

(FiL bilag 7, tilladelsesbekendtgørelsen).

Livsforsikring

Livsforsikringsselskabers kontrakter beror på udbetaling af en på forhånd aftalt ydelse, og udbetales ved livsbegivenheder (såsom invaliditet eller pensionering). Forsikringstageren skal på bestemte tidspunkter betale en nærmere fastsat præmie, herunder eventuelle indskud. Ved indbetaling af præmier mistes dispositions- og ejendomsretten. De typiske produkter er pensionsopsparing (livrente, ratepension, aldersopsparing), udbetaling ved død (dødsfaldsdækning, ægtefælle-/børnepension), tab af erhvervsevne og helbredsforsikring (sundhedsforsikring, syge- og ulykkeforsikring - SUL).

(FiL bilag 8, koncessionsbekendtgørelsen)

Tilladelse (§ 14)

Af Hovedlovens § 14 fremgår det, at en tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed kræver at man faktisk faktisk driver forsikring. Tilladelsen giver eneret til at benytte betegnelsen forsikringsselskab, pensionskasse, med videre, i deres navn, samt pligt til at benytte et navn, som tydeligt angiver selskabets egenskab af forsikringsselskab. Herudover kræves det at bestyrelse og direktion opfylder kravene til egnethed og hæderlighed, samt for (globalt) systemisk vigtige finansielle institutter (SIFI), der ikke foreligger snævre forbindelser, ledelse og styring er forsvarlig, har hovedkontor i Danmark, og krav til driftsplan, Solvens II og teknisk grundlag er opfyldt.

Der skal i øvrigt fastslås hvilken selskabsform selskabets stiftes under, og formålet/vedtægter.

Egnethed og hæderlighed (§ 64)

Egnethed og hæderlighed (engelsk: fit and proper) refererer til to nøglekvalifikationer, som personer i visse stillinger eller aktiviteter skal opfylde for at kunne anses som egnede og pålidelige til at udføre deres opgaver på en forsvarlig måde. I Hovedlovens § 64 kræves der, for et medlem af bestyrelsen eller direktionen, at vedkommende har tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring, samt har tilstrækkelig godt omdømme og kan udvise hæderlighed, integritet og tilstrækkelig uafhængighed. Det kræves desuden at der ikke må være pålagt strafansvar for overtrædelse af straffeloven, finansiel lovgivning eller anden relevant lovgivning.

Driftsplan

1. Åbningsbalance efter afholdelse af stiftelsesomkostninger.
2. De forventede regnskabsmæssige resultater for de regnskabsår, som driftsplanen omfatter.
3. Angivelse af de omkostninger, som skønnes afholdt til opbygning af selskabets administration i løbet af perioden.
4. For livsforsikringsvirksomheder - det tekniske grundlag m.v., som driftsplanen baseres på.
5. Påtænkte genforsikringsprogrammer og kreditværdighed.
6. Arten af de risici, som selskabet har til hensigt at dække.
7. For skadesforsikringsvirksomheder - baggrunden for selskabets forventninger til præmier for egen regning i forhold til erstatningsudgifter for egen regning.
8. Forsikringsselskabets investeringspolitik.
9. Beregning af forventet kapitalkrav, individuelt solvensbehov og basiskapital efter udløbet af hvert af de kvartaler, som driftsplanen omfatter.
10. Det udstyr, som forsikringsselskabet råder over til brug for virksomhed omfattet af forsikringsklasse 18.
11. En vurdering af sandsynligheden for, at selskabet inden for det første år ikke kan overholde kapitalkravet og det individuelle solvensbehov.
12. En vurdering af sandsynligheden for, at selskabet inden for det første år taber hele basiskapitalen.
13. For livsforsikringsvirksomheder, kan Finanstilsynet forlange en længere periode for de i nr. 11 og 12 nævnte vurderinger.

Kapitalgrundlag og solvenskapitalkrav

Gruppe 1-forsikringsselskabers kapitalgrundlag består af summen af basiskapitalgrundlaget og det supplerende kapitalgrundlag. Basiskapitalgrundlaget består af summen af det beløb, hvormed værdien af aktiver overstiger værdien af forpligtelser, fratrukket værdien af egne aktier, der ejes af gruppe 1-forsikringsselskabet, med tillæg af værdien af efterstillet gæld. Det supplerende kapitalgrundlag består af kapital, der ikke medregnes i basiskapitalgrundlaget, og som kan benyttes til dækning af tab.

Gruppe 1-forsikringsselskabers bestyrelse og direktion skal sikre, at selskabet til enhver tid har et kapitalgrundlag, som dækker det af selskabet opgjorte solvenskapitalkrav. Solvenskapitalkravet opgøres enten ved anvendelse af standardformlen eller ved anvendelse af en af Finanstilsynet godkendt intern model.

Basiskapitalgrundlag er den økonomiske kapital dvs. svarende til den overskydende værdi af aktiver over forpligtelserne. Basiskapitalgrundlaget til solvensformål er ikke identisk med egenkapitalen i regnskabet.

Ophør

Finanstilsynet kan påbyde en finansiel virksomhed inden for en af tilsynet fastsat frist at foretage de nødvendige foranstaltninger, hvis 1) virksomhedens økonomiske stilling er således forringet, at indskydernes, de forsikredes, obligationsejernes, de danske UCITS ́ eller øvrige investorers interesser er udsat for fare, eller 2) der er en ikke uvæsentlig risiko for, at virksomhedens økonomiske stilling på grund af indre eller ydre forhold udvikler sig således, at virksomheden vil miste sin tilladelse.

Er de påbudte foranstaltninger ikke foretaget inden for den fastsatte frist, kan Finanstilsynet inddrage virksomhedens tilladelse. Ifølge Hovedloven kan dette ske frivilligt (likvidation, fusion, omdannelse) eller tvunget (konkurs, betalingsstandsning). Ved ophør inddrages tilladelse og forretning skal afvikles.

Teknisk grundlag

Livsforsikringsselskaber er pålagt at udarbejde et teknisk grundlag. Det er et sæt regler som benyttes ved beregning af prisen for bestemte forsikringer. Beregningsgrundlaget indeholder forventninger om fremtidig rente, dødelighed og invaliditet blandt medlemmer. Man har også et implicit teknisk grundlag i skadesforsikringsselskaber, men denne anmeldes ikke.

Ifølge § 20, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed skal anmeldelse af det tekniske grundlag m.v. for livsforsikringsvirksomhed samt ændringer heri ske senest samtidig med, at grundlaget m.v. tages i anvendelse.

I det tekniske grundlag skal livsforsikringsselskabet:

1. angive en præcis og sigende titel på anmeldelsen.
2. udarbejde et resumé, der giver et fyldestgørende billede af anmeldelsen.
3. angive, hvilket/hvilke nr. i lovens § 20, stk. 1, anmeldelsen vedrører.
4. angive datoen for anmeldelsens ikrafttrædelse.
5. angive, hvilken tidligere anmeldelse eller hvilke tidligere anmeldelser denne anmeldelse ophæver eller ændrer.
6. angive, hvilken forsikringsklasse det anmeldte vedrører, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 2.
7. angive anmeldelsens indhold med analyser, beregninger mv. på en så klar og præcis form, at de uden videre kan danne basis for en kyndig aktuars kontrolberegninger, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 3.
8. redegøre for de juridiske konsekvenser for den enkelte forsikringstager og andre berettigede efter forsikringsaftalerne, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 6. Er der ingen konsekvenser, skal livsforsikringsselskabet redegøre herfor.
9. redegøre for de økonomiske konsekvenser for de enkelte forsikringstagere og andre berettigede efter forsikringsaftalerne, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 6. Er der ingen konsekvenser, skal livsforsikringsselskabet redegøre herfor.
10. redegøre for de juridiske konsekvenser for livsforsikringsselskabet, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 7. Er der ingen konsekvenser, skal livsforsikringsselskabet redegøre herfor.
11. redegøre for de økonomiske og aktuarmæssige konsekvenser for livsforsikringsselskabet, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 6. Er der ingen konsekvenser, skal livsforsikringsselskabet redegøre herfor.

I teknisk grundlag skal tegningsgrundlaget være specificeret. Det vil sige de forudsætninger der bruges til at regne på ydelserne. Der er dog forskel på om det er gennemsnitsrenteprodukter (garanteret) eller markedsrente (ugaranteret).

