Angelica Ewans
Denne artikel bør formateres, som det anbefales i Wikipedias stilmanual. (april 2015) (Lær hvordan og hvornår man kan fjerne denne skabelonbesked) |
- Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.
Angelica Ewans, født Pierri, gift Burchardt, Goertz, Sponneck, Mayer, Ewans (14. december 1870 – 12. juli 1914), dansk grevinde og ejer af det daværende Aldershvile slot i Bagsværd.
Angelica Pierri kom til verden som ældste barn af en gipser og overspillemand i dennes andet ægteskab og en københavnsk mor. Som treårig blev hun plejedatter hos et ældre ægtepar, der havde en toddykælder i Blågårdsgade. Som 20-årig fik hun hemmeligt en datter, Stella, uden for ægteskab[1] og kom til en præstegård i Kolding.[2]
Det siges, at hun var både meget kvik og køn og havde en sjælden magt over mænd. Hun giftede sig i Kolding med Arndt Burchardt,[3] søn af en fabriksejer, og rejste med sin mand til Sydafrika. Her gik Arndt til grunde, hun blev skilt[4] og fik arbejde som servitrice. Hun serverede for diamant- og guldgravere, men en dag også for diamantmineejer Adolf Goertz, der var dødsmærket af tuberkulose. Han forelskede sig og giftede sig med hende, og de havde to lykkelige år, hvor også Angelicas datter, Stella, kom med i familien. Angelica blev enke som 27-årig og arvede i 1897 syv millioner danske kroner samt det fornemme Manor House i St. James Wood-parken i London, der bl.a. indeholdt en ægte Rembrandt.
Ifølge datteren forandrede det moderens lyse og lystige sind til et noget mere koldt kalkulerende væsen. I 1901 giftede Angelica sig i Søllerød Kirke[5] med rigsgreve Carl Valdemar Sponneck, der var Stellas far, var forgældet og ikke så præsentabel. Derefter kunne hun pryde sig med en nitakket krone og titlen grevinde. Efter et par år blev parret skilt, og grevinden drog til London for en tid.
Her blev hun 10. november 1905 gift med den velstående og højt ansete kunsthandler Gustav Mayer, som åbnede dørene for grevinden til hoffets sale og de fineste kredse i England. Hun solgte sit palæ i St. James Wood-parken og flyttede sammen med Mayer i Consort Road i en lejlighed på tolv værelser, bibliotek, arbejdsværelser, saloner, spisesal og gæsterum. Men til derby på væddeløbsbanen tabte Angelica sit hjerte til den unge rytter William Ewans af adelig herkomst, og i dette sidste ægteskab fik hun sat hele sin formue over styr. Hun gav den unge ægtemand alt, hvad han ønskede. Der blev trænet fuldblodsheste på Aldershviles jorde og festet i slottet.
Den 9. juni 1909 vågnede grevinden ved at slottet brændte, og det lykkedes både hende, datteren og husjomfruen at redde sig ud af slottet, mens alt nedbrændte. Der er en teori om, at branden var påsat af en utilfreds arbejder, eventuelt som håndlanger for andre. Med slottet brændte også en stor del af grevindens formue, der lå som værdipapirer, og slottet blev aldrig genopbygget. Hun festede stadig, men druknede sin sorg i whisky. Hun solgte Aldershvile slot med tilhørende jorder til Gustav Mayer for en aftale om at blive forsørget resten af sit liv, men fik ikke papir på aftalen. Mayer overholdt den ikke, og grevinden endte som en fattig pantelånerske. Angelica døde for egen hånd, da hun drak gift blandet med whisky og endte sit begivenhedsrige liv 43 år gammel i baglokalet til sin pantelånerforretning.[6] Grevinden af Bagsværd var en kvinde, der både var ødsel og godgørende.
Ved Aldershvile Slotsruin står en mindesten for hende med teksten "Min Kære lille gode Mami Ange Evans, Født Pierri" og hendes fødsels- og dødsdato.
Forfatter Henriette Rosborg har i 2022 skrevet romanen "Grevinden". En bog, der levende beskriver Angelicas korte, men begivenhedsrige liv.
Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- ^ I året 1890, da Angelica var 20 år, traf hun i Brügges beværtning den unge rigsgreve Carl Valdemar von Sponneck. Han blev forelsket i hende, hun fødte deres datter, der blev sat i pleje hos en kone på Nørrebro. (Karen Aabye Grevinden af Bagsværd s. 14 og s. 16).
- ^ Koldingpræsten Mørck-Hansen imødekom plejeforældrene Brügges anmodning og indvilgede i at modtage Angelica til hjælp i huset. (Karen Aabye Grevinden af Bagsværd s.15).
- ^ Vejle Amt, Vonsild Sogn. Kontraministerialbog V. (1892-1895). Opslag 121 No 2. Arndt Marius Burchardt blev gift med Angelica Maria Anna Pierri den 5. marts 1992 i Kolding Kirke, viet af præsten fra Vonsild, derfor indskrevet i kirkebogen fra Vonsild. Han var søn af fabrikant Arendt Burchardt af Kolding og hustru Mette Marie f. Jensen. Om Angelica Maria Anna Pierri står der, at hun var plejedatter hos v. d. Brügge, København.
- ^ Ægteskabet med fabrikant Arndt Marius Burchardt blev opløst ved dom af 7. december 1894 ved Johannesburg-retten i Transvaal. Arendt Marius Buchardt døde i Johannesburg år 1900.
- ^ Søllerød Kirke. Kontraministerialbog V. (1899-1910). Opslag 15. No. 9. Viet 1. juni 1901. Kongebrev 25. maj 1901. Ungkarl, Greve Carl Valdemar Sponnech - søn af Greve Carl Valdemar Sponnech og hustru Mathilde Nikoline, f. Nyholm. Født på Brønsholmdal, Karleby Sogn den 19. oktober 1870. Alder: 30 år. Fraskilt Angelica Maria Anna Burchardt f. Pierri - datter af gipser Julius Theodor Pierri og hustru Johanne Karoline f. Petersen - født på Frederiksberg den 14. december 1870. Alder: 30 år. Adresse: Bagsværd.
- ^ Fraskilte Angelica Ewans blev fundet død i sin lejlighed, Vesterbrogade 47, 1. ved Vesterbro Torv ifølge kirkebogen fra Frederiksberg. Kontraministerialbog D. (1908-1915). Opslag 201.
Litteratur
[redigér | rediger kildetekst]- Karen Aabye: Grevinden af Bagsværd (1958). ISBN 87-418-5969-3
Desværre er Karen Aabye ikke korrekt orienteret mht. Angelica Pierris far Julius Theodor Pierri (21-08-1832 til 15-05-1874). Han blev døbt i Skt. Petri Tyske Kirke i København den 9. september 1832. I sit første ægteskab indgået den 5. maj 1854 med Josefine Martine Henriette Gottfriedsen i Garnisons Kirke fik han tre børn. I sit andet ægteskab med Johanne Caroline Petersen den 3. december 1869 i Helligånds Kirke, var brudens alder 20 år. Angelica Maria Anna Pierri, f. den 14. december 1870, var storesøster til Alfonse Arthur Marcellius Louis Pierri, f. den 4. juni 1873 i Frederiksberg sogn, ikke lillesøster, som Karen Aabye troede. Det var velbegrundet, at han kom i familiepleje hos politibetjenten Troest og hans hustru på Frederiksberg; de var faddere ved barnedåben. Desforuden døde gipser og overspillemand Julius Theodor Pierri ikke, som Karen Aabye troede, i midten af trediverne af en uhelbredelig tuberkulose. Han døde 42 år gammel og blev begravet fra Frederiksberg Kirke; dødsårsagen var lungebetændelse. Diagnose: læge Hornemann. Historisk korrekt er det, at Angelica Ewans farfar, Gipsemester Francisco Pierri, der antages at være født i Firenze ca. 1805, den 12. oktober 1828[1] blev gift med Juliane Sophie Hennings i Frederiks Tyske Kirke i Strandgade på Christianshavn,
- ^ Frederiks Tyske kirke. Hovedministerialbog. V. (1814-1867). Opslag 60