Spring til indhold

Bruger:Pugilist/Sandkasse/Kino

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Panoptikon Teatret eller blot Panoptikon er en tidligere biograf, der i årene fra 1910 til 1927 var placeret i den tidligere PanoptikonbygningVesterbrogade 3 i København.

Forgængeren Kinoptikon

[redigér | rediger kildetekst]

Da Vilhelm Pacht som den første i Danmark i 1896 begyndte at vise "levende billeder", foregik det på Kjøbenhavns Panorama på det daværende Halmtovet, hvor Rådhuspladsen i dag er beliggende. Pacht havde endvidere indrettet Danmarks første vokskabinet i den dengang nyopførte Panoptikonbygning, der lå på Vesterbrogade mellem Tivoli og restaurant Wivex (dengang kaldet Wivel). Da pavillonerne til Kjøbenhavns Panorama skulle rives ned i 1899, flyttede Pacht sine filmfremvisninger over i Panoptikonbygningen, hvor han indrettede en sal i stuen til visning af levende billeder. Den nye sal fik navnet Kinoptikon og åbnede den 9. juli 1899. På trods af succes, lukkede Kinoptikon igen den 30. september 1900.[1]

Åbning af Panoptikon

[redigér | rediger kildetekst]
Den gamle Panoptikonbygning

Forfatteren Otto Larssen fik i 1909 biografbevilling og der blev herefter lagt planen om atter at vise film i Panoptikonbygningen. Interessen for vokskabinettet var kølnet, og museets søjlesal blev ryddet og i stedet indrettet til biograf. Larssen døde imidlertid i januar 1910 inden den nye biograf kunne åbne. Bevillingen blev overtaget af en anden forfatter, Sven Lange, der har som mål at lede publikums smag "ind i et bedre spor". Den 9. april 1910 åbner den ny biograf med 225 stolesæder i Panoptikonbygningen under navnet Panoptikon Teatret. Direktør for den ny biograf er Louis von Kohl, der tidligere har drevet Falke-Biografen på Frederiksberg.[1]

Ved åbningsforestillingen vistes den danske film Et Gensyn produceret af Regia Kunstfilm og med skuespillere fra Det Kongelige Teater. personligheder, der benyttes. Programmet omfattede udover den danske film også et fransk drama Faderen som rival, komedien Konge for en dag og en aktuel ugerevy.[1] Kort efter vises endnu en film fra Regia, hvor Sven Lange selv har skrevet manuskriptet, filmen Elskovsleg, der bliver en stor succes.[1] Panoptikon Teatret viser i 1910 flere af Regia Kunstfilms produktioner.

I december 1910 kom Fotoramas Eduard Schnedler-Sørensen Panoptikon. Fotorama havde distributionen af filmene fra Nordisk Film og fra slutningen af 1911 viste Panoptikon alene film produceret af Nordisk og distribueret af Fotorama. Den sidste film i Panoptikon, der ikke var produceret af Nordisk, var Boksekampen i Reno med optagelser af VM-kampen i sværvægt mellem den sorte verdensmester Jack Johnson og James J. Jeffries. Regia Kunstfilm, der havde fået vist sine fil i Panoptikon havde kun få produktioner i 1911 og lukkede i 1912. Blandt trækplastrene i 1910'erne var Eduard Schnedler-Sørensens film Telefondamen og Fjeldpigen, begge fra 1917.[1]

Efter 1. verdenskrig blev amerikansk film dominerende, og filmene fra Nordisk Film fik mindre betydning. Panoptikon begyndte at vise udenlandske film og også film, der har været vist i andre biografer. I januar og februar 1919 vistes D.W. Griffiths storfilm Intolerance, der også havde haft premiere i den nærliggende Palads. Ejeren af Palads, Sophus Madsen overtog i begyndelsen af 1920'erne hele Panoptikonbygningen, men involverede sig ikke i Panoptikons biografdrift.[1].

I begyndelsen af 1920'erne blev Panoptikon ramt af konkurrencen fra de mange nye moderne biografteatre. Biografen "Det Lille Teater" ved National Scala nærved trak mange biografgæster og også Alexandra Teatret i Nygade trak mange gæster. Fotorama var endog økonomisk involveret i Alexandra, hvor Fotorama indrettede kontor. Panoptikon viste nu film alene fra amerikanske Paramount og First National og enkelte mindre film fra Sophus Madsens Dansk-Svensk Film.