• Gennemsnitsrente: Kunden får lovning på et på forthånd fastsat livsvarigt beløb (garanti for minimumsudbetaling), tegningsgrundlaget fastlægges på tegningstidspunktet og ændres ikke, tegningsgrundlaget skal være betryggende, altså forsigtigt fastsat i forhold til realistiske forudsætninger.
• Markedsrente: Kunden får ikke lovning på et bestemt beløb, tegningsgrundlaget kan ændres hvis forudsætningerne brister, tegningsgrundlaget fungerer i praksis som udbetalingsgrundlag, så størrelsen af ydelserne kan tilpasses ved at ændre tegningsgrundlaget.

Indhold

1. De forsikringsformer selskabet agter at anvende'
   • Indholdet af forsikring (dødsfalds- og invaliditetsforsikringer, oplevelsesforsikringer)
   • Tegningsgrundlag (individuelt eller kollektivt)
   • Aftaleform (individuelt tegnet eller i medfør af ansættelse)
2. Grundlaget for beregning af forsikringspræmier, tilbagekøbsværdier og fripolicer
3. Regler for beregning og fordeling af realiseret resultat til forsikringstagerne og andre berettigede
4. Selskabets principper for genforsikringer, herunder beløbsgrænser
5. Regler for hvornår såvel de forsikringssøgende som forsikringstagerne skal afgive helbredsopløsninger til bedømmelse af risikoforhold
6. Grundlaget for beregning af livsforsikringshensættelser såvel for den enkelte forsikringsaftale som for selskabet som helhed
7. Jobskifteregler (PBF § 41)

Det skal være rimeligt og betryggende over for den enkelte forsikringstager. Tegningsgrundlagene skal være betryggende i hele forsikringens levetid, dog kan der ændres antagelser ved betingede grundlag.

Ansvarshavende aktuar

Et forsikringsselskab med tilladelse til livsforsikringsvirksomhed skal til varetagelse af de nødvendige forsikringstekniske funktioner, herunder beregninger og undersøgelser, have ansat en ansvarshavende aktuar.

Tilsvarende bestemmelse findes ikke for skadesforsikringsselskaber, hvor det i stedet vil bero på en konkret vurdering, hvilken sagkundskab der er nødvendig. I større selskaber formentligt nødvendigt med skadesaktuariat.

Aktuaren skal være en ansat person. Personen kan være på deltid og kan være ansvarshavende aktuar i flere selskaber. Aktuaren ansættes af bestyrelsen og kan ikke være medlem af selskabets direktion eller bestyrelse.

Direktionen sikrer tilstrækkelig sagkundskab til beregning af forsikringsmæssige hensættelser (Både livsforsikring og skadesforsikring)

• Disse hensættelser omfatter for så vidt angår livsforsikringsselskaber livsforsikrings-, erstatnings- og bonusudjævningshensættelser.
• Livsforsikringshensættelserne repræsenterer den samlede værdi af selskabets forsikringsaftaler inklusive fordelt bonus. Erstatningshensættelserne repræsenterer værdien af ubetalte, forfaldne forsikringsydelser. Kollektivt bonuspotentiale repræsenterer værdien af de beløb, som er hensat til udjævning af positive realiserede resultater over en flerårig periode, jf. regnskabsbekendtgørelsen.

Den ansvarshavende aktuar har forskellige pligter, bl.a.

1. deltage i bestyrelsesmøde, hvis ønsket af et medlem
2. straks meddele forhold af afgørende betydning for fortsat drift, herunder formodning om at kapitalkravet ikke er opfyldt, til tilsynet
3. give nødvendige oplysninger til Finanstilsynet
4. ved underskrift bekræfte at bekendt med påbud om redegørelse om virksomhedens fremtid
5. indberetning til tilsynet ved fratrædelse
6. overholde teknisk grundlag, gennemgå aktuarmæssige indholde, overholde Hovedlovens § 21.

Herudover kan han indkalde til og deltage i bestyrelsesmøde, forlange alle relevante oplysninger af direktionen, og få oplysninger fra tilsynet.

Aktuarfunktionen

Foruden ansvarshavende aktuar skal forsikringsselskabet have en effektiv aktuarfunktion, som skal have det overordnede ansvar for selskabets forsikringsmæssige Solvens II-hensættelser. Funktionen varetages af personer, som har kendskab til aktuarmatematik og finansmatematik på et niveau, der står i rimeligt forhold til arten, omfanget og kompleksiteten af risici, der er forbundet med virksomheden, og som kan påvise at have relevant erfaring med gældende faglige standarder og andre standarder af relevans for aktuarfunktionen. Nøglepersonen for aktuarfunktionen skal være egnet og hæderlig.

1. Koordinere beregningen af forsikringsmæssige hensættelser.
2. Sikre, at de metoder, underliggende modeller og antagelser, der anvendes og lægges til grund ved opgørelsen af forsikringsmæssige hensættelser, er betryggende.
3. Vurdere tilstrækkeligheden og kvaliteten af de data, der benyttes til opgørelsen af forsikringsmæssige hensættelser.
4. Sammenligne bedste skøn med de hidtidige erfaringer.
5. Informere direktionen om, hvorvidt opgørelsen af de forsikringsmæssige hensættelser er troværdig og fyldestgørende.
6. Føre tilsyn med beregningen af de forsikringsmæssige hensættelser i de særlige tilfælde, hvor data ikke er tilstrækkelige, og det derfor er nødvendigt at anvende approksimationer.
7. Afgive udtalelse om den overordnede tegningspolitik, idet aktuarfunktionen tager hensyn til det indbyrdes forhold mellem de dele af forsikringspolitikken, der vedrører indtegning, genforsikringsarrangementerne og de forsikringsmæssige hensættelser.
8. Afgive udtalelse om, hvorvidt genforsikringsarrangementerne er betryggende, idet aktuarfunktionen tager hensyn til det indbyrdes forhold mellem de dele af forsikringspolitikken, der vedrører indtegning, genforsikringsarrangementerne og de forsikringsmæssige hensættelser.
9. Bidrage til den effektive gennemførelse af risikostyringssystemet, navnlig med hensyn til de modeller, der ligger til grund for beregningen af solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet, og virksomhedens vurdering af egen risiko og solvens.
10. Aktuarfunktionen identificerer en eventuel uoverensstemmelse med kravene fastsat i medfør af § 126 e eller § 283, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed om beregning af forsikringsmæssige hensættelser og foreslår ændringer, hvor det er relevant.
11. Aktuarfunktionen forklarer enhver væsentlig konsekvens af ændringer i data, metoder eller antagelser imellem tidspunkter for værdiansættelse af de forsikringsmæssige hensættelser.
12. Anvender virksomheden en intern model, skal aktuarfunktionen bidrage til at præcisere, hvilke risici inden for deres ekspertiseområde der er omfattet af en intern model. Aktuarfunktionen skal også bidrage til at belyse, både hvorfra de indbyrdes sammenhænge mellem disse risici stammer og hvorfra sammenhængene mellem disse risici og andre risici stammer.
13. Aktuarfunktionen kommer med indstillinger om interne procedurer til forbedring af datakvaliteten, hvor det er relevant.
14. Aktuarfunktionens rapportering til direktionen, jf. § 17, stk. 4, eller til bestyrelsen, jf. § 20, stk. 2, skal redegøre for eventuelle væsentlige afvigelser mellem faktiske erfaringer og bedste skøn, undersøge årsagerne hertil og foreslå ændringer i antagelserne og modifikationer i værdiansættelsesmodellen med henblik på en forbedring af bedste skøn.

Historisk

Første lov om liv blev introduceret i 1904, med beskrivelse af aktuarberegninger og investeringsregler. Efter finanskrisen 2008 blev det europæiske tilsynssetup specificeret og udvidet, sådan at der i dag arbejdes på tværs af landegrænser i højere grad. EIOPA, som fører tilsyn med det danske Finanstilsyn, og har et tæt samarbejde med det europæiske systemiske risikoråd (ESRB). De har til opgave at bidrage til ensartet anvendelse af EU-lovgivningen, overvåge og vurdere/analysere markedsudviklingen, beskytte forsikringstagernes interesser, samt understøtte nationale myndigheder. I 2016 blev Solvens II-direktivet indført.

Solvens II-regulering

Forsikringsselskaber skal være i besiddelse af en kapitalbeholdning, der står i forhold til deres risikoprofil, for at sikre, at de har tilstrækkelige finansielle ressourcer til at modstå finansielle vanskeligheder. Solvens II indeholder tillige regler vedrørende ledelse og tilsyn.

