Oslo-aftalerne
Oslo-aftalerne (nogle gange refereret til under ét, som Oslo-aftalen) er to aftaler indgået mellem Israels regering og Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO): Oslo I-aftalen blev underskrevet i Washington D.C. i 1993,[1] mens Oslo II-aftalen blev underskrevet i Taba, Egypten, i 1995.[2] Oslo-aftalerne markerede starten på Oslo-processen: en fredsproces, som havde til formål at opnå en fredsaftale baseret på FN's Sikkerhedsråds resolution 242 og 338 og opfylde "det palæstinensiske folks ret til selvbestemmelse." Oslo-processen startede efter hemmelige forhandlinger i Oslo som resulterede i, at PLO anerkendte staten Israel, og Israel samtidig anerkendte PLO som forhandlingspartner og repræsentant for det palæstinensiske folk.
Oslo-aftalerne skabte det Det Palæstinensiske Selvstyre, som fik en begrænset grad af selvstyre over dele af Vestbredden og Gaza. Ligeledes blev PLO anerkendt, som Israels partner i forhold til en permanent statusforhandling om de resterende spørgsmål. Her var nogle af de vigtigste spørgsmål bl.a. grænserne mellem Israel og fremtidigt Palæstina, israelske bosættelse, Jerusalems status, Israels militære tilstedeværelse og kontrol over områder i Det Palæstinensiske Selvstyre, samt palæstinensiske ret til tilbagevenden (engelsk: 'right of return'). Oslo-aftalerne skabte ikke en palæstinensisk stat.[3]
Aftalerne blev fordømt af en stor del af den palæstinensiske befolkning. Således beskrev filosoffen Edward Said berømt aftalerne, som en "palæstinensisk Versailles" (se Versailles-aftalen).[4]
Oslo-processen
[redigér | rediger kildetekst]Oslo-processen er "fredsprocessen", der startede i 1993 med hemmelige samtaler mellem Israel og PLO. Disse forhandlinger blev begyndelsen på en periode med forhandlinger, suspendering af forhandlinger, mægling, genstart af forhandlinger og endnu en suspendering af forhandlinger. Oslo-processen sluttede i 2000 efter et mislykket Camp David-topmøde og udbruddet af Den Anden Intifada. Forinden afslutningen af processen var der blevet indgået en række aftaler mellem de forskellige parter.[5][6]
Under Den Anden Intifada, i juni 2002, blev den såkaldte Køreplan for Fred (engelsk: "Roadmap for Peace") introduceret, som sigtede mod en tostatsløsning og stiftelsen af en uafhængig palæstinensisk stat. Denne køreplan blev imidlertid indledning til en periode svarende til Oslo-processen. Dog afstedkom denne køreplan, modsat Oslo-processen, ikke nogen konkret aftale mellem de involverede partnere.
Baggrund
[redigér | rediger kildetekst]Oslo-aftalerne er basseret på Camp David-aftalerne fra 1978 og viser derfor stor lighed med disse aftaler.[7] Camp David-aftalernes "rammebetingelse for fred i Mellemøsten" (engelsk: "Framework for Peace in the Middle East") forstillede sig autonomi for de lokale – og kun for de lokale (palæstinensiske) – indbyggere på Vestbredden og Gaza. På dette tidspunkt boede der omkring 7.400 israelske bosættere på Vestbredden (eksklusiv Østjerusalem)[8] og 500 i Gaza[9], men dette antal af bosættere voksede efterfølgende hurtigt. Israel betragtede PLO som en terrororganisation, hvorfor de nægtede at tale med repræsentanter herfor. I stedet forhandlede Israel med Egypten og Jordan og "udvalgte repræsentanter for indbyggerne på Vestbredden og Gaza".[7]
Mens det endelige mål med Camp David-aftalerne fra 1978 var en "fredsaftale mellem Israel og Jordan" (under hensyntagen til, at der blev indgået en endelig aftale for så vidt angår statussen for Vestbredden og Gaza), var Oslo-forhandlingerne direkte forhandlinger mellem Israel og PLO. Således var det endelige mål med Oslo-aftalerne en fredsaftale mellem Israel og PLO. Ligesom Camp David-aftalerne fra 1978, sigtede Oslo-aftalerne kun mod en midlertidig aftale – "et første skridt". Efterfølgende skulle der forhandles om en endelig løsning inden for fem år.[7] Da der blev indgået en fredsaftale mellem Israel og Jordan den 26. oktober 1994, var det dog uden palæstinenserne.
