Bruger:Frederik2097/Françafrique

Indenfor internationale relationer er Françafrique en betegnelse for Frankrigs indflydelsessfære (eller pré carré på fransk, som betyder 'baghave') over de tidligere franske og belgiske kolonier i Subsaharisk Afrika. Betegnelsen er afledt af udtrykket France-Afrique, som blev brugt første gang af præsidenten af Elfenbenskysten, Félix Houphouët-Boigny, i 1955 til at beskrive hans lands tætte forbindelser med Frankrig. Det blev senere nedsættende omdøbt til Françafrique af François-Xavier Verschave i 1998 for at kritisere de angiveligt korrupte og og hemmelige aktiviteter af forskellige fransk-afrikanske politiske, økonomiske og militære netværk. Han definerede Frankrigs nykolonialisme.

Efter selvstændigheden af det Frankrigs koloniimperium begyndende i 1959, fastholdt Frankrig en indflydelsessfære over de nye lande, hvilket var kritisk for den daværende præsident Charles de Gaulles vision af Frankrig som en global magt og fungerede som bolværk mod britisk og amerikansk i en postkolonialistisk verden. USA støttede Frankrigs fortsatte tilstedeværelse i Afrika for at forhindre at regionen faldt under sovjetisk indflydelse under den kolde krig. Frankrig holdt tætte politiske, økonomiske, militære og kulturelle bånd med dets tidligere afrikanske kolonier på flere niveauer, herunder institutionelle, semi-institutionelle og uformelle niveauer.

Françafrique har været karakteriseret ved flere træk, der udsprang i løbet af den kolde krig, hvor den første var "den afrikanske celle", en gruppe der omfattede den franske præsident og hans tætte rådgivere, som tog politiske beslutninger om Afrika, ofte i tæt samarbejde med magtfulde forretningsnetværk og den franske efterretningstjeneste. Et andet træk var CFA-franc zonen, en møntunion der fikserede møntfoden i de fleste frankofone afrikanske lande til den franske franc. Françafrique var, bredt set, baseret på konceptet coopération, som blev implementeret gennem en række samarbejdsaftaler, der tillod Frankrig at etablere tætte politiske, økonomiske, militære og kulturelle bånd med dets tidligere afrikanske kolonier. Frankrig så også sig selv som en garanti for stabilitet i regionen og påtog sig en interventionistisk politik i Afrika, hvilket resulterede i militære interventioner gennemsnitteligt en gang om året fra 1960 til midten af 1990'erne. Den sidste, centrale del af Françafrique var de personlige netværk, der understøttede den uformelle, familiære relation mellem franske og afrikanske ledere. Disse netværk manglede ofte tilsyn og granskning hvilket ledte til korruption og illegale syndikater.

Efter den kolde krig blev Françafrique-regimet svækket på grund af Frankrigs budgettære begrænsninger, større offentlig granskning i hjemlandet, dødsfald af flere vigtige Françafrique-aktører (Foccart, Mitterrand, Pasqua og medlemmer af Elf) samt indlemmelsen af Frankrig i den Europæiske Union. Økonomisk liberalisering, høje gældssættelser og politisk ustabilitet i de tidligere afrikanske kolonier har reduceret deres politiske og økonomiske attraktion, hvilket har ledt Frankrig til at have en mere pragmatisk og hårdnæset tilgang til dens afrikanske relationer.

Etymologi

Begrebet Françafrique blev afledt af udtrykket France-Afrique, som blev brugt i 1955 af præsidenten af Elfenbenskysten, Félix Houphouët-Boigny, som advokerede for at fastholde et tæt forhold til Frankrig imens man fik selvstændighed. Tæt samarbejde mellem Houphouët-Boigny og Jacques Foccart, chefrådgiver for afrikansk politik i Charles de Gaulle og Georges Pompidous regeringer (1958–1974) menes at have bidraget til "det ivorianske mirakel", som var økonomisk og industriel fremgang.