Solvens II-lovgivningen stammer fra et EU-direktiv, for hvilket der blev arbejdet på siden 2001. Direktivet blev vedtaget af det Europæiske Parlament og Rådet for Den Europæiske Union den 25. november 2009. Direktivet lægger fundament for lovgivningen, og blev suppleret af den delegerede forordning 10. oktober 2014. Den delegerede forordning er nærmere beskrevet i Retningslinjer for Værdiansættelse af forsikringsmæssige hensættelser, offentliggjort i den endelige rapport den 2. februar 2015.

I direktivet defineres risikomargen i forbindelse med de forsikringstekniske hensættelser og bedste skøn. I Bekendtgørelse om værdiansættelse af aktiver og passiver defineres den ved

De forsikringsmæssige hensættelser skal værdiansættes som summen af et bedste skøn og en risikomargen.

Altså er risikomargen det beløb som skal hensættes udover det bedste skøn. Yderligere gør det sig gældende at

Risikomargen beregnes i overensstemmelse med (...) Kommissionens delegerede forordning (...), på en måde, der gør det muligt at sikre, at værdien af de forsikringsmæssige hensættelser svarer til det beløb, som et gruppe 1-forsikringsselskab kan forventes at kræve for at overtage og honorere forsikringsforpligtelserne.

I artikel 37(1), om beregning af risikotillæg, af den delegerede forordning findes følgende definition af risikomargen:

Risikotillægget for hele porteføljen af forsikrings- og genforsikringsforpligtelser beregnes ved hjælp af følgende formel:

$$RM=CoC\cdot \sum _{t\geq 0}{\frac {SCR(t)}{(1+r(t+1))^{t+1}}}$$hvor

1. CoC betegner kapitalomkostningssatsen
2. summen dækker alle heltal, inklusive nul
3. SCR(t) betegner solvenskapitalkravet i artikel 38, stk. 2, efter t år
4. r(t + 1) betegner den grundlæggende risikofrie rentekurve for en løbetid på t + 1 år.

Den grundlæggende risikofrie rentekurve r(t + 1) vælges i overensstemmelse med den valuta, som anvendes til forsikrings- og genforsikringsselskabers regnskaber.

Beregningen af risikotillægget baseres på alle følgende antage

1. hele porteføljen af forsikrings- og genforsikringsforpligtelser for det forsikrings- og genforsikringsselskab, der beregner risikotillægget (det oprindelige selskab), overtages af et andet forsikrings- eller genforsikringsselskab (referenceselskabet)
2. uanset litra a) overtages porteføljen af forsikringsforpligtelser vedrørende livsforsikringsvirksomhed og livsgenforsikringsforpligtelser og porteføljen af forsikringsforpligtelser vedrørende skadesforsikringsvirksomhed og skadesgenforsikringsforpligtelser særskilt af to forskellige referenceselskaber, såfremt det oprindelige selskab på samme tid udøver såvel livs- som skadesforsikringsvirksomhed i henhold til artikel 73, stk. 5, i direktiv 2009/138/EF
3. overførsel af forsikrings- og genforsikringsforpligtelser omfatter alle genforsikringsaftaler og -ordninger med special purpose vehicles i forbindelse med disse forpligtelser
4. referenceselskabet har ingen forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser eller et kapitalgrundlag, inden overførslen finder sted
5. efter overførslen påtager referenceselskabet sig ingen nye forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser
6. efter overførslen tilvejebringer referenceselskabet det anerkendte kapitalgrundlag svarende til solvenskapitalkravet, der er nødvendigt med hensyn til at støtte forsikrings- og genforsikringsforpligtelserne frem til afløb
7. efter overførslen har referenceselskabet aktiver svarende til summen af dets solvenskapitalkrav og af de forsikringsmæssige hensættelser med fradrag af de beløb, der kan tilbagekræves i henhold til genforsikringsaftaler og special purpose vehicles
8. aktiverne vælges således, at de minimerer solvenskapitalkravet for de markedsrisici, som referenceselskabet er eksponeret mod
9. solvenskapitalkravet for referenceselskabet omfatter alle følgende risici:
   1. forsikringsrisiko med hensyn til den overførte virksomhed
   2. hvor det er væsentligt, den i litra h) omhandlede markedsrisiko, som ikke er en renterisiko
   3. kreditrisiko med hensyn til genforsikringsaftaler, aftaler med special purpose vehicles, mæglere, forsikringstagere og andre væsentlige eksponeringer, som er tæt forbundet med forsikrings- og genforsikringsforpligtelserne
   4. operationel risiko
10. de forsikringsmæssige hensættelsers tabsabsorberende evne som omhandlet i artikel 108 i direktiv 2009/138/EF i referenceselskabet svarer for hver risiko til de forsikringsmæssige hensættelsers tabsabsorberende evne i det oprindelige selskab
11. der er ingen tabsabsorberende evne for udskudte skatter som omhandlet i artikel 108 i direktiv 2009/138/EF for referenceselskabet
12. referenceselskabet vil med forbehold af litra e) og f) foretage fremtidige ledelseshandlinger, som stemmer overens med det oprindelige selskabs forudsatte fremtidige ledelseshandlinger som omhandlet i artikel 23.

Finansielle risici for livsforsikringsprodukter

• Finansiel risiko: f.eks. garanti for mindsteafkast; værdiansættes i overensstemmelse med garantiens pris på det finansielle marked (aflæses)
• Forsikringsrisiko: f.eks. dødelighed; værdiansættes ud fra bedste skøn + en sikkerhedsmargen (beregnes; handles ikke)

I Solvens II skal man finde metoder som bygger på den økonomiske risiko, og som tilskynder forsikrings- og genforsikringsselskaber til at måle og forvalte deres risici korrekt. Medlemsstaterne skal pålægge selskaber at oprette tilstrækkelige forsikringsmæssige hensættelser. Principperne og de aktuarmæssige og statistiske metoder, der ligger til grund for beregningen af disse forsikringsmæssige hensættelser, bør harmoniseres i hele Fællesskabet for at forbedre sammenligneligheden og gennemsigtigheden.

Beregningen af disse forsikringsmæssige hensættelser bør stemme overens med værdiansættelsen af aktiver og andre forpligtelser samt være markedskonform.

Det bedste skøn svarer til den forventede nuværende værdi af fremtidige likviditetsstrømme under hensyntagen til alle ind- og udgående likviditetsstrømme (justeret for inflation), der er nødvendige for at opfylde (gen)forsikringsforpligtelserne i løbet af deres levetid, inklusive alle udgifter, fremtidige skønsmæssige bonusser, indbyggede finansielle garantier og kontraktlige optioner. Beregningen af det bedste skøn skal bygge på forsvarlige aktuarteknikker og data af god kvalitet og skal jævnligt kontrolleres i forhold til faktiske erfaringer.

Valg af metode skal stå i forhold til arten, omfanget og kompleksiteten af de risici, som produkterne indeholder (proportionalitet). Livsforsikringskontrakter indeholder ofte komplekse risikostrukturer pga. garantier og aftalebestemte optioner (f.eks. garantier, ret til bonus, betalingsafbrydelser, opsættelse af udbetalinger etc.).

Deterministiske metoder er ikke hensigtsmæssige, hvis der er en sammenhæng mellem økonomiske faktorer (f.eks. renteniveau) og forsikringstagernes adfærd (f.eks. genkøb). Simulationsmetoder er nødvendige, hvis kontrakten indeholder ret til bonus, der afhænger af afkastet på aktiverne, finansielle garantier (tidsværdi) eller aftalebestemte optioner (tidsværdi).

Årsrapport

Årsrapporten skal indeholde ledelsesberetning og -påtegning, samt et årsregnskab (bestående af en balance, resultatopgørelse, anden totalindkomst, noter og oversigt over bevægelserne i egenkapitalen) og noteoplysninger med femårsoversigt.

