Algernon Swinburne

Algernon Swinburne
Personlig information
Født	5. april 1837 London, Storbritannien
Død	10. april 1909 (72 år) Putney, Storbritannien
Dødsårsag	Influenza
Gravsted	St. Boniface Church, Bonchurch
Nationalitet	Engelsk
Far	Charles Henry Swinburne
Mor	Jane Henrietta Ashburnham
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted	Eton College, Balliol College
Beskæftigelse	Forfatter, litteraturkritiker, digter
Kendte værker	Atalanta in Calydon, Poems and Ballads
Signatur
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Algernon Charles Swinburne (født 5. april 1837, død 10. april 1909) var en engelsk digter og kritiker.

Swinburne tilhørte en gammel northumberlandsk familie, sandsynligvis af skandinavisk Oprindelse. Han tilbragte sin Barndom dels paa Kysten af Northumberland og dels paa the Isle of Wight, og begges Natur, Nordens mægtige elementære Vælde af Hav og Storme og Syden i dens mere yppige solmættede Glans gjorde et Indtryk paa ham, der føles stærkt i hans Digtning. Efter Skolegang i Eton kom han 1857 til Oxford, som han efter 3 Aars Forløb forlod uden at tage nogen Eksamen.

I Oxford mødte han gennem Morris og Burne-Jones Rossetti, der paavirkede ham stærkt, uden at han dog helt blev Prærafaelismens Mand, dertil var hans Kærlighed til den klassiske, særlig den græske Litteratur og Aand for stærk. Gennem Moderen, der var opdraget i Firenze, havde han faaet en dyb Kærlighed til Italien.

Aaret efter at han havde forladt Oxford, udgav han i et Bd de to Dramaer: The Queen Mother og Rosamund, som trods deres for en Begynder mesterlige Behandling af blanc vers'et forblev ganske upaaagtede, men med Udgivelse af Atalanta in Calydon (1865), Poems and Ballads (1866) opnaaede han en Berømmelse, der næppe var naaet, siden Byron udgav Child Harold. Atalanta, græsk i sin Form, men romantisk i sit Indhold, viste ved den svulmende Lyrik i Korsangene, at England var blevet en Formens Mester rigere, og af mange regnes dette stadig for at være hans betydeligste Værk. Poems and Ballads gjorde endnu større Opsigt, ikke mindst gennem den Forargelse, det vakte ved sin voldsomme, næsten lidt perverse, Sanselighed. Poems and Ballads er det mest prærafaelitisk prægede af S.s Værker, men ved Siden heraf mærkes tydeligt Indflydelse fra Baudelaire, hvem han hyldede i Ave atque Vale (Poems and Ballads' second series). Samlingen indeholder en Del af hans skønneste Lyrik, som: Garden of Proserpina, Hymen to Proserpina, Dolores, Itylus, A leave taking o. a. Medens de fleste af Tidens Digtere røber Paavirkning fra Keats, er S. Shelleys Arvtager som Frihedens Sanger. Hans Oprørsaand og Republikanisme havde allerede faaet Udtryk i Digtene A Song in time of order og A Song in time of revolution i Poems and Ballads. I A Song of Italy (1867) besang han Italiens Frihedskamp og Frihedsheltene Mazzini og Garibaldi, og i Songs before Sunrise (1871), der er dediceret til Mazzini, men viser stærk Paavirkning af Hugo, er disse Stemninger udtrykt i storslaaet Rytmepragt. Med disse Værker, der alle er skrevne før hans 35. Aar, havde S. naaet sit Højdepunkt; men ogsaa de flg. Poems and Ballads second series (1878) og Poems and Ballads third series (1889) indeholder noget af den klangskønneste Lyrik, der er skrevet paa Engelsk. Det fortællende Digt Tristram of Lyonesse (1882) med Stof, taget fra Arthur-Sagnene, udmærker sig ved en mesterligt helt fornyende Behandling af the heroic couplet.

Allerede som ganske ung havde S. fordybet sig i det Elisabethanske romantiske Drama, og skønt han ganske manglede dram. Evne, forsøgte han atter og atter at kappes, om ikke med Shakespeare selv, saa med de mindre Stjerner. Hans betydeligste Arbejde paa dette Felt er Trilogien om Mary Stuart: Chastelard (1865), Bothwell (1874) og Mary Stuart (1881); desuden Marino Faliero (1885), Locrine (1887) og Rosamund Queen of the Lombards (1899).

Foruden som Digter udfoldede S. en betydelig Virksomhed som Kritiker. I Tristram of Lyonesse fandtes en Række smukke Sonetter over Elisabethanske Forfattere, og største Delen af hans kritiske Arbejder behandler Personligheder fra denne Tid. George Chapman (1875), A Study of Shakespeare (1880), fulgt (1909) af The Age af Shakespeare; Ben Jonson (1889). Desuden Essays and Studies (1875), Studies in Prose and Poetry (1894), William Blake a Critical Study (1868), A Note on Charlotte Brontë (1877) og A Study of Victor Hugo (1886). De vidner om hans omfattende Kundskab og fintforstaaende Kærlighed til Emnet, men mangler Maadehold og virker ved deres ordrige panegyriske Behandling ofte trættende.

Som Lyriker ligger S.s Bet. først og fremmest i det tekniske, hvor han har virket revolutionerende ved at bryde Jambens Overmagt i eng. Poesi. Paa sin Samtids Ungdom virkede S.s Digtning i højeste Grad betagende, men hurtigere end over for nogen anden betydelig Digter er Begejstringen løbet træt; de stærkt rungende, klangskønne Ord er for ofte blot Ord og tilmed i for rigelig Mængde, saa det om en betydelig Del af hans Digte gælder, at de havde vundet ved en kraftig Beskæring, men i hvad, der blev tilbage, vil man finde noget af det skønneste i eng. Lyrik. Hans Drama Erechteus er oversat til Dansk af E. Lembcke, og enkelte af hans Digte af Ad. Hansen i »Engelske Digte«. En samlet Udgave af hans Digte: Poems, 6 Bd, udkom 1904 og af Tragedies i 3 Bd 1905—06. Et Udvalg af hans Digte: Selections from the poetical Works of A. C. S. (ed. by the Author) 1887.

Eksterne henvisninger

• Algernon Swinburne på Notable Names Database (engelsk)
• Algernon Swinburne på Poetsgraves.co.uk (engelsk)

Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.