Spring til indhold

Backstreet Boys

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Backstreet Boys
Information
OprindelseOrlando, Florida,  USA
Genrepop, pop rock
Aktive år1993 – nu
PladeselskabJive, Legacy Recordings
Associeret medNKOTBSB, New Kids on the Block, Elton John, 'N Sync, Aaron Carter, Krystal Harris
MedlemmerA. J. McLean
Howie Dorough
Nick Carter
Kevin Richardson
Brian Littrell

Backstreet Boys (undertiden benævnt som BSB[1]) er et Grammy-nomineret amerikansk boyband, der var den første gruppe lanceret af Lou Pearlman. Gruppen havde stor succes i midten af 1990'erne og har en række succesfulde singleudgivelser, der har resulteret i 13 top 40 hits på den amerikanske Billboard Hot 100 og solgt over 130 millioner albums verden over.[2][3] Gruppens tredje album, Millennium er ét af de bedst sælgende album i verden, med over 40 millioner solgte eksemplarer.[4] Dette gør dem til det bedst sælgende boyband i historien.

Deres genre har altovervejende været pop, men efter deres come-back i 2005 (efter en pause i perioden 2002-2005) har deres lyd ændret sig meget og fået et lille rock-islæt. Desuden bruger de nu kun live-instrumenter, hvoraf nogle bliver spillet af dem selv.

Før den 23. juni 2006 var Kevin Richardson en del af den oprindelige gruppe, men forlod gruppen for at stifte familie.[5][6]. Men i april 2012 meddelte Backstreet Boys, at Richardson var genindtrådt hos dem som medlem.[7], og i juli 2012 begyndte de at arbejde på deres næste studiealbum.[7] Gruppen havde i august samme år sin første optræden som en genforenet kvintet, som en del af Good Morning America's Summer Concert Series.[8]

Historie

[redigér | rediger kildetekst]

Dannelse og tidlige år: 1992-1994

[redigér | rediger kildetekst]

Fætrene Kevin Richardson og Brian Littrell, som begge kommer fra Lexington, Kentucky, og de sidstankommne til Backstreet Boys, begyndte i første omgang at synge i lokale kirkekor og festivaler, mens de var børn.[9] AJ McLean og Howie Dorough mødte hinanden i Orlando, Florida, og opdagede senere Nick Carter gennem auditions, der sluttede sig til de to for at lave lokale reklamer, teater og tv.[9] De tre besluttede at danne en trio, da de alle delte en stor kærlighed til klassik soul, og de var i stand til at harmonisere sammen, .[9] I mellemtiden flyttede Richardson til Orlando, hvor han blev stabsmedlem i Walt Disney World. Han tog flere jobs der, herunder en backstage tour guide samt rollerne; Aladdin og en Ninja Turtle. Om nætterne, koncentrerede han sig om musik. Til sidst mødte han Dorough, Carter, og McLean gennem en kollega, og de fire besluttede at danne en gruppe.[9] Brian Littrell blev senere inviteret til at deltage, og gruppen blev til en kvintet.[10][11]

Lou Pearlman, havde i begyndelsen af 1992 indrykket en annonce i Orlando Sentinel hvor han annoncere om auditions for at lave et boyband .[12] McLean, som var den første til audition for Pearlman i hans stue, blev gruppens første medlem.[12] I januar 1993 holdt Pearlman en åben casting, hvor hundredvis af unge kunstnere dansede og sang.[12] Til sidst var Nick Carter, Kevin Richardson, og Howie Dorough blevet udvalgt efter et møde med Pearlmans forventninger, og Brian Littrell blev føjet til gruppen efter Richardson havde holdt audition for ham for gruppen over telefonen.[13] Han fløj fra Kentucky til Orlando for formelt at slutte sig til gruppen den 20. april 1993, og datoen betragtes som deres årsdag.[14] Pearlman besluttede at kalde gruppen Backstreet Boys, navngive det efter Orlandos Backstreet Market, som er et udendørs loppemarked.[12][15]

The Backstreet Boys havde deres første optræden på SeaWorld Orlando den 8. maj 1993, kun omkring 2 uger efter Littrell sluttede sig til gruppen.[16] Gruppen fortsatte derefter med at optræde i forskellige spillesteder i løbet af sommeren 1993; som blandt andet var fra indkøbscentre, restauranter, til et højt profitileret AIDS velgørenhedsgalla i Fort Lauderdale, Florida, hvor værtinden var Whitney Houston.[17] Gruppen har også medvirket i en reklame for tøjforretningen Outlooks. Med en ændring i ledelsen i efteråret, begyndte de at turnere på skoler over hele USA (herunder Littrell's tidligere skole, Tates Creek High School), hvor de opbygge en fanskare, mens de prøvede at få en pladekontrakt. Mercury Records skrev næsten under med dem i 1993, men handlen blev afværget i sidste øjeblik, fordi den mangeårige Mercury-musiker John Mellencamp truede med at forlade pladeselskabet, hvis de fik fat i et boyband.[18] Men i februar 1994 så Jeff Fenster og David Renzer gruppen optræde på en high school i Cleveland, og underskrev deres første pladekontrakt.[19]

Debutalbum, verdensomspændende succes, og det andet album: 1995-1997

[redigér | rediger kildetekst]

I juni 1995 fløj gruppen til Sverige for at indspille nogle sange med Max Martin og Denniz PoP , herunder "We've Got It Goin' On", der endte med at blive deres allerførste single. "We've Got It Goin' On" blev sendt til radio'en i august 1995 og udgivet som en fysisk single den 5. september 1995. I Nordamerika brød Virgin Radio Montreal med gruppen efter programmørerne hørte singlen i radioen i Europa.[20] Sangen var en mindre succes i USA og toppede kun som nr. 69 i december 1995.[21] Men sangen nød en stor succes i Europa, hvor den kom ind på top 5 i Tyskland, Schweiz, Østrig, Frankrig og Nederlandene.[22][23] Den europæisk succes sendte dem på en sommer tour i Europa, og Backstreet Boys' berømmelseskurs bliver oftest udført i Europa.