Grundlæggende forudsætninger (§ 188)

Ifølge § 188 i Hovedloven (og § 13 i ÅRL) skal årsrapporten

1. udarbejdes på en klar og overskuelig måde (klarhed)
2. tage hensyn til de reelle forhold og ikke til formaliteter uden reelt indhold (substans)
3. indeholde alle relevante forhold, medmindre de er ubetydelige (væsentlighed)
4. driften af en aktivitet formodes at fortsætte (going concern)
5. enhver værdiændring skal vises, uanset indvirkningen på egenkapital og resultatopgørelse (neutralitet)
6. transaktioner, begivenheder og værdiændringer skal indregnes, når de indtræffer, uanset tidspunktet for betaling (periodisering)
7. Hver transaktion, begivenhed og værdiændring skal indregnes og måles hver for sig, ligesom de enkelte forhold ikke må modregnes med hinanden (bruttoværdi)
8. Indregningsmetoder og målegrundlag skal anvendes ensartet på samme kategori af forhold (konsistens)
9. Primobalancen for regnskabsåret skal svare til ultimobalancen for det foregående regnskabsår (formel kontinuitet).

Ledelse og styring

Øverste myndighed er generalforsamlingen. Ledelsen er bestyrelse og direktion. Bestyrelsen har det overordnede ansvar og varetager den overordnede ledelse og skal ind over alle væsentlige dispositioner. Krav til bestyrelsesudvalg og krav til overvågning af forretningen. Direktionen har ansvaret for administrationen af selskabet og varetager den daglige drift. Mellem bestyrelsen og direktionen er ansvarshavende aktuar og intern revision.

Direktionen har da ansvar for følgende grene

• Salg: Fokus på ny forretning, både direkte salg men også rådgivning. Kommercielle selskaber har store salgsafdelinger, mens dem med afgrænset medlemsskare og tvunget medlemsskab (såsom tværgående pensionssleskaber) har små.
• Kundeadministration: indtegning, servicering, back-office funktioner for salg.
• Kontrol: compliance, intern audit, revision, risikostyring.

Afkastkravet søges imødegået gennem de for livsforsikringsselskaber gældende investeringsregler og prudent person princippet, som overordnet har til formål at sikre, at investeringerne er overensstemmende med forpligtelserne.

Bogføring i livsforsikringsselskaber

Resultatopgørelse

Resultatopgørelse viser periodens resultat. Resultatopgørelsen viser indirekte, hvilket afkast den investerede kapital har generet. Den er opstillet efter regnskabsmæssige principper – dvs. den tager ikke hensyn til betalingstidspunktet. Resultatopgørelsen bliver ”nulstillet”, hvert år – og bliver overført til egenkapitalen eller udloddet til aktionærerne.

Forsikringsselskabers primære indtægter stammer fra præmie, i liv og pension kaldet (medlems-)bidrag. For arbejdsmarkedspensioner er dette hovedsageligt ordinære bidrag med fradrag for indeholdt arbejdsmarkedsbidrag. Herudover kommer engangsindskud og overførsler ind (PBL § 41), samt bidragsfritagelse.

Skyldig PAL SKAT tilbageholdt på medlemmernes deporter afregnes på baggrund af investeringsafkast (indtægter fra tilknyttede/associerede virksomheder, investeringsejendomme, renteindtægter, kursreguleringer, med fradrag for renteudgifter og administrationsomkostninger), udbetalinger (forsikringsydelser + genforsikringsdækninger), ændring i hensættelser (samt fortjenstmargen), driftsomkostninger (erhvervelses-, administrationomkostninger), samt det forsikringstekniske resultat (opdelt efter skade/SUL og liv).

Bestanden af forsikringer opdeles i grupper for hvert af elementerne rente, risiko og omkostninger. Til hver gruppe hører ufordelte midler. Ved ufordelte midler hørende til en risiko- eller omkostningsgruppe forstås gruppens kollektive bonuspotentiale og fortjenstmargen. En forsikring kan være med i en eller flere risiko- og omkostningsgrupper, men kun én rentegruppe. Opdelingen i grupper skal anmeldes (opdelingskriterier, homogenitet, metode og redegørelse for fordeling af ufordelte midler) til Finanstilsynet.

Bruttopræmier inkluderer præmier for direkte og indirekte forsikringskontrakter, der er forfaldet i regnskabsåret, og præmier på investeringskontrakter med ret til bonus, og med fradrag af ristornerede præmiebeløb. Eksklusive afgifter opkrævet sammen med præmierne til offentlige myndigheder. Udbetalinger til død, kritisk sygdom, invaliditet, udløb, pensions- og renteydelser, tilbagekøb, kontant udbetalte bonusbeløb og forsikringspræmier samt ydelser til genforsikringsselskaber for indirekte forsikringskontrakter.

Resultatopgørelsen for forsikringsselskaber indeholder i princippet flere ”resultatopgørelser”. Resultatdannelsen i forsikringsselskaber er påvirket af kontributionsprincippet – og er derfor mere kompliceret end normalt. Der skal sondres i mellem afkast fra Unit Link og afkast fra forsikringer under kontribution. Resultatopgørelsen i livsforsikringsselskaber er påvirket af ændringen i livsforsikringshensættelsen.

Realiseret resultat

Ved realiseret resultat, jf. § 20, stk. 1, nr. 3, i lov om finansiel virksomhed, forstås regnskabsperiodens forsikringstekniske resultat. Regnskabsperiodens forsikringstekniske resultat reguleres efter overført investeringsafkast, pensionsafkast, bonustilskrivning, ændringer i kollektivt bonuspotentiale og særlige bonushensættelser, ændringer i individuelt bonuspotential og ændringer i fortjenstmargen. Endvidere medregnes følgende poster som også indgår i anden totalindkomst, altså stigning i domicilejendoms værdi, valutakursforskelle, ændringer i værdien af sikringsinstrumenter (der afdækker udsving af femtidige betalingsstrømme eller valutakursrisici) og ændringer der er følge af genmåling af nettopensionsforpligtelsers størrelse.

Således resultat før skat = præmier - udbetalinger + investeringsafkast - ændring LFH - ændring (KB + FM) - faktiske omkostninger, hvor ændring i LFH = præmier - udbetalinger + grundlagsrente - 1. ordens risikoresultat - 1. ordens omkostninger + bonus, og ændring i KB /(FM) = investeringsafkast - grundlagsrente + 1. ordens risikopræmie - skader + 1. ordens omkostninger - faktiske omkostninger - bonus - driftsherretillæg - afkast til EK.

Rentegrupper og markedsrente/gennemsnitsrente

Gennemsnitsrente

1. ordens grundlag: det tegningsgrundlag/garanterede grundlag selskabet skal bruge til at beregne priser for forsikringsdækninger og fremtidige ydelser i gennemsnitsrentemiljøet. Grundlaget skal indeholde forventninger til renter, dødelighed og invaliditet hos de forsikrede. Det tekniske grundlag skal løbende anmeldes til Finanstilsynet. Tegningsgrundlaget skal som udgangspunkt fastsættes på forsigtige antagelser.
2. ordens grundlag: bonusgrundlaget bestemmer de faktisk priser der opkræves/tildeles kunderne. Der opbygges bonusret gennem forskellen mellem bonusgrundlaget og tegningsgrundlaget.
3. ordens grundlag: markedsværdigrundlaget er det som anvendes til regnskabs- og solvenskrav. Dette kommunikeres ikke direkte til medlemmer.

De retrospektive hensættelser (RH) akkumulerer indbetalinger og udbetalinger som en bankkonto, med tillæg af garanterede renter og fradrag af garanterede omkostninger og priser for forsikringsdækninger. Der tilskrives kollektivt bonuspotentiale (KB) til policernes individuelle konti. Herudover opbygges en akkumuleret værdiregulering (VR). En del af KB går til egenkapital (EK).

Risikomargen er det beløb, som virksomheden forventeligt skal betale en anden forsikringsvirksomhed for, at denne vil overtage risikoen for, at omkostningerne ved at afvikle virksomhedens bestand af pensionshensættelser afviger fra den opgjorte nutidsværdi af de forventede betalingsstrømme.

Markedsrente

• Tegningsgrundlag er blot
• Beregningsgrundlag fastsættes som bedste skøn, men
• Der tilskrives konstant rente

Ved pensionering (og ikke før) fastsættes en pensionsydelse ud fra depotets værdi. Afkastet fra investeringsfondene tilskrives direkte. Kunderne bærer selv investeringsrisikoen, og risikoen for eventuelle ændringer i den gennemsnitlige levealder, hvilket medfører en større investeringsfrihed, som giver mulighed for højere afkast.

