Spring til indhold

Multipel sklerose

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Sclerose)
Multipel sklerose
Klassifikation
Myelin-nedbrydning

(Engelsk ledsagetekst: Photomicrograph of a demyelinating MS-Lesion. Immunohistochemical staining for CD68 highlights numerous macrophages (brown))
Information
NavnMultipel sklerose
Medicinsk fagområdeneuromedicin Rediger på Wikidata
Genetisk associationMET, RNASEL, HLA-DRA, PVR, SYK, CD86, CXCR5, STAT3, MAPK1, ZFP36L1, CBLB, CD6, CD58, CYP24A1, MLANA, IL2RA, IL7R, MGAT5, RPS6KB1, BREB1, TLL1, TNFRSF1A, VAV2, YWHAG, EVI5, TNFSF14, SAE1, MPHOSPH9, DLEU1, MERTK, BATF, RGS14, C6orf10, MALT1, SP140, KIF1B, PLCL2, CLEC16A, TRIM2, EGFL6, DKKL1, PDZRN4, AHI1, CHST12, MYNN, BTNL2, ZMIZ1, HACE1, EPS15L1, BACH2, CLSTN2, CSMD1, NDFIP1, MPV17L2, FCRL3, ALPK2, TAGAP, ZBTB46, VTI1A, CLECL1, NLRP11, SUMF1, SAMD12, CUEDC1, SGCD, RELN, C1GALT1, GPC5 Rediger på Wikidata
SKSDG35
ICD-10G35
OMIM612594,
612596,
612595 Rediger på Wikidata
DiseasesDB8412 Rediger på Wikidata
MedlinePlus000737 Rediger på Wikidata
ICD-9-CM340 Rediger på Wikidata
Patientplusmultiple-sclerosis-pro Rediger på Wikidata
MeSHD009103 Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Multipel sklerose eller Multipel sclerose (forkortet MS, kaldes også encephalomyelitis disseminata, dissemineret sklerose, dissemineret sclerose, sclerosis disseminata eller blot sklerose/sclerose) er en kronisk, uhelbredelig neurologisk sygdom, som rammer centralnervesystemet, det vil sige hjernen og rygmarven. Mere præcist er det en sygdom i hvilken myelinskeder omkring hjernens og rygsøjlens axoner bliver beskadigede, hvilket fører til demyelinering og ardannelse såvel som et bredt spektrum af tegn og symptomer.[1] De mest almindelige er nedsat førlighed, dårligt syn, lammelser og koordinationsvanskeligheder; men patienterne har forskellige symptomer alt efter hvor i hjernens eller rygmarvens myelin, betændelserne opstår. Sygdommen viser som regel sine første tegn hos unge voksne, og den er mest almindelig hos kvinder.[1] Dens udbredelse ligger mellem 2 og 150 per 100.000.[2] MS blev første gang beskrevet i 1868 af Jean-Martin Charcot.[3]

MS påvirker nervecellerne i hjernen og rygsøjlens mulighed for at kommunikere med hinanden. Nerveceller kommunikerer ved at sende elektriske signaler kaldet aktionspotentialer langs fibre kaldet axoner, som er pakket ind i en isolerende substans kaldet myelin. I MS angriber og skader ens eget immunforsvar myelinen. Når myelin går tabt kan axonerne ikke længere effektivt give signaler videre.[4] Navnet multipel sklerose henviser til ar (sclerose—bedre kendt som plak eller læsioner) i den hvide substans i hjernen og rygsøjlen, som hovedsageligt består af myelin.[3] Selvom man ved meget om mekanikkerne i sygdommens progression, forbliver årsagen til sygdommen uvis. Teorier herom inkluderer genetik eller infektioner. Forskellige miljømæssige risikofaktorer er også blevet påvist.[4][5]

Næsten ethvert neurologisk symptom kan forekomme som følge af sygdommen, og disse symptomer udvikler sig ofte til fysiske og kognitive handicap[4] og neuropsykiatriske lidelser.[6] MS kan antage flere former, hvor nye symptomer enten viser sig som diskrete angreb (relapserende former) eller langsomt ophober sig over tid (progressive former).[7] Mellem angrebene kan symptomerne forsvinde helt, men ofte opstår permanente neurologiske problemer, specielt som sygdommen skrider frem.[7]

Der er ingen kendt kur mod MS. Behandlinger forsøger at genskabe neurologiske funktioner efter angreb, forebygge mod nye angreb og undgå handicap.[4] MS-medicin kan have modsatrettede effekter eller mange bivirkninger, og mange patienter forsøger sig med alternativ behandling på trods af manglende videnskabelig opbakning dertil. Prognosen for en sygdomsramt er svær at forudsige; den afhænger af typen af MS, den individuelles sygdomskarakteristik og graden af forværring patienten oplever over tid.[8] Den forventede levealder for patienter er næsten den samme som for den uberørte del af befolkningen.[8]

Tegn og symptomer

[redigér | rediger kildetekst]
Hovedartikel: Tegn og symptomer på multipel sklerose.
Primære symptomer for MS.
Nystagmus, karakteriseret ved ufrivillige øjenbevægelser, er et af mange symptomer for MS.

En person med MS kan lide under næsten alle neurologiske symptomer eller tegn, inklusiv ændringer i fornemmelser (hypæstesi og paræstesi), muskelsvaghed, muskelkramper eller besvær ved bevægelser; vanskeligheder med koordination og balance (ataksi), problemer med talen (dysartri) eller synkebesvær (dysfagi), synsforstyrrelser (nystagmus, optisk neuritis[9] eller dobbeltsyn), træthed, akut eller kronisk smerte samt blære- og tarmproblemer.[1] Kognitiv svækkelse i varierende grad og emotionelle symptomer på depression eller ustabilt humør er også almindeligt.[1] Uhthoffs fænomen, en forværring af eksisterende symptomer grundet udsættelse for temperaturer, der er højere end normalt, og lhermittes tegn, en elektrisk følelse, der løber langs ryggen, når man bøjer nakken, er særligt karakteristiske for MS, men er ikke udelukkende tilknyttet sygdommen.[1] Det primære kliniske mål for handicappenes progression og symptomernes alvor er Expanded Disability Status Scale (EDSS).[10]

Symptomer på MS optræder som oftest i episodiske perioder med akut forværring (kaldet attakker, tilbagefald eller angreb), i en gradvist fremskridende forværring af neurologiske funktioner eller i en kombination af begge.[7] Multipel sklerose-attakker er ofte uforudsigelige og fremkommer uden forvarsel og uden åbenlyse igangsættende faktorer med en hyppighed normalt under 1 og en halv per år.[1] Før nogle angreb vises dog nogle typisk forekommende tegn. Attakker kommer oftere i foråret og sommeren.[11] Virale infektioner så som almindelig forkølelse, influenza eller gastroenteritis øger risikoen for tilbagefald.[1] Stress kan også udløse attakker.[12] Graviditet påvirker disponeringen for angreb med færre angreb for hvert trimester af graviditeten. De to første måneder efter fødslen er der dog større risiko for angreb.[1] Overordnet set synes graviditet dog ikke at påvirke graden af handicap. Mange potentielle udløsere er blevet undersøgt, men i mange tilfælde er disse blevet tilbagevist, idet de ikke viste nogen påvirkning på angrebsraten. Der er ikke noget bevis for at hverken vaccination og amning,[1] fysisk traume[13] eller Uhthoffs fænomen[11] er udløsere for attakker.

Årsager

[redigér | rediger kildetekst]

MS indtræffer højst sandsynligt som et resultat af en eller anden kombination af både miljømæssige og genetiske faktorer.[1][14] Epidemiologiske MS-studier har givet antydninger af hvilke mulige årsager, der er til sygdommen. Teorier forsøger at kombinere de kendte data til plausible forklaringer, men ingen af disse er endeligt bevist.

Genetik

[redigér | rediger kildetekst]
HLA-region på kromosom 6. Ændringer i dette område øger sandsynligheden for, at personen lider af MS.

