Bell P-39 Airacobra
| Bell P-39Q Airacobra | |
|---|---|
 P-39 | |
| Beskrivelse | |
| Type | Jagerbomber |
| Besætning | 1 |
| Jomfruflyvning | november 1939 |
| I aktiv tjeneste | 1941-1945 |
| Udgaver | ca. 15 stk. |
| Fabrikant | Bell Aircraft Corp. |
| Dimensioner | |
| Længde | 9,2 m |
| Spændvidde | 10,37 m |
| Højde | 3,63 m |
| Tomvægt | 2.540 kg |
| Maksimal startvægt | 3.400 kg |
| Motor | Allison V-1710 |
| Motorydelse | 1.200 hk |
| Tophastighed | 612 km/t |
| Ydeevne | |
| Rækkevidde | 1.086 km |
| Tophøjde | 10.670 m |
| Bevæbning | |
| Skyts | 1 × 37 mm kanon gennem propelnavet 2 × .50 Cal Browning M2 maskingeværer på kroppen 4 × 7 mm maskingeværer på vingerne |
| Bomber | 260 kg |
Bell P-39 Airacobra var en amerikansk jagerbomber, som fløj første gang den 25. november 1939 og blev spået en lysende fremtid, især takket være dens 37 mm kanon. Bell begyndte at levere P-39 til den amerikanske hærs flystyrker (USAAF) i begyndelsen af 1941. P-39 var et ret atypisk fly med motoren placeret bag piloten, næsehjul og "bildøre" til indstigning i cockpittet.
Under luftkrigen over Stillehavet blev P-39's mangler imidlertid hurtigt tydelige. Dens motor var ikke udrustet med kompressor hvilket betød, at motoreffekten blev forringet i højder over 3.600 m, og flyet blev herefter udelukkende anvendt som støtte for styrker på jorden. Allerede i 1944 blev flyet trukket ud af aktiv tjeneste i den amerikanske hær. Samme oplevelser havde RAF's piloter, så briterne leverede flyene tilbage.
Mange af flyene kom til Sovjetunionen som led i Lend-Lease. I alt blev der sendt ca. 5.000 P-39'er til Sovjetunionen, som hovedsagelig brugte dem som støtte for landstyrkerne.
Under 3.600 m havde P-39 bedre flyveegenskaber end de tyske flytyper Bf 109 og Fw 190. Den havde især meget bedre svingradius. Af Sovjetunionens højest rangerede flyveesser fløj over halvdelen P-39 Airacobra.