Alfred, fyrste af Windisch-Graetz
| Alfred, fyrste af Windisch-Graetz | |
|---|---|
| |
| Personlig information | |
| Født | 11. maj 1787  Bruxelles, Belgien |
| Død | 21. marts 1862 (74 år) Wien, Østrig |
| Gravsted | Tachov |
| Far | Joseph-Niklas af Windisch-Graetz |
| Mor | Prinsesse og hertuginde Leopoldine d'Arenberg |
| Ægtefælle | Marie Eleonora af Windisch-Graetz |
| Børn | Mechthilde zu Windisch-Graetz[1], Alfred II. zu Windisch-Grätz, Ludvig Josef Nikolaus Christian, prins til Windisch-Graetz, Victorin Leopold Karl Prinz zu Windisch-Grätz, August Joseph Nicolaus Windisch-Grätz, Joseph Alois Niclas Fürst Windisch-Grätz |
| Uddannelse og virke | |
| Beskæftigelse | Officer, politiker |
| Nomineringer og priser | |
| Udmærkelser | Sankt Aleksandr Nevskijs Orden, Andreasordenen, Sankt Georgsordenen, 4. klasse, Ridder af den Gyldne Vlies (1830), Ridder af den militære Maria Teresia-orden med flere |
Information med symbolet  hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
Alfred Candidus Ferdinand, fyrste af Windisch-Graetz (født 11. maj 1787 i Bruxelles, død 21. marts 1862 i Wien) var en østrigsk feltmarskal.
Windisch-Graetz opvoksede i en adelig familie i Steiermark og kom i den habsburgske hær i 1804. Han deltog i alle krige mod Napoleon.
Da Windisch-Graetz herefter som feltmarskal fik befalingen over alle (undtagen de i Italien stående) østrigske tropper, rykkede han i oktober 1848 mod det oprørske Wien og genvandt byen efter en kamp, hvor mere end 2000 døde og endnu flere blev såret. I december vendte han slaget mod de ungarske oprørere under ledelse af Lajos Kossuth. Men han havde ikke tilstrækkelig succes og han blev fjernet fra kommandoen i april samme år. Under den italienske krig i 1859 blev han sendt i diplomatisk mission til Berlin og blev samme år udnævnt til guvernør i forbundsfæstningen i Mainz.