I november 1995, filmede de deres andet musikvideo til deres anden international single, "I'll Never Break Your Heart". Den 12. februar 1996 blev singlen udsendt, oprindeligt kun i Europa.[24] De blev færdige med at indspille deres første album Backstreet Boys i april 1996 og filmede deres tredje musikvideo, "Get Down (You're the One for Me)" i Tyskland. Den 6. maj 1996 blev deres debutalbum udgivet internationalt,[25], med en undtagelse af USA og Canada. Den blev dog senere udgivet i Canada i oktober 1996 [26].

Den europæisk popularitet voksede og Backstreet Boys blev i 1996 kåret som den bedste international gruppe af tv-seere i Tyskland. I mellemtiden nåede singlen "I'll Never Break Your Heart" et guldcertifikat der for at have solgt 250.000 enheder.[27] Gruppen fik deres første platincertifikat i Tyskland i 1996 for at sælge 500.000 enheder af deres debutalbum Backstreet Boys, samtidig med at de begyndte at turnere i Asien og Canada.[27] Backstreet Boys blev hurtigt en af de mest succesfulde debuterende kunstnere i verden, der har vundet priser såsom Tysklands Viva Comet Awards i 1996 for den kategori af Durchstarter (Bedste Debuttanter).[28]

Backstreet Boys begyndte at indspille deres andet internationale album, Backstreet's Back, i 1996. De har også indspillet sangen "If You Stay" som er soundtrack'et til Booty Call samme år, som senere blev udgivet i februar 1997. Sangen "Anywhere for You" blev udgivet som den sidste single fra deres internationale debutalbum den 17. februar 1997.[29] "Quit Playing Games (with My Heart)", som oprindeligt blev udgivet i Europa som deres fjerde single i oktober 1996, blev udgivet i USA i maj 1997 for deres kommende amerikanske debutalbum . Det lykkedes at klatre så højt som nr. 2 på Billboard Hot 100, som i sidste ende tjene dem en platin-pris for at sælge over en million enheder.[30][31]

Deres andet album, Backstreet's Back, blev udgivet internationalt (med undtagelse af det amerikanske marked) den 11. august 1997. Deres selvbetitlede amerikanske debutalbum, som bestod af sange fra deres internationale debutalbum i 1996 og Backstreet's Back, blev udgivet i USA en dag senere, nemlig den 12. august 1997.[32]

Den amerikanske debutalbum toppede som nummer 4 på den amerikanske albumhitliste, da den i sidste ende solgt 14 millioner eksemplar.[33]

Albummet Backstreet's Back toppede som nummer 1 i Tyskland, Norge, Schweiz , Finland, Holland, Belgien og Østrig,[34][35], og den solgte godt over fem millioner eksemplarer alene i Europa.[36] De to album; den internationale version og den amerikanske version af Backstreet Boys-albummet, solgt mere end 28 millioner eksemplarer på verdensplan, hvoraf 14 mio. plader, blev solgt alene i USA [37]

I 1997 startede Littrell en retssag mod Lou Pearlman og Trans Continental hævder, at Pearlman ikke havde været sandfærdige om indtjeningen foretaget af gruppen.[38] I det følgende år, afsluttede McLean, Richardson, og Dorough den retssag, som i sidste ende resulterede i betaling.[39]

Millennium og stjernestatus: 1998–1999

[redigér | rediger kildetekst]

I november 1997 opdagede lægerne, at et medfødt hul i Littrell's hjerte, havde udvidet sig til farlige proportioner.[11] Littrell udskød hjertekirurgi to gange for at opfylde tour-forpligtelserne, og han blev endelig opereret den 8. maj 1998, midt under deres Backstreet's Back-tour . Gruppen udskød turnéen indtil juli 1998 for at give Littrell tid til at komme sig.[11] I september 1998 måtte gruppen aflyse et show på grund af Dorough's søster Caroline's død en dagen før.[40]

Den 7. oktober 1998 modtog gruppen nøglerne til byen (en hædersbevisning) fra borgmesteren i Orlando til ære for at gruppen havde været hovednavn i marts til en tornado-koncert, hvor de rejste over $ 250.000. Dagen blev også erklæret som Backstreet Boys Day i Orlando.[41]

Den verdensomspændende hit-single "I Want It That Way", som toppede single-hitlisterne i over 25 lande, herunder Storbritannien, Tyskland, Schweiz, Østrig, Norge og New Zealand gjorde forventningen til deres tredje album Millennium høj.[21][22][42][43] Millennium blev udgivet den 18. maj 1999, hvor Backstreet Boys samme dag lavede en stærkt publiceret optræden på MTVs Total Request Live Millennium.[44] Pladen kom ind på Billboard 200 som nr. 1, og formåede at sælge 1.134.000 eksemplarer i den første uge efter udgivelsen.[45][46] Fire singler blev udgivet fra Millennium: '"I Want It That Way", "Larger than Life", "Show Me the Meaning of Being Lonely", and "The One".

Millennium blev den bedst sælgende album i 1999 i USA, hvor den solgte 9.445.732 albums.[47][48] Det gælder også rekorden for flest forsendelser i et år, med 11 millioner forsendelser.[49] Millennium forblev på Billboard Chart i 93 uger, i sidste ende for at sælge over 12 millioner eksemplarer i USA og er certificeret for 13 gange platin. .[50][51] Ved udgangen af december 2008, står albummet som den fjerde mest sælgende album i USA i SoundScan-æraen.[50]¨

Den 2. juni 1999 indledte Backstreet Boys Into the Millennium Tour , der omfattede 115 udsolgte shows i 84 byer, med nogle ekstra shows sætte på grund af høj efterspørgsel.[52] Det anden runde, som blev sponsoreret af Sears og havde den officielt titlen "Sears Presents Backstreet Boys Into The Millennium", blev udsolgt den 14. august og touren havde salgsrekorder.[53][54] Koncerten i Georgia Dome, Atlanta, var det 5. største koncert rent deltagermæssigt i amerikansk historie og den største koncert deltagermæssigt med en popkunstner.[55]

I oktober 1999 erklærede Backstreet Boys deres nuværende kontrakt med pladeselskabet Jive Records ugyldig. Men de fik en af de største pladeselskabstilbud nogensinde vurderet til 60 millioner dollars med Jive Records.[56]

Black and Blue, The Hits: Chapter One og en afbrydelse: 2000-2003

[redigér | rediger kildetekst]

En tur til Bahamas blev foretaget af gruppens medlemmer i maj 2000 for at skrive sange til deres næste album.[57] De begyndte indspillede albummet den 1. juli 2000 i Stockholm, Sverige, og begyndte indspilningerne i september 2000. .[58][59][60] En sang afsluttet i løbet af indspilningerne i juli, "It's True", blev udgivet den 28. august 2000 i et opsamlingsalbum med titlen For the Fans. Albummet blev udelukkende solgt på Burger King's restauranter[61].

