- Denne artikel skal snarest indarbejdes i andre artikler
Her beskrives sammenhængen mellem Einsteins
almene relativitetsteori og
Newtons klassiske beskrivelse af
legemers bevægelse i et tyngdefelt. Vi vil ikke her gå ind i
udledningen af Einsteinligningen og fortolkning af de enkelte led
i denne, ej heller en mere grundlæggende introduktion til Einsteins
almene relativitetsteori. Blot skal det nævnes, at når samme index
står for for oven og for neden i et led i en ligning er der tale om
implicit summation. Konventionen er, at i eller j summeres fra 1 til 3
(de rumlige koordinater), mens a,b,c,... summeres fra 0 til 3 (både
tidslig og rumlige koordinater). Desuden skal man huske, at
konventionen for enheder (lysets hastighed) i klassisk mekanik og almen relativitetsteori
normalt er hhv.:
Newtons beskrivelse af tyngdekraften er basalt set, at to legemer med
masser M og m og indbyrdes afstand r tiltrækker hinanden med en kraft,
der har størrelsen:
Desuden ved vi, at en partikel med
masse m, der påvirkes af en kraft F acelereres med en
acceleration, der opfylder:
Alternativt kan man sige, at en punktformig masse M giver anledning til et
tyngdepotential:
Sammenhængen med ovenstående er, at accelerationen af en lille test
masse placeret i potentialet er:
Med denne definition af potentialet får vi:
Eller hvis massen ikke er punktformig, men vi i stedet har en massetæthed:
Det vi her ønsker at vise er at Einsteinligningen:
er i overensstemmelse med Newtons klassiske beskrivelse, i grænsen
hvor alle partikler (masser) bevæger sig meget langsommere end lyset,
og rummet er næsten fladt (eller ækvivalent: tyngdekraften er meget
lille). Dvs.:
Det betyder, at:
Vi har her brugt, at egentid s og tidskoordinat t er identiske for
lille hastighed og små tyngdefelter. Vi får altså:
Dermed får vi:
Til laveste orden (0. orden) i h får vi:
Samtidig har vi:
Vi kan altså se, at Γ bliver første orden i h, hvorfor vi kan negligere alle led, der er af højere orden i Γ. Dermed før vi:
Men eftersom vi har antaget at alle hastigheder er små sammenlignet
med lysets og vi basalt set har:
kan vi trygt negligere alle led hvor der afledes med hensyn til
tiden. Vi får:
Det sidste fortegnsskift kommer fordi det at flytte index op eller ned
svarer til at gange g på, men eftersom h er meget lille får vi
blot at g skifter fortegn på de tre rumlige koordinater. Vi får dermed at:
Men hvordan hænger alt det her sammen med accelerationen af den lille
test masse, vi har fra Newtons teori? Den geodætiske ligning, som
beskriver, hvordan masser bevæger sig i denne (lidt) krumme rumtid,
siger:
eller i vores approximation, for de rumlige koordinater:
Eller på vektorform:
Vi er altså endt med et klassisk tyngdepotential, der opfylder:
Så teorierne er i overensstemmelse, hvis vi definerer:
Den sidste faktor kommer ind fordi vi har brugt to forskellige
enhedssystemer til definitionen af de to potentialer.
Hermed har vi bestemt den frie parameter i Einsteins almene
relativitetsteori ud fra kravet om overensstemmelse med Newtons teori
i grænsen
.