Begrebet blev efterfølgende omdøbt til Françafrique af François-Xavier Verschave og blev brugt som titlen på hans bog fra 1998, La Françafrique: le plus long scandale de la République, som kritiserede de franske politikker i Afrika. Verschave og NGO'en Survie, hvoraf han var præsident indtil hans død i 2005, genbrugte Houphouët-Boignys udtryk for at beskrive og angive mange skjulte bånd mellem Frankrig og Afrika. Han definerede senere Françafrique som "den hemmelige kriminalitet i de øvre kredse i fransk politik og økonomi, hvor en slags undergrundsrepublik er skjult for offentligheden".

Ordspil

Verschave påpegede også ordspillet i begrebet Françafrique, da det lyder som "France à fric" (en kilde til penge for Frankrig; fric er et fransk slangord for 'penge'), og at "over de fire årtier er hundredetusindvis af euro blevet uretmæssigt tilegnet fra gæld, støtte, olie, kakao... eller drænet gennem franske importmonopoler, som har finansieret franske politisk-erhvervsnetværk (dem alle udspringende fra det primære neo-Gaullistiske netværk), aktionærernes udbytte, efterretningstjenesternes store operationer og lejesoldaters kampagner".

Historie

Charles de Gaulles præsidentskab (1958–1969)

Da Charles de Gaulle vendte tilbage til magten som Frankrigs præsident i 1958, var Frankrig allerede voldsomt svækket af 2. Verdenskrig og af konflikterne i Indokina og Algeriet. Han fortsatte med at give selvstændighed til Frankrigs tilbageværende kolonier i Subsaharisk Afrika i 1960i et forsøg på at fastholde tætte kulturelle og økonomiske bånd med dem og for at undgå flere dyre kolonikrige. I forhold til afkolonialiseringen af Fransk Indokina og Algeriet var magtskiftet i de subsahariske kolonier, for det meste, fredelige. Dog var de Gaulle stadig optaget af at bevare Frankrigs status som en global magt (eller grandeur) og som et bolværk mod britisk og amerikansk indflydelse i den postkolonialistiske verden. Derfor så han de tætte bånd med Frankrigs tidligere afrikanske kolonier som en mulighed for at styrke Frankrigs image på verdenscenen, både som en stormagt og for at balancere kræfterne mellem USA og Sovjetunionen under den kolde krig. USA støttede Frankrigs fortsatte tilstedeværelse i Afrika for at forhindre regionen i at falde under sovjettisk indflydelse. Samtidig havde Storbritannien lille interesse i Vestafrika, hvilket gjorde Frankrig til den eneste store magt i regionen.

Den 24. august, i Brazzaville, anerkendte præsident Charles de Gaulle at afrikanske stater havde legitime krav i forhold til selvstændighed, men at de skulle gå igennem en periode med politisk træning i det Franske Fællesskab (fransk: Communauté française), en organisation omfattende Frankrig og dets kolonier. En folkeafstemning blev organiseret den 28. september 1958 for at afgøre skæbnen for de afrikanske stater. Ved at stemme "ja" ville man deltage i det Franske Fællesskab og en vej til selvtsændighed; ved en "nej"-stemme ville landet få selvstændighed øjeblikkeligt. De Gaulle havde også advaret staterne om, at en "nej"-stemme ville betyde løsrivelse fra Frankrig, og at Frankrig ville trække deres finansielle og materielle støtte ud. Alle lande stemte ja, på nær Guinea ledet af Ahmed Sékou Touré, leder af Guineas Demokratiske Parti. Den 2. oktober 1958 udråbte Guinea sin selvstændighed og Sékou Touré blev landets første præsident nogensinde. På det tidspunkt bearbejdede Frankrig stadig sit nederlag i Indokina og frygtede opstandelser i Cameroun og andre afrikanske nationer. Paris frygtede, at Guinea kunne tilskynde ligende bevægelser i regionen, så de besluttede at igangsætte politisk og økonomisk repressalier. Selvom Sékou Touré havde skrevet til de Gaulle den 15. oktober 1958 med ønske om at Guinea blev i CFA franc-zonen, blev Guinea smidt ud af det monetære samarbejde efter udråbelsen af deres selvstændighed. Idet landet var isoleret, rykkede Guinea tættere på Østblok-landene i forhold til den kolde krig. Landet startede på at udvikle en ny møntfod med hjælp fra udenlandske eksperter, men Frankrig så det som en trussel mod stabiliteten i regionen og den franske indflydelse der. Derfor, i 1959, igangsatte Frankrig operationer for at underminere regimet i Guinea. Blandt destabiliseringsmetoderne blev der brugt "Operation Persil", som involverede i at indføre en stor mængde falske sedler af den nye møntfod for at skabe inflation og forstyrre økonomien i Guinea. På trods af dette, med hjælp fra USSR og Kina, formåede Sékou Tourés regime at holde fast i magten indtil hans død i 1984.

