Bruger:Pyrros/England

England (på engelsk udtalt ⁱ/ˈɪŋɡlənd/) er et land som er en del af Storbritannien. England grænser op mod Skotland i nord og Wales i vest. Det Irske Hav ligger nordvest for England og der Keltiske hav ligger sydvest for England. England bliver separeret fra kontinentaleuropa af Nordsøen i øst og den Engelske Kanal i syd. Landet dækker en stor del af den centrale og sydlige del af øen Storbritannien, som er en ø i Atlanterhavet, og har også over 100 mindre øer såsom Isles of Scilly og Isle of Wight.

Området som nu kaldes England blev først beboet af moderne mennesker under den sene stenalder, men har sit navn fra anglerne, en af de germanske folkefærd som bosatte sig i det 5. og 6. århundrede. England blev en forenet stat i det 10. århundrede, og har siden opdagelsestiden, som begyndte i det 15. århundrede, haft en stor kulturel og lovmæssig indvirken på omverdenen. Det engelske sprog, den anglikanske kirke og den engelske lov – grundlaget for common law-retssystemerne, som anvendes i mange lande rundt omkring i verden – blev udviklet i England, og landets parlamentariske system for regeringen er blevet indført i mange andre lande. Den industrielle revolution begyndte i det 18. århundredes England, som gjorde det til verdens første industrialiserede land.

England's terræn består primært af lave bakker og sletter, især i det centrale og sydlige England. Men der er både højlande oppe i Nordengland (for eksempel de bjergrige Lake District, Pennines, og Yorkshire Dales) og nede i Sydvestengland (for eksempel Dartmoor og Cotswolds). Englands hovedstad er London, hvilket er det største storbysområde i Storbritannien og Den Europæiske Union. England's befolkning på over 53 millioner udgør 84% af hele Storbritanniens, og en stor del af de 53 millionerer er bosat omkring London, Sydøst-området og byområder i Midlands, North West, North East og Yorkshire, som hverisær udviklede store industrielle områder under det 19. århundrede.

Kongeriget England – som efter 1284 også omfattede Wales – ophørte den 1. maj 1707, da Acts of Union trådte i kraft efter man blev enige om Treaty of Union det forrige år, hvilket resulterede i en politisk union med Kongeriget Skotland, for at oprette Kongeriget Storbritannien. I 1801 blev Storbritannien forenet med Kongeriget Irland gennem endnu en Act of Union for at blive Det Forenede Kongerige Storbritannien og Irland. I 1922 løsrev Den irske fristat sig fra Det Forenede Kongerige, hvilket førte til at den sidstnævnte blev omdøbt til Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland.

Stednavn

Navnet "England" nedstammer fra det angelsaksiske (oldengelske) navn Englaland, hvilket betyder "Anglernes land". Anglerne var en af de germanske folkefærd som bosatte sig i Storbritannien under den tidlig middelalder. Anglerne kom fra Angel-området beliggende i Kielerfjordsområdet i Østersøen. Den tidligste registrerede brug af termen, "Engla londe", er i slutningen af det 9. århundrede, hvor det blev oversat til angelsaksisk (oldengelsk) af Beda's Ecclesiastical History of the English People. Termen blev derefter brugt med betydningen "landet som bliver beboet af englænderne", og med englænderne mente man det som nu er Sydøstskotland, men som dengang var en del af det engelske kongerige Northumbria. Den Angelsaksiske Krønike viste at Domesday Book fra 1086 dækkede hele England, hvilket betød det engelske kongerige, men få år senere angav Krøniken at kong Malcolm III begav sig "ud af Skotland til Lothian i Englaland", således bruges den på en mere gammel måde.[14] Ifølge Oxford English Dictionary blev den nutidige stavemåde først brugt i 1538.

