Spring til indhold

Affektiv polarisering

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Affektiv polarisering (på engelsk affective polarization) er et politologisk begreb, som dækker over, at individer typisk udviser mere negative følelser over for politiske modstandere end politisk ligesindede.[1][2] Politiske modstandere og ligesindede skal i denne sammenhæng forstås bredt som politiske partier, partitilhængere og politikere. Affektiv polarisering defineres i litteraturen som forskellen i følelserne over for ens partifæller og modstandere. Teorien om affektiv polarisering tager afsæt i social identitetsteori, hvor ens partitilhørsforhold betragtes som en selvstændig social gruppeidentitet på linje med race, religion eller etnicitet.[1][3]

Begrebet affektiv polarisering bør ikke forveksles med ideologisk polarisering, der kan forstås som graden af holdningsmæssig uenighed mellem forskellige partiers vælgere. Affektiv polarisering er af mere følelsesmæssig karakter, da man udelukkende ser på, om individet har forskellige følelser over for partifæller og modstandere.

Affektiv polarisering tager afsæt i social identitetsteori

[redigér | rediger kildetekst]

Teorien om affektiv polarisering bygger på social identitetsteori, hvor antagelsen er, at ens partitilhørsforhold kan betragtes som en selvstændig social gruppeidentitet på linje med race, religion eller etnicitet. Sociale gruppeidentiteter opstår, når mennesker har en følelsesmæssig tilknytning til andre personer, der alle opfatter hinanden som medlemmer af den samme sociale gruppe. Gruppeidentiteten indgår som en del af individets selvopfattelse, da gruppens omdømme kan have en stor betydning for individets selvværd.

Men hvordan opstår denne selvstændige gruppeidentitet? En række politologer påpeger, at sociale gruppeidentiteter i samfundet (f.eks. socialklasse eller profession) er den egentlige drivkraft bag dannelsen af politiske partier. For eksempel var arbejderklassen drivkraften bag dannelsen af Socialdemokratiet, mens bønderne var en af drivkræfterne bag dannelsen af partiet Venstre. Den stærke politiske konkurrence mellem partierne medfører, at partitilhørsforholdet med tiden bliver en selvstændig social gruppeidentitet, mens den oprindelige sociale gruppeidentitet (f.eks. socialklasse) træder i baggrunden og bliver mindre salient i vælgernes bevidsthed. Denne iagttagelse stemmer overens med tidligere studier, som viser, at mange vælgere i Europa og USA betragter partitilhørsforholdet som en selvstændig social gruppeidentitet på linje med race, religion eller etnicitet. Denne forståelse af partitilhørsforhold står i modsætning til rational-choice tilgangen, hvor antagelsen er, at vælgerne er tilhængere af det politiske parti, som på bedst mulig vis kan varetage deres politiske interesser.[4][5][6]

Opfattelsen af partitilhørsforholdet som en selvstændig social gruppeidentitet kan være med til at forklare, hvorfor partitilhængerne er affektivt polariserede. Ifølge social identitetsteori afhænger individets egen selvopfattelse af gruppens omdømme og status, og man er derfor interesseret i at beskytte og fremme gruppen. Behovet for en positiv selvopfattelse medfører, at individet favoriserer sin egen sociale gruppe og nedvurderer andre sociale grupper. Denne differentiering medfører en følelsesmæssig bias, hvor individet har mere positive følelser over for sin egen sociale gruppe og mere negative følelser over for den rivaliserende gruppe.