Til at indføre sin vision af Frankrigs grandeur, udpegede de Gaulle rådgiveren og tidligere efterretningsofficer i den franske modstandsbevægelse under 2. Verdenskrig, Jacques Foccart, som generalsekretær for afrikanske og malagassiske affærer. Foccart spillede en afgørende rolle i at fastholde Frankrigs indflydelsessfære i Subsaharisk Afrika, da han vedtog en række samarbejdsdekreter der dækkede politiske, økonomiske, militære og kulturelle sektorer med en række afrikanske lande, som inkluderede Frankrigs tidligere kolonier i Subsaharisk Afrika (Benin, Burkina Faso, den Centralafrikanske Republik, Chad, Comorerne, Djibouti, Elfenbenskysten, Gabon, Guinea, Mali, Mauretanien, Niger, Republikken Congo og Senegal), tidligere FN tilsynsområder (Cameroun og Togo), tidligere belgiske kolonier (Rwanda, Burundi og den Demokratiske Republik Congo) og tidligere portugisiske (Guinea-Bissau) og spanske (Ækvatorialguinea) territorier. Frankrigs forhold til denne række lande blev styret af Ministeriet for Samarbejde, som blev lavet i 1961 ud af det gamle koloniale ministerium, Ministeriet for Øversøisk Frankrig. Ministeriet for Samarbejde fungerede som et samlingspunkt for Frankrigs nye indflydelsessystem i Afrika og blev senere lagt sammen med det franske Udenrigsministerium i 1999. Foccart byggede også et tykt net af personlige netværk, der understøttede de uformelle og familie-agtige forhold mellem franske og afrikanske ledere. Disse aftaler og forhold, sammen med franc-zonen, tillid Frankrig at fastholde tætte bånd med sine tidligere kolonier i Subsaharisk Afrika på institutionelle, semi-institutionelle og uformelle niveauer.

Foccart fortsatte med at være chefrådgiver indtil han blev erstattet af sin unge stedfortræder, René Journiac, af den franske præsident Valéry Giscard d'Estaing. Chirac, da han blev præsident af Frankrig i 1995, søgte igen Foccarts rådgivning og tog ham endda med på sin første tur til Afrika som fransk præsident. Foccart blev ved med at spille en rolle i fransk-afrikanske forhold frem til hans død i 1997.

Georges Pompidous præsidentskab (1969–1974)

I løbet af sine 5 år ved magten gik Georges Pompidou ikke væk fra de Gaulles tilgang. Françafrique var meget stærk under Foccart, og i disse år konsolideredes et system af netværk mellem Frankrig, franske selskaber og afrikanske eliter.