Backstreet Boys udgav deres fjerde studiealbum Black & Blue den 21. november 2000.[62] For at fremme udgivelsen af albummet, rejste de rundt omkring i verden i 100 timer, hvor de besøgte Stockholm, Tokyo, Sydney, Cape Town, Rio de Janeiro, og New York. 55 af de timer blev brugt på at rejse og de resterende 45 timer blev brugt at gøre offentlige optrædener.[63] En DVD af den korte turné, samt et brætspil, blev udgivet i 2001 med titlen Around the World. Selve albummet havde det bedste internationale salg i en uge i historien ved at sælge over 5 millioner eksemplarer i sin første uge af salget.[64][[#cite_note-Charts:_Backstreet_Boys_score_another_No._1_with_�Black_&_Blue�-65|[65]]]

I USA solgte det 1600 tusind plader i den første uge.[66] Den første single fra albummet var "Shape of My Heart" som blev frigivet til radio'en den 3. oktober 2000 [60], efterfulgt af sangene "The Call" og "More than That". I den første uge efter udgivelsen af nummeret "Shape of My Heart" toppede den som nummer 9 på Billboard Hot 100.[21] I slutningen af februar 2001 kom den anden single på albummet "The Call" ind på top 10 i Storbritannien og den tredje single "More than That" kom ind i top 20.[67]

I januar 2001 gik Backstreet Boys i gang med den første etape af deres "Black & Blue Tour", som de skulle vise på fem kontinenter. Turen havde også ekstremt dyre produktionsomkostninger. Den anden del af "Black & Blue Tour" blev sat på pause, da det blev rapporteret, at McLean havde tjekket ind på en afvænningsklinik for at bekæmpe hans alkoholisme, kokainmisbrug og depression[68] .

Den 28. januar 2001 udførte Backstreet Boys den amerikanske nationalsang, foran et publikum til Super Bowl XXXV på Raymond James Stadium i Tampa, Florida.[69]

The Hits: Chapter One, der blev udgivet den 30. oktober 2001, var en samling af Backstreet Boys' klassiske hits og en tidligere uudgivet sang; "Drowning".[70] Mens albummet kom ind i top 5 i USA,[71] Storbritannien,[67] Tyskland[72], og Canada [73], lykkedes det kun at komme ind i top 10 i Schweiz, Østrig, Holland og New Zealand[74]. I USA blev The Hits: Chapter One certificeret platin for at sælge over en million enheder.[75] Tilsvarende blev albummet certificeret platin af IFPI også for at sælge over en million enheder i Europa.[76] Sangen "Drowning" nåede top 10 i mange lande og i 2002 havde albumet solgt næsten seks millioner på verdensplan.[77]

I 2002 udtrykte gruppen et stærkt ønske om at forlade deres administrationsselskab, The Firm.[77] Forholdet til Jive Records blev forværret, da Backstreet Boys indgav en $ 75-100.000.000 stor erstatningsretssag mod Zomba Music Group (Jive's moderselskab), da Backstreet Boys hævder kontraktbrud.[78] Gruppen hævdede, at pladeselskabet havde forfremmet Carters soloalbum Now or Never på bekostning af gruppen.

I november 2003 dukkede McLean op på The Oprah Winfrey Show , hvor han for første gang talte offentligt om sin afhængighed af alkohol og narkotika, og hans vej til berømmelse.[79] Resten af gruppen overraskede ham ved ankomme til showet for at give ham støtte, som dermed markerer at Backstreet Boys for første gang havde optrådte sammen i offentligheden i næsten to år.[79] Gruppen begyndte at reformere og forene deres forskelle. De planlagde at starte optagelsen af et comeback album i begyndelsen af det følgende år.[80]

Never Gone og Richardson's afsked: 2004–2006

[redigér | rediger kildetekst]
Backstreet Boys på KISS FM Jingle Bell Bash 8.

Backstreet Boys gik i studierne i januar 2004 for at starte indspilningen af nye album.[81] De begyndte at optræde sammen for at fremme deres tilbagevenden til musikscenen. I september havde de en lille asiatisk turné, der besøgte Beijing, Shanghai, Tokyo og Manila. Baseret på succesen af denne tour, meddelte de, at de ville gennemføre en mexicansk turné, der besøgte Mexico City og Monterrey og de udførte nyt materiale.

Albummets første single, "Incomplete", blev udgivet til radiostationer den 28. marts 2005. Efter udgivelsen af singlen, påbegyndte de deres Up Close & Personal Tour i marts, som fungerede som en pre-album release tour. "Incomplete" toppede som nummer tretten på den amerikanske Billboard Hot 100, og i top 10 i tretten lande. Den blev som nummer et i Australien, som blev deres første nummer et hit i landet.

Den 14. juni 2005 frigav Backstreet Boys deres comeback album Never Gone, som de havde brugt mere end et år på at indspille. Albummet debuterede som nr. 3 på den amerikanske hitliste, hvor salget i første uge var på 291.000 eksemplarer. Det store stilskifte trak negativ kritik fra kritikere som Rolling Stone, der gav albummet en stjerne.[82]

Backstreet Boys begyndte den første etape af deres Never Gone Tour den 22. juli 2005 i West Palm Beach, Florida. Den første del af touren varede indtil november 2005 i Europa, og anden del af touren begyndte i januar 2006 i Tokyo, Japan. Turnéen stoppede den 2. februar 2006 i Melbourne, Australien.