De tidligst bekræftede henvisninger til anglerne var i det første århundrede i Tacitus' værk, Germania, hvori det latinske ord Anglii blev brugt. Etymologien af folkefærdes eget navn er omstridt af forskere; det foreslås at det er afledt fra formen af den angelske peninsula, en kantet form. Hvordan og hvorfor en term afledt af navnet af et folkefærd der var mindre betydningsfuldt end andre, såsom sakserne, blev navnet til et helt land og dettes folk er ukendt, men det ser ud til at det er forbundet med den tidligere sædvane at kalde germanere der havde bosat sig i Storbritannien Angli sakser eller Engelsk sakser. På skotsk gælisk, et andet sprog der blev udviklet på øen Storbritannien, lagde sakserne navn til ordet for England (Sasunn); på samme måde er det walisiske navn for det engelske sprog "Saesneg".

Et alternativt navn for England er Albion. Navnet Albion henviste oprindeligt til hele øen Storbritannien. Den første officielle registrerede brug af navnet findes i Aristoteles' Corpus, konkret i værket fra det 4. århundrede f.Kr.'s De Mundo: "På den anden side af Herkules' Søjler er havet som flyder rundt om Jorden. I det hav er der to meget store øer kaldt Britannia; disse er Albion og ierne". Men nuværende enighed blandt forskere, tilskriver ikke De Mundo til Aristoteles men til Pseudo-Aristotle, det vil sige at det blev skrevet senere i den græsk-romerske-periode eller derefter. Ordet Albion (Ἀλβίων) eller insula Albionum har to mulige oprindelser. Det stammer enten fra et beslægtet ord af det latinske albus som betyder hvid, en henvisning til White Cliffs of Dover, den eneste del af Storbritanien som er mulig at se fra det kontinentale Europa, eller fra vendingen "Albionernes ø" i den nu forsvundne Massaliote Periplus, som er bekræftet gennem Avienus' Ora Maritima. Albion bliver nu anvendt i England i et mere poetisk sammenhæng. Et andet romantisk navn for England er Loegria, hvilket er beslægtet med det walisiske ord for England, Lloegr, og blevet gjort populært af dens brug i Arthurske legend.

Historie

Forhistorisk tid og antikken

Stonehenge, et monument fra den yngre stenalder

Det tidligst kendte bevis for menneskers tilstedeværelse i området som nu kaldes England var Homo antecessor, som fandtes for omkring 780.000 år siden. De ældste protomenneskelige knogler fundet i England er fra 500.000 år siden. Moderne mennesker menes at have haft bosat sig i området under den sene stenalder, men faste bosættelser fandtes dog først sted inden for de seneste 6.000 år. Efter den sidste istid har kun store pattedyr som mammutter, bisoner og uldhåret næsehorn bestået. For omkring 11.000 år siden, da Indlandsisen begyndte at forsvinde, begyndte man igen at befolke området; oprindelsesforskning tyder på at de kom fra den nordlige del af Den Iberiske Halvø. Havets overflade var langt lavere end det er nu og Storbritannien var med landbro forbundet med Irland og Eurasia. Da havet begyndte at stige blev det separeret fra Irland for 10.000 år siden og for Eurasia to årtusinder senere.

Bægerkulturen ankom omkring år 2500 f.Kr., hvilket medførte drikkekar og madbeholdere som kunne konstrueres af ler. Det var i denne tid at store monumenter fra den yngre stenalder såsom Stonehenge og Avebury blev konstrueret. Ved at varme tin og kobber sammen, hvilket man havde masser af i området, kunne bægerkultur-folket lave bronze, og senere jern fra jernmalm. Udviklingen af jernsmeltning tilladte konstruktioner af bedre plove, hvilket førte til et bedre udviklet landbrug (for eksempel de keltiske marker), såvel som produktion af mere effektive våben.

Boudicca ledede oprøret mod Romerriget

Under Jernalderen ankom den keltiske kultur til England, som udspringer af Hallstattkulturen og La Tène-kulturen, fra Centraleuropa. Brythonisk var det sprog som man talte i denne tid. Samfundet var opbygget af stammer; ifølge Ptolemæus' Geografike hyfegesis var der omkring 20 stammer i området. Tidligere inddelinger er man ikke bekendt med idet de keltiske englændere ikke var særlig litterære. Lige som andre regioner på udkanten af emperiet, havde Storbritannien nydt de mange handelsforbindelser de havde med romerne. Julius Caesar fra den Romerske republik prøvede på at invadere to gange i år 55 f.Kr.; på trods af at begge angreb det var mislykkedes, lykkedes det ham at etablere en trinovantisk vasalkonge.

