Bruger:Frederik2097/The Course of Empire

The Course of Empire er en serie af fem malerier af den engelskfødte amerikanske maler Thomas Cole fra 1833 og 1836. Malerierne er bemærkelsesværdige blandt andet fordi de reflekterede populære amerikanske synspunkter i samtiden, hvor mange så pastoralismen som den ideelle fase af den menneskelige civilisation, og frygtede at imperialisme ville føre til frådseri og uundgåeligt forfald. Cole vendte ofte tilbage til det cykliske tema, såsom i hans The Voyage of Life-serie.

Alle malerierne i serien er udført i olie på lærred og alle måler desuden 100 gange 161 cm (udover The Consummation of Empire som måleder 130 gange 193 cm). Serien indgår i dag i New-York Historical Societys samling. The Course of Empire indeholder følgende fem værker:

• 
  The Savage State
• 
  The Arcadian or Pastoral State
• 
  The Consummation of Empire
• 
  Destruction
• 
  Desolation

Overblik

Maleriserien forestiller opblomstringen og faldet af en imaginær by, beliggende i den nedre del af en floddal, nær flodens udmunding i en bugt. Dalen er let identificerbar i hvert af malerierne, delvist grundet et usædvanligt landmærke: en stor kampesten på toppen af en klippe over dalen. Nogle kritikere mener, at dette symboliserer jordens uforanderlighed i kontrast til menneskets forgængelighed.

En direkte kilde den til litterære inspiration for The Course of Empire-malerierne er Lord Byrons Childe Harold's Pilgrimage (1812–18). Cole citerede linjer fra Dante's Inferno Canto IV i avisreklamen for serien:

Først frihed siden glorværdighed – når det fejler Rigdom, umoralskhed, korruption…

Cole udformede malerierne med henblik på en prominent udstillingsplads i billedgalleriet i palæet hos sin protektor, Luman Reed, på 13 Greenwich Street i New York City. Opsætningen centreredes omkring kaminen og indeholdte desuden tre yderligere malerier, der forstillede solens bane over himlen. Serien blev sidenhen erhvervet af New-York Historical Society i 1858 og er fortsat i deres besiddelse i dag.

The Course of Empire

The Savage State, eller The Commencement of Empire

Det første maleri i serien, The Savage State, viser dalen fra flodbredden overfor klippen med kampestenen i det dunkle lys af en gryende stormfuld dag. Skyer og tåge dækker meget af det fjerne landskab og antyder den usikre fremtid. En jæger klædt i skind skynder sig gennem det vilde landskab og forfølger en flygtende hjort; kanoer padler op ad floden; på den fjerne bred kan ses en lysning med en klynge tipier omkring et bål, kernen i den by, som kommer til at være her. De visuelle referencer er dem fra de oprindelige, indfødte amerikaneres liv. Dette maleri skildrer den ideelle tilstand af den naturlige verden. Det er en sund verden, uændret af menneskeheden.

Thomas Coles beskrivelse:

No. 1., som kan kaldes "the Savage State" (dansk: Det Vilde Stadie) eller "the Commencement of Empire" (dansk: Imperiets Begyndelse), forestiller en vild scene af sten, bjerge, skove og en bugt i havet. Solen rejser sig fra havet, og stormfulde skyer fra natten forsvinder for hans stråler. På den fjerneste side af bugten, rejser sig et stejlt bjerg, kronet af en enkelt, isoleret sten, som, for sømanden, ville være et slående landmærke. Da den samme beliggenhed er afbilledet i hvert maleri i serien, er det denne sten, som identificerer den, omend beskuerens vinkel varierer i de forskellige malerier. Da jagten er den mest karakteristiske beskæftigelse af det vilde liv, ser vi i forgrunden en mand klædt i skind, på jagt efter en hjort, som, ramt af hans pil, er på vej ned ad et vandløb. På klipperne i mellemgrunden ses vilde folk, med hunde, på jagt efter hjorte. På vandet nedenfor ses flere kanoer, og på forbjerget bagved er der flere hytter og en række skikkelser, der danser rundt om et bål. På dette billede har vi samfundets første rudimenter. Mænd er bundet sammen i gensidig hjælp i jagten osv. De nyttige kunster er begyndt i konstruktionen af ​​kanoer, hytter og våben. To af de finere kunster, musik og poesi, har sin oprindelse, da vi må antage at sang ofte akkompagnerer de vildes dans. Imperiet hævdes, dog i begrænset grad, over hav, land og dyreriget. Den repræsenterede årstid er Forår.

