Spring til indhold

Bruger:LundenJensen/Afghanistan

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Krigen i Afghanistan
[[Fil:|frameless|Soldater fra USA's 10th Mountain Division stiger om bord i en CH-47 Chinook i Afghanistan i 2003]]
Soldater fra USA's 10th Mountain Division stiger om bord i en CH-47 Chinook i Afghanistan i 2003
Dato 7. oktober 2001 - nutid
Sted Afghanistan
Resultat Besættelse af Afghanistan.
  • Taliban-regimet væltet
  • Taliban-oprør
Casus belli Terrorangrebet 11. september 2001
Parter
Afghanistan Afghanistan
Den Nordlige Alliance
Forenede Nationer:
ISAF
NATO, herunder:
 USA
 Storbritannien
 Canada
 Holland
 Danmark
Taliban
al-Qaeda
Uszbekistans Islamiske bevægelse
Hezbi Islami
Ledere
Afghanistan Bismillah Khan
Mohammed Fahim
Ton van Loon
David Richards
Dan McNeill
USA Tommy Franks
Canada David Fraser 		Mohammed Omar
Mullah Obaidullah Akhund
Dadullah (dræbt i kamp)
Jalaluddin Haqqani
Osama bin Laden
Ayman al-Zawahiri
Juma Namangani(dræbt i kamp)
Gulbuddin Hekmatyar
Styrke
Afghanistans hær: 46,000
(marts 2007)
NATO: 30-36,000 		omkring 50,000[1]
Tab
Afghanske sikkerhedsstyrker:
~2,000 dræbte (maj 2007)
Den Nordlige Alliance:
~200 dræbte (maj 2007)
NATO dræbte:
549
(USA 342, Canada 66[2], UK 61, andre 86)
NATO sårede: 1,693 (USA 1,341, Canada 270+, UK 131) 		Anslået 15.000+ (juni 2007)

Krigen i Afghanistan (2001-nutid) begyndte 7. oktober 2001, som en reaktion på terrorangrebet 11. september 2001, hvor USA blev ramt af terror. Begivenheden startede krigen mod terror. Det angivne formål med invasionen af Afghanistan var at fange Osama bin Laden, ødelægge Al-Qaeda og fjerne Taliban-regimet der havde støttet Al-Qaeda og givet netværket et tilflugtssted.

USA og Storbritannien førte an i en kampagne der primært bestod af luftbombardementer, men også med landtropper der primært udgjordes af Den Nordlige Alliance. I 2002 indgik britiske og amerikanske landtropper også i kampene. Senere deltog også andre NATO-tropper, blandt andet danske, i kampene.

Invasionen fjernede Taliban-styret fra magten, men siden invasionens afslutning har Taliban-tropperne fortsat bekæmpet den internationale styrke.[3] Krigen har været mindre succesfuld når det gælder målet om at hindre Al-Qaedas bevægelsesfrihed.[4] Siden invasionen er Afghanistan blevet mindre stabilt, på grund af øget aktivitet blandt krigsherrer og Taliban-tro styrker, voksende illegal narkotikaproduktion og en skrøbelig regering med begrænset kontrol uden for hovedstaden Kabul.[5]

Baggrund

[redigér | rediger kildetekst]

Fra maj 1996 havde Osama bin Laden og medlemmer af Al-Qaeda-netværket boet i Afghanistan, hvor de havde drevet træningslejre for terrorister, i en løs alliance med landets Taliban-styre.[6] Efter bombningerne af to amerikanske ambassader i Afrika i 1998, affyrede USA's militær krydsermissiler mod disse lejre, med en begrænset effekt.[7]

FN's sikkerhedsråd havde udstedt Resolution 1267 og 1333 i 1999 og 2000. Resolutionerne var rettet mod Taliban, der gav Al-Qaeda financiel og materiel støtte, for at få styret til at udlevere bin Laden til retsforfølgelse for ambassadebombningerne, og få dem til at lukke træningslejrene.[8]

World Trade Center brænder 11. september 2001

11. september

[redigér | rediger kildetekst]
Hovedartikel: Terrorangrebet 11. september 2001.

Efter terrorangrebet 11. september 2001, fandt efterforskerne hurtigt beviser, der pegede på at bin Laden var involveret i angrebet.[9] Bin Laden nægtede først offentligt at være involveret,[10] men kort før det amerikanske præsidentvalg i 2004, bekræftede han på en båndet udtalelse at han og Al-Qaeda stod bag angrebet.[11]

20. september 2001, i en tale til den amerikanske kongres, gav præsident George W. Bush Taliban et ultimatum:[12]

  • Udlever Al-Qaeda-lederne i Afghanistan til USA
  • Løslad alle fængslede udlændinge, heriblandt amerikanske borgere[13]
  • Beskyt udenlandske journalister, diplomater og nødhjælpsarbejdere i Afghanistan
  • Luk terroristernes træningslejr, og "udlever alle terrorister, og enhver person og deres støttestruktur til de rette myndigheder."
  • Giv USA fuld adgang til træningslejrene, for at verificere at de er lukket

Taliban nægtede at tale direkte med Bush, og udtalte at det ville være en fornærmelse mod Islam at tale med en ikke-muslimsk politisk leder. Taliban gav dog gennem deres ambassade i Pakistan udtryk for at de afslog ultimatummet, da de mente at de ikke havde fået beviser for, at bin Laden deltog i terrorangrebet. 22. september trak de Forenede Arabiske Emirater og Saudiarabien deres diplomatiske anerkendelse af Taliban-regimet tilbage. Dermed var nabolandet Pakistan det eneste land med diplomatiske relationer til styret. Det menes at Taliban 4. oktober 2001 hemmeligt foreslog at udlevere bin Laden til Pakistan, så han kunne dømmes ved en international domstol der dømte efter Sharia-lov.[14] Det menes at Pakistan afslog tilbuddet.