MS betragtes ikke som en arvelig sygdom. På trods af dette er en række genetiske variationer, der øger risikoen for at udvikle sygdommen, blevet fundet.[15]

Risikoen for at udvikle MS er højere iblandt slægtninge til en person med sygdommen, end i resten af befolkningen, især hvad angår søskende, forældre og børn.[4] Sygdommen gentager sig inden for familien i omkring 20% af tilfældene.[1] Hvad angår enæggede tvillinger optræder sammenfald kun i omkring 35% af tilfældene, mens det kun ligger på 5% hos søskende og endda lavere hos halvsøskende. Dette indikerer, at modtageligheden kun er delvist polygenisk drevet.[1][4]

Foruden familieundersøgelser er specifikke gener blevet sat i forbindelse med MS. Forskelle i det humane leukocytantigen (HLA)-system – en gruppe gener i kromosom 6, der tjener som major histocompatibility complex (MHC) i mennesker – øger sandsynligheden for at lide af MS.[1] Det mest konsekvente resultat er sammenhængen mellem MS og alleler af MHC defineret som DR15 og DQ6.[1] Andre loci har vist en beskyttende effekt, heriblandt C554 og DRB1*11.[1]

Miljømæssige faktorer

[redigér | rediger kildetekst]

Forskellige miljømæssige faktorer, både af infektiøs og ikke-infektiøs art, er blevet foreslået som risikofaktorer for MS. Selvom nogle er delvist modificerbare, kan kun videre forskning – i særdeleshed kliniske undersøgelser – afsløre, om elimineringen af dem kan forhindre sygdomsudbrud.[16]

MS er mere almindelig i folk, der bor langt fra ækvator, selvom der findes mange undtagelser herfra.[1] Nedsat udsættelse for sollys er blevet forbundet med en højere risiko for MS.[16] Nedsat vitamin D-produktion og -optag er blevet brugt som den primære biologiske mekanisme i forklaringen af den højere risiko blandt dem, der udsættes for mindre sollys.[16][17]

Alvorlig stress kan måske også være en risikofaktor, selvom bevismaterialet er tyndt.[16] Herudover er det også påvist, at rygning er en uafhængig risikofaktor i udviklingen af MS.[17] Forbindelse med arbejdsbetinget eksponering og giftstoffer – hovedsageligt solventer – er blevet vurderet, men ingen tydelige konklusioner er opnået.[16] Vacciner blev også betragtet som årsagsfaktorer for sygdommen; De fleste undersøgelser viste dog ingen forbindelse mellem MS og vacciner.[16] Adskillige andre mulige risikofaktorer, såsom diæt og hormonindtag, er blevet undersøgt; Mere bevismateriale er dog nødvendig for at bekræfte eller afvise deres relation til sygdommen.[17]

Hos patienter med MS forekommer Gigt i mere begrænset omfang, end hvad man statistisk kunne forvente, og lave niveauer af urinsyre er konstateret i forhold til det normale niveau. Dette førte til den teori, at urinsyre beskytter mod MS, selv om dens præcise betydning forbliver ukendt.[18]

Infektioner

[redigér | rediger kildetekst]

Genetisk disponering kan forklare nogle af de geografiske og epidemiologiske variationer i MS-tilfælde, blandt andet den høje forekomst blandt nogle familier eller risikofald med genetisk afstand, men redegør ikke for andre fænomener, såsom de ændringer i risikoen, der forekommer som følge af migration i en tidlig alder.[5]

En forklaring på denne epidemiologiopdagelse kunne være, at en form for infektion produceret af en udbredt mikrobe snarere end en sjælden patogen, er oprindelsen til sygdommen.[5] Forskellige hypoteser har uddybet den mekanisme, hvormed dette kan forekomme. Hygiejnehypotesen foreslår, at eksponering til flere infektiøse agenser tidligt i livet beskytter med MS. MS ville være en autoimmun reaktion udløst i udsatte individer af flere infektiøse mikroorganismer.[1] Prævalenshypotesen foreslår, at sygdommen skyldes et patogen, der er mere almindelig i regioner med høj MS-udbredelse. Dette patogen er meget almindeligt, og forårsager en asymptomatisk vedvarende infektion i de fleste individer. Kun i få tilfælde, og mange år efter infektionen fandt sted, forårsager det demyelinering.[5][19] Hygiejnehypotesen har fået mere opbakning end prævalenshypotesen.[5]

Bevis for virus som årsag inkluderer tilstedeværelsen af oligoklonale bånd i hjernen og cerebrospinalvæsken hos de fleste patienter, tilknytningen af flere virus med human demyelinerende encefalomyelitis og induktion af demyelinering i dyr gennem viral infektion.[20] Human herpesvirus er en kandidatgruppe af virus tilknyttet MS;[21] Personer der aldrig har været inficeret med Epstein-Barr virus har mindre risiko for at have sygdommen og blandt inficerede har de der var inficeret som unge voksne større risiko end personer inficeret i en yngre alder.[5][1] Dette taler mod hygiejnehypotesen, eftersom de ikke-inficerede formentligt har haft en mere hygiejnisk opvækst.[5] Andre agenser, der også er blevet forbundet med MS, er humant endogent retrovirus og Chlamydia pneumoniae.[22][23][24]

Patofysiologi

[redigér | rediger kildetekst]
Demyelinisering i MS (Klüver-Barrera myelin farvning). Områder med manglende farve afslører læsionerne. (Forstørrelse 1:100).

Læsioner

[redigér | rediger kildetekst]

Navnet "multipel sklerose" henviser til ar-lignende aflejringer (bedre kendt som plaques eller læsioner), der dannes i centralnervesystemet. Læsionerne ses oftest i den hvide substans omkring ventriklerne, lillehjernen, hjernestammen, basalganglierne, rygmarven og synsnerven. Formålet med cellerne i den hvide substans er at formidle signaler fra den grå substans til resten af kroppen. Det perifere nervesystem er sjældent involveret i MS.[4]

Mere specifikt ses der i MS tab af oligodendrocytter, som er involveret i dannelse og vedligeholdelse af nervecellernes myelinskeder, som effektiviserer videreformidlingen af disses elektriske signaler (aktionspotentialer).[4] Dette fører til en fortynding eller fuldkomment tab af myelinskederne og yderligere nedbrydning af nervecellernes aksoner som sygdommen skrider frem. Når myelinet tabes er det ikke længere muligt for cellen effektivt at videreformidle elektriske signaler.[4] En reparationsprocess kaldet remyelinering finder sted i sygdommens tidlige stadie, men oligodendrocytterne er ikke tilstrækkelige til at få genopbygget cellernes myelinskeder.[25] Gentagne anfald medfører mindre effektiv remyelinering, indtil en arlignende aflejring (plaque eller læsion) dannes omkring det skadede akson.[25] Forskellige læsionsmønstrer er blevet observeret i MS.[26]

Autoimmunologi

[redigér | rediger kildetekst]

MS menes at være en immun-medieret lidelse, som opstår på baggrund af kompleks interaktion med individets genetiske baggrund og uidentificeret miljørelateret årsager.[4] Skaderne i CNS menes at være forårsaget af angreb fra individets eget immunforsvar. Nogle af de cellulære komponenter som immunsystemet angriber (autoantigener) menes at være "myelin basisk protein" (MBP) og "proteolipid protein" (PLP). Det ofte ordinerede MS-medikament glatiramer acetate blev designet til at efterligne MBP, og fungere som afledningsmanøvre for autoreaktive immunceller, hvorved angreb på nervecelleaksonerne ville undgås. MBPs rolle i MS-patogenesen er dog omdiskuteret, da proteinet er lokaliseret inde i myelinskeden (frem for på overfladen), hvor immuncellerne ikke er i stand til at erkende det.

Nyere studier peger på myelinlipiders involvering i MS.[27] Historisk har det altid været antaget at myelin komponenten som skabte den autoimmune reaktion måtte være et protein, selvom myleinskeden indeholder over 80% lipider. Yderligere argumentation for at lipider kunne være årsag til den autoimmune reaktion, er baseret på en anden autoimmun lidelse kaldet Guillain Barre syndrom.

Uanset om den cellulære autoantigen er et protein eller et lipid, kan reaktionen opstå som følge af, immuncellerne genkender et fremmed antigen, og efterfølgende krydsreagerer med organismens egne komponenter (kaldet selv antigener), da disse minder om det fremmede antigen - et fænomen kaldet molekylære mimicry.[4][28]

Inflammation

[redigér | rediger kildetekst]

Inflammation er udover demyelinering det andet hovedsygdomstegn ved MS. Ifølge immunologiske teorier vedrørende MS patogenesen er den inflammatoriske reaktion forårsaget af T-celler, (en lymfocyt type involveret i kroppens immunsystem).[4] T-celler opnår adgang til hjernen gennem "sprækker" i blod-hjerne-barrieren. Undersøgelser af dyremodeller har også vist, at B-celler spiller en mulig rolle.[29]

T-cellerne genkender myelinet som fremmed, og angriber dette, som var det en indtrængende virus. Herved igangsættes en inflammatorisk reaktion, der stimulerer andtre immunceller, og opløselige faktorer som cytokiner og antistoffer. Processen leder til yderligere lækage af blodhjerne-barrieren, som leder til en række andre skadende effekter såsom opsvulmen, aktivering af makrofager og yderligere aktivering af cytokiner og andre skadelide proteiner.[4]