Valéry Giscard d'Estaings præsidentskab (1974–1981)

Da Valéry Giscard d'Estaing blev valgt som Frankrigs præsident i 1974, havde han intentioner om at bryde med de Gaulles politik og modernisere forholdet mellem Frankrig og Afrika. På trods af disse intentioner stod han overfor flere forhindringer. For det første, så forblev netværkene under Françafrique med at eksistere på grund af René Journiac, Foccarts efterfølger, som fastholdte stærke forbindelser med Sydafrika på trods af apartheid-styret, men også med Congo, Gabon og Niger, hvis råmaterialer var essentielle for Frankrig. Han blev også konfronteret af den politiske ustabilitet af de afrikanske stater, hvilket ledte ham til at spille "Afrikas politimand", dvs. gennem militære interventioner - i særlig grad i Chad og Zaire - for at give hjælp til lokale ledere. Den sidste udfordring var, at den franske præsident var involveret i korruptionssager afsløret af Canard Enchainé i oktober 1979. Jean-Bedel Bokassa, kejser i det Centralafrikanske Kejserrige, siges at skulle have sendt ham kufferter fulde af diamanter ved flere lejligheder. I begyndelsen sagde præsidenten ikke noget om affæren, men han talte til sidst da der kom nye informationer, og han erklærede, at alle gaver han havde modtaget var solgt og pengene betalt til NGO'er. Mere end fakta i affæren er det dog symbolikken i den, som rystede Valéry Giscard d'Estaing.

François Mitterrands præsidentskab (1981–1995)

Under François Mitterrands 14 år ved magten konfronterede to dynamiske fronter hinanden. Det første var der imperativet til at forsvare franske interesser i den afrikanske region. Dette er på linje Mitterands forgængeres politikker, selvom han var socialist (ulig de Gaulle og Pompidou). Men den anden front var en ændring af doktrinen i forhold til den udenrigspolitiske tilgang til Françafrique; Mitterand gjorde den nationale finansielle og materiale støtte fra den franske stat afhængig af demokratiseringen af de afrikanske lande.

I tillæg, ulig hans forgængere som bevarede stærke bånd med Sydafrika, kritiserede han apartheidens forbrydelser.

Da Jacques Chirac var den franske premierminister fra 1986 til 1988 under cohabitation-styret, konsulterede han ofte Foccart på spørgsmål om Afrika.

Jacques Chiracs præsidentskab (1995–2007)

I 1995, efter flere forsøg, blev Jacques Chirac valgt som Frankrigs præsident. Foccart, som havde været hans rådgiver på Afrika-spørgsmål da han var Paris' borgmester og premierminister, blev hentet ind af Chirac. Generelt set fortsætte Chirac franske diplomatiske forsøg på at holde de specielle bånd med Afrika, som de Gaulle havde bygget. Han var derfor imod devalueringen af CFA-francen og reformen af coopération, fordi det for ham var en opgivelse af fransk solidaritet på det afrikanske kontinent. Chirac blev værdsat af afrikanske politikere, men han gjorde ikke menneskerettigheder til en prioritet i sin udenrigspolitik, hvilket kan ses i hans tætte nærvær med Mobutu Sese Sekos autoritære regime i Zaire (den Demokratiske Republik Congo).

Nicolas Sarkozys præsidentskab (2007–2012)

Nicolas Sarkozy har arbejde på at transformere det fransk-afrikanske forhold. Han satte "den afrikanske celle" i den franske stat ind i dens diplomatiske celle, og lukkede derved årtiers officielle og uofficielle netværker etableret af Jacques Foccart. Han skabte, imidlertid, også indignation, da han i en tale den 26. juli 2007, på Cheikh Anta Diop-universitet i Dakar, erklrede, at "den afrikanske mand ikke har indgået nok i historien" og at "problemet med Afrika er, at det lever for meget i nutidens nostalgi efter barndommens tabte paradis."

