Rumble (Link Wray)
| "Rumble" | |
|---|---|
| Single af Link Wray & His Ray Men | |
| A-side(r) | Rumble |
| B-side(r) | The Swag |
| Udgivet | 31. marts 1958 |
| Genre |
|
| Længde | 2:25 |
| Pladeselskab | Cadence 1347 |
| Komponist | Milt Grant, Link Wray |
For alternative betydninger, se Rumble. (Se også artikler, som begynder med Rumble)
Rumble er et instrumentalnummer af den amerikanske rock 'n' roll-gruppe Link Wray & His Ray Men. Nummeret blev udgivet på single den 31. marts 1958 med "The Swag" som B-side. "Rumble" er et guitarbaseret instrumentalnummer, der anvender teknik med distortion og tremolo; teknikker, der på daværende tidspunkt var stort set ukendte i rock 'n' roll.
"Rumble" blev i 2018 optaget i Rock and Roll Hall of Fame i en ny kategori for singler.[5]
Historie
[redigér | rediger kildetekst]I 1950'erne blev flere steder i USA arrangeret "sock hops", et arrangement, hvor teenagere kunne danse til musik; ofte til rock 'n' roll-musik spillet af en disc jockey og nogle gange til live musik. I begyndelsen af 1958 var Link Wray & His Ray Men engageret til at optræde ved et sock hop i Fredericksburg i Virginia. Bandet blev bedt om at spille sangen "The Stroll", der var et stort hit for den hvide vokalgruppe The Diamonds, der måske, måske ikke, også var til stede ved arrangementet. Link Wray havde været alvorligt syg kort forinden og anede ikke, hvad "The Stroll" var, og bandet spillede derfor et stykke instrumentalmusik over tre akkorder. Et medlem af bandet placerede en mikrofon foran Link Wrays guitarforstærker og Wrays guitar lød kraftigt, forvrænget og massivt. Publikum var vilde med det improviserede stykke musik, og bandet måtte spille nummeret flere gange.[6]
Arrangøren af sock hop'et, disc jockeyen Milt Grant, så en god mulighed i sagen, og han betalte for at få sangen indspillet på en single mod til gengæld at få del af komponistrettighederne.[7][8] Stykket blev oprindeligt kaldt "Oddball".
Nummeret blev indspillet med pladeproduceren Archie Bleyer på Cadence Records, som hadede nummeret, særlig efter Link Wray havde lavet et hul i sin guitarforstærker for at genskabe lyden fra liveoptrædenen.[9][10] Men Bleyers steddatter var vild med sangen, så den blev udgivet trods Bleyers animositet.[11] Phil Everly hørte nummeret og foreslog titlen "Rumble", da den rå lyd lød som en gadekamp.[10]
Singlen blev forbudt på flere amerikanske radiostationer, da ordet 'rumble' var slang for gadekamp, og flere anså, at den rå lyd på indspilningen hyldede ungdomsuroligheder.[10] Singlen er det eneste stykke instrumentalmusik, der nogensinde er blevet forbudt i USA.[12][13]
Chart performance
[redigér | rediger kildetekst]"Rumble" blev et hit i USA, hvor singlen nåede nr. 16 på pop charts og nr. 11 på R&B charts i sommeren 1958.[14]
Covers og genindspilninger
[redigér | rediger kildetekst]The Dave Clark Five indspillede et cover af "Rumble" på deres første album A Session with The Dave Clark Five. Nummeret var tillige med på gruppens andet amerikanske album The Dave Clark Five Return!.
Link Wray genindspillede "Rumble" i 1968 som "Rumble '68" og igen i 1969 som "Rumble-69" (Mr. G Records, G-820).[15] Jazzguitaristen Bill Frisell udgav i 2014 et cover af "Rumble" på albummet Guitar in the Space Age![16]
Betydning
[redigér | rediger kildetekst]Bob Dylan har beskrevet "Rumble" som "det bedste instrumentalnummer nogensinde",[17] og nummeret er flittigt anvendt i forskellige sammenhænge. "Rumble" er blevet benyttet i film, reklamer, dokumentarer, tv-shows m.m. herunder i Top Gear, The Warriors (i den censurerede åbningsscene), Pulp Fiction,[18] Independence Day m.fl.