7. oktober 2001, før de militære operationer startede, tilbød Taliban åbent at retsforfølge bin Laden i en islamisk domstol i Afghanistan.[15] Dette tilbud blev øjeblikkelig afslået af USA som utilstrækkeligt. Ikke før 14. oktober 2001, syv dage efter krigen var startet, tilbød Taliban åbent at udlevere bin Laden til retsforfølgelse i et tredje land, men kun hvis de fik beviser for hans involvering i terrorangrebet 11. september.[16]

Krigen

[redigér | rediger kildetekst]

Omkring klokken 16:15 UTC (20:45 lokal tid) 7. oktober 2001, begyndte styrker fra USA og Storbritannien et luftbombardement der var rettet mod Talibantropper og Al-Qaeda.[17] Der blev rapporteret om luftangreb mod mål i hovedstaden Kabul, hvor elektricitetsforyningen blev afbrudt, lufthavnen i Kandahar og byen Jalalabad. USA's regering retfærdiggjorde angrebene som et svar på terrorangrebet 11. september, og Talibans manglende efterlevelse af USA's krav. Taliban fordømte angrebene og kaldte dem "et angreb på Islam."

Klokken 17:00 UTC bekræftede præsident Bush angrebet på landsdækkende TV, og den britiske premierminister Tony Blair talte også til Storbritannien. Bush sagde at samtidig med at Talibans og terroristernes træningslejre blev angrebet, blev mad, medicin og forsyninger nedkastet til "de sultende mænd, kvinder og børn i Afghanistan."[18]

CNN frigav videoptagelser af Kabul der blev bombet til alle amerikanske nyhedsstationer.[19] En række teknologier blev brugt i angrebet. general Richard Myers, chef for USA's generalstab, udtalte at omkring 50 Tomahawk krydsermissiler affyret fra ubåde og krigsskibe, 15 angrebsfly fra hangarskibe, 25 bombefly som B-1 Lancer, B-2 Spirit, B-52 Stratofortress og F-16 Fighting Falcon var involveret i den første angrebsbølge.[20] To C-17 Globemaster transportfly skulle levere 37,500 dagsrationer til flygtninge i Afghanistan ved hjælp af faldskærm på angrebets første dag.[20]

En videoptagelse af Osama bin Laden var blevet frigivet før angrebet. På videoen fordømte han alle angreb på Afghanistan. Den arabiske nyhedskanal Al Jazeera rapporterede at videoptagelserne blev modtaget kort før angrebet. Osama bin Laden påstår på optagelserne at USA ville fejler i Afghanistan, og derefter bryde sammen, præcis som Sovjetunionen havde gjort. Han kaldte til et muslimsk jihad mod USA.

Et Tactical Air Control Party (TACP) fra det amerikanske flyvevåben sender koordinater til bombefly, som støtte til Den Nordlige Alliance (identiteten er sløret af sikkerhedsårsager).

Luftkampagnen

[redigér | rediger kildetekst]

Bombefly der opererede højt oppe, uden for antiluftskytsets rækkevidde, begyndte at bombe Al-Qaedas træningslejre og Talibans luftforsvar.[20] Under forberedelserne til krigen havde der været spekulationer i medierne om, hvorvidt Taliban ville forsøge at bruge amerikansk fremstillede Stinger-missiler til at nedskyde angribernes fly. Under den russiske besættelse i 1980'erne havde USA forsynet Afghanistans Mujahideener med missilerne,[21] der blev brugt til at nedskyde de russiske kamphelikoptere.[22] Hvis disse missiler stadig eksisterede, blev de i hvert fald ikke brugt, og USA og Storbritannien mistede ingen fly til fjendtlig ild. Udover de måske eksisterende Stinger-missiler havde Taliban ikke noget nævneværdigt luftforsvar,[1] og det de havde var primært rester fra den sovjetiske besættelse. Angribernes fly kunne operere uforstyrret.[20]

Luftangrebene var til at begynde med fokuseret i området i og omkring byerne Kabul, Jalalabad og Kandahar. Inden for få dage blev de fleste af træningslejrene alvorligt beskadiget, og talibans luftforsvar ødelagt. Derefter skiftede man til at angribe mål der var vitale for Talibans kommando, kontrol og kommunikation. To uger inde i luftkampagnen krævede Den Nordlige Alliance at fokus blev skiftet til at hjælpe deres fremrykning. Efterhånden som krigen fortsatte, begyndte de civile tabstal at stige i de krigshærgede områder. I mellemtiden kom tusinder af Pashtun-militser ind i landet fra Pakistan, og forstærkede Taliban. Amerikanske specialstyrker blev indsat for at støtte den nordlige alliance, og indkalde flystøtte.[20]

Det næste stadie i luftkampagnen begyndte med hangarskibsbaserede F/A-18 Hornet jagerbombere, der ramte Talibanernes køretøjer i nålestiksangreb. Andre fly kastede klyngebomber Den Nordlige Alliance vandt terræn støttet af luftangrebene. Talibans kommandostruktur begyndte at erodere under presset fra luftbombardementerne. Amerikanske specialstyrker startede nu et angreb ind i det centrale Kandahar. Fremskridtene skete dog langsomt. Det var nu begyndelsen af november.

