Asterisme

Et asterisme betegner inden for astronomi et iøjnefaldende mønster af stjerner, som ikke samtidigt er et stjernebillede. Nedenfor gives en oversigt over de kendteste asterismer.

Inden for gemmologi, læren om ædelstene, betegner asterisme en stjernelignende formation i visse safirer og i rubiner; disse kendes af samme årsag som stjernesafirer og stjernerubiner.

Karlsvognen

Karlsvognen er et asterisme dannet af syv lysstærke stjerner i stjernebillet Store Bjørn (Ursa Major, egl. Større Hunbjørn).

Karlsvognen er nok det kendteste af alle asterismer. Det har en let genkendelig form, består af ret lysstærke stjerner og er set fra Danmark cirkumpolært, dvs. står altid over horisonten.

Der er syv stjerner i asterismet. I nedenstående tabel er de nævnt fra vognstangens spids mod højre. Den lille Alcor, tæt på Mizar, er medtaget som nummer 8.

Nummer	Egennavn	Bayer-betegnelse	Etymologi	Størrelsesklasse
1	Alkaid	η Ursae Majoris	((arabisk): bjørnens datter)	1.86
2	Mizar	ζ Ursae Majoris	(arabisk): lændeklæde	2.23
3	Alioth	ε Ursae Majoris	(arabisk): fårets fede hale	1.77
4	Megrez	δ Ursae Majoris	(arabisk): halerod	3.31
5	Duhbe	α Ursae Majoris	(arabisk): bjørn	1.79
6	Mirak	β Ursae Majoris	(arabisk): lænder	2.37
7	Phecda	γ Ursae Majoris	(arabisk): lår	2.44
8	Alcor	g Ursae Majoris	(arabisk): lændeklæde	3.99

Nummer to i rækken, Mizar, er en optisk dobbeltstjerne, dvs. de to komponenter står tilfældigvis nær hinanden. Afstanden til den lidt lyssvagere komponent, Alcor (nummer 8 på listen), er ca. 12 bueminutter (Månens diameter: ca. 30 bueminutter). De fleste mennesker kan derfor let adskille de to stjerner.

Fotografi af Karlsvognen, der viser de syv hovedstjerner. Mizars optiske ledsager, Alkor, er også synlig

Stjernenat over Rhone. Maleri af Vincent van Gogh, olie på lærred. Musée d'Orsay, Paris. Karlsvognen står lavere på himlen i Frankrig end i Danmark.

Sommertrekanten

Sommertrekanten dannes af tre klare stjerner, nemlig Deneb i Svanen, Vega i Lyren og Altair i Ørnen. Den ses højt på himlen sommer og efterår.

Fotografi af Sommertrekanten optaget fra øen Foula, en af Shetlandsøerne.

De lysstærkeste stjerner i stjernebillederne Lyren, Svanen og Ørnen danner en markant ligebenet trekant, som vender spidsen nedad, Sommertrekanten. Den ses højt på himlen sommer og efterår. De tre stjerner har meget forskellige afstande og lysstyrker, men næsten samme størrelsesklasse.

Tabellen viser stjernernes visuelle størrelsesklasse, V, lysstyrken L i enheder af Solens, spektralklasse, afstand d i lysår, og radius R i enheder af Solens

Egennavn	Stjernebillede	V	$L/\mathrm {L} _{\odot }$	Spektralkl.	$d/\mathrm {la}$	$R/\mathrm {R} _{\odot }$
Vega	Lyren	0.03	52	A0 V	25	2.36 - 2.82
Deneb	Svanen	1.25	200 000	A2 Ia	3550	203 ± 17
Altair	Ørnen	0.77	10	A7 V	16.6	1.63 - 2.03

Vintersekskanten

Vintersekskanten dannes af seks lysstærke stjerner, som kan ses på sydhimlen om vinteren. De lysstærkeste stjerner er navngivet. Stjernerne Betelgeuse, Procyon og Sirius danner en næste ligesidet trekant (stiplet). Den tiltagende Måne er også kommet med på billedet.

De seks stjerner, som danner Vintersekskanten, er Capella i Kusken, Aldebaran i Tyren, Rigel i Orion, Sirius i Store Hund, Procyon i Lille Hund og Pollux i Tvillingerne. Castor i Tvillingerne er næsten lige så lysstærk som Pollux og kan om ønskes medtages i en vintersyvkant.