Romerne invaderede Storbritannien i år 43 e.Kr. da kejseren Claudius herskede, og fik erobret store dele af Storbritannien, og området blev indlemmet i Romerriget som Britannia provinsen. Den mest velkendte af de indfødte stammer som prøvede på at modarbejde Storbritanniens indlemmelse i Romerriget var Catuvellauni som blev ledet af Caratacus. Senere ophørte oprøret der blev ledet af Boudica, dronning af Iceni, efter at hun begik selvmord efter sit nederlag i Slaget ved Watling Street. I denne periode begyndte en græsk-romersk kultur at sprede sig efter introduktionen af romerretten, romersk arkitektur, avancerede spildevandsrensningsystemer, mange landbrugsredskaber- og artikler og silke. I det 3. århundrede døde kejser Septimius Severus ved Eboracum (nu kaldt York), hvor Konstantin senere blev erklæret for den nye kejser.

Spørgsmålet om hvornår kristendommen først blev introduceret er omdiskuteret; det var ikke senere end det fjerde århundrede, sandsynligvis langt tidligere. Ifølge Beda blev missionære sendt fra Rom af Eleuterius efter anmodninger fra høvding Lucius af Storbritannien i år 180 e.Kr., for at bringe forskellighederne mellem østlige og vestlige ceremonier i orden, hvilket foruroligede kirken. I år 410, under Romerrigets fald, blev Storbritannien forladt under slutningen af Romerrigets styre i Storbritannien og tilbagetrækkelsen af mange romerske hærenheder, som ellers havde forsvaret grænserne til det kontinentale Europa og deltagelse i borgerkrige, hvilket førte til et meget blottet og udsat Storbritannien. Keltisk-kristne kloster- og missionære bevægelser blomstrede: Patrick (5. århundredes Irland) og i det 6. århundredes Brendan (Clonfert), Comgall (Bangor), David (Wales), Aiden (Lindisfarne) og Columba (Iona). Denne kristendomsperiode var præget af den keltiske kulturs følsomhed, regeringsform, skikke og teologi. Lokale menigheder var centreret i klostersamfundet og klosterlederne var mere som høvdinger, som ligemænd, modsat det mere hierarkiske system som fandtes under den romersk-dominerede kirke.

Middelalderen

Kopi af en ceremoniel hjelm fra det 7. århundrede fra Kongedømmet East Anglia, fundet ved Sutton Hoo.

Det romerske militærs tilbagetrækken førte til at Storbritannien var åbent for invasion af hedninger, søfarende krigere fra det nordvestlige Kontinentaleuropa, hovedsageligt anglerne, sakserne og jyderne, som havde plyndret de romerske kyster og begyndt at bosætte sig, i starten kun i den østlige del af landet. Deres fordel var standset i et par årtier efter briternes sejr i Slaget ved Mount Badon, men fortsattes igen efterfølgende, over-running the fertile lowlands of Britain and reducing the area under Brythonic control to a series of separate enclaves in the more rugged country to the west by the end of the 6th century. Contemporary texts describing this period are extremely scarce, giving rise to its description as a Dark Age. The nature and progression of the Anglo-Saxon settlement of Britain is consequently subject to considerable disagreement. Roman-dominated Christianity had in general disappeared from the conquered territories, but was reintroduced by missionaries from Rome led by Augustine from 597 onwards. Disputes between the Roman- and Celtic-dominated forms of Christianity ended in victory for the Roman tradition at the Council of Whitby (664), which was ostensibly about haircuts and the date of Easter, but more significantly, about the differences in Roman and Celtic forms of authority, theology, and practice (Lehane).

Kilder

[[Kategori:England]] [[Kategori:Østater]] [[Kategori:Storbritannien]]