Never Gone blev certificeret platin i USA og fire singler blev udgivet fra albummet. Den første single var "Incomplete", den anden single var "Just Want You to Know", og den tredje single var "Crawling Back to You" for USA og "I Still ..." for resten af verden. Never Gone har solgt omkring 10 millioner eksemplarer på verdensplan.[83] Never Gones anden single "Just Want You to Know" kom i top 10 i England, men var ikke så vellykket i USA. Det var en af gruppens svageste ydende amerikanske singlehitliste, som toppede som nummer 70 på Billboard Hot 100. Den tredje internationale single "I Still ..." debuterede som nummer 1 på Japan International Single Chart. Den tredje amerikanske single, "Crawling Back to You" toppede som nummer 15 på Billboard Adult Contemporary Tracks.

Den 23. juni 2006 blev det meddelt, at Kevin Richardson havde forladt Backstreet Boys til at forfølge andre interesser.[84] Både Richardson og resten af gruppen udsendte en erklæring på deres officielle site og erklærede, at han forlod bandet i mindelighed, og at døren var altid åben, så han kunne vende tilbage.[85] Efter Richardsons afgang, blev gruppen foreslået at ændre deres navn til Backstreet, men de besluttede at beholde Backstreet Boys som navn.[86] De har også afslået et tilbud om at finde en nyt medlem i et reality show,[86] og tilbud fra musikere, der havde udtrykt interesse for at erstatte Richardson, såsom Sam Licata [87][88] og de tidligere 'N Sync-medlemmer Lance Bass og Joey Fatone [89], men de havde ikke til hensigt at erstatte ham.

Unbreakable og This Is Us: 2007-2010

[redigér | rediger kildetekst]
Backstreet Boys uden Richardson på Unbreakable Tour.

To dage efter Richardsons afrejse, trådte Backstreet Boys i studiet for at indspille deres sjette album. Albummet, med titlen Unbreakable, blev officielt lanceret den 30. oktober 2007. Det var deres første indsats som en kvartet. Albummet havde modtaget positive anmeldelser, mens selve udgivelsen var ikke så god som sin forgænger, Never Gone. Unbreakable kom ind som nr. 7 på Billboard 200, solgte 81.000 eksemplarer i sin første uge efter udgivelsen.[90] To uger efter sin udgivelse, faldt albummet ud af top-100 i USA. Men albummet klarede sig godt i Japan, debuterede som nummer 1 på de japanske ugentlige hitlister og opholder sig der i endnu en uge.

Den 25. juli 2007 blev den første single lanceret som "Inconsolable" som er en klaver-drevet power ballade, som ligner sangen "Incomplete" fra albummet Never Gone. Den nåede nummer 21 på den amerikanske US Adult Contemporary Charts, men sangen lykkedes kun, at komme ind som nr. 86 på Billboard Hot 100. "Helpless When She Smiles" var den næste single som blev frigivet fra Unbreakable. Den har formåede kun at komme ind som nr. 52 i US Adult Contemporary Charts og den kom ikke på Billboard Hot 100.

Gruppen tog på en jordomrejse for at fremme Unbreakable, der starter i Tokyo, Japan den 16. februar 2008. Turnéen fik titlen Unbreakable Tour og inkluderet shows i Australien, Japan, Mexico, Storbritannien, Europa, Asien, Canada og USA. De filmede showet i Londons O2 Arena, som man kan se online på MSN website.[91] Richardson genindtrådte i resten af gruppen i Los Angeles på Palladium i Hollywood den 23. november 2008 for den sidste nordamerikanske stop af Unbreakable Tour.[92]

I 2009 begyndte gruppen at arbejde på et nyt album, der blev udgivet den 6. oktober 2009, med titlen This Is Us[93]. På dette album, arbejdede de med Max Martin,[94] OneRepublic-sanger Ryan Tedder, RedOne, Ne-Yo, Brian Kennedy, Alex James, Pitbull, Claude Kelly, Jim Jonsin, Eddie Galan, T-Pain, Rami Yacoub, Kristian Lundin, og mange andre.[95] I modsætning til Unbreakable, gik This Is Us' lyd tilbage til deres oprindelige dance-pop beats og indeholder en mere R&B agtig lyd.[96] Albummet debuterede som nummer 9 på Billboard 200, og solgte 42.000 eksemplarer i sin første uge efter udgivelsen.[97] Den toppede som nr. 2 i Japan og blev certificeret platin for salg af 250.000 eksemplarer.[98]

Den første single, "Straight Through My Heart", blev udgivet den 27. august 2009. Det lykkedes ikke sangen at komme på Billboard Hot 100, men den formåede at toppe som nr. 18 på Billboard Hot Dance Club Songs.[99] Den anden single fra albummet var "Bigger", og musikvideoen blev filmet i Tokyo, Japan, da de var der for at fremme This Is Us i begyndelsen af oktober 2009. Det var første gang i gruppen's historie, at de nogensinde har filmet en musikvideo uden for USA.

Et par dage efter musikvideoen var filmet færdig, fik Brian Littrell svineinfluenza, hvilket fik gruppen til at annullere en autografskrivning på Hard Rock Café i New York til et NYC Pinktober arrangement den 5. oktober 2009.[100] Resten af gruppen sammen med deres tour-besætningen fik alle ordineret Tamiflu, selv om de ikke viste nogen symptomer på influenza.[101] Gruppen aflyste efterfølgende en planlagt arrangement på CBS Early Show den 6. oktober 2009, som også var udgivelsesdagen af deres nye album, This Is Us.[102]

I slutningen af oktober 2009 indledte gruppen This Is Us Tour. Verdensturnéen varede over et år, og bestod af 122 shows. Turnéen startede i Lissabon den 30. oktober 2009, og afsluttede i Hanoi den 26. marts 2011.