FN's Sikkerhedsråds resolution 242 blev udstedt i 1967 i kølvandet på Seksdagskrigen. Resolutionen kaldte på, at Israel skulle trække sig tilbage fra "områder besat" under den nylige konflikt. Samtidig opfordrede resolutionen til, at man skulle anerkende suveræniteten og uafhængigheden af alle stater i området, herunder deres ret til at leve i fred. "Besatte områder" var ikke entydigt defineret i denne resolutionen, hvorfor der kan være forskellige opfattelser af hvilke landområder, som resolutionen henviser her til.[a][10]
FN's Sikkerhedsråds resolution 338 blev udstedt d. 22. oktober 1973 og kaldte på en våbenhvile (inden for 12 timer) mellem parterne i Yom Kippur-krigen. Endvidere opfordrede resolutionen til, at de berørte parter umiddelbart efter våbenhvilen indtrædelse skulle sikre, at Sikkerhedsrådets resolution 242 ville blive gennemført i alle dens dele. Herunder at der straks ville blive igangsat forhandlinger mellem de berørte parter med det formål om at skabe en retfærdig og holdbar fred i Mellemøsten.[11]
Aftalerne
[redigér | rediger kildetekst]Aftalen indeholdt bestemmelser om en overgangsperiode på højst fem år med palæstinensisk midlertidig selvstyre over Vestbredden og Gazastriben. Israel anerkendte Vestbredden og Gazastriben som en separat territorial enhed,[12] så vel som, at den israelske regering overførte en vis magt og et begrænset ansvar til Det palæstinensiske selvstyreområde, som indbefatter Palæstinas lovgivende forsamling, der blev valgt i januar 1996, som en del af de midlertidige selvstyrede hændelser på Vestbredden og Gazastriben.
Overførselen af magt og ansvar til Gazastriben og Jeriko fandt sted overensstemmende med Kairo-aftalen mellem Israel og PLO den 4. maj 1994. I andre dele af Vestbredden fandt magtoverdragelse sted overensstemmende med Interimsaftalen mellem Israel og PLO den 24. september 1995, Wye-aftalen mellem Israel og PLO fandt sted den 23. oktober 1998 og Sharm el-Sheikh-aftalen den 4. september 1999.
Oslo-aftalen fastslog, at Israel beholder ansvaret for ekstern og intern sikkerhed og offentlig orden blandt jødiske bosættelser og indbyggere i overgangsperioden.
Norge var under Arbeiderparti-regeringen og udenrigsminister Johan Jørgen Holst (Ap) engageret i Israels videreudvikling. Institutt for fredsforskning (PRIO) mener, at han førte både Palæstina og USA bag lyset. Udenrigsminister Holst høstede stor anerkendelse for udarbejdelsen af den hemmelige Oslo-aftale, men PRIO påstår, at han modtog instrukser fra udenrigsministeren i det Israelske Arbejderparti, Shimon Peres.
Madrid-konferencen og forhandlinger i Washington mislykkedes, men det utraditionelle norske initiativ lykkedes tilsyneladende. Terje Rød-Larsen og Mona Juul medvirkede.
13. marts 2002 vedtog FN's sikkerhedsråd en resolution, som fastslog princippet om en to-statsløsning. For første gang erklærede en amerikansk præsident det for målet – et mål vejkortet for fred også slår fast.
Det fik den israelske højrefløj til at bruge skældsordet "Oslo-forbryderne" om dem bag aftalen. Og dele af den palæstinensiske befolkning, ikke mindst de hundretusinder som er flygtninge, anså også to-statsaftalen som forræderi.
Disse tiltag er flere gange blevet udsat.
Centrale aftaler
[redigér | rediger kildetekst]De centrale aftaler i Oslo-processen var:
- Israel – PLO anerkendelsesbreve (1993): Gensidig anerkendelse af Israel og PLO.
- Oslo I-aftalen (1993), "Principerklæringen om midlertidige selvstyreordninger" (DOPOISGA eller DOP):[13] Erklærede formålet med forhandlingerne og fastlagde rammen for overgangsperioden. Ophævelse af den israelske civile administration ved indvielsen af det Palæstinensiske Lovgivende Råd (Artikel VII).
- Gaza-Jericho-aftalen eller Cairo-aftalen (1994): Delvis israelsk tilbagetrækning inden for tre uger fra Gaza-striben og Jericho-området, der var starten på den femårige overgangsperiode (artikel V i Oslo I-aftalen). Samtidig overføres en begrænset magt til Det Palæstinensiske Selvstyre (PA), som blev oprettet i samme aftale.[6] En del af aftalen var den såkaldte Protokol om Økonomiske Forbindelser (Paris-protokollen), som regulerer det økonomiske forhold mellem Israel og Det Palæstinensiske Selvstyre, men som i realiteten integrerede den palæstinensiske økonomi i den israelske.[14] Denne aftale blev senere afløst af Oslo II-aftalen, bortset fra artikel XX (tillidsskabende foranstaltninger). Artikel XX tilkendegav, at Israel skulle frigive eller overdrage palæstinensiske fanger eller tilbageholdte. Paris-protokollen blev indarbejdet i artikel XXIV i Oslo II-aftalen.
- Oslo II-aftalen (1995): Opdeling af Vestbredden i områder – refereret til som henholdsvis område A, B og C. Tilbagetrækning af israelske tropper fra område A og fra andre områder gennem "Yderligere tilbagetrækninger". Valg af det Palæstinensiske Lovgivende Råd(palæstinensisk parlament, PLC), der erstatter PA efter dets indvielse. Implementering af palæstinensisk politi, der erstatter israelske militærstyrker i område A. Sikker passage mellem Vestbredden og Gaza. Endvidere blev forhandlingerne om en endelig løsning med hensyn til de resterende spørgsmål igangsat, som skulle afsluttes inden 4. maj 1999.