The Arcadian or Pastoral State

I det andet maleri, The Arcadian or Pastoral State, er himlen mindre stormfuld, og vi er i den friske morgen af en forårs- eller sommerdag. Beskuerens vinkel er flyttet længere op ad floden, da klippen med kampestenen nu er på venstre side af maleriet. I den fjerne baggrund kan ses et bjerg med en forgrenet top. Meget af vildnisset er væk, og der er kommet plads til landbrug og det kultiverede land med synligt pløjede marker og plæner. Forskellige aktiviteter kan ses i baggrunden: pløjning, skibsbygning, fårehyrdning og dans; i forgrunden skitserer en ældre mand hvad der måske er en geometrisk problem med en pind, og en kvinde står i en lysning ikke langt derfra med børn omkring sig. På en skrænt på den nærmeste side af floden er der bygget et megalitisk tempel, og røg (formodentlig fra ofringer) stiger op fra det. Scenerne reflekterer den idealiserede, før-urbanske arkaiske tid i Grækenland. Dette maleri viser mennesket i harmoni og fred med landet. Miljøet er blevet ændre, men ikke så meget at det, eller dets bosættere, er i fare. Alligevel varsler konstruktionen af ​​krigsskibet og den bekymrede mor, der ser på, mens hendes barn tegner en soldat, de spirende imperiale ambitioner.

Thomas Coles beskrivelse:

No. 2. The Simple or Arcadian State forestiller scenen efter evigheder er gået. Den gradvise udvikling af samfundet har bragt en ændring i dets aspekt. Det 'vilde og grove' er blevet tæmmet og blødgjort. Hyrder passer deres flok; plovmanden, med hans okse, vender jorden, og Handel begynder at strække hendes vinger. En landsby vokser ved kysten og på toppen af en bakke er der blevet opført et groft tempel, hvor der opstår røg fra en ofring. I forgrunden, til venstre, sidder en gammel mand, som, ved at tegne streger i sandet, synes at have lavet en geometrisk opdagelse. På den højre side af maleriet er der en kvinde med en stav, som er ved at krydse en simpel stenbro. På stenen er der en dreng, og det ligner at han laver en tegning af en mand med et sværd, og videre op ad stien kan man delvist se en soldat. Under træerne, bag ved den kvindelige figur, kan man se en gruppe bønder; nogle danser mens en anden spiller på en fløjte. I det her billede har vi landbrug, handel og religion. I den gamle mand som laver en matematisk figur – i drengens simple forsøg på at tegne – i den kvindelige figur med staven – i skibet i havnen og i det primitive tempel på bakken er det evident, at de nyttige kunster, de finere kunster og videnskaben har haft betydelig fremgang. Scenen skal ses som i få timer efter solopgang, og årstiden er tidlig sommer.

The Consummation of Empire

I det tredje maleri, The Consummation of Empire, beskuerens blik til den modsatte flodbred, umiddelbart ved lysningen i det første billede. Begge sider af flodbreden er nu dækket af kolonnerede marmorkonstruktioner, hvis trapper går ned i vandet. Det megalitiske tempel synes at være blevet transformeret til en stor bygning med en kuppel, der dominerer flodbredden. Flodmundingen er flankeret af to pharoi, og skibe med latinersejl er på vej mod havet i baggrunden. En glad menneskeskare samles på balkonerne og terrasserne, mens en skarlagenklædt konge eller sejrrig general krydser en bro, der forbinder de to sider af floden i et triumferende procession. I forgrunden, nederst til højre, ses der noget, der kunne ligne et kongeligt hof. Blandt dem, under et dekoreret springvand, er der to drenge klædt i rødt og grønt, hvor den ene sænker et legetøjsskib og den anden trygler ham. De voksne nærved lægger ikke mærke den denne adfærd, umiddelbart optaget af deres egne affærer. Længere til højre sidder en dronningeaktig skikkelse på en forgyldt trone. Maleriets udtryk ligner højdepunktet for antikkens Rom. Dekadencen i hver en detalje i det her bylandskab varsler denne mægtige civilisations uundgåelige fald.