Blod-hjerne-barrieren er en del af det kapillære system, som hindrer passage af T-celler ind i centralnervesystemet.[4] Denne kan dog blive gennemtrængeligt for disse celletyper, som følge af viral eller bakteriel infektion.[4] Når blod-hjerne barrieren opheles efter destruktion af den infektiøse agens vil T-cellerne være fanget inde i centralnervesystemet.[4]

Diagnose

[redigér | rediger kildetekst]

MS kan være svært at diagnosticere, eftersom dets tegn og symptomer kan være lignende ved andre medicinske problemer.[1][30] Medicinske organisationer har lavet diagnostiske kriterier for at lette og standardisere diagnosticeringsprocessen for praktiserende læger, specielt i de første stadier af sygdommen.[1] Historisk var både Schumacher- og Poser-kriterierne populære.[31] I øjeblikket anvendes McDonald-kriterierne, der fokuserer på bevis ved hjælp af kliniske, laboratorie- og radiologiske data for udbredelsen af MS-læsioner i tid og rum.[1][32][33]

Kliniske data alene kan være tilstrækkelige for en diagnose af MS, hvis en person har været ramt af separate episoder af neurologiske symptomer, der er karakteristiske for MS.[32] Eftersom nogle søger lægehjælp efter kun et angreb, kan andre tests fremskynde og lette diagnosen. De mest almindeligt anvendte diagnostiske værktøjer er neuroradiologi, analyse af cerebrospinalvæske og evokerede potentialer. Magnetresonanstomografi af hjernen og rygrad viser områder med demyelinering (læsioner eller plak). Gadolinium kan administreres intervenøst som kontrast til at fremhæve aktiv plak og ved eliminering til at påvise eksistensen af historiske læsioner, der ikke er associerede med symptomer på tidspunktet for evalueringen.[32][34]

Testning af cerebrospinalvæsken fra en lumbalpunktur kan give dokumentation for kronisk betændelse i centralnervesystemet. Cerebrospinalvæsken er blevet testet for oligoklonale bånd, som er en betændelsesmarkør fundet i 75–85% af mennesker med MS.[32][35] Eftersom ingen kendte tests er fuldstændig specifikke i forhold til MS, kan en fuldstændig sikker diagnose kun stilles med biopsier eller obduktioner.

Nervesystemet hos en person med MS svarer ofte mindre aktivt på stimulering af synsnerven og sensornerverne grundet demyelinering af axonerne. Disse hjernereaktioner kan undersøges ved hjælp af visuelle og sensorevokerede potentialer.[36]

Klassificering

[redigér | rediger kildetekst]
Illustration, som viser de forskellige forløbsformer ved multipel sklerose

Flere typer af sygdommen, eller mere præcist mønstre for sygdommens forløb, er blevet beskrevet. Når typen skal fastlægges, benytter man sig af udviklingen hidtil med det formål at forudsige det videre forløb. Det er vigtigt at fastslå typen, ikke blot for at kunne opstille prognoser men også for at kunne beslutte, hvordan sygdommen skal håndteres. I 1996 standardiserede USA's National Multiple Sclerosis Society de fire typers definitioner:[7]

  1. relapserende-remitterende,
  2. sekundær progressiv,
  3. primær progressiv og
  4. progressiv relapserende.

Den relapserende-remitterende type er karakteriseret ved uforudsigelige attakker efterfulgt af perioder på måneder eller år, hvor sygdommen forholder sig nogenlunde rolig (remission) uden nye tegn på sygdomsaktivitet. Problemer opstået under angreb kan enten forsvinde eller efterlade følgesygdomme, hvor det sidstnævnte dog er mere almindeligt som en funktion af tid.[1] 85-90% af alle patienter med MS, har et begyndende sygdomsforløb, der kan beskrives af den relapserende-remitterende type.[7] Når problemerne altid forsvinder mellem attakker, kaldes typen nogle gange for godartet MS.[37] Den relapserende-remitterende type begynder som regel med et klinisk isoleret syndrom (CIS). I CIS har patienten angreb, der tyder på demyelinering, men opfylder ikke alle kriterierne for MS.[1][38] Dog udvikler kun 30 til 70% af personer, der oplever CIS, MS.[38]

Sekundær progressiv MS beskriver omkring 65 % af de, der indledningsvist har haft relapserende-remitterende MS, men som begynder at have progressive neurologiske problemer mellem akutte angreb uden nogen egentlig periode med remission.[1][7] Lejlighedsvise tilbagefald og mindre remissioner kan forekomme.[7] Den gennemsnitlige tid mellem sygdommens udbrud og ændring fra relapserende-remitterende til sekundær progressiv MS er 19 år.[39]

Den primære progressive type beskriver de cirka 10–15%, der aldrig oplever remission efter deres første MS-symptomer.[40] Typen er karakteriseret ved progression af handicap helt fra sygdommens udbrud med ingen eller kun lejlighedsvise remissioner og forbedringer.[7] Alderen, hvor man rammes af den primære progressive type, er højere end ved den relapserende-remitterende, men lignende gennemsnitsalderen for overgangen fra den relapserende-remitterende til den sekundære progressive type. I begge tilfælde er det omkring fyrreårsalderen.[1]

Progressiv relapserende MS beskriver de personer, der fra start oplever støt neurologisk tilbagegang, men lider af klare angreb oveni. Dette er den mindst almindelige af alle MS-typerne.[7]

Tilfælde med ikke-standardiserede forløb er også blevet beskrevet. Disse benævnes nogle gange som grænsetyper af multipel sklerose og inkluderer Devics syndrom, Balo-koncentrisk sklerose, Schilders diffuse sklerose og Marburg multipel sklerose.[41] Der er uenighed, omkring hvorvidt disse typer er atypiske varianter af MS eller andre sygdomme.[42] Multipel sklerose opfører sig også anderledes hos børn, idet det tager længere tid for dem at nå det progressive stadie.[1] Ikke desto mindre når de stadig det progressive stade ved en lavere gennemsnitsalder end voksne.[1]

Håndtering

[redigér | rediger kildetekst]
Hovedartikel: Behandling for multipel sklerose.

Selvom der ikke findes nogen kur mod MS, har flere behandlinger vist sig at være hjælpsomme. Behandlingernes primære mål er at få patienten tilbage til stadiet før angrebet, forebygning mod nye angreb og undgå yderligere handicap. Som med mange medicinske behandlinger har medikamenterne brugt i håndteringen af MS flere bivirkninger. Alternative behandlinger søges af nogle patienter på trods af den manglende støtte fra forskningen.

Akutte angreb

[redigér | rediger kildetekst]

Under symptomatiske angreb er administration af høje doser af kortikosteroider, såsom methylprednisolon,[43][44] givet intravenøst den rutinemæssige behandling. Formålet med den slags behandling er at afslutte angrebet hurtigere og efterlade færre vedvarende problemer hos patienten. Selvom kortikosteroider generelt er effektive på kort sigt til at lindre symptomer, har den form for behandling ikke vist sig at have nogen signifikant langvarig effekt.[45] Potentielle bivirkninger inkluderer osteoporose[46] og svækket hukommelse, hvor sidstnævnte dog er reversibel.[47] Alvorlige angreb, som ikke reagerer på kortikosteroider, kan behandles med plasmaferese.[48]

Sygdomsmodificerende behandlinger

[redigér | rediger kildetekst]
Sygdomsmodificerende behandlinger er dyre, og de fleste er afhængige af hyppige (op til daglige) injektioner. Andre gives ved drop med 1-3 måneders intervaller.

Den tidligste kliniske fremkomst af relapserende-remitterende MS (RRMS) er klinisk isoleret syndrom (KIS). Flere studier har vist, at behandling med interferoner under et attak i begyndelsen af sygdomsforløbet kan nedsætte risikoen for, at en patient vil udvikle klinisk MS.[49][50][51]

Per 2007 er seks sygdomsmodificerende behandlinger blevet godkendt af kommisioner fra forskellige lande mod RRMS. Tre er interferoner: to med interferon beta-1a (varebetegnelser Avonex, CinnoVex, ReciGen og Rebif) og en med interferon beta-1b (varebetegnelse: USA, Betaseron; i Europa og Japan, Betaferon). En fjerde medicinering er glatirameracetat (Copaxone), en ikke-interferon, ikke-steroidal immunmodulator. Den femte form for medicin, mitoxantron, er en immunundertrykker, som også bruges i kemoterapi, kun godkendt i USA og overvejende mod sekundær progressiv MS. Den sjette er natalizumab (på markedet som Tysabri). Alle seks medikamenter fungerer kun moderat, hvad angår at nedsætte antallet af attakker og sinke progressionen til funktionsnedsættelse, selvom hyppigheden af deres virkekraft varierer, og studier af deres langsigtede effekter mangler stadig.[52][53][54][55] Sammenligning af immunmodulatorer (alle undtagen mitoxantron) viser, at det mest effektive er natalizumab, både hvad angår nedsættelse af hyppigheden af tilbagefald og at bremse funktionsnedsættelsens fremskriden;[56] det er også blevet påvist at reducere sygdommens intensitet.[57] Mitoxantron er måske den mest effektive af alle;[58] men betragtes dog generelt ikke som en langsigtet behandlingsform, da brugen af det begrænses af alvorlig kardiotoxitet.[59]

Interferonerne og glatirameracetat gives ved hyppige injektioner, der varierer fra en om dagen for glatirameracetat til en gang om ugen (men intramuskulært) for Avonex. Natalizumab og mitoxantron gives ved drop med månedlige intervaller.