Tabellen viser stjernernes visuelle størrelsesklasse, V, lysstyrken L i enheder af Solens, spektralklasse, afstand d i lysår, og radius R i enheder af Solens

Egennavn	Stjernebillede	V	$L/\mathrm {L} _{\odot }$	Spektralkl.	$d/\mathrm {la}$	$R/\mathrm {R} _{\odot }$
Capella	Kusken	0.08	78	G3 III	42.9	12
Aldebaran	Tyren	0.86	439	K5 III	65.3	45
Rigel	Orion	0.13	120 000	B8 Ia	850	74
Sirius	Store Hund	−1.46	25	A0 V	8.60	1.71
Procyon	Lille Hund	0.34	7.05	F5 IV-V	11.5	2.03
Pollux	Tvillingerne	1.14	32.7	K0 III	33.8	9.06
Castor	Tvillingerne	1.92	34	A1 V	51	2.09

Pegasus-firkanten

Pegasus-firkanten udgøres af fire stjerner, som omtrent danner en kvadratisk figur på himlen. Med den nu gældende opdeling af himlen i 88 stjernebilleder ligger de tre af stjernerne i Pegasus ($\beta$, $\alpha$ og $\gamma$ Pegasi) medens den nordvestlige stjerne, Alpheratz eller $\alpha$ Andromedae, ligger lige på den anden side af grænsen i stjernebilledet Andromeda.

Stjernebilledet Pegasus som det kunne tage sig ud set med det blotte øje. Ved 21-tiden ses det bedst mod syd i oktober.

Stjernebilledet Pegasus, der skal forestille en hest på hovedet. Firkanten er hestens krop, stjernerne med Bayer-betegnelsernr $\zeta$, $\theta$ og $\epsilon$ er dens hoved og stjernerne $\mu$, $\lambda$, $\iota$, $\kappa$ og $\eta$, $\pi$ er dens forben.

Cassiopeias W

Stjernebilledet Cassiopeia skal forestille en mytologisk etiopisk dronning, som sidder på sin trone. I praksis danner fem af de lysstærkeste stjerner et let genkendeligt "W". I Danmark er asterismet circumpolart, står altså altid over horisonten. I slutningen af april ses det lavt i nord ved midnatstid. I slutningen af oktober står det omkring midnat næsten i zenit.

Cassiopeias karakteristiske W, som det tager sig ud set med det blotte øje på en nordlig position.

Kort over stjernebilledet Cassiopeia med W-et markeret med grøn farve

Stjernebilledet skulle egentlig forestille den mytologiske etiopiske dronning Cassiopeia siddende på sin stol. Det kan være svært at genfinde hendes former på himlen.

Syvstjernen

Pleiaderne er en åben stjernehob, som indeholder 6-8 stjerner, der kan ses med det blotte øje. På denne langtidseksponering oplyser de varme, blå stjerner støv i en interstellar sky, som hoben bevæger sig igennem.

Kort til opsøgning af Pleiaderne, der er en markant stjernehob i den højre ende af stjernebilledet Tyren, latin: Taurus

Den åbne stjernehob Pleiaderne ligger i stjernebilledet Tyren og har mange hundrede stjerner som medlemmer. De syv mest lysstærke kaldes for Syvstjernen med navne fra græsk mytologi. De er Pleiadernes forældre, Atlas og Pleione, samt fem af de syv døtre, nemlig

• Alcyone, størrelsesklasse 2.86
• Atlas (faderen), størrelsesklasse 3.62
• Electra, størrelsesklasse 3.70
• Maia, størrelsesklasse 3.86
• Merope, størrelsesklasse 4.17
• Taygeta, størrelsesklasse 4.29
• Pleione (moderen), størrelsesklasse 5.09

Asterismet kan minde om en miniatureudgave af Karlsvognen. Syvstjernen omtales også som De syv Søstre, men så skal forældrene undtages og erstattes med søstrene Celaeno (5.44) og Asterope (5.64). Seks af stjernerne står så langt fra hinanden, at de er forholdsvis lette at skelne. Hvis man kan se syv, vil man også kunne se flere end syv.

På Nebra-himmelskiven, som er dateret til ca. 1600 fvt, ses, hvad man formoder skal forestille Solen og Månen samt en lang række stjerner. Syv af disse danner en gruppe, som nok forestiller Syvstjernen.

Figuren viser en side fra Galileo Galileis bog fra 1610, Sidereus Nuncius ("Stjernebudbringeren"), hvor han viser de stjerner omkring Pleiaderne, som han har kunnet se med den af ham konstruerede kikkert. Galilei har fremhævet seks af stjernerne.