Næste skridt i luftkampagnen var rettet specifikt mod Talibans frontlinje mod Den Nordlige Alliance. Frontlinjen blev bombarderet med 15,000 punds bomber[20] og AC-130 fly bevæbnet med artillerikanoner. Talibanernes soldater havde ikke erfaringer med flyenes ildkraft, og kunne finde på at stille sig fuldt synligt på fjerne bakkedrag, hvilket gjorde det nemt for de amerikanske specialstyrker at indkalde luftstøtte på deres positioner. 2. november var Talibans frontlinje decimeret og det så for første gang ud som om Den Nordlige Alliance kunne marchere mod Kabul. Udenlandske kombatanter fra Al-Qaeda overtog sikkerheden i de Afghanske byer, hvilket viste Talibanregimets svækkelse. I mellemtiden planlagde Den Nordlige Alliance og deres rådgivere fra CIA og specialstyrkerne offensivens næste stadie. Tropper fra Den Nordlige Alliance ville indtage Mazari-i-Sharif, og dermed afskære Talibans forsyningslinjer, fulgt af et angreb mod selve Kabul.[23]

Amerikanske specialstyrker på hesteryg sammen med medlemmer af Den Nordlige Alliance i Afghanistan 12. november 2001.

Fremskridt på landjorden: Mazari Sharif

[redigér | rediger kildetekst]

9. november 2001 begyndte slaget om Mazari Sharif. Amerikanske bombefly tæppebombede Talibantropperne der var koncentreret i Chesmay-e-Safa-kløften der markerer indgangsvejen til byen. Klokken 14:00 bevægede tropper fra Den Nordlige Alliance sig ind på byen fra syd og vest, og erobrede byens primære militærbase og lufthavnen. Tropperne nedkæmpede derefter de resterende talebantropper i kløften foran byen, og mødte kun let modstand. Inden for fire timer var slaget om byen overstået. Ved solnedgang trak de resterende talebantropper sig ud mod syd og øst. Næste dag gennemsøgte tropperne fra Den Nordlige Alliance byen, og der gik rygter om summariske henrettelser af talebanstøtter. Omkring 100 talebanere blev dræbt i en skolebygning. En talsmand for FN udtalte senere at de blev henrettet på stedet,[24] mens Den Nordlige Alliance påstod at de havde gjort modstand, og havde nægtet at overgive sig.[25]

Den samme dag, 10. november, overrendte Den Nordlige Alliance fem nordlige provinser i et hurtigt fremstød. Mazari Sharifs fald havde udløst et komplet sammenbrud i talebanernes stillinger. Mange lokale kommandører skiftede side istedet for at slås. Regimet var ved at gå op i sømmene i den nordlige del af landet. Mange af talebanernes frontsoldater blev flankeret og overgav sig derefter i byen Kunduz mens Den Nordlige Alliance fortsatte forbi dem mod syd.[26] Selv i det sydlige Afghanistan mindskedes Talebans kontrol med magten. Det religiøse parti påbegyndte jævnlige patruljer. Det så ud som om Talebanstyret var ved at kollapse.

Kabul falder

[redigér | rediger kildetekst]

Om aftenen 12. november flygtede talebanstyrkerne fra Kabul, under dække af mørket. Da tropperne fra Den Nordlige Alliance ankom om eftermiddagen 13. november var der kun bombekratere, brændt bevoksning og den udbrændte ammunition fra Talibans kanonstillinger tilbage. En gruppe på omkring 20 fanatiske arabiske soldater, der gemte sig i byens park, var de eneste tilbageværende forsvarere. Denne gruppe blev nedkæmpet på omkring et kvarter. Derefter var Kabul nu kontrolleret af NATO-tropper og Den Nordlige Alliance.[27]

Kabuls fald markerede begyndelsen på Talibans sammenbrud over hele landet. Indenfor 24 timer var alle de Afghanske provinser langs grænsen til Iran, heribland byen Herat, faldet. Lokale Pashtun kommandører og krigsherrer havde overtaget magten i det nordøstlige Afghanistan, herunder nøglebyen Jalalabad. De sidste Talebantropper i nord, der primært bestod af pakistanske frivillige, faldt tilbage til den nordlige by Konduz for at holde stand der. 16. november blev Talibans sidste tilholdssted i det nordlige Afghanistan belejret af Den Nordlige Alliance. Omkring 10,000 Talibansoldater, ledet af udenlandske kombatanter, nægtede at overgive sig, og fortsatte en indædt modstand. Samtidig var Taliban blevet drevet tilbage til deres magtcentrum i det sydøstlige Afghanistan, omkring Kandahar.

Tora Bora-bjergene

13. november havde tropper fra Al-Qaeda og Taliban, muligvis i følgeskab med Osama bin Laden, regrupperet, og koncentrerede deres styrker i hulekomplekset Tora Bora ved den pakistanske grænse, 50 km sydvest for Jalalabad. Her forberedte de en kamp mod Den Nordlige Alliance og NATO-tropperne.[28] Næsten 2,000 Al-Qaeda- og Taliban-tropper befæstede deres stillinger i bunkere og bjerghuler. 16. november begyndte amerikanske bombefly at bombe bjerfortet. Samtidig begyndte personnel fra CIA og specialstyrkerne at arbejde i området. De betalte lokale krigsherrer for at deltage i kampene, og planlagde angrebet på Tora Bora komplekset.