Behandling af progressiv MS er mere vanskeligt end af relapserende-remitterende MS. Mitoxantron har vist positive resultater hos patienter med sekundær progressiv og progressiv-relapserende mønstre. Det er moderat effektivt til at reducere sygdommens progression og hyppigheden af tilbagefald hos patienterne i det korte løb.[55] Ingen behandlinger har endnu vist sig at have nogen effekt på den primære progressive MS.[60]

Som ved enhver slags behandling har disse behandlinger flere bivirkninger. En af de mest almindelige er irritation ved injektionspunktet for glatiramacetat og de intravenøse behandlinger. Over tid kan der udvikle sig en synlig bule på injektionsstedet som følge af destruktionen af fedtvæv, kendt som lipoatrofi. Interferoner kan give symptomer, der er lig influenza;[61] nogle patienter, der tager glatiramer oplever en reaktion efter injektionen med rødmen, trykken for brystet, hjertebanken, åndenød og angst, som normalt varer mindre end tredive minutter.[53] Mere farligt er leverskader fra interferoner og mitoxantron,[62][63][64][65][66] de immunosuppressive effekter og hjertetoksicitet som mitoxantron også giver anledning til;[66] samt den formodede sammenhæng mellem natalizumab og nogle tilfælde af progressiv multifokal leukoencefalopati.[67][68][69]


Alternative behandlinger

[redigér | rediger kildetekst]

Som ved de fleste kroniske sygdomme bliver alternativ behandling efterspurgt fra nogle patienter på trods af manglende støtte fra sammenlignelig og gentagelig videnskabelig forskning. Eksempler er bestemte diæter,[70] urtemedicin, inklusiv brugen af cannabis i medicinsk øjemed til at lette symptomerne[71][72] og hyperbarisk oxygenterapi.[73] Kampsportsterapi såsom Tai Chi, afslapningsdiscipliner som yoga eller almindelig motion synes at mindske træthed, men har ingen effekt på de kognitive funktioner.[74]

Et pilotforsøg fra 2013 foretaget af fysioterapeuter og forskere viser, at konditionstræning også er mulig for patienter med svær sclerose. På den måde kan patienteres kondital forbedres, og risikoen for sygdomme kan nedsættes. Et større forsøg med flere testpersoner end de seks i pilotforsøget er under opsejling, og forventes at blive gennemført i løbet af 2015.

Prognose

[redigér | rediger kildetekst]
Disability-adjusted life year (DALY) for multipel sklerose per 100.000 indbyggere i 2002
     no data      mindre end 13      13–16      16–19      19–22      22–25      25–28      28–31      31–34      34–37      37–40      40–43      mere end 43

Prognosen (den forventede fremtidige udvikling af sygdommen) for en person med multipel sklerose afhænger af typen af sygdommen; individets køn, alder og første symptomer; samt graden af handicap, personen oplever.[8] Sygdommen udvikler sig og tiltager i løbet af årtier, hvor 30 er det gennemsnitlige antal år fra sygdommens fremkomst til personens død.[1]

Visse karakteristika er forbundet med en bedre kurs for den sygdomsramte herunder at være kvinde, have den relapserende-remitterende type, have neuritis optica i udgangspunktet, at få få anfald i de tidlige år samt opdagelse af sygdommen tidligt.[8][75]

Den forventede levealder for personer med MS er 5 til 10 år lavere end ikkeberørte personer.[1] Næsten 40% af patienterne når at fylde 70 år.[75] Ikke desto mindre er to tredjedele af dødsfaldene hos personer med MS direkte forbundet med konsekvenserne af sygdommen.[1] Selvmord er også en langt større risikofaktor hos personer med MS end hos ikkeberørte personer, mens infektioner og komplikationer er væsentlig større risikofaktorer hos MS-patienter med store handicap.[1]

Selvom de fleste patienter mister deres evne til at gå før de dør, er 90 % stadig i stand til at gå selvstændigt 10 år efter sygdommens fremkomst og 75% efter 15 år.[75][76]

Epidemiologi

[redigér | rediger kildetekst]
Etniske grupper så som samerne har en lavere forekomst af MS, muligvis på grund af genetiske faktorer.

To primære mål bliver brugt i epidemiologiske studier: incidens og prævalens. Incidens er antallet af nye tilfælde per enhed af personer per tidsenhed (typisk antallet af tilfælde per tusind personer per år); mens prævalens er det totale antal af tilfælde af sygdommen i befolkningen på et givet tidspunkt. Prævalens er kendt for ikke kun at afhænge af incidens men også på overlevelsesrate og migration af berørte personer. MS har en prævalens der er mellem 2 og 150 per 100.000 afhængig af landet eller specifik befolkning.[2] Studier om befolkningsmæssige og geografiske mønstre af epidemiologiske mål har været meget almindeligt inden for MS,[19] og har ført til forslag om forskellige ætiologiske (kausal-) teorier.[5][16][17][19]

MS fremkommer typisk hos voksne i 30'erne, men det kan også vise sig allerede i barndommen.[1] Den primær progressive type er mere almindelig hos 50-årige personer.[40] Som med mange autoimmune sygdomme er sygdommen mere almindelig hos kvinder, og den trend kan være stigende.[1][77] Hos børn er kønsratioen højere,[1] mens personer over 50 bliver ramt i cirka samme grad uafhængigt af køn.[40]

Der er en nord-til-syd-gradient på den nordlige halvkugle og en syd-til-nord-gradient på den sydlige halvkugle, hvor MS er langt mindre almindeligt for personer, der bor nær ækvator.[1][77] Klima, sollys og indtag af vitamin D er blevet udforsket som mulige årsager til sygdommen, som kunne forklare denne breddegradsgradient.[17] Dog er der vigtige undtagelser fra dette nord-syd-mønster og ændringer i prævalensrater over tid;[1] faktisk kan denne trend være ved at forsvinde.[77] Det indikerer at andre faktorer så som miljø eller genetik må medtages for at forklare MS's årsager.[1] MS er også mere almindelig i regioner med nordeuropæiske befolkninger.[1] Men selv i regioner hvor MS er almindelig, har nogle etniske grupper mindre risiko for at udvikle sygdommen, hvilke inkluderer samerne, turkmenerne, oprindelige amerikanere, canadiske hutteritter, afrikanere og new zealandske maorier.[16]

Miljøfaktorer i barndommen kan også spille en vigtig rolle i udviklingen af MS senere i livet. Flere studier af migranter viser at hvis migration forekommer før man er 15, får migranten den nye regions følsomhed over for MS. Hvis migrationen forekommer efter man er fyldt 15, bibeholder migranten sin fødeegns følsomhed.[1][16] Dog kan den aldersgeografiske risiko for at udvikle MS vise sig at strække sig over en større tidsskala.[1] En sammenhæng mellem hvilken årstid, man er født i og MS, er også blevet påvist, hvilket yder støtte til den foreslåede sammenhæng med sollys og vitamin D-indtag. For eksempel er færre personer med MS født i november sammenlignet med maj.[78]

Historie

[redigér | rediger kildetekst]

Medicinsk opdagelse

[redigér | rediger kildetekst]
Detalje af tegning fra Carswell book, der afbilder Multipel Sklerose-læsioner i hjernestammen og rygmarven (1838)

Den franske neurolog Jean-Martin Charcot (1825–1893) var den første person, der fastsatte multipel sklerose, som en særskilt sygdom i 1868.[79] Idet han opsummerede tidligere resultater og tilføjede sine egne kliniske og patologiske observationer, kaldte Charcot sygdommen for sclerose en plaques. De tre tegn for MS nu kendt som Charcots triade er nystagmus, intentionstremor og telegrafisk tale, selvom disse ikke er unikke for MS. Charcot observerede også kongnitive ændringer, hvorfor han beskrev sine patienter som havende en "markant svækkelse af hukommelsen" og "langsom opfattelse".[3]

Før Charcot havde Robert Carswell (1793–1857), en britisk professor i patologi, og Jean Cruveilhier (1791–1873), en fransk professor i patologisk anatomi, beskrevet og illustreret mange af sygdommens kliniske detaljer., men identificerede den ikke som en separat sygdom.[80] Mere specifikt beskrev Carswell de skader han havde fundet som "betydelige læsioner i rygmarven ledsaget af atrofi".[1]

Efter Charcots beskrivelse beskrev Eugène Devic (1858–1930), Jozsef Balo (1895–1979), Paul Ferdinand Schilder (1886–1940) og Otto Marburg (1874–1948) specialtilfælde af sygdommen. Sygdommen fik ikke sit nuværende navn før 1955.[1] Gennem hele det 20. århundrede fandt en vigtig udvikling sted med hensyn til teorier om MS-årsager og -patogenese, mens effektive behandlinger først begyndte at dukke op omkring år 1990.[1]

Historiske tilfælde

[redigér | rediger kildetekst]

Der er adskillige historiske beskrivelser af mennesker, der levede kort før og efter sygdommen blev beskrevet af Charcot, der sandsynligvis havde MS.

