Bruger:AstroOgier/Bayer-betegnelse

Gravering af stjernebilledet Orion taget fra Johann Bayers Uranometria. Stjernerne betegnes med græske bogstaver. På nutidige fremstillinger vender Orion ansigtet mod højre, og ikke som her mod venstre, fordi han angribes af Tyren øverst til højre i billedet.

Udsnit af Bayers kort over Orion omkring de tre bæltestjerner. Her kan man tydeligt se betegnelser med både græske og latinske bogstaver. Bæltestjernerne er $\zeta$ (zeta), $\epsilon$ (epsilon) og $\delta$ (delta), og de kan genfindes på det moderne kort nedenfor. Oriontågen er navngivet $\theta$ (theta).

En Bayer-betegnelse er en stjernebetegnelse, hvor en bestemt stjerne kendetegnes med et græsk eller latinsk bogstav efterfulgt af genitivformen af moderstjernebilledets latinske navn. Betegnelserne blev indført af den tyske astronom Johann Bayer i 1603 i hans stjerneatlas Uranometria. Den oprindelige liste over Bayer-betegnelser indeholdt 1 564 stjerner. Bayer katalogiserede kun et par stjerner for langt sydpå til at kunne ses fra Tyskland, men senere astronomer (inklusive Nicolas-Louis de Lacaille og Benjamin Apthorp Gould) supplerede Bayers katalog med indgange til stjerner i sydlige konstellationer.

Med nogle få undtagelser findes alle stjerner med Bayer-betegnelser også i Bright Star Catalogue. Man kan finde dem i andre kataloger med en moderne søgetjeneste.

Bayers metode

Bayer tildelte et lille klassisk græsk bogstav (alfa (α), beta (β), gamma (γ), ... , omega (ω)) eller, når de slap op, et latinsk bogstav (A, b, c, ... , z) til hver stjerne, han katalogiserede, kombineret med genitivformen for det latinske navn af det stjernebillede, som stjernen befandt sig i. Stjernebilledets navn forkortes ofte til en standardform på tre bogstaver. For eksempel betegnes stjernen i stjernebilledet Tyren med egennavnet Aldebaran som Alfa Tauri eller kort α Tau, hvilket betyder Tyrens alfa-stjerne.

Bayer brugte græske bogstaver til de lysstærkeste stjerner, men det græske alfabet har kun fireogtyve bogstaver, mens et enkelt stjernebillede kan indeholde halvtreds eller flere stjerner, der er synlige for det blotte øje. Da de græske bogstaver slap op, fortsatte Bayer med latinske bogstaver: Stort bogstav A, efterfulgt af små bogstaver b til z med udeladelse af j (der minder om i) og v (der minder om u), men inklusive o (der ellers til forveksling minder om omikron, ο). Det gav endnu 24 navnemuligheder. Grunden til, at lille ${\mathcal {a}}$ bliv udelukket, er, at det typografisk minder om et α (alfa).

En række stjerner i sydlige stjernebilleder har dog fået store bogstaver i navnet, som B Centauri og G Scorpii. Disse bogstaver blev tildelt af senere astronomer, især Lacaille i hans Coelum Australe Stelliferum og Gould i hans Uranometria Argentina.

Orion som eksempel

Stjernebilledet Orion med angivelse af Bayers bogstavbetegnelser.

I Orion udpegede Bayer først Betelgeuse og Rigel, der er stjerner af størrelsesklasse 1, som alfa og beta fra nord til syd , hvor Betelgeuse (i skulderen) kommer før Rigel (i foden), selvom sidstnævnte normalt er lysere; Betelgeuse er en variabel stjerne og kan på sit maksimum lejlighedsvis overstråle Rigel. Bayer gentog derefter proceduren for stjernerne af 2. størrelsesklasse og betegnede dem fra gamma til zeta, igen i rækkefølge fra nord mod syd. Bogstaver frem til det latinske p fandt anvendelse hos stjerner ned til sjette størrelsesklasse.

Bayers tre lysstærkeste størrelsesklasser
for stjerner i Orion

Bayer-betegnelse		Tilsyneladende størrelsesklasse		Egennavn
		Bayer	i dag
Alfa Orionis	α Ori	Første	0.45	Betelgeuse
Beta Orionis	β Ori	Første	0.18	Rigel
Gamma Orionis	γ Ori	Anden	1.64	Bellatrix
Delta Orionis	δ Ori	Anden	2.23	Mintaka
Epsilon Orionis	ε Ori	Anden	1.69	Alnilam
Zeta Orionis	ζ Ori	Anden	1.70	Alnitak
Eta Orionis	η Ori	Tredje	3.42	Algjebbah
Theta Orionis	θ Ori	Tredje	4.0	Oriontågen
Iota Orionis	ι Ori	Tredje	2.77	Hatysa
Kappa Orionis	κ Ori	Tredje	2.07	Saiph

Historisk baggrund

Johann Bayer (1572 - 1625) introducerede den nye navngivning i sit stjerneatlas Uranometria fra 1603. Han medtog dog kun relativt lysstærke stjerner, der kunne ses med det blotte øje i Europa. Sydlige stjernebilleder, som næsten eller slet ikke er synlige i Europa, blev ikke navngivet. I Bayers levetid var stjernebillederne endnu ikke skarpt afgrænsede fra hinanden, så der fandtes huller imellem dem med lyssvagere stjerner.

(Se evt. mere herom på fransk Wikipedia) I 1845 udgav den britiske astronom Francis Baily sin British Association's Catalogue. Heri tildelte han adskillige navne til de lysstærkere stjerner i de nye stjernebilleder. For eksempel tildelte han stjerner i det sydlige stjernebillede Oktanten, i hvilket den sydlige himmelpol befinder sig, navne fra Alfa Octantis til Omega Octantis.