Backstreet Boys, herunder Kevin Richardson, filmede et segment for The Oprah Winfrey Show den 22. oktober 2010. Richardson deltog også i gruppen's performance i showet senere på dagen, hvilket gør det til den anden gang, han havde et show med gruppen siden hans afgang.[103]

Den 26. januar 2010 blev et opsamlingsalbum med titlen Playlist: The Very Best of Backstreet Boys udgivet. Det er en del af en række lignende afspilningsliste-album udstedt af Sony Legacy. Det var deres sidste album med Jive Records, da de skiltes med pladeselskabet i maj 2011.[104]

NKOTBSB og Richardsons retur: 2011-nu

[redigér | rediger kildetekst]

Den 21. november 2010, lukkede Backstreet Boys American Music Awards med New Kids on the Block.[105] Tidligere på måneden blev det bekræftet, at de havde planer om at have en fælles turné med New Kids on the Block i 2011 som NKOTBSB.[106] Forud for turéen, frigav den nye supergruppe et opsamlingsalbum af deres største hits, med titlen NKOTBSB. Udover hits fra hver gruppe, indeholder albummet også to nye sange; "Don't Turn Out the Lights" og "All in My Head" og et mash-up.[107]

I maj 2011 indledte de den første del af NKOTBSB Tour med New Kids on the Block. Ved afslutningen af 2011, blev turnéen placeret som nummer 17 på Billboard's årlige "Top 25 Tours", og turnéen havde tjener over $ 40 millioner ved 51 shows.[108] Turnéen varede indtil juni 2012, der omfattede 80 koncerter i Nordamerika, Europa, Australien, og Asien. Under showet i Staples Center, LA, i juli 2011, sluttede Richardson sig til gruppen på scenen.[109]

Richardson havde meddelt på On Air med Ryan Seacrest i oktober 2011, at han havde været vært for et beach party, som en del af gruppens årlige krydstogt, på Bahamas den 3. december 2011, hvor han optrådte med gruppen. På On Air med Ryan Seacrest, erklærede han også, at han ville elske at optræde med gruppen igen på en mere regelmæssig basis.[110]

Erklæringen sammen med hans optræden på krydstogtet, havde givet spekulationer, om at han ville genindtræde i gruppen[111], men både Richardson og gruppen forblev rolig om sagen. Men midt i en udstilling i London den 29. april 2012, annoncerede gruppe endelig, at Richardson var genindtrådt som en medlem af bandet, og at de ville vende tilbage til London i juli 2012 for at indspille et nyt album.[112] "Jeg tror, det var den rigtige beslutning. Jeg tror for at maksimere vores evne, til at være fem der bevæger sig fremad, det ville ikke være med en anden gruppe, men det med vores egen. Så er vi her. Det er det rigtige tidspunkt" sagde Littrell .[113][114]

I juni 2012 blev det afsløret, at Backstreet Boys skulle modtage en stjerne på Hollywood Walk of Fame i 2013.[115] The Walk of Fam-udvalget af Hollywood Chamber of Commerce har navngivet dem som en af 2013's Walk of Fame Honorees på en live pressekonference den 22. juni 2012.[116][117]

Den 17. juli 2012, meddelte Backstreet Boys på Good Morning America at de var sammen igen [118], og at de var begyndt at arbejde på deres nye album med produceren Martin Terefe i London.[119] Resten af gruppen har talt positivt om Richardson's comeback i gruppen, og de angiver, at de ikke kunne være lykkeligere at have ham tilbage. Richardson selv var begejstret for at være tilbage med sine gamle bandmedlemmer.[120][121]

Den 31. august 2012, lukkede Backstreet Boys Good Morning America's Summer Concert Series. Det var deres første optræden siden Richardson's genindtrædelse i gruppen. Under udseendelse , meddelte de, at de havde til hensigt at udgive deres ottende studiealbum i begyndelsen af 2013, og at de skulle have deres tredje krydstogt i oktober 2013. Det vil være den første krydstogt hvor alle fem medlemmer er med.[8]

Den 8. november 2018 annoncerede de deres 10. album (DNA), samt World Tour 2019. Deres nye album er indtil videre skrevet af dem selv og andre artister, bl.a. Shawn Mendes og Ryan Tedder.

Medlemmer

[redigér | rediger kildetekst]

De nuværende medlemmer af gruppen er:

Diskografi

[redigér | rediger kildetekst]
Hovedartikel: Backstreet Boys' diskografi.

Turnéer

[redigér | rediger kildetekst]
Backstreet Boys under en koncert i Vancouver, Canada i 2005.
  • Backstreet Boys Tour (1995-1996)
  • Backstreet's Back Tour (1997-1999)
  • Into the Millennium Tour (1999-2000)
  • The Black & Blue Tour (2000-2001)
  • Up Close & Personal Tour (marts/april 2005)
  • The Never Gone Tour (2005-2006)
  • Unbreakable Tour (2008-2009)
  • This Is Us Tour (2009-2011)
  • NKOTBSB Tour (2011–2012)