Et eksperimentelt studie viser, at selv arbitrære gruppeinddelinger af forsøgsdeltagere kan føre til en bevidst gruppediskrimination, hvor individet favoriserer sin egen gruppe (i den videnskabelige litteratur benævnt in-group) og forfordeler den anden gruppe (i litterature benævnt out-group). I et kendt studie fra 1970'erne blev 64 skoledrenge i aldersgruppen 14-15 år - som alle kendte hinanden i forvejen - bedt om at vurdere antallet af prikker på en skærm. Deltagerne blev efterfølgende inddelt i to arbitrære grupper, hvor den ene gruppe havde "overestimeret antallet af prikker", mens den anden gruppe havde "underestimeret antallet af prikker". Derefter blev de bedt om at give et pengebeløb til de andre deltagere, og det viste sig, at individet gav flere penge til sin egen gruppe og færre til den anden gruppe. Resultatet viste, at selv tilfældigt genererede gruppeidentiteter kan skabe negative følelser over for den rivaliserende gruppe og positive følelser over for ens egen gruppe.[7]

Litteraturgennemgang af affektiv polarisering

[redigér | rediger kildetekst]

Udviklingen i den affektive polarisering over tid

[redigér | rediger kildetekst]

De fleste studier, som undersøger udviklingen i den affektive polarisering over tid, fokuserer på USA.[3] Disse studier viser entydigt, at amerikanerne siden slutningen af 1970'erne er blevet mere affektivt polariserede. Den stigende polarisering skyldes primært, at vælgerne i perioden 1978-2012 har fået koldere følelser over for det parti, som de ikke identificerer sig med. I samme periode har vælgernes følelser over for deres eget parti været relativt stabile og positive. Denne udvikling i følelserne over for ens eget og det rivaliserende parti ses både blandt republikanske og demokratiske tilhængere. Hadet mellem republikanerne og demokraterne er især vokset efter årtusindeskiftet.[1] Polariseringen er dog faldet en smule fra 2012-2017, hvilket udelukkende skyldes, at amerikanerne har fået mere negative følelser over for deres eget parti.[8][9] Den affektive polarisering steg dermed ikke umiddelbart, da Donald Trump blev valgt som USA's præsident i 2016.[8]

Den amerikanske befolkning har også fået en mere negativ stereotyp opfattelse af politikere og tilhængere fra det rivaliserende parti. Vælgerne er med tiden blevet mere tilbøjelige til at tillægge politiske modstandere - herunder både partitilhængere og præsidentkandidater - negative karaktertræk. Derudover er tilhængerne i perioden 1968-2012 blevet mere negativt stemt over for de præsidentkandidater, som ikke kommer fra deres eget parti.[10] Den voksende affektive polarisering i USA har medført, at der er opstået et negativt partitilhørsforhold (i litteraturen benævnt negative partisanship); amerikanerne afskyer i højere grad et parti frem for at identificere sig positivt med et. Polariseringen er øget så voldsomt, at partitilhørsforholdet i dag - sammenlignet med race og religion - udgør en salient og konfliktfyldt gruppeidentitet i amerikanernes bevidsthed.[1][11]

I en europæisk kontekst er der forholdsvis få studier, som har undersøgt udviklingen i den affektive polarisering over tid. En gennemgang af 22 europæiske demokratier for perioden 2005-2016 viser, at de øst- og sydeuropæiske lande er mere affektivt polariserede end USA, mens de nordeuropæiske lande - herunder Danmark - er noget mindre polariserede. Disse resultater bakkes op af anden forskning, som fremhæver, at Storbritannien, Norge, Sverige og Tyskland (nordeuropæiske lande) siden 1975 er blevet mindre affektivt polariserede.[3][12][13][14]

Apolitiske konsekvenser af den affektive polarisering

[redigér | rediger kildetekst]

Den affektive polarisering har en række holdnings- og adfærdsmæssige konsekvenser, der primært er af apolitisk karakter. For det første spiller partitilhørsforholdet en fremtræden rolle, når det kommer til folks romantiske forhold. Amerikanerne er i stigende grad imod, at deres søn eller datter gifter sig med en fra det rivaliserende parti. I 1960 var cirka 5 pct. af partitilhængerne imod ægteskaber på tværs af partiskel, mens den tilsvarende andel i 2010 lå på hele 40 pct.[1] I et lignende studie viser forskere, at amerikanske datingbrugere typisk kontakter personer, der har det samme politiske tilhørsforhold som dem selv. Denne præference for politisk ligesindede partnere bliver i litteraturen beskrevet som politisk homofili.[15]