Kunduz falder

[redigér | rediger kildetekst]

Mens bombardementerne af Tora Bora blev optrappet, fortsatte belejringen af Kunduz. Til sidst, efter ni dages voldsomme kampe og amerikanske luftbombardementer, overgav Taleban-soldaterne sig til Den Nordlige Alliances tropper 25. og 26. november. Kort før overgivelsen evakuerede pakistanske fly nogle hundrede efterretnings- og militærfolk, der havde været i landet før invasionen for at hjælpe Taleban med bekæmpelsen af Den Nordlige Alliance. Det menes at op mod fem tusind personer blev evakueret fra regionen som helhed, heriblandt Taleban- og Al-Qaedatropper.[29][30][31]

25. november begyndte de tilfangetagne Talebansoldater at blive gennet sammen i fortet Qala-i-Jangi nær Mazar-i-Sharif. Nogle af fangerne angreb deres vagter, erobrede deres våben og åbnede ild. Dette startede et større fangeoprør blandt 600 fanger, der snart indtog den sydlige del af fortet. Fortet stammede fra middelalderen, men havde et våbenlager med håndvåben, der snart blev erobret af fangerne. En amerikansk CIA officer, John Michael Spann, der var i gang med at forhøre fanger, blev dræbt, og var den første dræbte amerikaner i krigen.[32] Oprøret blev først slået ned efter syv dage med voldsomme kampe mellem fangerne og en blanding af britiske specialtropper fra Special Boat Service, amerikanske grønne baretter og tropper fra Den Nordlige Alliance. AC-130 fly og andre luftstøttefly beskød ved flere lejligheder fortet.[33] Kun 86 af de mange hundreder Talebanfanger overlevede, og omkring 50 soldater fra Den Nordlige Alliance blev dræbt.[34] Der har siden været kritik af den brutalitet fangeoprøret blev nedkæmpet med.[35] Det knuste fangeoprør markerede enden på kamphandlingerne i det nordlige Afghanistan, hvor krigsherrer fra Den Nordlige Alliance nu sad sikkert på magten.


Indtagelsen af Kandahar

[redigér | rediger kildetekst]
Fil:Mullahomar.jpg
Foto der menes at være af Mullah Omar

I slutningen af november var Talebanbevægelsens centrum, Kandahar, deres sidste større tilflugtssted. Kandahar var under stigende pres. Næsten 3,000 stammekrigere, under ledelse af Hamid Karzai, og Kandahars tidligere guvernør Gul Agha Sherzai, lagde pres på Talibans styrker fra øst, og afskar byens forsyningslinjer. Mod nord og nordøst nærmede Den Nordlige Alliance sig. I mellemtiden var de første amerikanske landtropper i større antal ankommet. Næsten 1,000 marinesoldater oprettede en fremskudt base i ørkenen syd for Kandahar 25. november. De første egentlige kamphandlinger med amerikansk inblanding fandt sted dagen efter, da 15 pansrede køretøjer nærmede sig basen og blev angrebet med helikoptere, der ødelagde mange af dem. I mellemtiden fortsatte luftangrebene mod Talebans stillinger i selve Kandahar, hvor også Mullah Omar befandt sig. Omar, Talebanernes leder, beordrede sine tropper til at kæmpe til døden,[36] selvom de nu kun kontrollerede 4 af Afghanistans 30 provinser.

Mens Taliban således var tæt på at miste deres sidste tilflugtssted, forøgede de amerikanske styrker deres fokus på Tora Bora. Lokale militser, omkring 2,000 mand, var betalt og organiseret af de Grønne Baretter og CIA operatører. De samledes til et angreb på hulerne, mens der fortsat var voldsomme bombardementer af al-Qaedas stillinger. 100-200 civile blev rapporteret dræbt da bomber ramte en landsby nær Tora Bora.[37] 2. december blev en gruppe på 20 amerikanske specialtropper indsat med helikopter for at støtte operationen. 5. december sikrede militssoldaterne området under hulerne, og opstillede kampvognsstillinger hvorfra de kunne beskyde fjenden. Al-Qaedatropperne trak sig tilbage til højere beliggende stillinger og befæstede dem til det kommende slag.

6. december begyndte Omar at sende signaler om at han var klar til at overgive Kandahar til stammekrigerne, efter de langvarige luftbombardementer. Den amerikanske regering nægtede dog at give ham og de øvrige ledere amnesti. 7. december slap Mullah Omar ud af byen med en gruppe loyale folk, og bevægede sig mod nordvest ind i bjergene i provinsen Uruzgan. Andre medlemmer af Talibans ledelse flygtede ind i Pakistan gennem afsidesliggende bjergpas i provinserne Paktia og Paktika. De fleste af Talibantropperne i Kandahar var nu flygtet. Grænsebyen Spin Boldak overgav sig samme dag, og Taliban kontrollerede nu ikke længere byer i landet. De Afghanske stammekrigere under Gul Agha indtog Kandahar, efter de resterende forsvarere nedlagde deres våben.[38] Marinesoldaterne indtog lufthavnen uden for byen, og etablerede en amerikansk base her.[39]

Slaget om Tora Bora

[redigér | rediger kildetekst]

Al-Qaedatropperne holdt stadig stand i Tora Bora-bjergene, men stammemilitserne rykkede stadig frem gennem det ufremkommelige terræn, støttet af amerikanske luftbombardementer der blev kaldt ind af specialstyrker. Da situationen blev vanskelig indvilgede Al-Qaedatropperne i en våbenhvile, så de kunne overgive sig. Nogle mener at dette var et trick der tillod de vigtigste Al-Qaedaledere at flygte fra området.[40] 12. december brød kampene ud igen. Igen pressede stammefolk og specialstyrker frem mod hulerne og Al-Qaedas bunkere der var spredt i området. 17. december var det sidste hulekompleks indtaget. En eftersøgning i området fortsatte ind i januar 2002, men der var ingen spor efter bin Laden eller den øvrige Al-Qaedaledelse. Det menes at de allerede var sluppet væk ind i Pakistan mod syd og øst. Det anslås at omkring 200 Al-Qaedasoldater blev dræbt under slaget. Antallet for stammemilitserne kendes ikke, og der blev ikke rapporteret amerikanske tab.[39]