I sommeren 1924 er nogle nye film nede på blot at spille tre dage. Det er ny bundrekord. Et par måneder senere holder man simpelthen op med at vise premierefilm. Biografen kører fra og med dette år med underskud. I november 1925 gør man alternative tiltag med ’filmkabaret’ bestående af franske kortfilmsprogrammer som i gamle dage, der endnu ikke lå så fjernt endda. På strøget var lykken gjort med tilsvarende, men til forskel indeholdt disse tegnefilm fra Walt Disney og det gjorde naturligvis hele forskellen. Initiativet fejler totalt og få uger efter vender spillefilmene tilbage i form af flere repremierer og overflyttede titler, men publikum gør ikke.

I februar 1926 udbryder der brand i i en privatbolig på første sal over Kafé Maxim i huset. Man frygtede, ilden kunne have spredt sig gennem de mange luftkanaler og holder bygningen under observation en god rum tid. Det er den femte brand på fire år og bygningen vurderes som yderst brandfarlig. Det nye folkemuseum tæt på arnestedet var i fare, men klarede denne gang frisag, ligesom biografen ikke blev omfattet.

Samme år har ’Foreningen til kønssygdommenes bekæmpelse’ importeret en tysk film med titlen ”Menneskehedens svøbe”, der på grund af sin vigtighed og oplysende karakter bliver fritaget for statsafgift. Det gør den billigere i billetpris og da emnet samtidig interesserer, går den hen og bliver en succes og ikke bare en succes men en bragende succes. Tilmed får biografen nu sin første danmarkspremiere i knap to år og vises fra den 31. juli 1926 helt frem til den 20. april 1927. Det var det længste spilleforløb i Danmark nogensinde. Rekorden bestod, lige til ”Landevejskroen” kom op i Nørreport under 2. verdenskrig. Det bliver Panoptikons allersidste film.

Seksualoplysningsfilmen fik kolossal opmærksomhed og afstedkom også i Tyskland og Schweiz en større produktion af ’oplysende lægefilm’, som næsten alle fik et enormt publikum. Der var mange endog særdeles nærgående skildringer, men filmene var tilladt af censuren for voksne på grund af emnernes karakter. De havde simpelthen en samfundsforebyggende virkning, selvom de var nok så vovede set med datidens briller. Når de kunstnerisk bedste af dem så samtidig også blev fritaget for skat og billetterne kunne sælges billigt, ja, så havde lige præcis den del af befolkningen, som filmene (med censurens og ministeriets briller) sigtede mod også råd.

Publikumsreaktionerne udeblev ikke. Der fortælles fra København og provinsen om, hvordan kvinder besvimede på stribe. Det er måske ikke populært at skrive i disse dage, men sådan var det. Ikke sjældent blev ambulancer tilkaldt og ude foran Panoptikon kunne det til denne første film ligefrem være praktisk at have en parkeret nærmest permanent. Så mange episoder var der.

Biografens lejemål bliver opsagt i 1927. Det er nu ikke Madsen, der er bange for konkurrencen, men han måtte sælge bygningen, idet han skyldte et større beløb i en krakket bank, der havde pant i huset. Arbejdernes Landsbank havde modsat et større beløb til gode i den krakkede bank og overtog derfor pantet til dækning af gælden. Denne bank havde tidligere holdt til i Hector-bygningen på Frederiksberggade, hvor Metropol-biografen havde hjemme; en bygning som Sophus Madsen også ejede. Den nye bank ønskede nu at bruge Panoptikon Teatrets centralt beliggende lokaler til deres virksomhed. Dermed slutter et lille kapitel i københavnsk biografhistorie.

Dagen før lukningen ses annoncer med billigt biografinventar til salg. Der er 188 pladser tilbage samt flygel og to fremvisere. Eduard Schnedler-Sørensen bliver adspurgt, men har ingen planer om at flytte biografen andetsteds hen.

Lukket 20. april 1927


Hele huset nedbrænder den 4. januar 1950 og erstattes af den nye Panoptikonbygning, der åbner i 1952. Arbejdernes Landsbank holder fortsat til i huset.

  1. ^ a b c d e f Panoptikon Teatret på biografmuseet.dk