Partitilhørsforholdet påvirker også folks adfærd og holdninger i andre sammenhænge. Amerikanske vælgere er eksempelvis mere tilbøjelige til at afvise uddannelseslegater og jobansøgninger, hvis afsenderne er tilhængere af det rivaliserende parti.[16][3] I en dansk kontekst viser et listeeksperiment, at hver fjerde dansker ikke bryder sig om at have en politisk modstander som nabo. Derudover er der større sandsynlighed for, at stærkt polariserede danskere tror på konspirationsteorier, som sætter den modsatte politiske fløj i et dårligt lys.[17]

Er det muligt at mindske den affektive polarisering?

[redigér | rediger kildetekst]

På det seneste er der udgivet en række studier, som undersøger, om det er muligt at mindske den affektive polarisering blandt partitilhængerne. Et studie fremhæver eksempelvis, at amerikanerne er tilbøjelige til at placere tilhængerne i såkaldte "parti-stereotypiske grupper". For eksempel tror vælgerne, at 38 pct. af republikanerne tjener mere end 250.000 amerikanske dollars om året, men i virkeligheden er andelen kun på 2 pct. Derudover tror vælgerne også, at 32 pct. af demokraterne er LGBTQ+, men i virkeligheden er der kun tale om 6 pct. Forfatterne påviser, at man kan mindske den affektive polarisering ved at korrigere for disse fejlopfattelser, så vælgerne får den korrekte information om gruppernes sammensætning. Amerikanernes stereotype opfattelse af demokrater og republikanere ser dermed ud til at være en af drivkræfterne bag den stigende polarisering i USA.[18]

I et andet studie påpeges det, at amerikanerne bliver mindre affektivt polariserede, når de præsenteres for et prime, som fokuserer på den amerikanske nationalidentitet. Primingen af den amerikanske nationalidentitet medfører nemlig, at de partipolitiske gruppeidentiteter bliver mindre saliente, hvorfor demokrater og republikanere ikke længere betragter hinanden som fjender. Partitilhængerne vil i stedet opfatte hinanden som fellow Americans, da de har den amerikanske nationalidentitet tilfælles. Derudover er der også noget, som tyder på, at biografisk information om politikerne - f.eks. oplysninger om deres familieliv, erhvervserfaring etc. - kan mindske den affektive polarisering hos amerikanske vælgere.[19]