En ung kvinde kaldet Halldora, som boede i Island omkring år 1200, mistede pludselig sit syn og sin mobilitet, men efter at have bedt til helgenerne genvandt hun sine evner syv dage efter. Sankt Lidwina af Schiedam (1380–1433), en hollandsk nonne, kan være en af de første klart identificerbare MS-patienter. Fra hun var 16 til sin død som 53-årig, led hun af intermitterende smerter, svaghed i benene og synstab—typiske MS-symptomer.[81] Begge tilfælde har ledt til forslaget om 'vikingegen'-hypotesen for videreførslen af sygdommen.[82]

Augustus Frederick d'Este (1794–1848), søn af prins Augustus Frederick, Duke of Sussex og Lady Augusta Murray og barnebarn af George 3. af Storbritannien, led næsten helt bestemt af MS. D'Este efterlod en detaljeret dagbog beskrivende hans 22 år, hvor han levede med sygdommen. Hans dagbog begyndte i 1822 og sluttede i 1846, selvom den forblev ukendt for offentligheden indtil 1948. Hans symptomer begyndte i 28-års alderen med et pludseligt forbigående synstab efter en vens begravelse. Unde hans sygdoms udviklede han svaghed i benene, klodsethed på hænderne, følelsesløshed, svimmelhed, blæreforstyrrelser og impotens. I 1844 begyndte han at bruge rullestol. På trods af sygdommen beholdte han et optimistisk livssyn.[83][84]

Et andet tidligt tilfælde af MS er optegnet af den britiske dagbogsskriver W. N. P. Barbellion, nom-de-plume fra Bruce Frederick Cummings (1889–1919), som opretholdt en detaljeret logbog over sin diagnose og kamp med MS.[84] Hans dagbog blev publiceret i 1919 som The Journal of a Disappointed Man.[85]

Forskningsretninger

[redigér | rediger kildetekst]
Uddybende Hovedartikel: Multipel sklerose-behandlinger under undersøgelse

Behandlinger

[redigér | rediger kildetekst]
Alemtuzumabs kemiske struktur

En række behandlinger, der måske kan begrænse anfald eller forbedre funktion er udforskes til stadighed. Nogle af disse behandlinger indebærer en kombination af medicin, der allerede bruges mod MS, såsom den samlede administrering af mitoxantron og glatirameracetat (Copaxon).[86] De fleste behandlingsmetoder, der allerede er i kliniske forsøg, involverer dog medikamenter, der bruges mod andre sygdomme. Disse er alemtuzumab (Campath),[87] daclizumab (Zenapax),[88] inosin,[89] BG00012,[90] fingolimod,[91] og teriflunomid, den aktive metabolite af DMARDen leflunomid. Alemtuzumab fungerede bedre end interferon beta-1a hvad angik at reducere funktionsnedsættelse i relapserende-remitterende MS, forestillingsabnormaliteter og hyppigheden af tilbagefald, med den bivirkning at de autoimmune problemer øgedes. Disse inkluderede tre tilfælde af idiopatisk trombocytopenisk purpura, som førte til indstillingen af denne behandling.[92]

Andre medikamenter i kliniske forsøg er designet specifikt til MS, såsom laquinimod[93] og Neurovax.[94]

Lavdosis naltrexon er blevet ordineret "off-label" mod visse autoimmune sygdomme, herunder MS, og der er anekdotisk bevis for dets nytte,[95][96] men kun to små kliniske forsøg er blevet afholdt (per december 2008),[97] en af dem for primær progressiv MS.[98]

Diagnostiske metoder

[redigér | rediger kildetekst]

Nye diagnostik- og udviklingsevalueringsmetoder er også blevet undersøgt. Målingen af antistoffer mod myelinproteiner som myelin oligodendrocytglycoprotein og myelin basic protein kan være brugbart i diagnosen. Optisk koherenstomografi af øjets retina kan bruges som et mål for responsen til medicinering, axondegenerering og hjerneatrofi.[99][100] En prøve af serumantistoffer er blevet foreslået for at lave en mere sikker og tryg diagnose.[101]

Forudsigelse af udvikling

[redigér | rediger kildetekst]

På nuværende tidspunkt er der ingen klinisk etablerede laboratorieundersøgelser tilgængelige, som kan forudsige prognose. Flere lovende tilgange er dog blevet foreslået, heriblandt målingen af en lipidspecifik immunoglobulin M som indikator for langsigtede udfald.[102]

Kronisk cerebrospinal venøs insufficiens

[redigér | rediger kildetekst]

Forsker Paolo Zamboni har foretaget forskning, der tyder på, at MS ikke er en autoimmun lidelse, men en vaskulær sygdom, kronisk cerebrospinal venøs insufficiens, i hvilken hjernens vener er forsnævrede. Han teoretiserer, at dette leder til opbygningen af jern i hjernen, hvilket forårsager MS-symptomer. Han har udført et operativt indgreb for at korrigere, hvad han mener er venøs insufficiens og påstår, at nogle patienter har vist betydelig bedring.[103] Operationerne var ikke-kontrolleret og ikke-randomiseret.[104] Det neurologiske samfund har været skeptisk. Lily Jung, på vegne af American Academy of Neurology, følte, at nogle af påstandene i rapporten ikke understøttes af dataene. Desuden sagde Jung:

Citat Vi ville tage vel imod nogle randomiserede, kontrollerede, dobbeltblindede undersøgelser, der belyser emnet, men før da vil vi ikke opmuntre vores patienter til at hoppe i med begge fødder for at foretage denne procedure, hvilken har betydelige risici og ikke er blevet bevist sikker.[104][105][note 1] Citat

Se også

[redigér | rediger kildetekst]

Noter

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ Citat oversat fra "We would welcome some randomized, controlled, double-blinded studies to look at the issue, but before then would not be encouraging our patients to jump in with both feet to do this procedure, which has significant risks and has not been proven to be safe."