Kontributionsprincip

Hver police indplaceres i en rente-, risiko- og omkostningsgruppe inden årets start. Grupperne skal have karakteristika, der efter objektive kriterier sikrer homogenitet med hensyn til det element, som definerer gruppen. En gruppes kollektive bonuspotentiale kan alene udloddes til forsikringerne i gruppen.

Den del af det realiserede resultat, der tilfalder den enkelte gruppe, skal beregnes således, at gruppen tildeles en andel heraf, som er rimelig i forhold til, hvorledes gruppen har bidraget til dette resultat.

Bonus og gennemsnitsrenteprincippet

Forsikringsteknisk overskud i selskabet skal tilbageføres til forsikringstagerne i form af bonus. Andelen skal fastsættes i overensstemmelse med kontributionsprincippet (bonus skal stå i et rimeligt forhold til det overskud, som forsikringsbestanden har givet anledning til). Overskuddet er opdelt på enkeltkomponenter (rente, risiko og omkostninger) med den konsekvens, at den samlede bonus kan betragtes som en sum af rente-, risiko- og omkostningsbonus.

Bonus tilfalder forsikringsbestanden, henlægges sædvanligvis i den hensættelse, der hedder kollektivt bonuspotentiale. Anvendes primært til sikring af en stabil bonustildeling. Skulle regnskabet imidlertid i et givent år udvise et forsikringsteknisk underskud, kan kollektivt bonuspotentiale anvendes til sikring af de garanterede ydelser. Bonustildelingen sker under anvendelse af selskabets bonusregulativ. Forsikringsaftalen er som regel affattet sådan, at det er muligt for selskabet at ændre på bonusregulativet løbende. Der kan dog ikke derved ske ændringer i allerede tilskreven bonus.

Traditionelt tilskrives bonus den enkelte forsikringstager i form af opsparingsbonus, men også anvendt til kontostyrkelse, særligt på høje garantier (styrkelse af hensættelser). Hensigten er at minimere risikoen for en uønsket omfordeling mellem forsikringsbestande med forskellige grundlag (renter, omkostninger og risici).

Balance

Aktivkonti har debetsaldi, og passivkonti har kreditsaldi. Der skal være balance, og der kræves derfor dobbelt bogholderi (debiteres og krediteres lige store beløb). Ved debetsaldo betyder forøgelse debitering, og formindskning betyder kreditering.

Som følge af periodiseringsforudsætninger skal udgifter, der er afholdt før balancetidspunktet, men som vedrører de efterfølgende år, opføres under periodeafgrænsningposter. aktiver (f.eks. lejekontrakter). Udgifter, dog ikke forsikringsydelser, som vedrører regnskabsåret, men som først vil blive betalt i de efterfølgende år, skal opføres under gæld (eks. indkøb omkring balancetidspunktet, hvor fakturaer først kommer efter balancetidspunktet). Indtægter, som er indgået før balancetidspunktet, men som vedrører de efterfølgende år, skal opføres under periodeafgrænsningsposterne i passiverne. Dette gælder dog ikke for indgåede præmier, medmindre forsikringsperioden først påbegyndes efter regnskabsårets afslutning. Indtægter der vedrører regnskabsåret, men som først betales efter balancetidspunktet, skal opføres under tilgodehavender

Aktiver

Ressourcer som er under virksomhedens kontrol, som et resultat af tidligere begivenheder, og hvorfra fremtidige økonomiske fordele forventes at tilflyde virksomheden.

Solvensbalancen og kapitalgrundlag

Indenfor liv og pension har selskabernes aktiver historisk set bestået af en overvejende del obligationer. I takt med at renten har været faldende, og de relativt risikofrie investeringer dermed været mindre attraktive, er man gået over til mere risikobetonede investeringsprodukter. Således udgør likvide beholdning og obligationer i dag cirka halvdelen af aktiver, mens kapitalandele (såsom aktier) udgør en stor del af de resterende 50 %. Investeringsejendomme og indlån i realkreditinstitutter udgør blot 5 %.

Der skelnes mellem aktiver i koncernen og i pensionskassen. Ofte ejer koncernen et ejendomsselskab som forvalter investeringsejendommene, mens domicilejendommen tilhører pensionskassen.

Kapitalkrav

Kapitalen opdeles i tre klasser efter nærmere fastsatte kriterier. Klasserne afspejler kapitalens kvalitet, hvor klasse 1-kapital er af højeste kvalitet. Det er hensigtsmæssigt at have en opdeling i klasser og visse begrænsninger i forhold til den kapital, der kan anvendes til at dække henholdsvis solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet for at forhindre, at virksomheder bliver kapitaliseret med kapital af forholdsvis lav kvalitet. Målet er overdækning i forhold til solvenskapitalkrav (SCR), mens der ved overtrædelse af dette skal igangsættes en kapitalgenopretningsplan (skal forelægges tilsynet til godkendelse senest to måneder efter, og igen opfyldes senest seks måneder efter). Ved overtrædelse af minimumskapitalkravet er forsikringstagerenes interesser i fare.

SCR skal bestå af mindst 50 % klasse 1-kapital og højst 15 % klasse 2-kapital, mens summen af de anerkendte beløb for tier 2- og tier 3-elementer må ikke overstige 50 % af solvenskapitalkravet. For så vidt angår opfyldelse af minimumskapitalkravene skal klasse 1-elementer udgøre minimum 80 % og klasse 2-elementer højst 20 % af MCR.

Værdifastsættelse

Værdifastsættelse af aktiver sker med almene metoder. Anlægsaktiver og driftsmidler indregnes til kostpris og afskrives lineært over den forventede brugstid. Finansielle omsætningsaktiver værdifastsættes på mange forskellige måder som skønnes at tilnærme en dagsværdi. F.eks. kan en investeringsejendom indregnes ved køb til kostpris, og herefter måle ejendommens dagsværdi ud fra DCF-modellen, kapitalandele i virksomheder måles ved den regnskabsmæssige indre værdi,

Amortiseret kostpris er det beløb som et finansielt aktiv eller en finansiel forpligtelse blev målt til ved første indregning med 1) fradragafafdrag 2) tillæg eller fradrag af den samlede afskrivning på forskellen mellem det oprindeligt indregnede beløb, og det beløb der forfalder ved udløb, og 3) fradrag af nedskrivning.

Typer

Materielle anlægsaktiver består af domicilejendomme og driftsmidler. Driftsmidler består af biler, inventer og indretning. Investeringsejendomme samt andre anlægaktiver, der ikke besiddes til virksomhedens eget brug måles til dagsværdi. Immaterielle anlægsaktiver inkluderer bl.a. udviklingsomkostninger (f.eks. it-systemer), mærkenavne, kundelister, goodwill. Udviklingsomkostninger kan kun indregnes, hvis der er teknisk mulighed og hensigt for færdiggørelse, det vil frembringe sandsynlige økonomiske fordele i fremtiden, virksomheden kan måle omkostningerne.

Hensatte forpligtelser, hvor der er uvished om størrelse og afviklingstidspunkt, men kan måles pålideligt og sandsynligt. Pesonaleydelser, som er omkostninger til ydelser og goder til ansatte.

Aktuel skat vedrørende regnskabsåret og tidligere regnskabsår skal, i det omfang den ikke er betalt, indregnes som en forpligtelse. Er den skat der er betalt større end den aktuelle skat, for regnskabsåret og tidligere regnskabsår, indregnes forskellen som et aktiv.

Passiver

Eksisterende pligter for virksomheden, opstået som resultat af tidligere begivenheder, og hvis indfrielse forventes at medføre afståelse af økonomiske ressourcer.

Det største passiv i et pensionsselskab er pensionshensættelser. Pensionshensættelserne kan bevæge sig på mange måder, men de største bevægelser skyldes enten ændringer i det forsikringstekniske grundlag samt antallet af policeejere.

I gennemsnitsrentemiljø består livsforsikringshensættelser (LFH) af garanterede ydelser (GY) + bonuspotentialer (BP; værdi af bonusret; bedste skøn af fremtidig bonus) + risikomargen (RM; hensættelser til usikkerhed). Herudover kommer fortjenstmargen (FM; fremtidig fortjeneste), som opgøres til nutidsværdien af det forventede fremtidige overskud i de resterende kontraktperioder for de livsforsikringer og investeringskontrakter, som virksomheden har indgået. Indtjeningsmarginalen (IM) forstås som andelen af af hensættelserne der forventes at blive tjent udover risikomargen. Rentemarginalmetoden til fastsættelse af fortjenstmargen er $FM=IM\cdot {\text{varighed}}(GY)\cdot GY$.