Kilder og henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ a b c d e Iyengar, Shanto; Sood, Gaurav; Lelkes, Yphtach (2012). "Affect, Not Ideology: A Social Identity Perspective on Polarization". Public Opinion Quarterly. Oxford University Press (OUP). 76 (3): 405-431. doi:10.1093/poq/nfs038. ISSN 0033-362X.
  2. ^ Levendusky, Matthew S. (2018). "Americans, Not Partisans: Can Priming American National Identity Reduce Affective Polarization?". The Journal of Politics. University of Chicago Press. 80 (1): 59-70. doi:10.1086/693987. ISSN 0022-3816.
  3. ^ a b c d Reiljan, Andres (2019). "'Fear and loathing across party lines' (also) in Europe: Affective polarisation in European party systems". European Journal of Political Research. Wiley. 59 (2): 376-396. doi:10.1111/1475-6765.12351. ISSN 0304-4130.
  4. ^ Greene, Steven (2004). "Social Identity Theory and Party Identification*". Social Science Quarterly. Wiley. 85 (1): 136-153. doi:10.1111/j.0038-4941.2004.08501010.x. ISSN 0038-4941.
  5. ^ Greene, Steven (1999). "Understanding Party Identification: A Social Identity Approach". Political Psychology. Wiley. 20 (2): 393-403. doi:10.1111/0162-895x.00150. ISSN 0162-895X.
  6. ^ Westwood, Sean J.; Iyengar, Shanto; Walgrave, Stefaan; Leonisio, Rafael; Miller, Luis; Strijbis, Oliver (2017). "The tie that divides: Cross-national evidence of the primacy of partyism". European Journal of Political Research. Wiley. 57 (2): 333-354. doi:10.1111/1475-6765.12228. ISSN 0304-4130.
  7. ^ Tajfel, Henri; Billig, M. G.; Bundy, R. P.; Flament, Claude (1971). "Social categorization and intergroup behaviour". European Journal of Social Psychology. Wiley. 1 (2): 149-178. doi:10.1002/ejsp.2420010202. ISSN 0046-2772.
  8. ^ a b Iyengar, Shanto; Lelkes, Yphtach; Levendusky, Matthew; Malhotra, Neil; Westwood, Sean J. (2019). "The Origins and Consequences of Affective Polarization in the United States". Annual Review of Political Science. Annual Reviews. 22 (1): 129-146. doi:10.1146/annurev-polisci-051117-073034. ISSN 1094-2939.
  9. ^ Iyengar, Shanto; Krupenkin, Masha (2018). "The Strengthening of Partisan Affect". Political Psychology. Wiley. 39: 201-218. doi:10.1111/pops.12487. ISSN 0162-895X.
  10. ^ Webster, Steven W.; Abramowitz, Alan I. (2017). "The Ideological Foundations of Affective Polarization in the U.S. Electorate". American Politics Research. SAGE Publications. 45 (4): 621-647. doi:10.1177/1532673x17703132. ISSN 1532-673X.
  11. ^ Rudolph, Thomas J; Hetherington, Marc J (2021). "Affective Polarization in Political and Nonpolitical Settings". International Journal of Public Opinion Research. Oxford University Press (OUP). 33 (3): 591-606. doi:10.1093/ijpor/edaa040. ISSN 0954-2892.
  12. ^ Munzert, Simon; Bauer, Paul C. (2013). "Political Depolarization in German Public Opinion, 1980–2010". Political Science Research and Methods. Cambridge University Press (CUP). 1 (1): 67-89. doi:10.1017/psrm.2013.7. ISSN 2049-8470.
  13. ^ Gidron, Noam; Adams, James; Horne, Will (2019). "Toward a Comparative Research Agenda on Affective Polarization in Mass Publics". APSA Comparative Politics Newsletter. SSRN.
  14. ^ Boxell, Levi; Gentzkow, Matthew; Shapiro, Jesse M. (2022). "Cross-Country Trends in Affective Polarization". The Review of Economics and Statistics: 1-60. doi:10.1162/rest_a_01160. ISSN 0034-6535.
  15. ^ Huber, Gregory A.; Malhotra, Neil (2017). "Political Homophily in Social Relationships: Evidence from Online Dating Behavior". The Journal of Politics. University of Chicago Press. 79 (1): 269-283. doi:10.1086/687533. ISSN 0022-3816.
  16. ^ Gift, Karen; Gift, Thomas (2014-09-09). "Does Politics Influence Hiring? Evidence from a Randomized Experiment". Political Behavior. Springer Science and Business Media LLC. 37 (3): 653-675. doi:10.1007/s11109-014-9286-0. ISSN 0190-9320.
  17. ^ Hjorth, Frederik; Sønderskov, Kim Mannemar; Dinesen, Peter Thisted (2019). "Affektiv Polarisering i Danmark: Et Listeeksperiment om Social Distance til Politiske Modstandere" (PDF). Økonomi og Politik. Djøf Forlag. 92 (3): 31-40.
  18. ^ Ahler, Douglas J.; Sood, Gaurav (2018). "The Parties in Our Heads: Misperceptions about Party Composition and Their Consequences". The Journal of Politics. University of Chicago Press. 80 (3): 964-981. doi:10.1086/697253. ISSN 0022-3816.
  19. ^ Rogowski, Jon C.; Sutherland, Joseph L. (2015). "How Ideology Fuels Affective Polarization". Political Behavior. Springer Science and Business Media LLC. 38 (2): 485-508. doi:10.1007/s11109-015-9323-7. ISSN 0190-9320.