Alle holdkampe i turneringen består af tre kampe: to singler og en double. De to holds næsthøjst rangerede spillere mødes i den første singlekamp, mens den anden singlekamp er et opgør mellem de to holds højst rangerede spillere.
Turneringen blev første gang afholdt i 2020 med deltagelse af 24 landshold, der var inddelt i seks grupper med fire hold i hver. Gruppespillet blev afviklet med to grupper i hver af de tre værtsbyer: Brisbane, Perth og Sydney med de afgørende finalekampe afviklet i Sydney. Året efter blev turneringen afviklet i begrænset form på grund af COVID-19-pandemien. Kun 12 hold deltog, og alle kampene blev spillet i Melbourne Park i Melbourne. I 2022 var turneringen fortsat påvirket af COVID-19-pandemien. Dette år blev alle kampene spillet i Sydney med deltagelse af 16 landshold.