I markedsrentemiljø er det simplere, hvor LFH blot består af bedste skøn-hensættelse + risikomargen (RM). Herudover kommer fortjenstmargen (FM). Selve bogføringen kan være langt mere kompleks, med bl.a. unit link-kontrakter.

Aftalen fastsætter betaling af fastsat præmie på bestemte tidspunkter, selskabets pligt til udbetaling af ydelser ved indtræffelse af forsikringsbegivenhed. Den kan indgås privat eller gennem arbejdsgiver-/overenskomstaftaler. Policen er en uopsigelig aftale, men pensionsaftalen mellem selskab og arbejdgiver kan som regel opsiges eller ændres. Ved fripolice forstås at præmiebetaling ophører. Ved indbetaling af præmierne til selskabet mistes dispositions- og ejendomsret – i modsætning til bankopsparing. Den tilhørende livsforsikringshensættelse er ikke opsparing, svarende til opsparing i en bank. Livsforsikringshensættelse er en økonomisk opgørelse over selskabets forpligtelser i henhold til den enkelte aftale. Altså ikke et beløb som den forsikrede umiddelbart har ret til. I stedet ret til de aftalte forsikringsydelser, herunder måske forsikringens genkøbsværdi.

Anvendt regnskabspraksis og noter

Anvendt regnskabspraksis er et særskilt afsnit i årsrapporten, og indeholder begrebsrammen for regnskabet samt redegørelse for alle væsentlige indregningsmetoder (herunder afskrivningsmetoder, brugstider og afskrivningssater) og målegrundlag på posterne i resultatopgørelse, balance og noter.

Noteoplysninger skal så vidt muligt præsenteres i en systematisk rækkefølge. Oplysninger, der er knyttet til regnskabsposter, gives i form af en note til den pågældende regnskabspost.

Bogføring i skadesforsikringsselskaber

Resultatopgørelse

Bruttopræmier inkluderer præmier, som er forfaldne i regnskabsåret for direkte og indirekte forsikringer, med fradrag af ristornerede præmiebeløb, bonus og præmierabatter (med fradrag for tilbagebetalte præmier og afgifter samt egne forsikringer). Udbetalte ydelser inkluderer beløb, der i regnskabsåret er betalt for forsikringsskader, samt interne og eksterne udgifter til besigtigelse og vurdering af skaderne, udgifter til bekæmpelse og begrænsning af indtrufne skader samt øvrige direkte og indirekte omkostninger forbundet med behandlingen af indtrufne skader.

Forsikringsteknisk resultat = Bruttopræmier + Ændring PH + Ændring (FM + RM) + Forsikringsteknisk rente - Udbetalte erstatninger + Ændring EH + Ændring RM - Driftsomkostninger, hvor Investeringsresultat = Investeringsafkast + Forretning og kursregulering. I førstnævnte inkluderes der ikke rente-effekter.

Under hovedposten Forsikringsmæssige driftsomkostninger f.e.r., i alt, opføres de omkostninger, som er forbundet med at erhverve og administrere virksomhedens bestand af forsikrings- og investeringskontrakter, herunder den hertil svarende andel af personaleomkostninger, provisioner, markedsføringsomkostninger, husleje, driftsomkostninger vedrørende domicilejendomme, udgifter til kontorartikler og kontorhold samt af- og nedskrivninger på materielle og immaterielle aktiver bortset fra nedskrivninger af goodwill.

Den andel af de forsikringsmæssige driftsomkostninger, der kan henføres til erhvervelse og fornyelse af bestanden af forsikrings- og investeringskontrakter, opføres under posten Erhvervelsesomkostninger.

Eksempel

Der tegnes præmie 1.10.2015 med risikoperiode begyndende og til betaling 1.1.2016. Årlig præmie udgør 1.200, med erhvervsomkostninger -120 (10%, betales samtidig med præmie), forventede erstatninger -840 (70%), forventede omkostninger -120 (10%, betales samtidig med dækning), risikomargen 5% (af forventede udbetalinger/udgifter), eksponering for erstatninger sker lineært over risikoperioden, der sker udbetaling for erstatning med 1/6 hvert kvartal over 6 kvartaler.

I 2015K4 er der således præmiehensættelser (PH) -120 (Præmier = 1200, udgifter = erstatninger + erhvervelse + drift = 840 + 120 + 120 = 1080), risikomargen er 54 (5% af 1080), og fortjenstmargen er 66 (da PH + RM + FM = 0). Der er ingen erstatningshensættelser. I resultatopgørelse skrives altså

• Ændring i præmiehensættelser: 120
• Ændring i fortjenst- og risikomargen: -120
• Resultat: 0

Balance: I 2016K1 er PH 720. Der er blevet udbetalt 35, og forventes udbetalt 175 for kvartalet, dermed er erstaningshensættelser (EH) 175. Risikomargen (RM) af PH 36 (5 % af 720). RM af EH er 8,75 (5% af 175). Således er risikomargen 44,75 (36 + 8,75). Fortjenstmargen findes ved at afskrive den tidligere, altså $66\cdot 3/4$. I resultatopgørelsen skrives altså

• Bruttopræmier: 1.200
• Ændring i præmiehensættelser: -840
• Ændring i fortjenst- og risikomargen: 34,5 (120 - 49,5 - 36)
• Præmieindtægter f.e.r., i alt: 394,5
• Erstatningsudgifter f.e.r.: -210 (175+35)
• Ændring i risikomargen: 8,75
• Forsikringsmæssige driftsomkostninger: 150 (120+30)
• Resultat før skat: 25,75

Aktiver

Virksomhedens rettigheder under en genforsikringskontrakt, opgøres ud fra vilkårene i genforsikringskontrakten ved anvendelse af metoder og antagelser, der er konsistente med dem, der har fundet anvendelse ved opgørelsen af bruttoforpligtelserne under virksomhedens forsikringer. Værdien af genforsikringsandele af præmiehensættelser opgøres under hensyn til de forventede betalingsstrømme, der knytter sig til de genforsikringskontrakter, der forventes indgået til afdækning af præmiehensættelser. En cedent er en forsikrer, som har købt eller efterspørger genforsikringsdækning

Passiver

Forsikringsforpligtelser indregnes i balancen fra det tidspunkt, hvor forsikringsrisikoen overgår til virksomheden. Hensættelser til forsikringsforpligtelser skal opgøres således, at de under hensyntagen til, hvad der med rimelighed kan forudses, er tilstrækkelige til at dække samtlige virksomhedens forsikringsforpligtelser.

Egenkapitalen (aktiekapital, sikkerhedsfond, overført overskud, foreslået udbytte) udgør, som i livsforsikring, en lille del. De forsikringsmæssige hensættelser (som udgør erstatningshensættelser og risikomargen, samt præmiehensættelser og fortjenstmargen) udgør en stor del.

• Præmiehensættelser er nutidsværdien af forventede (bedste skøn) betalingsstrømme foranlediget af fremtidige forsikringsbegivenheder og administration i de ikke-forløbne dele af risikoperioderne for de skadesforsikringskontrakter, som virksomheden har indgået.
• Fortjenstmargen er den forventede fortjeneste i de ikke- forløbne dele af risikoperioderne for de skadesforsikringskontrakter, som virksomheden har indgået.
• Erstatningshensættelser er nutidsværdien af forventede fremtidige betalingsstrømme foranlediget af forsikringsbegivenheder indtruffet i regnskabsåret eller tidligere.
• Risikomargen er det beløb, som virksomheden forventeligt vil skulle betale en anden forsikringsvirksomhed for, at denne vil overtage risikoen for, at omkostningerne ved at afvikle virksomhedens skadesforsikringskontrakter afviger fra de beløb, der er opført under passivposterne Præmiehensættelser og Erstatningshensættelser.

Policens livscyklus

Hensættelserne omfatter skader der er sket før opgørelsesdatoen, samt for dækning af skader der kan ske efter opgørelsesdatoen. Hvad angår erstatningshensættelserne opgøres i de forventede erstatningsbeløb og omkostninger efter

1. en sag-for-sag vurdering (case reserver)
2. Incurred But Not Enough Reported (IBNER) vurdering
3. Anmeldt, men ikke sag-for-sag vurderet
4. Incurred But Not Reported (IBNR)

hvor 1. - 3. betegnes som Reported But Not Settled (RBNS).

