Spring til indhold

3-nitrooxypropanol

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Strukturformel for 3-nitrooxypropanol

3-nitrooxypropanol (3-NOP) er et organisk kemisk stof som bruges som tilsætningsstof i foderet til køer med det formål at reducere køernes udledning af metan.[1] Stoffet blev i april 2022 godkendt af Europa-Kommissionen som fodertilsætningsstof til malkekøer og avlskøer i EU.[2] 3-nitrooxypropanol forhandles under handelsnavnet Bovaer af det hollandske multinationale firma DSM-Firmenich (dannet ved fusion i 2023 mellem DSM N.V. og schweiziske Firmenich).[3]

Aarhus Universitet har konkluderet at 3-nitrooxypropanol nedsætter metanudledningen fra malkekøer med 27 %, når stoffet bruges efter forskrifterne i godkendelsen.[1] Stoffet virker ved at hæmme de enzymer i køernes mave, som producerer metan.[3]

Fra 1. januar 2025 indføres der i Danmark – som det første land i verden – et krav om at alle ikke-økologiske malkekøer skal fodres, så deres metanudledning reduceres med mindst 8 %. Landmændene kan opfylde kravet ved enten at tilsætte 3-nitrooxypropanol til foderet eller at bruge en mere fedtholdig kost.[3]

  1. ^ a b Fodertilsætningsstoffet Bovaer, Fødevarestyrelsen, hentet 14. december 2024
  2. ^ "KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2022/565 af 7. april 2022 om godkendelse af et præparat af 3-nitrooxypropanol som tilsætningsstof til foder til malkekøer og avlskøer", Den Europæiske Unions Tidende, 8. april 2022
  3. ^ a b c August Olsen; Tanya Fick (14. december 2024), Nu skal danske malkekøer spise pulver, som får dem til at bøvse mindre, DR