Referencer

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ "Backstreet Boys". Arkiveret fra originalen 22. februar 2011. Hentet 12. april 2011.
  2. ^ Rick Fulton (26. oktober 2007). "Taking It Back". The Daily Record.
  3. ^ "Backstreet Boys Back in Seoul in February". The Korea Times. 2010-01-05. Hentet 2010-01-13.
  4. ^ "Backstreet Boys Coming to Korea". The Korea Times. 2008-08-07. Hentet 2008-08-21.
  5. ^ "Kevin Richardson Leaving Backstreet Boys". People.com. 2006. Arkiveret fra originalen den 18. oktober 2007. Hentet 16. oktober 2006.{{cite news}}: CS1-vedligeholdelse: BOT: original-url status ukendt (link)
  6. ^ "Backstreet Boys Confident Of Richardson's Return". Starpulse Entertainment News Blog. 24. oktober 2007. Arkiveret fra originalen 6. juni 2011. Hentet 30. januar 2009.
  7. ^ a b "Backstreet Boys Welcome Back Kevin Richardson". MTV. Arkiveret fra originalen 22. juni 2012. Hentet 12. juli 2012.
  8. ^ a b "The Backstreet Boys Reunite On 'Good Morning America,' Announce Backstreet Cruise For 2013 (VIDEO)". Huffington Post. 31. august 2012. Hentet 31. august 2012.
  9. ^ a b c d "Backstreet Boys Biography". StarPulse.com. Arkiveret fra originalen 20. august 2009. Hentet 15. marts 2010.
  10. ^ "Full Biography". MTV. Arkiveret fra originalen 27. juli 2010. Hentet 2. oktober 2012.
  11. ^ a b c Helligar, Jeremy (14. september 1998). "Where the Boys Are". People. Arkiveret fra originalen 19. maj 2012. Hentet 22. juli 2012.
  12. ^ a b c d "Mad About the Boys". Vanity Fair (magazine). Arkiveret fra originalen 1. marts 2010. Hentet 15. marts 2010.
  13. ^ Murrin, Anita (2. september 2005). "The Backstreet Boys get back to basics". Inside Portland. Arkiveret fra originalen 7. januar 2009. Hentet 23. juli 2012.
  14. ^ "HAPPY 18TH ANNIVERSARY TO OUR BOYS!!!". 20. april 2011. Arkiveret fra originalen 14. maj 2012. Hentet 14. juni 2012.
  15. ^ "Merchants Say They're Bugged By Problems At New Flea Market". Orlando Sentinel. 31. juli 1991. Hentet 21. juli 2012.
  16. ^ "From big hits to big lawsuits". Sun Sentinel. 21. december 2008. Arkiveret fra originalen 3. februar 2013. Hentet 23. juli 2012.
  17. ^ "Backstreet Time Line". Hentet 10. november 2011.
  18. ^ Gray, Tyler (2008). The Hit Charade. HarperCollins. s. 108. ISBN 978-0-06-170186-3. But before any deal could be inked, it was derailed by longtime Mercury recording artist John Cougar Mellencamp, Lou said. He threatened to walk away from the label if they got in the boy band business.
  19. ^ "CelebrityAccess Industry Profile: David Renzer". Celebrity Access. Arkiveret fra originalen 4. november 2013. Hentet 21. juli 2012.
  20. ^ "10 Questions with ... Mark Bergman". Allaccess.com. 25. maj 2009. Hentet 4. april 2012.
  21. ^ a b c "Backstreet Boys' US singles chart-positions". Billboard Magazine. Arkiveret fra originalen 24. januar 2010. Hentet 24. januar 2010.
  22. ^ a b "Backstreet Boys' German singles chart-positions". Musicline.de. Arkiveret fra originalen 29. september 2012. Hentet 24. januar 2010.
  23. ^ "Backstreet Boys' European chart-positions on We've Got It Going On". swisscharts.com. Arkiveret fra originalen 11. februar 2010. Hentet 24. januar 2010.
  24. ^ "Backstreet Boys: I'll Never Break Your Heart". swisscharts.com. Arkiveret fra originalen 11. februar 2010. Hentet 1. marts 2010.
  25. ^ "Backstreet Boys: Backstreet Boys (international version)". swisscharts.com. Arkiveret fra originalen 11. februar 2010. Hentet 1. marts 2010.
  26. ^ Nielsen Business Media, Inc (9. november 1996). Hits of the World: Canada's albums (November 4, 1996). Billboard Magazine. Hentet 29. marts 2010.
  27. ^ a b "Gold-/Platin-Datenbank (Backstreet Boys)" (tysk). Bundesverband Musikindustrie.
  28. ^ "COMET 2007: History – Die Gewinner". Arkiveret fra originalen 22. marts 2007. Hentet 10. juni 2012.
  29. ^ "Backstreet Boys-Anywhere For You". swisscharts.com. Arkiveret fra originalen 11. februar 2010. Hentet 3. marts 2010.
  30. ^ Nielsen Business Media, Inc (23. maj 1998). Backstreet Boys View Their Teen Act Origins As the Start of their Career. Billboard Magazine. Hentet 4. august 2010.
  31. ^ "Backstreet Boys US certifications on Quit Playing Games". RIAA. Hentet 3. marts 2010.
  32. ^ Nielsen Business Media, Inc (19. juli 1997). Backstreet Boys Move Onto Main. Billboard Magazine. Hentet 2. marts 2010.
  33. ^ "Backstreet Boys' Biography on Billboard". Billboard Magazine. Arkiveret fra originalen 24. januar 2010. Hentet 24. januar 2010.
  34. ^ "Backstreet Boys' German albums chart-positions". Musicline.de. Arkiveret fra originalen 13. august 2011. Hentet 24. januar 2010.
  35. ^ "Backstreet Boys' European chart-positions on Backstreet's Back". swisscharts.com. Arkiveret fra originalen 11. februar 2010. Hentet 24. januar 2010.
  36. ^ "IFPI (Europe) Certification-awards 1998". IFPI. Arkiveret fra originalen 5. februar 2010. Hentet 24. januar 2010.
  37. ^ "Backstreet Boys To Tape Concert Special As New Single, Album Prepare For Release". Live Daily. 5. april 1999. Arkiveret fra originalen 2. februar 2009. Hentet 24. januar 2010.
  38. ^ "Backstreet Boys: Local manager milked millions". Orlando Business Journals. 14. september 1998. Hentet 13. august 2012.
  39. ^ "Backstreet Boys Sue Pearlman, Trans Continental". Billboard. Hentet 10. februar 2010.