Til at estimere IBNR benyttes Chain-ladder metoden (afløbstrekant). Med de akkumulerede og forventede akkumulerede betalinger kan der (med kendt diskonteringsfaktor) tilbagediskonteres, og hermed konstrueres cash flow for reserven.

I praksis fastsættes risikomargen på samme måde som i Solvens II.

Den forenklede metode

Ved opgørelse af præmiehensættelserne tages hensyn til nutidsværdien af bedste skøn af endnu ikke forfaldne præmier og præmierater for indgåede forsikringer, som forventes modtaget under de pågældende forsikringer til dækning af forsikringsbegivenheder, der finder sted inden udløbet af de aftalte risikoperioder.

Præmiehensættelserne kan for forsikringer med en risikoperiode på et år eller kortere opgøres ved den forenklede metode.

Efter den forenklede metode opgøres præmiehensættelserne for alle forsikringer, hvis risikoperiode er påbegyndt inden regnskabsperiodens udgang, og skal udgøre den andel af modtagne og tilgodehavende bruttopræmier, der svarer til den del af risikoperioden, der forløber efter balancedagen. Gennemsnitsberegninger kan anvendes, når der er grund til at antage, at de tilnærmelsesvist vil føre til samme resultat som en beregning baseret på de enkelte forsikringer.

Bruttopræmierne kan opgøres efter fradrag af den del af præmien, der svarer til de tilknyttede erhvervelsesomkostninger, som er omkostningsført ved indgåelsen af forsikringerne. Hvis en bestand af forsikringer, der dækker samme risiko, forventes at være tabsgivende som følge af omkostninger til forsikringsbegivenheder, som indtræffer efter balancedagen, skal præmiehensættelserne indbefatte et beløb til dækning af tabet, som skal opgøres under hensyn til risikomargen.

Består af:

1. Præmier, som dækker risikoperioden (uanset forfaldstidspunkt)
2. Fradrag forudgiftsførte erhvervelsesomkostninger
3. Tillæg efter tabstest

Tabstest måler om forventede erstatninger, omkostninger og risikomargen er større end 1+2. Fortjenstmargen kan ikke anvendes hvis præmiehensættelser opgøres efter den forenklede metode. Der er kun en forsikringsteknisk rente hvis forsimplede metode benyttes.

Omkostninger

Omkostninger til skadebehandlere, taksatorer og skadeledere (udgifter til løn og pension m.v., udgifter til bil, telefon, IT m.v. samt udgifter til uddannelse m.v.). Omkostninger til IT hard- og software, herunder udgifter til udvikling og drift af skadessystemer. Omkostninger til husleje, kantine, kontorartikler, tryksager m.m.

Skadebehandlingsomkostninger (SBO) er proportional med omfanget af anlæggelser og afslutninger. Det historiske omfang af anlæggelser og afslutninger er proportional med de historiske skadeudbetalinger. Der udregnes i Paid to paid-metoden den gennemsnitlige procentdel SBO står for af erstatningshensættelse, og antages hvilken andel af SBO skyldes anlæggelse hhv. afslutning (IBNR hhv. RBNS).

Herudover føres der hensættelser for bonus og præmierabatter.

Hoved- og nøgletal

Hovedtal er dem som fremgår af resultatopgørelse og balance (forsikringsmæssige hensættelser, forsikringsaktiver, egenkapital, aktiver).

Nøgletal er bruttoerstatnings- (erstatningsudgifter / bruttopræmier) og bruttoomkostningsprocent (forsikringsmæssige driftsomkostninger / præmieindtægter), combined (bruttoerstatning + bruttoomkostning + nettogenforsikring) og operating ratio (justeret for forsikringsteknisk rente), relativt afløbsresultat (afløbsresultat / primo hensættelser) og egenkapitalforrentning (årets resultat / gennemsnitlig egenkapital).

Afløbsresultat er forskellen mellem erstatningshensættelserne i balancen ved regnskabsårets begyndelse og summen af de i regnskabsåret udbetalte erstatninger. Afløbsresultatet for indtrufne skader skal oplyses såvel på bruttobasis som for egen regning og er afløbsresultatet af usædvanlig størrelse, skal årsagen hertil forklares.

Bruttopræmieindtægterne for direkte forsikringer skal fordeles geografisk efter risikoens beliggenhed. Antal erstatninger, gennemsnitlig erstatning for indtrufne skader, erstatningsfrekvensen.

Herudover kommer følsomhedsoplysninger, som er solvensmæssige scenarier, f.eks. rentestigning og -fald, aktiekursfald, ejendomsprisfald, valutarisici, katastrofeskader.

Diverse drift-forhold

Produktudvikling

Produktet skal tilgodese de behov, karakteristika og mål, som kendetegner den identificerede målgruppe. Selskabet skal dokumentere dette ved bl.a. at gennemføre en produkttest med inddragelse af relevante scenarieanalyser, inden det markedsfører produkterne eller foretager væsentlige tilpasninger af dem, eller hvis målgruppen ændrer sig væsentligt. Selskabet er desuden forpligtet til løbende at overvåge sine markedsførte produkter. Selskabet skal bl.a. vurdere, om det enkelte produkt stadig lever op til målgruppens behov, karakteristika og mål, og om produktet kun sælges til kunder, der tilhører målgruppen.

Hvis der viser sig at være problemer med produktet, skal selskabet træffe passende foranstaltninger til at afhjælpe problemerne og forhindre, at de opstår igen, og om nødvendigt revidere produkterne. Der findes både god skik og konkrete regler om produktudviklings- og styringsprocesser (POG). Virksomhederne skal have produktudviklingsprocesser, som bl.a. skal sikre, at virksomhederne: 1) for hvert forsikringsprodukt afgrænser målgruppen 2) kun udformer og markedsfører forsikringsprodukter, der er kompatible med behovene, karakteristikaene og målene hos de kunder, der tilhører målgruppen. 3) tester deres forsikringsprodukter på en hensigtsmæssig måde, herunder ved anvendelse af scenarieanalyser (inden lancering, ved ændringer mv) 4) løbende overvåger og vurderer, om forsikringsprodukterne fortsat lever op til den afgrænsede målgruppes behov.

Disposition

1. Skadesforsikring aktiver

1. Sandsynlig fremtidig økonomiske fordele, kan måles pålideligt. Balance med aktiver. Passivkonti har kreditsaldi. Dobbelt bogholderi.
2. Balance med passiver. Aktivkonti har debetsaldi, og passivkonti har kreditsaldi. Dobbelt bogholderi.
3. Under virksomhedens kontrol, resultat af tidligere, fremtidige økonomiske fordele.
4. 3 klasser, kapitalkrav/SCR+MCR. VaR 99,5%. Dækkes af basiskapitalgrundlaget. Solvens; investering skal sørge for at varetage begunstigedes interesser bedst muligt (prudent). PPP-kriterier.
5. Værdifastsætte: DCF, Dagsværdi, Amortiseret kostpris, genindvindingsværdi, nettorealisationsværdi.
6. Materielle anlægsaktiver. Immaterielle. Tilgodehavender. Omsætningsaktiver. Investeringsaktiv. Finansielle instrumenter.
7. Årsregnskab (klarhed, substans, væsentlighed, going concern, neutralitet, periodisering, bruttoværdi, konsistent, formel kontinuitet)

2. Skadesforsikring – passiver

1. Finansielle og hensatte (eventual) forpligtelse. Kreditsaldo. Indfrielse medfører afståelse af økonomiske resourcer.
2. De forsikringsmæssige hensættelser skal værdiansættes som summen af et bedste skøn og en risikomargen
3. EK (aktiekapital, sikkerhedsfond, overført overskud, foreslået udbytte) lille del.
4. Negativ præmiehensættelse (fremtidige præmier+erstatning+omk) = lønsom. Kan beregnes ved bedste skøn - forenklede metode: præmier dækker risikoperiode - erhvervelsesomk. + tabstest.
5. Korrekt (og konservativ) reservering. IBNR (EH). Estimeres med afløbstrekant. SBO estimeres ved tidligere udbetalt/SBO-forhold, samt antagelse om hvad anlæggelse hhv. afslutning står for. IBNR og RBNS.
6. Risikomargen fastsættes ud fra SCR. FM+RM fordeles til egenkapital. Ved tegning PH + FM + RM = 0.