I dokumentaren It Might Get Loud fra 2008 spiller Jimmy Page singlen "Rumble" og diskuterer nummeret, mens han spiller luftguitar til det. I sekvensen er klippet med Pages samtale med de øvrige guitarister, hvor Page fortæller, at "første gang jeg hørte "The Rumble" (sic). så var det noget som havde så meget attitude"[19]
I et interview fra 2013 udtalte Iggy Pop, at han "følelsesmæssigt" forlod skolen det øjeblik han hørte "Rumble", hvilket fik han til at forfølge en musikkarriere.[20]
Titlen indgår i dokumentarfilmen fra 2017 Rumble: The Indians Who Rocked the World, der bl.a. omhandler Link Wrays betydning for rockmusikken og hans indianske baggrund.
Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- ^ Richard Aquila (1989). That Old-time Rock & Roll: A Chronicle of an Era, 1954–1963. University of Illinois Press. s. 21. ISBN 978-0-252-06919-2.
- ^ Markesich, Mike (2012). Teenbeat Mayhem (1st udgave). Branford, Connecticut: Priceless Info Press. s. 10, 12. ISBN 978-0-9856482-5-1.
- ^ *Shaw, Greg (15. september 1998). Nuggets: Original Artyfacts from the First Psychedelic Era, 1965–1968 (4-CD Box Set) – Sic Transit Gloria: The Story of Punk Rock in the '60s (liner notes). ISBN 978-1-56826-804-0. R2756466.
- ^ Pitchfork Staff (22. august 2017). "The 200 Best Albums of the 1960s". Pitchfork. Hentet 15. april 2023.
...since his first and most famous garage-rock single, “Rumble"...
- ^ "Rock and Roll Hall of Fame Inducts Songs for the First Time, Including 'Born to Be Wild' & 'Louie Louie'". Billboard. Hentet 15. april 2018.
- ^ McDonough, Jimmy (2006). "Be Wild, Not Evil: The Link Wray Story". Perfect Sound Forever. Hentet 25. juni 2023.
- ^ Molenda, Michael (november 2007). "Blast from the Past: Link Wray's 'Rumble'". EQ: 51. ProQuest 199510916.
- ^ Miller, Stephen (9. maj 2007). "Milt Grant, 83, Legendary Sock Hop Host". The New York Sun.
- ^ Sisario, Ben (22. november 2005). "Link Wray, 76, a Guitarist With Raw Rockabilly Sound, Dies". The New York Times. Hentet 27. april 2021.
- ^ a b c Sullivan, James (21. november 2005). "Guitarist Link Wray Dies: Father of the power chord was seventy-six". Rolling Stone. Arkiveret fra originalen 2. april 2019.
- ^ Doyle, Jack (10. maj 2010). "Rumble Riles Censors, 1958–59". PopHistoryDig.com. Hentet 5. april 2016.
- ^ Rodriguez, Robert A. (2005). The 1950s' Most Wanted: The Top 10 Book of Rock & Roll Rebels, Cold War Crises, and All-American Oddities. Potomac Books. s. 94. ISBN 978-1-57488-715-0. LCCN 2004013424.
'Rumble' has the distinction of being the only instrumental single banned from the radio airwaves. ... a song with such a provocative name and such menace to its power chords, could only spell trouble for impressionable listeners.
- ^ Tushnet, Mark V.; Chen, Alan K.; Blocher, Joseph (2017). "Instrumental Music and the First Amendment". Free Speech Beyond Words: The Surprising Reach of the First Amendment. NYU Press. s. 30. ISBN 978-1-4798-8028-7. LCCN 2016590840. OCLC 946161367.
Nongovernmental institutions that control forums for musical expression have also played a censoring role. For example, in 1959, federally licensed American radio stations refused to broadcast the purely instrumental Link Wray song 'Rumble' on the basis of its title's association with street violence.
- ^ Whitburn, Joel (2004). Top R&B/Hip-Hop Singles: 1942-2004. Record Research. s. 637.
- ^ "Link Wray And The Ray-Men - Rumble-69". 45cat.com. Hentet 27. april 2021.
- ^ Jurke, Thom. Rumble hos Allmusic (engelsk)
- ^ Harrington, Richard (13. januar 2006). "Wray's 'Rumble' Still Reverberating". The Washington Post. Arkiveret fra originalen 1. december 2017.
Bob Dylan ... who once called 'Rumble' 'the best instrumental ever', visited with [Link] Wray and [Robert] Gordon backstage after a 1978 London show.
- ^ Maury Dean, Rock 'n' Roll Gold Rush: A Singles Un-Cyclopedia (Algora Publishing, 2003), p.438.
- ^ "Jimmy Page Listening to Rumble". YouTube. Arkiveret fra originalen 14. december 2021. Hentet 11. april 2020. "anything with a guitar on, when I was a kid [...] but the first time I heard "The Rumble" [sic], that was something that had so much profound attitude to it."
- ^ "Fuse". Fuse.tv. Hentet 27. april 2021.