Alle senere aftaler havde til formål at gennemføre de tidligere tre nøgleaftaler.
Se også
[redigér | rediger kildetekst]Noter
[redigér | rediger kildetekst]- ^ Bemærk at Israel ikke selv opfattede Vestbredden og Gaza, som "besatte områder" på linje med Sinai-halvøen og Golanhøjderne. De to sidste landområder var entydigt ikke en del af Palæstinamandatet, mens de to førstenævnte var en del af dette mandatområde.
Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- ^ Declaration of Principles on Interim Self-Government Arrangements (DOP). 13. September 1993. Fra Knessets hjemmeside.
- ^ Israeli-Palestinian Interim Agreement on the West Bank and the Gaza Strip. 28 September 1995. Fra Knessets hjemmeside.
- ^ Hedges, Chris (d. 5. maj 1994): Mideast accord: the overview; Rabin and Arafat sign accord ending Israel's 27-year hold on Jericho and the Gaza Strip. The New York Times. Citat af Yitzhak Rabin: "We do not accept the Palestinian goal of an independent Palestinian state between Israel and Jordan. We believe there is a separate Palestinian entity short of a state."
- ^ Anne Le More (d. 31. marts 2008). "International Assistance to the Palestinians After Oslo: Political Guilt, Wasted Money". Routledge. s. 65. ISBN 978-1-134-05233-2.:
Oslo was opposed by the Islamic movements such as Hamas and Islamic Jihad, parties on the left such as the Popular Front for the Liberation of Palestine (PFLP) and the Democratic Front for the Liberation of Palestine (DFLP), and also by intellectuals, mainstream politicians and former peace negotiators such as Haydar Abd al-Shafi, Karma Nabulsi and Edward Said. The latter famously described the agreement as (...)
- ^ Just Vision: Oslo Process. Arkiveret d. 24 december 2013 på Wayback Machine. Hentet d. 19. maj 2021
- ^ a b MEDEA, Oslo peace process. Hentet d. 29. maj 2021
- ^ a b c Fra "Framework for Peace in the Middle East", en del af Camp David-aftalerne fra 1978: "Egypt and Israel agree that, ... there should be transitional arrangements for the West Bank and Gaza for a period not exceeding five years. In order to provide full autonomy to the inhabitants, under these arrangements the Israeli military government and its civilian administration will be withdrawn as soon as a self-governing authority has been freely elected by the inhabitants of these areas to replace the existing military government." "Egypt, Israel, and Jordan will agree on the modalities for establishing elected self-governing authority in the West Bank and Gaza. The delegations of Egypt and Jordan may include Palestinians from the West Bank and Gaza or other Palestinians as mutually agreed. The parties will negotiate an agreement which will define the powers and responsibilities of the self-governing authority to be exercised in the West Bank and Gaza. A withdrawal of Israeli armed forces will take place and there will be a redeployment of the remaining Israeli forces into specified security locations. The agreement will also include arrangements for assuring internal and external security and public order. A strong local police force will be established, which may include Jordanian citizens. In addition, Israeli and Jordanian forces will participate in joint patrols and in the manning of control posts to assure the security of the borders." "When the self-governing authority (administrative council) in the West Bank and Gaza is established and inaugurated, the transitional period of five years will begin. As soon as possible, but not later than the third year after the beginning of the transitional period, negotiations will take place to determine the final status of the West Bank and Gaza and its relationship with its neighbors and to conclude a peace treaty between Israel and Jordan by the end of the transitional period. These negotiations will be conducted among Egypt, Israel, Jordan and the elected representatives of the inhabitants of the West Bank and Gaza." (Se JimmyCarterLibrary, The Framework for Peace in the Middle East. Arkiveret d. 16 december 2013 på Wayback Machine (1978). Hentet december 2013)
- ^ By Hook and by Crook—Israeli Settlement Policy in the West Bank, s. 90. B’Tselem, juli 2010
- ^ Israeli Settlements in Occupied Arab Lands: Conquest to Colony (Webside ikke længere tilgængelig), s. 29. Journal of Palestine Studies, Vol. 11, No. 2 (Winter, 1982), s. 16-54. Udgivet af: University of California Press på vegne af Institute for Palestine Studies.
- ^ Resolution 242 Arkiveret 11. september 2021 hos Wayback Machine. un.org. Hentet. d. 30. maj 2021
- ^ Resolution 336 Arkiveret 2. juni 2021 hos Wayback Machine. un.org. Hentet: 30. maj 2021
- ^ "West Bank and Gaza Strip as a Single Territorial Unit" (engelsk). The Reut University. 11. januar 2006. Arkiveret fra originalen 24. september 2014. Hentet 19. april 2008.
- ^ The Discourse of Palestinian-Israeli Relations: Persistent Analytics and Practices, s. 5. Sean F. McMahon, Routledge, 2009
- ^ Will we always have Paris? Arkiveret d. 25 december 2013 ved hjælp af Wayback Machine. Gaza Gateway, d. 13. september 2012