3. Livsforsikring – aktiver

1. Sandsynlig fremtidig økonomiske fordele, kan måles pålideligt.
2. Balance med passiver. Aktivkonti har debetsaldi, og passivkonti har kreditsaldi. Dobbelt bogholderi.
3. Under virksomhedens kontrol, resultat af tidligere, fremtidige økonomiske fordele.
4. Koncern - pensionskasse. Egenkapital og kunder/fremmed. 3 klasser, kapitalkrav/SCR+MCR.
5. GR/MR. Risikofri. Garantier. Bonus.
6. Værdifastsætte: DCF, Dagsværdi, Amortiseret kostpris, genindvindingsværdi, nettorealisationsværdi.
7. Materielle anlægsaktiver. Immaterielle. Tilgodehavender. Omsætningsaktiver. Investeringsaktiv. Finansielle instrumenter.
8. Årsregnskab (klarhed, substans, væsentlighed, going concern, neutralitet, periodisering, bruttoværdi, konsistent, formel kontinuitet)

4. Livsforsikring – passiver

1. Finansielle og hensatte (eventual) forpligtelse. Balance med aktiver. Passivkonti har kreditsaldi. Dobbelt bogholderi.
2. GR/MR. Garantier. 3. ordens grundlag. Bonus. Udlodning.
3. LFH = GY + BP + RM, herudover FM = IM * varighed(GY)*GY (rentemarginal). Ellers LFH = bedste skøn + RM.
4. Retrospektive hensættelser = præmier - udb. - omk. + rente. Bankkonto.
5. Fripolice. Genkøb. Hensættelser til solvensformål, kapitalkrav, kapitalgrundlag, egen risiko og solvensvurdering.

5. Skadesforsikring – resultatdannelse

1. Resultatopgørelsen består af indregnede indtægter og omkostninger.
2. Forsikringsmæssige driftsomkostninger. Forsikringsteknisk resultat = Bruttopræmier + Ændring PH + Ændring (FM + RM) + Forsikringsteknisk rente - Udbetalte erstatninger + Ændring EH + Ændring RM - Driftsomkostninger. Herudover kommer investeringsresultat.
3. Korrekt (og konservativ) reservering. IBNR (EH). Estimeres med afløbstrekant.
4. Negativ præmiehensættelse (fremtidige præmier+erstatning+omk) = lønsom. Kan beregnes ved bedste skøn - forenklede metode: præmier dækker risikoperiode - erhvervelsesomk. + tabstest.
5. Genforsikringsandele.
6. Skadebehandler: SBO proportional med omfang af anlæggelser og afslutninger (IBNR, RBNS). Paid to paid antager gennemsnit homogenitet.

6. Livsforsikring – resultatdannelse

1. Resultatopgørelsen består af indregnede indtægter og omkostninger.
2. Overskud tilfalder/fordeles kunder (og EK). Intet reelt forsikringsoverskud, dog på SUL. Fordeles ifølge kontibution.
3. Ændring i hensættelser eller genforsikringsandele
4. Solvens-problemer. Invaliditet, renter, dødelighed.
5. Fortjenstmargen. Risikomargen (GR). Driftsomkostninger.
6. Forsikringsteknisk resultat = Præmier + Investeringsafkast - Pensionsafkastskat - Forsikringsydelser - Ændring i livsforsikringshensættelser - Ændring i fortjenstmargen - Ændring i overskudskapital - Forsikringsmæssige driftsomkostninger - Overført investeringsafkast'
7. Forsikringsmæssige driftsomkostninger = adm. + erhvervelse + provision genforsikring.

7. Livsforsikring - noter

1. Hoved- og nøgletal for syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed behøver ikke oplyses - kan oplyses i noter.
2. Aktiverne specificeres efter art i balancen eller i en note. beskrivelse af virksomhedens bestand
3. Følsomhedsoplysninger: solvensmæssige scenarier, f.eks. rentestigning og -fald, aktiekursfald, ejendomsprisfald, valutarisici, katastrofeskader.
4. Væsentlige afvigelser/fravigelser kommenteres i noter. Anvendt regnskabspraksis skal kommentere målemetoder o.l. brugt i noter.
5. Rentegrupper/kontribution: GY, VB, RM, afkast, bonusgrad.
6. Udviklingen i livsforsikringshensættelserne = Ændring FM + Ændring KB + Ændring VB + Ændring RH + Bruttopræmier + Afkast - Ydelser - omk. - risikogevinst

8. Skadesforsikring – noter

1. Hoved- og nøgletal, femårsoversigt. Præmieindtægter og -udgifter, driftsomk., forsikringsteknisk resultat. Afløbsresultat. Bruttoerstatningsprocent, Omkostningsprocent, Combined ratio. Egenkapitalforrentning.
2. Forsikringsklasseregnskab: bruttopræmier, -indtægter, -udgifter, -driftsomkostninger, resultat afgiven forretning, forsikringsteknisk rente og resultat.
3. Geografisk fordeling. Antal erstatninger. Gennemsnitlig erstatning. Erstatningsfrekvens.
4. Følsomhedsoplysninger: solvensmæssige scenarier, f.eks. rentestigning og -fald, aktiekursfald, ejendomsprisfald, valutarisici, katastrofeskader.
5. Væsentlige afvigelser/fravigelser kommenteres i noter. Anvendt regnskabspraksis skal kommentere målemetoder o.l. brugt i noter.

9. Reguleringen generelt og forholdet til kunderne

1. Finanstilsynet. EU. Solvens II. FiL, ÅRL.
2. Tilladelse og eneret til drift - ejerforhold/ledelse; egnethed - investeringer/PPP - ejerforhold - betryggende - krisehåndtering/afvikling - straf.
3. Snævre forbindelser, ledelse og styring er forsvarlig, har hovedkontor i Danmark, og krav til driftsplan, Solvens II og teknisk grundlag er opfyldt.
4. bruttoerstatnings- (erstatningsudgifter / bruttopræmier) og bruttoomkostningsprocent (forsikringsmæssige driftsomkostninger / præmieindtægter), combined (bruttoerstatning + bruttoomkostning + nettogenforsikring) og operating ratio (justeret for forsikringsteknisk rente), relativt afløbsresultat (afløbsresultat / primo hensættelser) og egenkapitalforrentning (årets resultat / gennemsnitlig egenkapital).
5. Afløbsresultat: forskel erstatningshensættelserne i balancen ved regnskabsårets begyndelse og summen af de i regnskabsåret udbetalte erstatninger.
6. Kontributionsprincip. Risiko-baseret styring.
7. produktudviklings- og styringsprocesser. God skik. Informationsbekendtgørelsen.
8. Tager sig af klager. Sjældent medhold.

10. Tilladelse til livsforsikringsvirksomhed

1. Tilsynet giver tilladelse og eneret til drift. Kræver ansøgning og faktisk hensigt.
2. Egnethed og hæderlighed (§ 64) blandt bestyrelse og nøglepersoner.
3. Snævre forbindelser, hovedsæde, forsvarlighed.
4. Driftsplan
5. Kapitalgrundlag og solvenskapitalkrav
6. Ophør

11. Drift af livsforsikringsvirksomhed

1. Fortsat drift (on-going) er en forudsætning for årsregnskab. Ansøgning kræver driftsplan. Tilsynet giver tilladelse og eneret til drift.
2. Drift baseret på budget og teknisk grundlag. Ledelse og bestyrelse står tl ansvar for generalforsamling
3. Administration, investering, fortjenstmargen. Aktuar. Rådgivning. Domicil.
4. Genkøb. Solvens II. Compliance, risiko, jura.

12. Afvikling af livsforsikringsvirksomhed

1. Gentagen og fortsat overtrædelse. Frivillig (likvidation, fusion), tvungen (konkurs, betalingsstandsning). Tilladelse inddrages.
2. Beskyt kunder. Kan ikke modsættes. bestand overdrages >< under administration. Passivpost overdrages, samt aktiver der modsvarer hensættelserne på bestanden.
3. Forsikringsbestand skal sælges snarest muligt. Hvis umuligt stiftes nyt forsikringsselskab. Hvis ikke muligt fortsættes bestand i administrationsbo/broinstitut.
4. Frivillig afvikling sker ofte indenfor koncern. Her skal der også tages højde for beskatning og gives tilladelse/koncession.

Eksterne henvisning

kategorier: Kategori:Forsikring, Kategori:Regnskabsvæsen, Kategori:Finansielle institutioner