Spring til indhold

Wikipedia:Artikelkonkurrence/Pressemeddelse for den danske Wikipedias første artikelkonkurrence

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Den 1. september 2007 starter den danske udgave af Wikipedia sin første artikelkonkurrence. Konkurrencen går kort fortalt ud på, at man skal forsøge at skrive den bedste artikel inden for de tre kategorier Naturvidenskab, Kultur/Kunst og Historie/Samfund. Til at kåre vinderartiklerne har vi udpeget tre juryer, bestående af folketingspolitikere, eksperter fra universiteter samt nogle af den danske Wikipedias egne dygtige bidragsydere. Ud over æren er der flotte præmier til vinderne, og til nye artikelskrivere er der desuden en særlig pris for bedste nybegynderartikel.

Wikipedia er en fri internetencyklopædi, som skrives af frivillige bidragsydere fra hele verden. Grundtanken er ganske enkelt, at viden skal være gratis og let tilgængelig for alle. Den engelske Wikipedia kendes af de fleste som et meget brugbart værktøj, men for at sikre, at også danskere, der ikke mestrer fremmedsprog, kan få gratis information hurtigt, og at det danske sprog kan blive brugt også i en global sammenhæng, er vi mange, der i vores fritid arbejder på den danske Wikipedia – et projekt som i skrivende stund tæller over 67.000 artikler, og tallet er støt stigende.

Hvis du også mener, at viden skal være frit tilgængelig for alle, og hvis du føler, at du gennem uddannelse, skole eller andet ved noget om et givent emne, som kunne komme andre til gavn, vil vi kraftigt anbefale dig at besøge da.wikipedia.org og forsøge at skrive en rigtig god artikel. Det er utroligt nemt at komme i gang, og hvem ved: Det kunne blive din artikel, der gik hen og vandt. Konkurrencen slutter den 31. oktober, hvorefter vinderne udpeges. Held og lykke med skrivningen!

Kontaktpersoner for pressen

[rediger kildetekst]

Omkring konkurrencen:

Omkring Wikipedia generelt:

  • Besøg vores Pressecenter, eller skriv bare dit spørgsmål til info-da@wikimedia.org.