  40. ^ "Backstreet Boys cancel show for first time". AllPop. 15. september 1998. Hentet 13. august 2012.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: url-status (link)
  41. ^ "Mark Your Calendar For Backstreet Day". Orlando Sentinel. Hentet 26. maj 2012.
  42. ^ Chart Stats – Backstreet Boys – I Want It That Way Retrieved February 12, 2011.
  43. ^ "Backstreet Boys' European chart-positions on I Want It That Way". swisscharts.com. Arkiveret fra originalen 11. februar 2010. Hentet 1. marts 2010.
  44. ^ "Backstreet Boys album Millennium". MTV. Arkiveret fra originalen 7. januar 2010. Hentet 1. marts 2010.
  45. ^ "Backstreet Boys' US albums chart-positions". Billboard Magazine. Arkiveret fra originalen 17. marts 2010. Hentet 2. marts 2010.
  46. ^ "Britney Scores Second Best Soundscan Week". AllBusiness. 24. maj 2000. Arkiveret fra originalen 8. januar 2009. Hentet 18. januar 2010.
  47. ^ "U Music captures top market share". Variety. Jan. 5, 2000. Hentet 23. juli 2012. {{cite web}}: Tjek datoværdier i: |date= (hjælp)
  48. ^ "Soundscan Annual Report 1999". Backstreet.net. 5. januar 2000. Hentet 18. juni 2012.
  49. ^ "Top Selling Albums From 1991–2008". collectiblesblog.net. 14. august 2009. Arkiveret fra originalen 19. august 2009. Hentet 3. marts 2010.
  50. ^ a b "2009 U.S. Music Purchases up 2.1% over 2008; Music Sales Exceed 1.5 Billion for Second Consecutive Year". businesswire.com. 24. maj 2000. Arkiveret fra originalen 16. januar 2010. Hentet 18. januar 2010.
  51. ^ "Search Result: Backstreet Boys". RIAA. 24. maj 2000. Hentet 18. januar 2010.
  52. ^ "Backstreet Boys Wrap Up Sold-out World Tour". World Beat. NYRock. 24. marts 2000. Arkiveret fra originalen 5. september 2008. Hentet 18. maj 2008.
  53. ^ Nailen, Dan (23. oktober 1999). "Backstreet Boys Take Success 'Into the Millennium'". The Salt Lake Tribune. Hentet 18. maj 2008.
  54. ^ Evans, Rob (19. august 1999). "Backstreet Boys Cash In On Unorthodox Ticket Sales Plan". LiveDaily. Arkiveret fra originalen 11. februar 2010. Hentet 18. maj 2008.
  55. ^ Bob, By (30. oktober 2009). "U2's Rose Bowl Show Breaks Attendance Record". Billboard.biz. Hentet 10. juni 2012.
  56. ^ Lewis, Mark (11. november 1999). "Backstreet Boys Pave Golden Road In New Deal With Jive Records". Hentet 18. juni 2012.
  57. ^ "Backstreet Bahama Boys". CBS News. 16. maj 2000. Hentet 5. marts 2010.
  58. ^ "Backstreet's Kevin Gets Hitched". MTV. Arkiveret fra originalen 8. januar 2010. Hentet 4. marts 2010.
  59. ^ "Backstreet Boys Set Up Studio Time". MTV. Arkiveret fra originalen 9. januar 2010. Hentet 4. marts 2010.
  60. ^ a b "Backstreet Boys Get To Get "Black and Blue"On New LP". MTV. Arkiveret fra originalen 3. august 2001. Hentet 4. marts 2010.
  61. ^ "Backstreet Boys Say "It's True" On Burger CDs". MTV. 21. august 2000. Arkiveret fra originalen 9. januar 2010. Hentet 4. marts 2010.
  62. ^ "Backstreet Boys album Black & Blue". MTV. Arkiveret fra originalen 7. januar 2010. Hentet 3. marts 2010.
  63. ^ "Backstreet Boys Launch Black & Blue Tour". ABC News. Hentet 3. marts 2010.
  64. ^ "Backstreet Boys: Biography on Rolling stone". Rolling Stone. Arkiveret fra originalen 31. januar 2014. Hentet 5. april 2010.
  65. [[#cite_ref-Charts:_Backstreet_Boys_score_another_No._1_with_�Black_&_Blue�_65-0|^]] [http://www.soundspike.com/story2/2251/charts-backstreet-boys-score-another-no-1-with-/ "Charts: Backstreet Boys score another No. 1 with �Black & Blue�"]. SoundSpike. 29. november 2000. Hentet 9. februar 2010. {{cite web}}: replacement character i |title= på position 50 (hjælp)
  66. ^ Nielsen Business Media, Inc (5. marts 2005). Backstreet's Back in Action. Billboard Magazine. Hentet 3. marts 2010.
  67. ^ a b "Backstreet Boys' UK chart-positions". Chart Stats. Arkiveret fra originalen 5. december 2012. Hentet 9. februar 2010.
  68. ^ "The Oprah Winfrey Show – Transcript" (PDF). HARPO PRODUCTIONS INC. Arkiveret fra originalen (PDF) 17. april 2013. Hentet 18. juni 2012.
  69. ^ "super bowl XXXV :: superbowl 35 :: superbowl 2001". Super-bowl-history.us. 28. januar 2001. Hentet 4. april 2012.
  70. ^ Christian (13. november 2001). "Drowning by Backstreet Boys". Song of the Decade. Hentet 4. april 2012.
  71. ^ "Backstreet Boys' US albums chart-positions". Billboard Magazine. Arkiveret fra originalen 9. februar 2010. Hentet 9. februar 2010.
  72. ^ "Backstreet Boys' German albums chart-positions". Musicline.de. Arkiveret fra originalen 13. august 2011. Hentet 24. januar 2010.
  73. ^ "Backstreet Boys' Canadian albums chart-positions". Billboard Magazine. Arkiveret fra originalen 9. februar 2010. Hentet 9. februar 2010.
  74. ^ "Backstreet Boys' European and Australasian chart-positions on The Hits: Chapter One". swisscharts.com. Hentet 9. februar 2010.
  75. ^ "Backstreet Boys' US certifications". RIAA. Hentet 9. februar 2010.
  76. ^ "IFPI Platinum Europe Awards – 2002". IFPI. Arkiveret fra originalen 10. februar 2010. Hentet 9. februar 2010.
  77. ^ a b Strauss, Neil (18. august 2002). "MUSIC; The Lost Boys: How a Pop Sensation Came Undone". New York Times. Hentet 24. august 2012.
  78. ^ "Backstreet Boys' Backs Are Up". Cbsnews.com. 11. februar 2009. Hentet 18. juni 2012.