François Hollandes præsidentskab (2012–2017)

Den 5-årige periode for François Hollandes præsidentskab er markeret af en ambivalenthed i den franske udenrigspolitik overfor Afrika. Dog, da han kom til magten, lovede han en ende på Françafrique og erkærede også at "Françafriques tid er forbi: der er Frankrig, der er Afrika, der er et partnerskab mellem Frankrig og Afrika, med relationer baseret på respekt, åbenhed og solidaritet." Under Hollande blev der imidlertid indsendt tropper i Sahel-regionen, kaldet Operation Barkhane hvor Danmark også deltog, og de okkulte netværk er mere eller mindre vedligeholdt. Han blev også set i nærvær med mange afrikanske diktatorer, såsom Idriss Déby og Paul Biya, hvilket igen viser Frankrigs besvær med at gå klart væk med Françafrique, idet mangle af landets interesser er indlejret der.

Emmanuel Macrons præsidentskab (2017–nuværende)

Emmanuel Macron tiltrådte som Frankrigs præsident den 14. maj 2017, og har tidligere fungeret som økonomisk rådgiver for François Hollande og været minister for økonomi, industri og digitale forhold i premierminister Manuel Valls' anden regering. I august 2017 grundlagde Macron det Præsidentrådet for Afrika, som er et rådgivende råd bestående af folk fra det civile samfund, hvoraf de fleste er medlemmer af den afrikanske diaspora. Mens støtterne af rådet ser denne institution som en måde at bringe civilsamfundets personligheder sammen om spørgsmål relateret til Afrika, i stedet for embedsfolk eller erhvervsledere, ser andre det som en ny bro mellem afrikanske eliter, diasporaet og franske interesser i Afrika.

I april 2021 besøgte Macron Chad til begravelsen for præsidenten Idriss Déby, som døde mens han kommanderede militærstyrker, der bekæmpede rebeller, på frontlinjen. Idriss Déby havde magten i Chad fra 1990 frem til sin død, og han blev efterfulgt af sin søn og general i hæren, Mahamat Déby, som udførte det som nogle kaldte et "institutionelt statskup". Efter det legitimerede det franske statsbesøg det autoritære regime i Chad. At fastholde stærke diplomatiske bånd med Chad er en vigtig prioritet for Frankrig. Chad er en af Frankrigs vigtigste partnere i kampen mod terrorisme i Sahel-regionen, og hvis Chad bliver ustabil vil det være en trussel mod den indsats.

Levn fra den Kolde Krig

Den afrikanske celle

Beslutninger om Frankrigs afrikanske politikker har været den franske præsidents ansvar (eller domaine réservé på fransk) siden 1958. Sammen med deres tætte rådgivere, udgav de den såkaldte "afrikanske celle", som traf beslutninger om afrikanske lande uden at inddrage det franske parlament og civilsamfund (såsom NGO'er) i bredere diskussioner. Istedet arbejdede den franske celle tæt sammen med magtfulde forretningsnetværk og den franske efterretningstjeneste.

Den afrikanske celles grundlægger, Jacques Foccart, blev udpeget af præsident Charles de Gaulle. Han blev en specialist på Afrika-spørgsmålet ved Élysée-paladset. Mellem 1986 og 1992 var Jean-Christophe Mitterand, søn af præsident François Mitterrand og tidligere AFP-journalist i Afrika, chefrådgiver om Afrikapolitik, men den forskellige titel var kun symbolsk. Efterfølgende var Clause Guéant Afrika-rådgiver for præsident Sarkozy. I 2017 udpegede præsident Macron Franck Paris til den samme rolle.

Franc-zonen

Franc-zonen, en monetærunion i Subsaharisk afrika, blev etableret da CFA-francen (eller franc de la Communauté Financière Africaine) blev oprettet i 1945 som en kolonialmøntfod for over et dusin af Frankris afrikanske kolonier. Zonen fortsattemed at eksistere selv efter kolonierne havde opnået selvstændighed i begyndelsen af 1960'erne, hvor kun tre afrikanske lande har forladt zonen på grund af (primært) nationalfølelse.