Referencer

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ a b c d e f g h i j k l m n o p q r s t u v w x y z æ ø å aa ab ac ad ae af ag ah ai aj ak al am an Compston A, Coles A (oktober 2008). "Multiple sclerosis". Lancet. 372 (9648): 1502-17. doi:10.1016/S0140-6736(08)61620-7. PMID 18970977.
  2. ^ a b Rosati G (april 2001). "The prevalence of multiple sclerosis in the world: an update". Neurol. Sci. 22 (2): 117-39. doi:10.1007/s100720170011. PMID 11603614.
  3. ^ a b c Charcot, J. (1868). "Histologie de la sclerose en plaques". Gazette des hopitaux, Paris. 41: 554-5.
  4. ^ a b c d e f g h i j k l m n o p Compston A, Coles A (april 2002). "Multiple sclerosis". Lancet. 359 (9313): 1221-31. doi:10.1016/S0140-6736(02)08220-X. PMID 11955556.
  5. ^ a b c d e f g h Ascherio A, Munger KL (april 2007). "Environmental risk factors for multiple sclerosis. Part I: the role of infection". Ann. Neurol. 61 (4): 288-99. doi:10.1002/ana.21117. PMID 17444504.
  6. ^ Berrios G E & Quemada J I (1990) Andre G. Ombredane and the psychopathology of multiple sclerosis: a conceptual and statistical history. Comprehensive Psychiatry 31: 438–446
  7. ^ a b c d e f g h i Lublin FD, Reingold SC (april 1996). "Defining the clinical course of multiple sclerosis: results of an international survey. National Multiple Sclerosis Society (USA) Advisory Committee on Clinical Trials of New Agents in Multiple Sclerosis". Neurology. 46 (4): 907-11. PMID 8780061.
  8. ^ a b c d Weinshenker BG (1994). "Natural history of multiple sclerosis". Ann. Neurol. 36 (Suppl): S6-11. doi:10.1002/ana.410360704. PMID 8017890.
  9. ^ Petzold, Axel; Fraser, Clare L.; Abegg, Mathias (2022). "Diagnosis and classification of optic neuritis". The Lancet Neurology (engelsk). 21 (12). doi:10.1016/S1474-4422(22)00200-9. PMID 36179757.
  10. ^ Kurtzke JF (1983). "Rating neurologic impairment in multiple sclerosis: an expanded disability status scale (EDSS)". Neurology. 33 (11): 1444-52. PMID 6685237.
  11. ^ a b Tataru N, Vidal C, Decavel P, Berger E, Rumbach L (2006). "Limited impact of the summer heat wave in France (2003) on hospital admissions and relapses for multiple sclerosis". Neuroepidemiology. 27 (1): 28-32. doi:10.1159/000094233. PMID 16804331.{{cite journal}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  12. ^ Heesen C, Mohr DC, Huitinga I; et al. (marts 2007). "Stress regulation in multiple sclerosis: current issues and concepts". Mult. Scler. 13 (2): 143-8. doi:10.1177/1352458506070772. PMID 17439878. {{cite journal}}: Eksplicit brug af et al. i: |author= (hjælp)CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  13. ^ Martinelli V (2000). "Trauma, stress and multiple sclerosis". Neurol. Sci. 21 (4 Suppl 2): S849-52. doi:10.1007/s100720070024. PMID 11205361. Arkiveret fra originalen 1. november 2013. Hentet 6. februar 2010.
  14. ^ Overraskende fund: Sklerose-gener kan have været en fordel for vores forfædre. Videnskab.dk 2024
  15. ^ Dyment DA, Ebers GC, Sadovnick AD (februar 2004). "Genetics of multiple sclerosis". Lancet Neurol. 3 (92): 104-10. doi:10.1016/S1474-4422(03)00663-X. PMID 14747002.{{cite journal}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  16. ^ a b c d e f g h i Marrie RA (december 2004). "Environmental risk factors in multiple sclerosis aetiology". Lancet Neurol. 3 (12): 709-18. doi:10.1016/S1474-4422(04)00933-0. PMID 15556803.
  17. ^ a b c d e Ascherio A, Munger KL (juni 2007). "Environmental risk factors for multiple sclerosis. Part II: Noninfectious factors". Ann. Neurol. 61 (6): 504-13. doi:10.1002/ana.21141. PMID 17492755.
  18. ^ Spitsin S, Koprowski H (2008). "Role of uric acid in multiple sclerosis". Curr. Top. Microbiol. Immunol. 318: 325-42. doi:10.1007/978-3-540-73677-6_13. PMID 18219824.
  19. ^ a b c Kurtzke JF (oktober 1993). "Epidemiologic evidence for multiple sclerosis as an infection". Clin. Microbiol. Rev. 6 (4): 382-427. PMC 358295. PMID 8269393. Arkiveret fra originalen 5. december 2012. Hentet 6. februar 2010.
  20. ^ Gilden DH (marts 2005). "Infectious causes of multiple sclerosis". Lancet Neurol. 4 (3): 195-202. PMID 15721830.
  21. ^ Christensen T (juni 2007). "Human herpesviruses in MS" (PDF). Int MS J. 14 (2): 41-7. PMID 17686342.{{cite journal}}: CS1-vedligeholdelse: url-status (link)
  22. ^ Johnston JB, Silva C, Holden J, Warren KG, Clark AW, Power C (oktober 2001). "Monocyte activation and differentiation augment human endogenous retrovirus expression: implications for inflammatory brain diseases". Ann. Neurol. 50 (4): 434-42. doi:10.1002/ana.1131. PMID 11601494.{{cite journal}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  23. ^ Christensen T (maj 2006). "The role of EBV in MS pathogenesis" (PDF). Int MS J. 13 (2): 52-7. PMID 16635422.{{cite journal}}: CS1-vedligeholdelse: url-status (link)
  24. ^ Yao SY, Stratton CW, Mitchell WM, Sriram S (maj 2001). "CSF oligoclonal bands in MS include antibodies against Chlamydophila antigens". Neurology. 56 (9): 1168-76. PMID 11342681.{{cite journal}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  25. ^ a b Chari DM (2007). "Remyelination in multiple sclerosis". Int. Rev. Neurobiol. 79: 589-620. doi:10.1016/S0074-7742(07)79026-8. PMID 17531860.
  26. ^ Pittock SJ, Lucchinetti CF (marts 2007). "The pathology of MS: new insights and potential clinical applications". Neurologist. 13 (2): 45-56. doi:10.1097/01.nrl.0000253065.31662.37. PMID 17351524.
  27. ^ Ho PP, Kanter JL, Johnson AM; et al. (juni 2012). "Identification of naturally occurring fatty acids of the myelin sheath that resolve neuroinflammation". Sci Transl Med. 4 (137): 137ra73. doi:10.1126/scitranslmed.3003831. PMID 22674551. {{cite journal}}: Eksplicit brug af et al. i: |author= (hjælp)CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  28. ^ Wucherpfennig KW, Strominger JL (marts 1995). "Molecular mimicry in T cell-mediated autoimmunity: viral peptides activate human T cell clones specific for myelin basic protein". Cell. 80 (5): 695-705. PMID 7534214.
  29. ^ Iglesias A, Bauer J, Litzenburger T, Schubart A, Linington C (november 2001). "T- and B-cell responses to myelin oligodendrocyte glycoprotein in experimental autoimmune encephalomyelitis and multiple sclerosis". Glia. 36 (2): 220-34. doi:10.1002/glia.1111. PMID 11596130.{{cite journal}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  30. ^ Trojano M, Paolicelli D (november 2001). "The differential diagnosis of multiple sclerosis: classification and clinical features of relapsing and progressive neurological syndromes". Neurol. Sci. 22 (Suppl 2): s.98-102. doi:10.1007/s100720100044. PMID 11794488.
  31. ^ Poser CM, Brinar VV (juni 2004). "Diagnostic criteria for multiple sclerosis: an historical review". Clin Neurol Neurosurg. 106 (3): 147-58. doi:10.1016/j.clineuro.2004.02.004. PMID 15177763.
  32. ^ a b c d McDonald WI, Compston A, Edan G; et al. (juli 2001). "Recommended diagnostic criteria for multiple sclerosis: guidelines from the International Panel on the diagnosis of multiple sclerosis". Ann. Neurol. 50 (1): 121-7. doi:10.1002/ana.1032. PMID 11456302. {{cite journal}}: Eksplicit brug af et al. i: |author= (hjælp)CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  33. ^ Polman CH, Reingold SC, Edan G; et al. (december 2005). "Diagnostic criteria for multiple sclerosis: 2005 revisions to the "McDonald Criteria"". Ann. Neurol. 58 (6): 840-6. doi:10.1002/ana.20703. PMID 16283615. {{cite journal}}: Eksplicit brug af et al. i: |author= (hjælp)CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  34. ^ Rashid W, Miller DH (februar 2008). "Recent advances in neuroimaging of multiple sclerosis". Semin Neurol. 28 (1): 46-55. doi:10.1055/s-2007-1019127. PMID 18256986.
  35. ^ Link H, Huang YM (november 2006). "Oligoclonal bands in multiple sclerosis cerebrospinal fluid: an update on methodology and clinical usefulness". J. Neuroimmunol. 180 (1-2): 17-28. doi:10.1016/j.jneuroim.2006.07.006. PMID 16945427.