  79. ^ a b "Backstreet Boys Inspired By Oprah To Hit Studio Again". MTV. 4. december 2003. Arkiveret fra originalen 12. februar 2010. Hentet 5. marts 2010.
  80. ^ "Everybody, Backstreet's back". The Boston Globe. 20. december 2003. Hentet 5. marts 2010.
  81. ^ Friedman, Roger (9. februar 2004). "Justin Timberlake Gets Debut Movie Role". Fox News. Hentet 5. marts 2010.
  82. ^ "Backstreet Boys 'Never Gone'". CBS News. 14. juni 2005.
  83. ^ "SingerUniverse Magazine – Backstreet Boys article". Singeruniverse.com. Hentet 18. juni 2012.
  84. ^ "Kevin Richardson Quits Backstreet Boys". MTV. 26. juni 2006. Arkiveret fra originalen 12. februar 2010. Hentet 4. marts 2010.
  85. ^ "Statement to our fans from the Backstreet Boys regarding Kevin Richardson departure from the group". Backstreet Boys. 23. juni 2006. Arkiveret fra originalen 25. juni 2006. Hentet 10. oktober 2012.
  86. ^ a b "Backstreet Boys hope to restore fading fortunes". Reuters. 12. oktober 2007. Arkiveret fra originalen 22. oktober 2012. Hentet 4. september 2012.
  87. ^ "Sam Licata Wants Back In Backstreet". BillyMasters.com. 3. juli 2006. Hentet 4. september 2012.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: url-status (link)
  88. ^ "Sam Licata Wants Back In Backstreet". Popdirt. 3. juli 2006. Arkiveret fra originalen 18. maj 2013. Hentet 4. september 2012.
  89. ^ "LISTEN: Backstreet's Brian Littrell talks tour, AJ's rehab and more" (Audio). 19. januar 2011. Hentet 4. september 2012.
  90. ^ Up for Discussion. "Eagles Fly Past Britney To Debut At No. 1". Billboard. Hentet 18. juni 2012.
  91. ^ "Backstreet Boys Live in Concert on MSN Video". MSN. Arkiveret fra originalen 20. april 2013. Hentet 13. september 2012.
  92. ^ "Backstreet Boys -- All Five Of Them -- Reunite Onstage In L.A." MTV. 24. november 2008. Arkiveret fra originalen 5. juni 2012. Hentet 12. juli 2012.
  93. ^ Glastetter, Jason (28. juli 2009). "Backstreet Boys are back, alright! July 28, 2009". Theendofirony.net. Hentet 18. juni 2012.
  94. ^ Up for Discussion. "Backstreet Boys At Work On New Album, Solo Disks. Billboard.com. July 24, 2008". Billboard. Hentet 18. juni 2012.
  95. ^ "Backstreet Boys This Is Us Review". Prefix. Arkiveret fra originalen 19. juni 2012. Hentet 18. juni 2012.
  96. ^ "This Is Us' review at Allmusic". Allmusic.
  97. ^ "Michael Buble Beats Kiss". Billboard. Arkiveret fra originalen 7. juli 2011. Hentet 12. oktober 2012.
  98. ^ "Search results of the Japanese Oricon Weekly Albums Chart, second week of October 2009". oricon.co.jp (japansk). Oricon. Arkiveret fra originalen 9. oktober 2009. Hentet 19. oktober 2009.
  99. ^ "Straight Through My Heart's chart positions on Billboard". Billboard.
  100. ^ "Brian Littrell Has Swine Flu". People. 5. oktober 2009. Arkiveret fra originalen 20. november 2012. Hentet 13. august 2012.
  101. ^ Kaufman, Gil (5. oktober 2009). "Backstreet Boys' Brian Littrell Diagnosed With Swine Flu". MTV News. MTV Networks. Arkiveret fra originalen 29. juni 2011. Hentet 8. februar 2011.
  102. ^ "Brian Littrell Diagnosed with Swine Flu". Backstreet Boys. 5. oktober 2009. Arkiveret fra originalen 15. december 2010. Hentet 13. august 2012.
  103. ^ "The Backstreet Boys Reunite". Oprah.com. Hentet 23. maj 2012.
  104. ^ "Backstreet Boys part ways with longtime label Jive: 'This is the best thing that could happen to us'". Entertainment Weekly. Hentet 12. juli 2012.
  105. ^ Vena, Jocelyn (21. november 2010). "Backstreet Boys And New Kids On The Block Close The AMAs". MTV. Arkiveret fra originalen 5. september 2012. Hentet 22. april 2011.
  106. ^ "Backstreet Boys, New Kids On The Block Talking Joint Tour". Billboard.
  107. ^ PR Newswire (11. april 2011). "The Fans Have Spoken! NKOTBSB Track Listing Revealed!". Pressemeddelelse.
  108. ^ "Top 25 Tours of 2011". Billboard. Prometheus Global Media. 8. december 2011. Arkiveret fra originalen 27. december 2011. Hentet 27. december 2011.
  109. ^ "Kevin Richardson joins Backstreet Boys and New Kids on the Block in Los Angeles". Pop2it - Zap2it. 2. juli 2011. Hentet 23. maj 2012.
  110. ^ "Kevin Richardson On Appearing With The Backstreet Boys Again [AUDIO]". Ryan Seacrest Productions. 25. oktober 2011. Hentet 25. oktober 2011.
  111. ^ "Kevin Richardson Contemplates Rejoining the Backstreet Boys". US Weekly. Hentet 19. juli 2012.
  112. ^ "Special Announcement from London!". 29. april 2012. Arkiveret fra originalen 1. maj 2012. Hentet 30. april 2012.
  113. ^ "AJ McLean & Jonathan Knight Interview" (Video). Novum. Hentet 19. juli 2012.
  114. ^ "Brian Littrell Q&A! (Melbourne 19/5)" (Video). 19. maj 2012. Hentet 29. september 2012.
  115. ^ name=bsbwalkoffame
  116. ^ name=variety
  117. ^ name=Hollywoodwalkoffame
  118. ^ "Kevin Richardson will rejoin The Backstreet Boys during special Central Park concert on 'GMA'". Huffington Post. 17. juli 2012. Hentet 20. september 2012.
  119. ^ "Reunited Backstreet Boys Announce 'Good Morning America' Concert". ABC News. 17. juli 2012. Hentet 17. juli 2012.
  120. ^ "Backstreet Boys Recording Fifth Album as a Quintet, Living Together in London". US Magazine. Hentet 18. juli 2012.
  121. ^ "All Five Original Backstreet Boys Prep New Album". Rolling Stone. 18. juli 2012. Hentet 18. juli 2012.

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Backstreet_Boys&oldid=11854796"