Amerikanske styrker under Operation Anaconda

Operation Anaconda

[redigér | rediger kildetekst]
Uddybende Uddybende artikel: Operation Anaconda

Efter slaget om Tora Bora konsoliderede de amerikanske tropper og deres afghanske allierede deres kontrol over landet. Efter et stort møde mellem de større afghanske grupperinger og stammeledere, blev der dannet en midlertidig regering under Hamid Karzai. De amerikanske tropper etablerede deres primære base ved Bagram luftbasen nord for Kabul. Kandahar lufthavn blev også en vigtig base. En række fremskudte baser blev etableret i de østlige provinser, hvorfra man eftersøgte talibanere og Al-Qaedafolk. Antallet af vestlige tropper under amerikansk ledelse steg efterhånden til over 10,000. 9. januar ankom 102 danske specialtropper til Camp Mjølner i Kandahar,[41] og deltog nu i hemmelige operationer sammen med amerikanerne og andre NATO-tropper.[42] Taliban og Al-Qaeda havde dog ikke opgivet kampen. Al-Qaedas tropper begyndte at regruppere ved Shahi-Kot bjergene i provinsen Paktia i januar og februar 2002. En Talibanleder der var flygtet til provinsen, Mullah Saifur Rehman, begyndte også at genopbygge sine militstropper. Sammenlagt var de omkring 1,000 i begyndelsen af marts 2002. Deres mål var at bruge regionen som udgangspunkt for guerillaangreb og muligvis en større offensiv, efter samme mønster som Mujahideenkrigerne der havde bekæmpet den russiske besættelsesmagt i 1980'erne.

Amerikanske tropper og deres allierede afghanske efterretningskilder kom snart under vejrs med denne troppeopbygning. Man forberedte et stort angreb for at imødegå truslen. 2. marts 2002, startede amerikanske, afghanske og andre allierede, herunder danske,[41] tropper en offensiv mod Al-Qaeda og Talibans styrker i Shahi-Kot bjergene.[43] Oprørsstyrken, der var bevæbnet med håndvåben, RPG'er og mortérer havde forskanset sig i huler og bunkere på bjergsiderne i højder der generelt var over 3,000 meter over havet. Herfra bevægede de sig ud og angreb de amerikanske og afghanske styrker, hvorefter de trak sig tilbage til huler og bunkere som beskyttelse mod de amerikanske bombefly. De amerikanske ledere undervurderede først modstanden, til under 200. Det viste sig at de var langt flere, ifølge nogle estimater 1,000-5,000, og de modtog forstærkninger.[44]

6. marts blev otte amerikanere og syv afghanske soldater såret. Det blev rapporteret at 400 af modstanderne var blevet dræbt i kampene.[44]. Da operationen blev erklæret afsluttet 18. marts var også en australsk soldat blevet dræbt, og det blev anslået at omkring 650 Taleban og Al-Qaedatropper var blevet dræbt.[41] Hundredevis af oprørere var dog flygtet til stammeområderne i Waziristan og over grænsen til Pakistan.

Efter Operation Anaconda menes det at Al-Qaedatropperne etablerede sig mellem venligtsindede stammer i Pakistan, hvor de kunne genopbygge deres styrker. Senere begyndte de at lave mindre angreb over rgænsen til Afghanistan.

2003-2005: Taliban-oprøret vokser

[redigér | rediger kildetekst]

Efter de havde formået at undgå større kampe med de internationale styrker i 2002, begyndte resterne af Taliban at forberede sig på det oprør som Mullah Omar havde lovet i Talibans sidste dage ved magten.[45] I september påbegyndte Taliban en rekrutteringskampagne i Pashtun-områderne i både Afghanistan og Pakistan, for at starte et fornyet "jihad," eller hellig krig, mod den afghanske regering og den amerikansk ledede koalition. Pamfletter der krævede jihad blev distribueret i al hemmelighed, og begyndte at dukke op i landsbyer i det tidligere Taliban-centrum i det sydøstlige Afghanistan.[46] Små mobile træningslejre blev etableret langs grænsen til Pakistan af flygtninge fra Al-Qaeda og Taliban, for at træne nye rekrutter i guerillakrig og terrortaktikker, ifølge afghanske kilder og en rapport fra FN.[47] De fleste nye rekrutter kom fra madrassaer, koranskoler, i stammeområderne i Pakistan. Større baser, nogle med op til 200 tropper, blev etableret i de bjergrige områder i Pakistan i sommeren 2003. De pakistanske grænsetroppers vilje til at forhindre infiltreringen blev draget i tvivl, og de pakistanske militære operationer nyttede ikke meget.[48]

Taliban reorganiserede og genopbyggede gradvist deres styrker i løbet af vinteren, og forberedte sig på en sommeroffensiv. De etablerede nye operationsformer, hvor de samledes i grupper på omkring 50 mand, og angreb isolerede forposter og konvojer. Derefter brød de op til mindre grupper på 5-10 mand for at undvige forfølgelse. I denne strategi blev de internationale styrker kun angrebet indirekt med raketter og vejsidebomber. For at koordinere denne strategi udpegede Mullah Omar et ti mand stort råd med ham selv som leder.[48] Der blev oprettet fem operationszoner, med ansvarlige ledere, fx Mullah Dadullah der stod for operationer i Zabul-provinsen.[48] Al-Qaedas tropper i det østlige Afghanistan havde en mere agressiv strategi, hvor de gik målrettet efter de amerikanske troppe, og forsøgte at fange dem i bagholdsangreb.