Hyaderne

Stjernekort, der viser Hyaderne og den røde kæmpestjerne Aldebaran.

Amatøroptagelse som viser det V-formede asterisme dannet af stjerner i Hyaderne. Øverst til venstre ses den røde Aldebaran ($\alpha$ Tauri), som hører til asterismet, men er en forgrundsstjerne, som ikke ligger i hoben.

Hyaderne er en åben stjernehob i stjernebilledet Tyren (Taurus). Dens klareste stjerner ser ud, som om de er grupperet omkring den røde kæmpestjerne Aldebaran ("Tyrens øje"), som imidlertid ikke indgår i Hyaderne.

Hyaderne befinder sig i en afstand af 47 parsec (153 lysår) fra Solsystemet og er dermed den næstnærmeste stjernehob.

Hyaderne er en mere åben hob end Pleiaderne, men dens anslåede alder på ca. 625 millioner år. er også højere end Pleiadernes (75 - 150 millioner år).

Tepotten

Asterismet Tepotten er en alternativ måde at opfatte de lysstærkeste stjerner i Skytten (Sagittarius) på: Potten har både hank, låg og tud. Dele af Mælkevejen passerer tuden og kan tolkes som damp, der kommer ud af den!

Stjernebilledet Skytten som det vises i Urania's Mirror, der er en samling på 32 små kort med stjernebilleder udgivet i London omkring 1825. Det er lettere at opfatte stjernerne som en tepotte end som en kentaur, der affyrer en pil.

Orions bælte

Øverst til venstre: Orions tre bæltestjerner som man ville kunne se dem i en lille kikkert. Nederst: Orions sværd med Oriontågen (svagt synlig).

Langtidsbelyst billede af Orions tre bæltestjerner, fra venstre mod højre Alnitak, Alnilam og Mintaka. Til venstre for Alnilam ses Flammetågen og under den den berømte Hestehovedtåge

Kort over Orion. De tre bæltestjerner har Bayer-betegnelserne $\zeta \ {\text{Orionis}}$, $\epsilon \ {\text{Orionis}}$ og $\delta \ {\text{Orionis}}$.

Orions bælte består af tre klare og meget varme stjerner, som danner en svagt buet kurve. Deres afstande er næsten ens, og deres lysstyrker er enorme. De beskrives nærmere i nedenstående tabel.

Tabellen viser stjernernes visuelle størrelsesklasse, V, lysstyrken L i enheder af Solens, spektralklasse, afstand d i lysår, og radius R i enheder af Solens

Egennavn	Stjernebillede	V	$L/\mathrm {L} _{\odot }$	Spektralkl.	$d/\mathrm {la}$	$R/\mathrm {R} _{\odot }$
Alnitak	Orion	1.77	250 000	O9.5 Iab	1260	20.0
Alnilam	Orion	1.69	419 600	B0 Ia	1180	30.6
Mintaka	Orion	2.23	190 000	O9.5 II	1200	13.1

Tøjbøjlen

Tøjbøjlen befinder sig i den sydlige del af Ræven (Vulpecula). Den kan evt. opsøges ved ved hjælp af stjernerne i Pilen (Sagitta).

I det lille stjernebillede Ræven kan man i kikkert se dette syn. Ti stjerner danner en tøjbøjle. Bredden af de seks stjerner, som næsten ligger på linje, er 1.3°. Asterismet betegnes også Brocchis stjernehob. Men målinger udført med Hipparcos-satellitten viser, at de ti stjerner ikke er bundet sammen af den indbyrdes gravitation og derfor ikke danne er hob. Stjernernes størrelsesklasser varierer fra 5.16 til 7.11

Andre asterismer

Juvelskrinet beliggende nær Sydkorset.

Litteratur

• David Levy (1994), Gyldendals store stjernehåndbog. Gyldendal ISBN 87-00-23102-9, 228 sider.
• Richard Hinckley Allen (1969). Star Names: Their Lore and Meaning. Dover Publications Inc. (Reprint of 1899 original). ISBN 0-486-21079-0.
• Robert Burnham, Jr. (1978). Burnham's Celestial Handbook (3 vols). Dover Publications Inc. ISBN 0-486-23567-X, 0-486-23568-8, 0-486-23673-0.
• Pasachoff, Jay M. (2000). A Field Guide to the Stars and Planets (4th ed.). Houghton Mifflin Co. ISBN 0-395-93431-1