Spring til indhold

Professor

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Professor designatus)

En professor er en underviser og forsker af højeste rang ved et universitet; stillingen kaldes et professorat. Professoren er højest placeret i det akademiske hierarki på universitetet; under professoren findes fx docenter, lektorer og adjunkter. En professor kan fungere som leder for en forskergruppe eller en afdeling på et universitetsinstitut og have ansvar for dets drift.

En ansøger til et professorat bedømmes normalt af et bedømmelsesudvalg på baggrund af de kvalifikationer, der stilles krav om i det pågældende stillingsopslag. Dog skal der under alle omstændigheder dokumenteres en høj grad af original videnskabelig produktion på internationalt niveau. Det skal herved dokumenteres, at ansøgeren til professoratet har været med til at udvikle fagområdet.[1]

På visse uddannelsesinstitutioner, fx Kunstakademiet, er professorstillingerne tidsbegrænsede.

Professorerne blev fra 1679 tildelt en række privilegier i forlængelse af dem, Christian V havde givet til "borgerligt fødte betjente".[2] En virkelig professor i rangfølgen fik plads i rangen fra 1746, placeret i 4. klasse.[3] Fra 1800-tallet blev professorer indplaceret i rangfølgens 3. klasse og opnåede dermed i forlængelse af forordningen om rang fra 1808 personlig rangadel [4], og de blev som følge heraf tiltalt "Høj- og velbårne", mens en professorinde (professors hustru)[5] blev tiltalt "Deres Nåde".[6] (Titulaturerne for de forskellige rangklasser er bortset fra "Excellence" for medlemmerne af 1. rangklasse gået af brug, men aldrig formelt afskaffet). Ved den seneste forordning om rang (1953) blev professorerne fortsat indplaceret i 3. klasse.[7]

På engelsk kaldes en universitetslektor associate professor og en universitetsadjunkt assistant professor - de betegner altså ikke en professor, som i stedet kan kaldes full professor.

Ordinær professor

[redigér | rediger kildetekst]

En ordinær professor, professor ordinarius, har en fast lærestol ved en højere læreanstalt,[8][9][10] også betegnet ved ét af leddene: professor eller ordinarius.

Ekstraordinær professor

[redigér | rediger kildetekst]

En ekstraordinær professor, professor extraordinarius, har en midlertidig lærestol i en ikke-fast stilling på et universitet, også betegnet som extraordinarius.[11][12] Betegnelsen er især historisk.

Udpeget professor

[redigér | rediger kildetekst]

Udpeget professor, professor designatus, designeret professor, betegnede en universitetsansat, der var udpeget til at overtage et professorat ved ledighed.[13][14] Designatus anvendes sporadisk også om en udpegning til andre stillinger, fx consul designatus; rector designatus. På tysk kendes Dr.des. (doctor designatus) om en doktorand forud for forsvaret af disputatsen.[15][16]

Forskningsprofessor

[redigér | rediger kildetekst]

Forskningsprofessor (engelsk: Research Professor) er en titel for en forsker på professorniveau, der fokuserer på at udføre forskning, og som har få eller ingen undervisningsopgaver. Dog kan vejledning af ph.d.-studerende og forskere indgå i opgaverne. Titlen er ligeværdig med professor og findes i mange lande, herunder Danmark, Norge, Sverige og Finland. Stillingen som forskningsprofessor kan besættes tidsbegrænset eller tidsubegrænset.[17]

Professor med særlige opgaver

[redigér | rediger kildetekst]

Professor med særlige opgaver (MSO) er en relativt ny titel, som indebærer en tidsbegrænset varetagelse af funktionsbestemte opgaver samt opgaver i øvrigt, som er knyttet til professorstillinger. De funktionsbestemte opgaver kan have en varighed på 3 til 5 år med mulighed for forlængelse til 8 år. Efter udløb af stillingen er vedkommende sikret fortsat ansættelse som lektor. Stillingen blev afskaffet i 2020.[18]