De førte tegn på at Talibans styrker regrupperede kom 27. januar 2003, under Operation Mongoose, hvor en gruppe der var allieret med Taliban og Hezb-i-Islami blev opdaget og angrebet af amerikanske tropper ved hulekomplekset Adi Ghar 24 km nord for Spin Boldak. 18 oprører blev dræbt og 12 overgav sig.[49] Man mistænkte at stedet blev brugt til at formidle forsyninger og tropper fra Pakistan. De første isolerede angreb fra relativt store grupper af Talibantropper fandt også sted omkring dette tidspunkt. Efterhånde som sommeren skred frem, tog angrebene til i styrke og hyppighed. Dusinvis af afghanske soldater, medarbejdere fra NGO'er og humanitære organisationer samt adskillige amerikanske soldater døde i angreb, baghold og raketangreb. Ud over guerillaangrebene begyndte Taliban at samle tropper i distriktet Dai Chopan, et distrikt i Zabul-provinsen. Distriktet består af høje bjerge og dybe kløfter, og for Taliban var det et perfekt sted at kæmpe mod den afghanske regering og koalitionstropperne. Over sommeren samledes den måske største koncentration af militante talibanere siden talibanregimets fald i området, op mod 1,000 guerillatropper. Over 220 personer, inklusive adskillige afghanske politifolk, blev dræbt i august 2003.

Som modsvar begyndte koalitionsstyrkerne at forberede offensiver der skulle rydde området for oprørsstyrker. I slutningen af august 2005 angreb afghanske tropper, støttet af amerikanske landtropper og luftangreb, Talibans stillinger i bjergene. Efter en uges kampe blev Talibantropperne drevet tilbage, med tab på omkring 124 mand ifølge afghanske regeringskilder. Talibans talsmænd benægtede dog tallene, og også de amerikanske estimater er noget lavere.

2006: NATO i det sydlige Afghanistan

[redigér | rediger kildetekst]

Fra januar 2006 begyndte NATO's International Security Assistance Force (ISAF) at erstatte USA's tropper i det sydlige Afghanistan. Den britiske 16th Air Assault Brigade, der senere blev forstærket med britiske marinesoldater, udgjorde kernen i denne styrke, sammen med tropper fra Australien, Canada og Holland. Styrken bestod af omkring 3,300 britiske soldater,[50] 2,300 fra Canada,[51] 1,400 fra Holland,[52] 290 fra Danmark,[53] 300 fra Australien[54] og 150 fra Estland.[55] Luftstøtte blev leveret at USA, Storbritannien, Holland, Norge og Frankrig.

I januar 2006 var NATO's fokus i Afghanistan var at danne såkaldte Provincial reconstruction teams, der under militær beskyttelse leverede hjælp til genopbygning af området. De britiske styrker skulle gøre dette i Helmand-provinsen, mens Holland og Canada ville lede lignende projekter i provinserne Orūzgān og Kandahar. Lokale Talibanledere var imod disse planer og kaldte til modstand.[56]

I 2006 så det sydlige Afghanistan den voldsomste stigning i vold i landet siden Talebanstyret blev væltet i 2001, da de nyligt ankomne NATO-tropper kæmpede med oprørerne. NATO operationer blev ledet af britiske, canadiske og hollandske ledere. 17. marts 2006 startede man Operation Mountain Thrust, der skulle bekæmpe Talebanstyrkerne. I juli startede de canadiske styrker Operation Medusa, hvis mål var endegyldigt at rydde området for Talebanstyrker. I operationen deltog britiske, hollandske og danske tropper. Andre NATO-operationer har været Operation Mountain Fury og Operation Falcon Summit. NATO-tropperne var involveret i hårde kampe i den sidste halvdel af 2006. NATO har med succes vundet taktiske sejre over Taliban, men Taliban er ikke blevet endegyldigt besejret, og NATO har fortsat disse operationer ind i 2007.

Danske styrker i Musa Qala

[redigér | rediger kildetekst]
Hovedartikel: Musa Qala.

I juli 2006 afløste danske soldater fra Gardehusarregimentet en britisk styrke i byen Musa Qala. Styrken kontrollerede byen i perioden juli-august 2006 og oplevede i den forbindelse nogle af de sværeste kampe for den danske hær siden 2. Slesvigske Krig i 1864. Da den britiske styrke i Musa Qala skulle afløses i juli 2006 faldt valget på en dansk let spejdereskadron fra Gardehusarregimentet, som var en del af den britisk-ledede "Helmand Task Force". Omkring 100 spejdere blev sendt afsted fra den danske hovedlejr Camp Bastion og på en farefuld vej 70 kilometer til Musa Qala. Allerede på vej til Musa Qala blev de danske styrker fire gange angrebet af Taliban, der dog ikke kunne hindre den danske fremrykning. Den 23. juli blev 3 danske soldater såret da deres køretøj kørte på en mine. Den britiske styrke i Musa Qala blev afløst den 25. juli og i de kommende 36 dage blev den danske styrke angrebet 50 gange af Taliban. I begyndelsen både om dagen og om natten, men da Taliban forstod, at de danske spejdere havde natkampsudstyr indskrænkede de deres angreb til dagangreb.[57] De danske styrker kæmpede med alle til rådighed stående midler og tilkaldte eksempelvis 78 gange flystøtte fra NATO.[57] Taliban svarede igen med morterer og raketter mod de danske styrker.[58] En dansk soldat blev hårdt såret af et skud i hovedet, hvilket var det værste tab de danske styrker led inden de blev fjernet fra Musa Qala den 25. august 2006.[59] Talibans tabstal har været omdiskuteret. Oberst Henrik Sommer fra Hærens Operative Kommando (HOK) oplyste først, at op til 70 Taliban-krigere var blevet dræbt. Den 28. august 2006 meddelte forsvarsminister Søren Gade (V) i Det Udenrigspolitiske Nævn, at 25 Taliban-krigere var blevet dræbt.[60]