Thomas Coles beskrivelse:

I billede No. 3., vi antager, at andre evigheder har passeret og den simple landsby er blevet til en storslået by. Den del, som ses, dækker begge sider af bugten, som beskueren nu har krydset. Den er blevet omdannet til en omfattende havn, hvor der ved dens åbning mod havet står to phari. Fra vandet på begge sider, rejser der sig bunk er af arkitektur – templer, kolonnader og kupler. Det er en glædens dag. Et triumftog bevæger sig over broen i forgrunden. Erobreren, klædt i lilla, sidder i en karet trukket af en elefant og omringet af tilfangetagende på fod og med en stort optog af vagter, senatorer osv. – billeder og gyldne skatte bæres foran ham. Han er ved at passere underneden triumfbuen, mens piger strøer blomster omkring. Glædelige draperinger hænger fra de klyngefulde søjler. Gyldne trofæer glitrer i solen, og røgelse rejser sig fra røgelseskar i sølv. Havnen er levende med talrige fartøjer – krigsgalejer og bark med silkesejl. Ved det doriske tempel til venstre opstiger røgen fra røgelsen og fra alteret, og en stor mængde hvidklædte præster står på marmortrapperne. Minerva-statuen, med Sejren i sine hænder, står over Karyatidernes bygning, på en pedestal opløftet af søjler, hvorved et orkester med trumpeter, bækken osv. spiller. På højre side, nær et bronzespringvand og i skyggen af en høj bygning, sidder en kejserlig personage og ser processionen, omringet af hendes børn, tjenestefolk og vagter. I denne scene fremstilles højdepunktet på den menneskelige glorværdighed. Arkitekturen, de omfangsrige udsmykninger osv. viser at velstand, magt, viden og smag har arbejdet sammen og frembragt den største fuldbyrdelse af menneskeheden og imperium. Som triumffesten indikerer, har mennesket erobret mennesket – nationer er blevet underkuet. Denne scene fremstår som næsten midt på dagen, i det tidlige efterår.

Destruction

Det fjerde maleri, Destruction, har næsten det samme perspektiv som det tredje, omend beskueren er gået en smule tilbage for at få et bredere overblik over scenen. Man har bevæget sig næsten ud i midten af floden. Den udspillende scene er plyndringen og ødelæggelsen af byen, mens en storm kan ses i baggrunden. Det ligner at en flåde af fjendtlige krigere har overrumplet byens forsvar, sejlet op ad floden og er i gang med at plyndre byen, dræbe dens indbyggere og voldtage kvinder. Broen, hvor den triumferende procession tidligere havde krydset, er ny knust; en midlertidig bro belastes af soldater og flygtninge. Søjler er brudte, og brande bryder ud fra de øverste etager af et palads på flodbredden.

I forgrunden står en statue af en eller anden ærværdig helt (poseret som den borghesiske fægter) hovedløs, stadig stridende fremad ind i den usikre fremtid. I det flygtende eftermiddagslys ligger de døde, hvor de er faldet, i springvand og oven på monumenter bygget til at fejre den nu faldne civilisation. Scenen er muligvis inspireret af vandalernes plyndring af Rom i 455.

På den anden side kan interne stridigheder og borgerkrig muligvis også være impliceret i civilisationens fald. En katapult er positioneret på den venstre bred overfor skader på bygningerne på den højre bred. De to pharois forskellige tilstande, antyder en mulig langvarig splittelse i byen. Den mest interessante detalje findes imidlertid i det nederste højre hjørne, hvor der er to mænd i fontænen: den ene i grønt hviler sig træt oven på den anden, tilsyneladende i dybe tanker om den dyrt betalte pris, mens den anden i rødt ligger død i vandet. Dette kan referere til de to drenge nær fontænen i et tidligere maleri i serien, ligeligt klædt i rødt og grønt, og denne tvist har muligvis varslet en borgerkrig. Vi kan se de samme farver gå igen i de røde og grønne bannere på forskellige sider af floden; de grønne bannere mest på tempel-siden og de røde bannere mest på palads-siden. Dette kan muligvis også fremstille den stadigt fortsatte kløft mellem traditionalisme og modernisme.

Thomas Coles beskrivelse:

No. 4. – Maleriet forestiller det onde stadie, eller ødelæggelsesstadiet. Evigheder har måske passeret siden glorværdighedscenen - omend nationers forfald ofte sker hurtigere end deres opblomstring. Luksus har svageliggjort og fornedret. En vild fjerne har indtaget byen. En voldsom storm raser. Mure og kolonnader er blevet revet ned, og knuste søjler og krigsmaskiner, og den midlertidige bro der er væltet, indikerer, at dette har været en scene med voldsomme stridigheder. Nu er der en blandet skare, der kæmper på den smalle bro, hvis usikkerhed gør konflikten dobbelt frygtelig. Heste og mænd vælter ned i de frådende vande nedenunder; krigsgalejer slås: et skib er i flammer og et andet synker under stævnen på overlegen fjende. I den mere fjerntliggende ende af havnen slynges stridende skibe rundt af voldsomme bølger, og nogle af dem er i flammer. Langs murene, blandt de ødelagte Karyatider, er striden hård; og kombattanterne kæmper midt i røgen og flammerne fra murbrokker. I forgrunden er flere døde eller døende; nogle kroppe er faldet i en fontæne og farver vandet med deres blod. En kvinde ses siddende i stille fortvivlelse over hendes døde søns krop, og en ung kvinde flygter fra en soldats greb ved at hoppe ud over murene; en anden soldat slæber en kvinde ved hendes hår ned ad de trapper, som udgør piedestalen for den kolossale statue, hvis ødelagte hoved ligger på jorden forneden. En barbarisk og ødelæggende fjende erobrer og plyndrer byen. Beskrivelse af dette billede er måske unødvendig; blodbad og ødelæggelse er dens elementer.

Desolation

Det femte maleri, Desolation, viser resultatet årtier senere. Resterne af byen er oplyst i det livlige lys af en skumrende. Landskabet er begyndt at vende tilbage til vildnis og ingen mennesker kan ses; men resterne af deres arkitektur står frem under træernes kroner, vedbend og anden overvækst. De ødelagte stumper af pharoi står i baggrunden. Den ødelagte bros hvælvinger og søjlerne i templet; en enkelt søjle står enligt i forgrunden, nu et sted for fuglenes reder. Solopgangen i det første maleri er her spejlet i en månens opgang fra havet og et blegt lys hviler over ruinerne strøet langs floden, mens en enlige søjle i forgrunden er oplyst af solnedgangens gyldne lys. Dette dystre billede antyder, hvordan alle imperier kan være efter deres fald. Det er en barsk mulig fremtid, hvor menneskeheden er blevet ødelagt ved sin egen hånd.

Thomas Coles beskrivelse:

Det femte billede er desolationsscenen. Solen er lige gået ned, månen stiger på den tusmørke himmel over havet, nær det sted hvor solen stod op i det første billede. Dagslyset forsvinder og aftenens skygger lægger sig over de ødelagte og vedbendsklædte ruiner af den engang stolte by. En ensom søjle står nær forgrunden og på dens kapitæl, som er oplyst af de sidste stråler af solen, har en hejre bygget sin rede. Det doriske tempel og den triumferende bro kan stadig genkendes i deres ruiner. Men, selvom mennesket og dets værker er gået under, står det stejle klippefremspring med dens kampesten stadig højt, uforandret. Vold og tid har smuldret menneskets værker, og kunsten går igen tilbage til sin elementale natur. Den pragtfulde festdag er forbi - slagets brøl er ophørt - mængden er sunket i støvet - imperiet er uddødt.

Denne cyklus genspejler Coles pessimisme, og den ses ofte som en kommentar til Andrew Jackson og det Demokratiske Parti. Nogle demokrater i USA har en anden teori om emperiers gang. De så det ikke som en spiral eller en cyklus, men en fortsat opadgående bane. Levi Woodbury, en demokratisk og en dommer i USA's Højesteret, for eksempel, har svaret Cole ved at sige, at der ikke ville være nogen ødelæggelse i USA.

L'Allegro

Et andet maleri af Thomas Cole, kaldet L'Allegro eller Italiens Solnedgang, omend fra 1845 og ikke en del af The Course of Empire-serien, indeholder et meget lignende skikkelser og motiv. Billedet viser en idyllisk scene af en solnedgang over et italiensk landskab, og vi kan se middelhavsagtige ruiner strøet omkring en flod, med en meget lignende stejl klippe i baggrunden. Bemærkelsesværdigt for det her billede, har den stejle klippe ikke den karakteristiske store kampesten på toppen. I forgrunden kan man se ruinerne af en bro der krydser floden, omend den er udført i en anden type sten end den i serien. I det det nederste højre hjørne kan man se en kilde løbe ned ad en oldgammel terrasse, meget lig den i Desolation og den som indeholder et springvand i The Consummation of Empire og Destruction.

Omfanget af den menneskelige tilstedeværelse og udvikling i L'Allegro har paralleler til den i The Arcadian State, hvor der er tilføjet tilstedeværelsen af ruiner af et tidligere imperie. Det bosatte liv er gemt væk på toppen af klippefremspringet, og pastoralismen er tilstede i form af plæner, køer på den anden flodbred og geder, der hyrdes i forgrunden, med lidt spankuleren og hvilen på ruinerne. Til slut er de dansende personer i maleriets fokus meget lig dem i The Arcadian State.