Honorær professor

[redigér | rediger kildetekst]

Honorarprofessor er i Tyskland en ærestitel, der kan tildeles fagligt kvalificerede eksterne undervisere, der evt. honoreres per forelæsning.[19][20] Den danske rektor på A.P. Møller Skolen i Slesvig, Jørgen Kühl, fik denne titel i 2018.[21]

Titulær professor

[redigér | rediger kildetekst]

I 1800-tallet og et stykke ind i 1900-tallet var det almindeligt, at "fortjenstfulde mænd" udnævntes til "titulære professorer", dvs. uden at dette indebar nogen universitetsansættelse. Således kunne H.C. Andersen tituleres "Professor Andersen". Titlen blev tildelt en del arkitekter, kunstnere, læger etc.

En titulær professor blev tiltalt "Højædle og velbyrdige" og indplaceret i rangfølgen i klasse 5. nr. 8 eller i klasse 4 nr. 3. Helt undtagelsesvis blev Georg Brandes imidlertid i 1902 ved sin udnævnelse til titulær professor placeret i 3. klasse nr. 9; altså med samme rang som en virkelig professor.[6]

Se kategorien Titulære professorer fra Danmark.

En liste, dog ikke komplet, findes her: Modtagere af Titulær professor

En lidt tilsvarende rolle spiller i dag titlen adjungeret professor.

  1. ^ Bekendtgørelse om stillingsstruktur for videnskabeligt personale ved universiteter. BEK nr 1443 af 11/12/2019.
  2. ^ "Adel: Kongelige betjenters (embedsmenns) privilegier 1661 og 1679". Arkiveret fra originalen 14. juli 2014. Hentet 14. juli 2014.
  3. ^ Forordning om rang af 1746.
  4. ^ "Adel: Rangforordning 1808". Arkiveret fra originalen 14. juli 2014. Hentet 14. juli 2014.
  5. ^ I den tid, hvor vi har haft kvindelige professorer, har titlen været professor ligesom for mændenes vedkommende. Se: https://sproget.dk/lookup?SearchableText=professorinde
  6. ^ a b Jørgen Knudsen, Georg Brandes: Magt og afmagt 1896-1914, bind 1, København: Gyldendal 1998, s. 228. ISBN 87-00-34664-0
  7. ^ Forordning om rang af 1953.
  8. ^ professor ordinarius | lex.dk – Den Store Danske
  9. ^ Ordinarius Professor — Meyers Fremmedordbog
  10. ^ Professor – Wikipedia
  11. ^ extraordinarius — Meyers Fremmedordbog
  12. ^ extraordinarius | lex.dk – Den Store Danske
  13. ^ designatus — Meyers Fremmedordbog
  14. ^ https://universitetshistorie.ku.dk/leksikon/p/professorer/
  15. ^ Dissertation – Wikipedia
  16. ^ designatus [lat., adj. 2. Part. von: designare, ↑designieren]: im Voraus ernannt, vorgesehen; Abk.: des.: er ist Doktor designatus. Side 792, sp. 1, DUDEN Das große Wörterbuch der deutschen Sprache in 10 Bänden, Band 2. ISBN 3-411-04753-4. - https://www.duden.de/rechtschreibung/designatus - https://www.duden.de/rechtschreibung/des__designiert_im_Voraus
  17. ^ Forskningsprofessor, dm.dk, arkiveret
  18. ^ Rasmussen, Karsten Boye (16. marts 2020). "Ny stillingsstruktur kræver åbenhed og inddragelse". Forskerforum. DM. Hentet 27. januar 2023.
  19. ^ Honorarprofessor – Wikipedia
  20. ^ Duden | Honorarprofessor | Rechtschreibung, Bedeutung, Definition, Herkunft
  21. ^ Dansk rektor bliver tysk professor | jv.dk