Kampe i Panjwaii

[redigér | rediger kildetekst]

I sommeren 2006 blev der udkæmpet hårde kampe i distriktet Panjwaii. Kampene blev på koalitionens side udkæmpet af tropper fra Canada og afghanske regeringsstyrker, med støtte fra mindre elementer af soldater fra Holland, USA og Storbritannien. I juli og september-oktober 2006 rasede hårde kampe i området. 15. december 2006 begyndte Operation Falcon Summit.[61] Styrker fra Storbritannien, Canada, Danmark og Estland samledes i Panjwaii. Operationens mål var at opretholde det pres den tidligere Operation Medusa havde lagt på Taliban, og rydde distrikterne Panjwaii og Zhari for Taliban-styrker. Et område ved byen Howz-e-Madad, med omkring 400 talibansoldater, blev omringet.[62] 2. januar 2007 erklærede lederen af de canadiske tropper at operationen var en succes, at distrikterne var blevet sikret, og en række Talebanledere dræbt.[63]

2007: Koalitionen i offensiven

[redigér | rediger kildetekst]

I 2007 har koalitionsstyrkerne gennemført en række offensive operationer. I januar og februar gennemført britiske marinesoldater Operation Volcano, der skulle rydde landsbyen Barijku nord for vandkraftanlægget Kajaki for oprørere.[64] Derefter gennemførtes Operation Achilles, en større offensiv, fra marts til slutningen af maj. Det britiske forsvarsministerium meddelte i februar at det britiske kontingent i Afghanistan skulle øges med 1,400 soldater, til 7,700.[65] Operation Silver og Operation Silicon blev gennemført for at opretholde presset på Taliban, og i håb om at forebygge den forventede forårsoffensiv.[66][67]

4. marts 2007 blev mindst 12 civile dræbt og 33 sårede, af amerikanske marinesoldater i Shinwar distriktet i Nangrahar provinsen efter en selvmordsbombe detonerede, og de blev beskudt.[68] Marinesoldaterne reagerede på angrebet ved at beskyde forbipasserende langs landevejen med maskingeværild. Den 120 mand store enhed blev derefter bedt om at forlade landet, da enhedens relationer med den afghanske befolkning havde taget skade.[69] 12. maj 2007 dræbte ISAF styrker Mullah Dadullah, en højtstående Talebanleder der styrede Talebans operationer i det sydlige Afghanistan.[70] Operation Achilles sluttede 30. maj 2007, og blev efterfulgt af Operation Lastay Kulang samme dag.

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]