  36. ^ Gronseth GS, Ashman EJ (maj 2000). "Practice parameter: the usefulness of evoked potentials in identifying clinically silent lesions in patients with suspected multiple sclerosis (an evidence-based review): Report of the Quality Standards Subcommittee of the American Academy of Neurology". Neurology. 54 (9): 1720-5. PMID 10802774.
  37. ^ Pittock SJ, Rodriguez M (2008). "Benign multiple sclerosis: a distinct clinical entity with therapeutic implications". Curr. Top. Microbiol. Immunol. 318: 1-17. doi:10.1007/978-3-540-73677-6_1. PMID 18219812.
  38. ^ a b Miller D, Barkhof F, Montalban X, Thompson A, Filippi M (maj 2005). "Clinically isolated syndromes suggestive of multiple sclerosis, part I: natural history, pathogenesis, diagnosis, and prognosis". Lancet Neurol. 4 (5): 281-8. doi:10.1016/S1474-4422(05)70071-5. PMID 15847841.{{cite journal}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  39. ^ Rovaris M, Confavreux C, Furlan R, Kappos L, Comi G, Filippi M (april 2006). "Secondary progressive multiple sclerosis: current knowledge and future challenges". Lancet Neurol. 5 (4): 343-54. doi:10.1016/S1474-4422(06)70410-0. PMID 16545751.{{cite journal}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  40. ^ a b c Miller DH, Leary SM (oktober 2007). "Primary-progressive multiple sclerosis". Lancet Neurol. 6 (10): 903-12. doi:10.1016/S1474-4422(07)70243-0. PMID 17884680.
  41. ^ De Seze J (januar 2006). "Borderlines types of multiple sclerosis". Rev. Neurol. (Paris) (fransk). 162 (1): 137-43. PMID 16446632.
  42. ^ O'Riordan JI (juni 1997). "Central nervous system white matter diseases other than multiple sclerosis". Curr. Opin. Neurol. 10 (3): 211-4. PMID 9229127.
  43. ^ Methylprednisolone Oral. US National Library of Medicine (Medline) (2003-04-01). Hentet d. 1. september 2007.
  44. ^ Methylprednisolone Sodium Succinate Injection. US National Library of Medicine (Medline) (2003-04-01). Hentet d. 1. september 2007.
  45. ^ Brusaferri F, Candelise L (2000). "Steroids for multiple sclerosis and optic neuritis: a meta-analysis of randomized controlled clinical trials". J. Neurol. 247 (6): 435-42. doi:10.1007/s004150070172. PMID 10929272.
  46. ^ Dovio A, Perazzolo L, Osella G; et al. (2004). "Immediate fall of bone formation and transient increase of bone resorption in the course of high-dose, short-term glucocorticoid therapy in young patients with multiple sclerosis". J. Clin. Endocrinol. Metab. 89 (10): 4923-8. doi:10.1210/jc.2004-0164. PMID 15472186. {{cite journal}}: Eksplicit brug af et al. i: |author= (hjælp)CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  47. ^ Uttner I, Müller S, Zinser C; et al. (2005). "Reversible impaired memory induced by pulsed methylprednisolone in patients with MS". Neurology. 64 (11): 1971-3. doi:10.1212/01.WNL.0000163804.94163.91. PMID 15955958. {{cite journal}}: Eksplicit brug af et al. i: |author= (hjælp)CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  48. ^ "Some MS Patients have "Dramatic" Responses to Plasma Exchange". Neurology Reviews.com. marts 2000. Arkiveret fra originalen 7. august 2009. Hentet 2009-07-10.
  49. ^ Jacobs LD, Beck RW, Simon JH; et al. (2000). "Intramuscular interferon beta-1a therapy initiated during a first demyelinating event in multiple sclerosis. CHAMPS Study Group". N Engl J Med. 343 (13): 898-904. doi:10.1056/NEJM200009283431301. PMID 11006365. {{cite journal}}: Eksplicit brug af et al. i: |author= (hjælp)CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  50. ^ Comi G, Filippi M, Barkhof F; et al. (2001). "Effect of early interferon treatment on conversion to definite multiple sclerosis: a randomised study". Lancet. 357 (9268): 1576-82. doi:10.1016/s0140-6736(00)04725-5. PMID 11377645. {{cite journal}}: Eksplicit brug af et al. i: |author= (hjælp)CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  51. ^ Kappos L, Freedman MS, Polman CH; et al. (2007). "Effect of early versus delayed interferon beta-1b treatment on disability after a first clinical event suggestive of multiple sclerosis: a 3-year follow-up analysis of the BENEFIT study". Lancet. 370 (9585): 389-97. doi:10.1016/S0140-6736(07)61194-5. PMID 17679016. {{cite journal}}: Eksplicit brug af et al. i: |author= (hjælp)CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  52. ^ Ruggieri M, Avolio C, Livrea P, Trojano M (2007). "Glatiramer acetate in multiple sclerosis: a review". CNS Drug Rev. 13 (2): 178-91. doi:10.1111/j.1527-3458.2007.00010.x. PMID 17627671.{{cite journal}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  53. ^ a b Munari L, Lovati R, Boiko A (2004). "Therapy with glatiramer acetate for multiple sclerosis". Cochrane Database Syst Rev (1): CD004678. doi:10.1002/14651858.CD004678. PMID 14974077.{{cite journal}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  54. ^ Rice GP, Incorvaia B, Munari L; et al. (2001). "Interferon in relapsing-remitting multiple sclerosis". Cochrane Database Syst Rev (4): CD002002. doi:10.1002/14651858.CD002002. PMID 11687131. {{cite journal}}: Eksplicit brug af et al. i: |author= (hjælp)CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  55. ^ a b Martinelli Boneschi F, Rovaris M, Capra R, Comi G (2005). "Mitoxantrone for multiple sclerosis". Cochrane Database Syst Rev (4): CD002127. doi:10.1002/14651858.CD002127.pub2. PMID 16235298.{{cite journal}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  56. ^ Johnson KP (2007). "Control of multiple sclerosis relapses with immunomodulating agents". J. Neurol. Sci. 256 (Suppl 1): S23-8. doi:10.1016/j.jns.2007.01.060. PMID 17350652.
  57. ^ Natalizumab reduces MS severity – http://www.abstracts2view.com/aan2008chicago/view.php?nu=AAN08L_P04.169 Arkiveret 7. juli 2011 hos Wayback Machine
  58. ^ Gonsette RE (2007). "Compared benefit of approved and experimental immunosuppressive therapeutic approaches in multiple sclerosis". Expert opinion on pharmacotherapy. 8 (8): 1103-16. doi:10.1517/14656566.8.8.1103. PMID 17516874.
  59. ^ Murray TJ (2006). "The cardiac effects of mitoxantrone: do the benefits in multiple sclerosis outweigh the risks?". Expert opinion on drug safety. 5 (2): 265-74. doi:10.1517/14740338.5.2.265. PMID 16503747.
  60. ^ Leary SM, Thompson AJ (2005). "Primary progressive multiple sclerosis: current and future treatment options". CNS drugs. 19 (5): 369-76. doi:10.2165/00023210-200519050-00001. PMID 15907149.
  61. ^ Sládková T, Kostolanský F (2006). "The role of cytokines in the immune response to influenza A virus infection". Acta Virol. 50 (3): 151-62. PMID 17131933.
  62. ^ Primetherapeutics – serious liver damage per FDA – Primetherapeutics Arkiveret 2. oktober 2009 hos Wayback Machine
  63. ^ Betaseron [package insert]. Montville, NJ: Berlex Inc; 2003
  64. ^ Rebif [package insert]. Rockland, MA: Serono Inc; 2005.
  65. ^ Avonex [package insert]. Cambridge, MA: Biogen Inc; 2003
  66. ^ a b Fox EJ (2006). "Management of worsening multiple sclerosis with mitoxantrone: a review". Clinical therapeutics. 28 (4): 461-74. doi:10.1016/j.clinthera.2006.04.013. PMID 16750460.
  67. ^ Kleinschmidt-DeMasters BK, Tyler KL (2005). "Progressive multifocal leukoencephalopathy complicating treatment with natalizumab and interferon beta-1a for multiple sclerosis". N Engl J Med. 353 (4): 369-74. doi:10.1056/NEJMoa051782. PMID 15947079. Arkiveret fra originalen 1. december 2009. Hentet 6. februar 2010.
  68. ^ Langer-Gould A, Atlas SW, Green AJ, Bollen AW, Pelletier D (2005). "Progressive multifocal leukoencephalopathy in a patient treated with natalizumab". N Engl J Med. 353 (4): 375-81. doi:10.1056/NEJMoa051847. PMID 15947078. Arkiveret fra originalen 1. december 2009. Hentet 6. februar 2010.{{cite journal}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  69. ^ "Brain Infections Return for Multiple Sclerosis Drug Tysabri". 2008-08-01. Hentet 2008-08-01.
