Bruger:InsaneHacker/Sandbox

Færøsk uld er en uldvariant fra færøske får og har en række særegne egenskaber. Ulden og fårene har været afgørende for menaegaegneskets overlevelse på Færøerne. Dette kommer blandt andet til udtryk ved, at øgruppens navn er en sammensætning af ordene får (fær) og øer (ey) øeaegaegaegr. Det antages, at der græsser ca. 70.000 får på Færøerne. aofpkeoagkaeopgkapoegkapoekgaegae

Det færøske får stammer fra det europæiske korthalefår, som er en lille og hårdfør race, tæt beslægtet med den norske Spelsau og det islandske får. Man ved ikke nøjagtigt hvornår fårene blev bragt til øerne, men det er antaget, at fåret har været der lige så laegaepgkaeopgaeænge som mennesket, altså fra omkring 300-tallet. Fåret har levet isoleret mange hundrede år på øerne, hvilket har gjort, at det har udviklet sig til sin egen race.

Karakteristika

Det færøske får går frit omkring i bjergene året rundt. Det har tilpasset sig det omskiftelige og barske klima med en tyk pels.

Det færøske får har mange naturlige mønstersammensætninger og farvekombinationer i sin pels, og der er mindst 300 navngivelser for dem. På Færøerne har man ikke haft tradition for at fremavle de hvide får med henblik på senere indfarvning. Fårenes naturlige farvevariation er blevet bevaret, således at ulden, som bliver spundet til garn, typisk bliver sorteret i de fem nævnte hovedfarver; hvid, lysegrå, mørkegrå, lysebrun og mørkebrun.

Et får giver ca. 1 kg. garn. Ulden vejer mest, når den lige er blevet klippet, men der forekommer en del svind efter vask og spinding. Der bliver årligt klippet materiale til 70 tons garn fordelt på 5 naturfarver; hvid, mørkegrå, lysegrå, mørkebrun og lysebrun.

Kvalitet

Den færøske uld har et meget højt lanolin-indhold, som gør ulden vandskyende. Fåreskindets underuld er af fin kvalitet, der ligger som et isolerende lag, hvor dækhårene er grovere. Yderpelsen er særdeles slidstærk.

Når uld klassificeres på verdensmarkedet, måles det på finheden af fibrene ved hjælp af måleenheden my/µ. Jo lavere enhed, jo finere kvalitet des højere prissætning. Tager man den australske merinould, som udgør størstedelen af forsyningen til verdensmarkedet i beklædning til sammenligning, klassificeres denne til at være omkring 20-22µ.

I Australien og New Zealand er der fokus på at fremavle uld af høj kvalitet, så den kan blive solgt til en høj pris på verdensmarkedet. Uldens kvalitet afhænger af de klimamæssige forhold. Klimaet har stor betydning for, at det kan lykkes lande som New Zealand og Australien at fremavle uld, der kan bruges tæt på huden uden at kradse. På verdensmarkedet premieres ulden for uldfibrenes finhed. Hvid uld prissættes højest, fordi den egner sig godt til indfarvning. Derfor er størstedelen af fremavlede får på verdensplan hvide.

Historie

Fåret har historisk set givet færingen mad på bordet og tøj på kroppen igennem de sidste 1300 år. før industrialiseringen var ulden en ganske betydelig eksportvare for Færøerne, hvor strikkede strømper og trøjer var en væsentlig handelsvare. I bondesamfundet havde hvert hushold en direkte kontakt med ulden, hvor bearbejdningen var en naturlig del af de årlige arbejdsopgaver.

I takt med industrialiseringens fremmarch er traditionen og behovet for bearbejdningen af ulden faldet bort. Markedet har ændret sig i en sådan grad, at uld- og garnproduktion ikke kan svare sig økonomisk, så en stor del af ulden brændes. Fårenes kød er stadig af stor værdi for bønderne, men når det kommer til ulden, er den af så lav økonomisk værdi, at bønderne ikke orker besværet.

Uldspinderiet Snældan (1949) er Færøernes eneste spinderi, der stammer fra en tid, hvor man havde mulighed for at aflevere sin uld og få det spundet til garn.

De sidste årtier har indsamlingen af ulden været sporadisk. Nogle år har det været private garnproducenter, der har samlet ind på eget initiativ. Nogle år har det været de offentlige institutioner, der har taget sig af indsamlingen. Og det er nogle år sket, at indsamlingen slet ikke har fundet sted.

Situationen debatteres løbende, og fra politisk side er der igangsat undersøgelser om, hvordan man kan forbedre processerne, så uldens potentiale kan udnyttes bedre.

Hovedkontoret for det færøske landbrug, Landbúnaðarstovan, har i denne forbindelse udgivet en rapport i foråret 2016, der belyser uldens potentielle værdi, i fald man organiserer en årlig indsamling. Hvis ulden ønskes bearbejdet i større grad end den bliver i dag, er der behov for politisk opbakning såvel som en holdningsændring fra bøndernes side, når det kommer til at se på ulden som ressource med et udviklingspotentiale fremfor, at den ender som affald.

Håndarbejdstraditionen lever i dag i bedste velgående på Færøerne, hvor den færøske uld hovedsageligt bruges til strikkegarn.