Spring til indhold

Padel

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Padeltennis)
Padelbat og padelbolde.
Padel-kamp ved ISPO 2014

Padel (eller padel tennis) er en ketsjersport som primært spilles i Spanien og i Latinamerika. Sporten har dog oplevet stor vækst i mange europæiske lande, ikke mindst under coronaviruspandemien 2020-2021.

Spillet foregår på baner, der er 20 meter lange og 10 meter i bredden.[1] Nettet er 92 centimeter højt, mens de omkransende vægge skal være fire meter høje.

Sporten blev opfundet i 1969 af mexicaneren Enrique Corcuera fra Acapulco.[2] Banen var den gang omkring 25 meter lang og omkranset af mure på alle sider. Med et net i midten blev der spillet med ketsjere uden strenge, der også var kortere end normale tennisketsjere.

Danmarks første padelbane blev etableret i 2007. Indtil 2018 udviklede sporten sig meget langsomt, men derefter voksede interessen kraftigt. Coronaviruspandemien satte kraftigt skub i padelaktiviteterne i Danmark, der ved indgangen til 2023 havde ca. 1.000 padelbaner og ca. 20.000 medlemmer i padelcentre landet over.[3][4]

Årsager til vækst

[redigér | rediger kildetekst]

Årsagerne til padels succes i mange europæiske lande, heriblandt Danmark, er blevet forklaret med forskellige mulige årsager. I forhold til tennis kræver padel mindre øvelse og fysiske evner for at kunne spille rimeligt. I Danmark er sportsgrenen desuden ikke drevet alene af det danske foreningsliv som andre traditionelle sportsgrene, men især af økonomiske interesser. Over halvdelen af landets padelcentre er således ejet af private investorer.[5] Padel er blevet karikeret som "mellemledernes foretrukne sportsgren".[5]

Stagnation i Sverige

[redigér | rediger kildetekst]

I Sverige voksede interessen for padel tidligere end i Danmark. I Sverige har der imidlertid været et tilbagefald i aktiviterne siden 2022. En række mindre svenske padelklubber lukkede i dette år, og i 2023 gik 90 padelrelaterede svenske virksomheder konkurs. Eksperter er uenige om, hvorvidt disse tegn skyldes, at sporten er ved at finde sit stabile leje, forkerte strategiske virksomhedsbeslutninger, eller eventuelt er et udtryk for, at interessen for sporten mere permanent er begyndt at forsvinde.[5]

Dansk padels organisering

[redigér | rediger kildetekst]

I Danmark er sporten dels organiseret i Dansk Padel Forbund (DPF), dels i Dansk Tennis Forbund (DTF), der sammen med DGI driver initiativet "Padel i Danmark". I 2022 opgjorde Padel i Danmark godt 17.000 medlemmer fordelt på 132 foreninger,[6] mens DPF talte 75 medlemsklubber med i alt knap 22.000 spillere.[7]

Forholdet mellem de to organisationer har været skiftende. I 2018 indgik de en samarbejdsaftale, ifølge hvilken DPF blev associeret forbund med DTF, der samtidig fik to pladser i DPF's bestyrelse.[8] Associeringsaftalen blev dog ophævet igen i 2020, efter at en generalforsamling i DPF havde afvist at nedlægge forbundet og fortsætte aktiviteterne i regi af Dansk Tennis Forbund.[9] I 2021 besluttede Danmarks Idrætsforbund (DIF) at lægge padel ind under DTF, hvilket førte til skarp kritik fra DPF.[10][11] Året efter indgik DIF og DPF en aftale, hvorefter DIF ville arbejde for senere at kunne optage Dansk Padel Forbund som selvstændig medlemsforening i DIF.[12]

I 2021[13] og 2022 afholdt begge organisationer Danmarksmesterskab i padel.[14]

Baner i Danmark

[redigér | rediger kildetekst]

Antallet af danske padelbaner steg ifølge Dansk Padel Forbund kraftigt fra 32 i 2018 til over 1.000 baner i 2022.[15]

Antal baner i Danmark
 Kilde: Dansk Padel Forbund[15] 
  1. ^ Regler i padel. Padelidanmark.dk, besøgt 22. april 2023.
  2. ^ History of Padel. padel.ac, besøgt 22. april 2023.
  3. ^ Pengestærke danskere flokkes om padel – men flere vil mere end blot at tjene penge. Borsen.dk 31. december 2022. Bragt i Børsen Søndag 8. januar 2023 under overskriften "Padel er blevet et klondike for pengestærke danskere". (Webside ikke længere tilgængelig)
  4. ^ Det første danske padelcenter er lukket: Er sporten bare en dille, der snart driver over? Avisendanmark.dk 12. april 2023. Bragt i Avisen Danmark under overskriften "Padel - en dille, der er kommet for at blive?"
  5. ^ a b c Emil Høj: USA’s hurtigst voksende sport lander på det danske marked lige midt i en ketsjerkonflikt. Artikel på information.dk 30. december 2023.
  6. ^ Medlemstallene i padel fordoblet igen. Padelidanmark.dk 4. april 2023, besøgt 22. april 2023.
  7. ^ Padels udvikling i Danmark. DPF's hjemmeside, besøgt 22. april 223.
  8. ^ Dansk Padel Forbund og Dansk Tennis Forbund indgår samarbejdsaftale. Pressemeddelelse på DTF's hjemmeside 22. august 2018.
  9. ^ Dansk Padel Forbund og Dansk Tennis Forbund afslutter associeringsaftalen. Padelbladet.dk 15. april 2020.
  10. ^ Der er uro i dansk idræt: Men DIF holder dør på klem for padelforbund altinget.dk 16. september 2021.
  11. ^ Tennisforbund ser gerne et selvstændigt padelforbund under DIF.radio4.dk 16. september 2021.
  12. ^ DIF og padelforbund begraver stridsøksen: Nu arbejder de på sjælden optagelse. idrætsmonitor.dk 4. februar 2022.
  13. ^ Skal padel være en del af tennissporten? tennisavisen.dk 7. juli 2021.
  14. ^ Guldmedaljerne er billigt til salg i en boomende sportsgren. Jyllands-posten.dk 23. juni 2022.
  15. ^ a b Padels udvikling i Danmark. Baner. Besøgt 22. april 2023.

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]
Spire
Denne artikel om sport er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.