Noter

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ a b US forces would face punishing terrain, battle-hardened opponents in Afghanistan - John J. Lumpkin, Associated Press - boston.com, 19. september 2001
  2. ^ 6 Canadian soldiers, interpreter killed in Afghanistan
  3. ^ The Taliban Resurgence in Afghanistan - Council on Foreign Relations, 30. maj 2006
  4. ^ Afghanistan: and the troubled future of unconventional warfare - Hy S. Rothstein, 2006 Manas Publications, ISBN 8170493064
  5. ^ Afghanistan could return to being a ‘failed State,’ warns Security Council mission chief - UN News Centre - un.org
  6. ^ Osama bin Laden - Wealthy Saudi exile is a terrorist mastermind - infoplease.com
  7. ^ Primer on the Embassy Bombings and the U.S. Strikes on Sudan and Afghanistan - infoplease.com
  8. ^ the Al-Qaida and Taliban Sanctions Committee - 1267 - FN's sikkerhedsråd
  9. ^ Investigating al-Qaeda: Overview - BBC News, 4. marts 2003
  10. ^ [http://archives.cnn.com/2001/US/09/16/inv.binladen.denial/ Bin Laden says he wasn't behind attacks] - CNN.com, 17. september 2001
  11. ^ Bin Laden claims responsibility for 9/11 - CBC News, 29. oktober 2004
  12. ^ Transcript of President Bush's address - CNN.com, 21. september 2001
  13. ^ Freed aid workers describe Taliban jail rescue - The Guardian, 16. november 2001
  14. ^ The Smoking Gun - The Taliban Agreed To Extradite Osama Bin Laden To Another Country - j-n-v.org, 8. oktober 2001
  15. ^ U.S. rejects Taliban offer to try bin Laden - CNN.com, 7. oktober 2001
  16. ^ Bush rejects Taliban offer to hand Bin Laden over - 14. oktober 2001
  17. ^ Afghanistan wakes after night of intense bombings - CNN.com, 7. oktober 2001
  18. ^ Bush Addresses The Nation To Announce Attacks On Afghanistan - australianpolitics.com, 7. oktober 2001
  19. ^ Defense officials: Air operation to last 'several days' - CNN.com, 7. oktober 2001
  20. ^ a b c d e f The Afghan Air War - Dr. Rebecca Grant - Aif Force Association, september 2002
  21. ^ September 1986: CIA Provides Afghan Rebels Stinger Missiles - Cooperative Research
  22. ^ US fears Stinger missiles can be used against its own in Afghanistan - globalsecurity.org, 4. december 2001
  23. ^ Opposition troops closing in on Mazar-e-Sharif - CBC News 7. december 2001
  24. ^ Concern over Afghan massacre reports - BBC News, 14. november 2001
  25. ^ US allies deny 'Mazar massacre' - BBC News, 16. november 2001
  26. ^ Rebels: Mazar-i-Sharif is Ours - TIME, 9. november 2001
  27. ^ Afghan Rebels Seize Control of Kabul - washingtonpost.com, 14. november 2001
  28. ^ Al-Qaedas last stronghold - Tora Bora - The Guardian, interaktiv flash-præsentation
  29. ^ The ‘airlift of evil’ - Why did we let Pakistan pull ‘volunteers’ out of Kunduz? - msnbc.com, 29. november 2001
  30. ^ Seymour M. Hersh, "The Getaway" - The New Yorker, 28. januar 2002, s. 36
  31. ^ Kunduz celebrates end of siege - BBC News, 26. november 2001
  32. ^ Spann described as a hero - CNN.com, 28. november 2001
  33. ^ Inside The Battle At Qala-I-Jangi - TIME, 10. december 2001
  34. ^ House of War: Uprising at Maza-i-Sharif - interaktiv præsentation af slagets gang. CNN.com
  35. ^ The Massacre at Qala-i-Jangi - historie fra The Guardian på www.qern.org
  36. ^ Taleban-leder vil kæmpe til døden - Børsen, 29. november 2001
  37. ^ [http://www.ccmep.org/hotnews2/tora060302html.htm 'The Americans ... They Just Drop Their Bombs and Leave'] - Artikel fra Los Angeles Times, 2. juni 2002, på ccmep.org
  38. ^ Taleban har afgivet magten i Kandahar - Børsen, 7. december 2001
  39. ^ a b Tora Bora-krigerne nedkæmpet - Politiken.dk, 17. december 2001
  40. ^ Document suggests bin Laden escaped at Tora Bora - CNN.com, 24. marts 2005
  41. ^ a b c Krigen mod Taleban - 2001-2002 - Politiken
  42. ^ Skjulte forsvaret oplysninger om tortur i Afghanistan? fra Politiken 11. september 2005, 1. sektion, side 1 - på dr.dk
  43. ^ Dårligt vejr stopper ikke kampene i Afghanistan - Politiken, 8. marts 2002
  44. ^ a b Operation Anaconda costs 8 U.S. lives - CNN.com, 4. marts 2002
  45. ^ World Briefing - Asia: Afghanistan: Taliban Leader Vows Return - The New York Times, 13. november 2004
  46. ^ Leaflet War Rages in Afghan Countryside- fra Associated Press, 14. februar 2003 - Inellnet.org
  47. ^ Taliban regroups - on the road - Christian Science Monitor, 27. juni 2003
  48. ^ a b c Taliban appears to be regrouped and well-funded - Christian Science Monitor, 8. maj 2003
  49. ^ 12 Afghans Surrender After Firefight - Jim Garamone - American Forces Press Service - globalsecurity.org
  50. ^ UK troops take over Afghan duties - BBC News, 1. maj 2006
  51. ^ Canada set for longer Afghan stay - BBC News, 16. maj 2006
  52. ^ More Dutch troops for Afghanistan - BBC News, 3. februar 2006
  53. ^ Danmark i krig - tidslinje - Politiken.dk
  54. ^ Australia outlines Afghan force - BBC News, 8. maj 2006
  55. ^ Estonia To Increase Troops in Afghanistan - DefenseNews.com, 3. november 2005
  56. ^ Taleban vow to defeat UK troops - BBC News, 7. juni 2006
  57. ^ a b Forsvaret, nr. 5, 2006
  58. ^ Daglige angreb på danske soldater - DR.dk, 1. august 2006
  59. ^ Danskernes længste kamp - danskpanser.dk, artikel fra Berlingske Tidende af Christian Brøndum
  60. ^ Gade: Danske soldater har dræbt mindst 25 talibanere - Fyens Stiftstidende, 29. august 2006
  61. ^ Afghan troops launch anti-Taliban offensive - CTV.ca, 15. december 2006
  62. ^ Soft approach working in Operation Baaz Tsuka - CTV.ca, 22. december 2006
  63. ^ http://www.ctv.ca/servlet/ArticleNews/story/CTVNews/20070102/afghan_baaz_070102/20070102/ Commander says Baaz Tsuka offensive a success] - CTV.ca, 2. januar 2007
  64. ^ Marines clear Taliban from key Afghan dam - Defence News, 5. februar 2007
  65. ^ 1,400 extra UK troops to deploy to Afghanistan - Defence News, 26. februar 2007
  66. ^ Operations in Afghanistan: British Forces - Defence Fact Sheet
  67. ^ British and Afghan troops launch Operation SILICON - Defence New, 2. maj 2007
  68. ^ Pentagon inquiry finds US Marine unit killed Afghan civilians - The Christian Science Monitor, 16. april 2007
  69. ^ Marine Unit Is Told To Leave Afghanistan - washingtonpost.com, 24. marts 2007
  70. ^ Taliban commander Mullah Dadullah killed - Channel 4 News, 13. maj 2007
HistorieSpire
Denne historieartikel er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Bruger:LundenJensen/Afghanistan&oldid=11392747"