Spring til indhold

Broget læderporesvamp

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Broget Læderporesvamp)
Broget Læderporesvamp
Broget Læderporesvamps frugtlegemer med de karakteristiske bælter i flere farver.
Broget Læderporesvamps frugtlegemer
med de karakteristiske bælter i flere farver.
Videnskabelig klassifikation
RigeFungi (Svampe)
RækkeBasidiomycota (Basidiesvampe)
KlasseBasidiomycetes (Basidieklassen)
OrdenPolyporales (Poresvamp-ordenen)
FamiliePolyporaceae (Poresvamp-familien)
SlægtTrametes (Læderporesvamp)
ArtTrametes versicolor
Synonymer
Coriolus versicolor
Polyporus versicolor
Hjælp til læsning af taksobokse

Broget Læderporesvamp (Trametes versicolor) er en meget almindelig poresvamp, som er udbredt over hele verden. Denne art er egentlig en rådsvamp, men optræder meget ofte som lejlighedssnylter på træstubbe, hvorfra den kan spredes og give anledning til angreb på levende træer. Versicolor betyder 'med mange farver', og det passer, at denne svamp kan findes i mange kombinationer af farver. T. versicolor er velkendt som en medicinsk svamp i den traditionelle, kinesiske lægekunst under navnet yun zhi (forenklet kinesisk: 云芝, traditionelt kinesisk: 雲芝). I Kina og Japan bruges T. versicolor i behandlingen af kræft.[1]

Frugtlegemerne vokser gerne frem i konsolagtige lag. Hatten er flad og op til 8 x 5 x 1 cm, ofte trekantet eller rund med fint behårede bælter. Kødet er 1-3 mm tykt og læderagtigt. Oversiden af frugtlegemet viser typiske, koncentriske bælter i forskellige farver: Rust-brune eller mere mørkebrune bælter afløser beigefarvede og næsten sorte. Enkelte af bælterne kan være silkeagtigt skinnende i sort eller blåsort. På ældre eksemplarer kan der være opstået bælter, hvor der vokser grønalger, hvad der fremkalder grønfarvning. Tilvækstbæltet er hvidt, og hattens rand er bølget, let indskåret og skarp. Porerne er hvidlige til lysebrune, runde og med tiden forvredne og labyrintagtige. Der er 2-5 porer pr. mm.

Broget Læderporesvamp har som sin vigtigste værtsplante Bøg, men også arter af Eg, Birk, Pil og Hassel bliver angrebet. Derudover kan Broget Læderporesvamp findes på en lang række løvtræer og ikke sjældent på nåletræer. Den vokser først og fremmest på stubbe og træstabler, men også på liggende stammer, grene og kviste. Arten findes i alle skovtyper, og desuden også uden for skovene, når blot den finder en egnet vært. Frugtlegemerne er enårige, og alligevel kan arten findes hele året. De friske frugtlegemer dog mest i perioden maj-august.

Broget Læderporesvamp regnes for at være udbredt over hele verden. I Danmark hører den til de almindeligste poresvampe og kan findes overalt.

Broget Læderporesvamp er ikke nogen spisesvamp og regnes for ubrugelig. Den er skadelig i skovbruget, og den kan angribe oplagret tømmer eller bygningskonstruktioner. Den bruges en del som staffage i blomsterbinding.


Noter


Wikimedia Commons har medier relateret til:
[redigér | rediger kildetekst]