Matchen bestod af op til 12 partiers klassisk skak – 1 time og 40 minutter til de første 40 træk, 50 ekstra minutter efter det 40. træk, 15 ekstra minutter efter det 60. træk, samt 15 ekstra sekunder efter hvert udført træk. Spillerne kunne ikke indgå aftale om remis inden sort havde foretaget sit 30. træk. Vinderen af et parti modtog 1 point og taberen 0 point. I tilfælde af remis modtog hver spiller ½ point. Den første spiller til at opnå mindst 6½ point ville vinde verdensmesterskabet.
Hvis de 12 partier endte 6–6, skulle der spilles ekstra partier med nedsat tid:
Først op til 4 partier hurtigskak (25 minutter til hver spiller, 10 ekstra sekunder pr. træk) – først til 2½ point
Dernæst op til 5 matcher á 2 partier lynskak (5 minutter plus 3 ekstra sekunder pr. træk) – først til at vinde en match
Til sidst et afgørende parti Armageddon-skak (5 minutter til hvid og 4 minutter til sort, 3 ekstra sekunder pr. træk efter det 61. træk) – hvid vinder titlen ved sejr, sort vinder ved sejr eller remis