  70. ^ Farinotti M, Simi S, Di Pietrantonj C; et al. (2007). "Dietary interventions for multiple sclerosis". Cochrane database of systematic reviews (Online) (1): CD004192. doi:10.1002/14651858.CD004192.pub2. PMID 17253500. {{cite journal}}: Eksplicit brug af et al. i: |author= (hjælp)CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  71. ^ Chong MS, Wolff K, Wise K, Tanton C, Winstock A, Silber E (2006). "Cannabis use in patients with multiple sclerosis". Mult. Scler. 12 (5): 646-51. doi:10.1177/1352458506070947. PMID 17086912.{{cite journal}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  72. ^ Zajicek JP, Sanders HP, Wright DE, Vickery PJ, Ingram WM, Reilly SM, Nunn AJ, Teare LJ, Fox PJ, Thompson AJ (2005). "Cannabinoids in multiple sclerosis (CAMS) study: safety and efficacy data for 12 months follow up". J. Neurol. Neurosurg. Psychiatr. 76 (12): 1664-9. doi:10.1136/jnnp.2005.070136. PMC 1739436. PMID 16291891.{{cite journal}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  73. ^ Bennett M, Heard R (2004). "Hyperbaric oxygen therapy for multiple sclerosis". Cochrane database of systematic reviews (Online) (1): CD003057. doi:10.1002/14651858.CD003057.pub2. PMID 14974004.
  74. ^ Oken BS, Kishiyama S, Zajdel D; et al. (2004). "Randomized controlled trial of yoga and exercise in multiple sclerosis". Neurology. 62 (11): 2058-64. PMID 15184614. {{cite journal}}: Eksplicit brug af et al. i: |author= (hjælp)CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  75. ^ a b c Phadke JG (maj 1987). "Survival pattern and cause of death in patients with multiple sclerosis: results from an epidemiological survey in north east Scotland". J. Neurol. Neurosurg. Psychiatr. 50 (5): 523-31. doi:10.1136/jnnp.50.5.523. PMC 1031962. PMID 3495637.
  76. ^ Myhr KM, Riise T, Vedeler C; et al. (februar 2001). "Disability and prognosis in multiple sclerosis: demographic and clinical variables important for the ability to walk and awarding of disability pension". Mult. Scler. 7 (1): 59-65. PMID 11321195. Arkiveret fra originalen 21. februar 2021. Hentet 6. februar 2010. {{cite journal}}: Eksplicit brug af et al. i: |author= (hjælp)CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  77. ^ a b c Alonso A, Hernán MA (juli 2008). "Temporal trends in the incidence of multiple sclerosis: a systematic review". Neurology. 71 (2): 129-35. doi:10.1212/01.wnl.0000316802.35974.34. PMID 18606967.
  78. ^ Kulie T, Groff A, Redmer J, Hounshell J, Schrager S (2009). "Vitamin D: an evidence-based review". J Am Board Fam Med. 22 (6): 698-706. doi:10.3122/jabfm.2009.06.090037. PMID 19897699.{{cite journal}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  79. ^ Berrios G.E. og Quemada J I (1995) "Multiple Sclerosis". I Berrios G.E. og Porter R (eds) The History of Clinical Psychiatry. London, Athlone Press, pp174–192
  80. ^ Compston A (oktober 1988). "The 150th anniversary of the first depiction of the lesions of multiple sclerosis". J. Neurol. Neurosurg. Psychiatr. 51 (10): 1249-52. doi:10.1136/jnnp.51.10.1249. PMC 1032909. PMID 3066846.
  81. ^ Medaer R (september 1979). "Does the history of multiple sclerosis go back as far as the 14th century?". Acta Neurol. Scand. 60 (3): 189-92. doi:10.1111/j.1600-0447.1979.tb08970.x. PMID 390966.
  82. ^ Holmøy T (2006). "A Norse contribution to the history of neurological diseases". Eur. Neurol. 55 (1): 57-8. doi:10.1159/000091431. PMID 16479124.
  83. ^ Firth, D (1948). The Case of August D`Esté. Cambridge: Cambridge University Press.
  84. ^ a b Pearce JM (2005). "Historical descriptions of multiple sclerosis". Eur. Neurol. 54 (1): 49-53. doi:10.1159/000087387. PMID 16103678.
  85. ^ Barbellion, Wilhelm Nero Pilate (1919). The Journal of a Disappointed Man. New York: George H. Doran.
  86. ^ United Kingdom early Mitoxantrone Copaxone trial. Arkiveret 1. juni 2015 hos Wayback Machine Onyx Healthcare (2006-01-01). Hentet 2007-09-02.
  87. ^ "Genzyme and Bayer HealthCare Announce Detailed Interim Two-Year Alemtuzumab in Multiple Sclerosis Data Presented at AAN". Genzyme. 2007-02-01. Hentet 2007-09-02.
  88. ^ "Daclizumab". PDL Biopharma. 2006-01-01. Arkiveret fra originalen 15. september 2007. Hentet 2007-09-02.
  89. ^ "Treatment of Multiple Sclerosis Using Over the Counter Inosine". ClinicalTrials.gov. 2006-03-16. Hentet 2007-09-02.
  90. ^ "Efficacy and Safety of BG00012 in Relapsing-Remitting Multiple Sclerosis". ClinicalTrials.gov. 2007-09-01. Hentet 2007-11-12.
  91. ^ "Efficacy and Safety of Fingolimod in Patients With Relapsing-Remitting Multiple Sclerosis". ClinicalTrials.gov. 2006-02-10. Hentet 2007-09-02.
  92. ^ The CAMMS223 Trial Investigators (2008). "Alemtuzumab vs. Interferon Beta-1a in Early Multiple Sclerosis". N Engl J Med. 359 (17): 1786-1801. doi:10.1056/NEJMoa0802670. PMID 18946064.
  93. ^ Polman C, Barkhof F, Sandberg-Wollheim M, Linde A, Nordle O, Nederman T (2005). "Treatment with laquinimod reduces development of active MRI lesions in relapsing MS". Neurology. 64 (6): 987-91. doi:10.1212/01.WNL.0000154520.48391.69. PMID 15781813.{{cite journal}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  94. ^ Darlington CL (2005). "Technology evaluation: NeuroVax, Immune Response Corp". Curr. Opin. Mol. Ther. 7 (6): 598-603. PMID 16370383.
  95. ^ Agrawal YP (2005). "Low dose naltrexone therapy in multiple sclerosis". Med. Hypotheses. 64 (4): 721-4. doi:10.1016/j.mehy.2004.09.024. PMID 15694688.
  96. ^ search of clinicaltrials.gov data-base for Low dose naltrexone Multiple Sclerosis
  97. ^ 2007 clinical trial using LDN
  98. ^ Gironi M, Martinelli-Boneschi F, Sacerdote P, Solaro C, Zaffaroni M, Cavarretta R, Moiola L, Bucello S, Radaelli M, Pilato V, Rodegher M, Cursi M, Franchi S, Martinelli V, Nemni R, Comi G, Martino G (2008). "A pilot trial of low-dose naltrexone in primary progressive multiple sclerosis". Multiple Sclerosis. 14 (8): 1076-83. doi:10.1177/1352458508095828. PMID 18728058.{{cite journal}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  99. ^ Albrecht P, Fröhlich R, Hartung HP, Kieseier BC, Methner A (2007). "Optical coherence tomography measures axonal loss in multiple sclerosis independently of optic neuritis". J Neurol. Online (11): 1595. doi:10.1007/s00415-007-0538-3. PMID 17987252.{{cite journal}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  100. ^ Gordon-Lipkin E, Chodkowski B, Reich DS; et al. (oktober 2007). "Retinal nerve fiber layer is associated with brain atrophy in multiple sclerosis". Neurology. 69 (16): 1603-09. doi:10.1212/01.wnl.0000295995.46586.ae. PMID 17938370. {{cite journal}}: Eksplicit brug af et al. i: |author= (hjælp)CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  101. ^ Quintana FJ, Farez MF, Viglietta V, Iglesias AH, Merbl Y, Izquierdo G, Lucas M, Basso AS, Khoury SJ, Lucchinetti CF, Cohen IR, Weiner HL. (december 2008). "Antigen microarrays identify unique serum autoantibody signatures in clinical and pathologic subtypes of multiple sclerosis". Proceeding of the National Academy of Sciences. 105 (48): 18889-94. doi:10.1073/pnas.0806310105. PMC 2596207. PMID 19028871.{{cite journal}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  102. ^ Thangarajh M, Gomez-Rial J, Hedström AK; et al. (august 2008). "Lipid-specific immunoglobulin M in CSF predicts adverse long-term outcome in multiple sclerosis". Mult. Scler. 14 (9): 1208. doi:10.1177/1352458508095729. PMID 18755821. {{cite journal}}: Eksplicit brug af et al. i: |author= (hjælp)CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  103. ^ Zamboni, P; Galeotti, R; Menegatti, E; Malagoni, AM; Tacconi, G; Dall’Ara, S; Bartolomei, I; Salvi, F (2009). "Chronic Cerebrospinal venous insufficiency in patients with multiple sclerosis". Journal of Neurology, Neurosurgery and Psychiatry. BMJ Publishing Group. 80 (4): 392-399. doi:10.1136/jnnp.2008.157164. ISSN 1468-330X. Hentet 21. december 2009.
  104. ^ a b "Angioplasty for MS? Italian surgeon's claims prompt media circus, but Canadian doctors are skeptical". Medical Post. Hentet 16. december 2009.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: url-status (link)
  105. ^ MS Resource Centre http://www.msrc.co.uk/index.cfm?CFID=2797780&CFTOKEN=19383080 Arkiveret 12. februar 2010 hos Wayback Machine

Videre læsning

[redigér | rediger kildetekst]

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]

Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Multipel_sklerose&oldid=11916831"