Spring til indhold

Organisationen Danske Museer

Koordinater: 55°40′33″N 12°34′21″Ø / 55.67582243°N 12.57246751°Ø / 55.67582243; 12.57246751
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Vartov, som huser ODM

Organisationen Danske Museer (ODM) er brancheorganisation for 174 (2019) danske kunstmuseer, kulturhistoriske museer og naturhistoriske museer samt museumslignende besøgscentre, bevaringscentre m.fl.

ODM's sekretariat består af fem medarbejdere og har adresse på Vartov i København. ODM's bestyrelse har 11 medlemmer og er bredt repræsenteret fagligt og geografisk.

ODM’s bestyrelsesformand er Flemming Just, direktør for Sydvestjyske Museer. Næstformænd er Bo Skaarup, direktør for Naturhistorisk Museum Aarhus, samt Gitte Ørskou, direktør for Kunsten Museum of Modern Art Aalborg. Direktør for ODM er Nils M. Jensen.

Opgaver og formål

[redigér | rediger kildetekst]

ODM varetager museernes interesser i en række museumspolitiske spørgsmål og udbyder efteruddannelse for museumsansatte. Derudover faciliterer organisationen faglige netværk og arrangerer museumsfaglige konferencer, herunder et tilbagevendende formidlingsseminar for museumsansatte i foråret samt et kultur-, naturhistorisk og kunstfagligt orienteringsmøde i efteråret.

Organisationen Danske Museer (ODM) så dagens lys i 2005 som en fusion mellem Dansk Kulturhistorisk Museumsforening (DKM), Foreningen af Danske Kunstmuseer (FDK) og Danske Naturvidenskabelige Museer (DNM).

De tre organisationer havde tilbage i 1987, under sammenslutningen Danske Museumsorganisationer, stiftet den selvejende institution Museumshøjskolen. Museumshøjskolens formål var at tilbyde efter- og videreuddannelse i form af korte kurser til museumsansatte. Fra 1997 til 2005 lå Museumshøjskolen først i Vig i Odsherred og siden på Ankerhus Seminarium i Sorø. Ved oprettelsen af ODM blev Museumshøjskolens aktiviteter, herunder et større museologisk bibliotek, startet af Statens Museumsnævn i 1975, i 2006 indlemmet under navnet Danske Museers Efteruddannelse (DME) og flyttede til Vartov i København. Biblioteket blev fusioneret ind i Danmarks Kunstbibliotek i 2012.

Ved ODM’s oprettelse blev Hanne Esmann ansat som sekretariatsleder. Siden 2008 er jobbet som direktør blevet varetaget af Nils M. Jensen.

ODM's første formand (2005-2008) var Lene Floris, der også var med til at etablere ODM. Siden har følgende været formænd for ODM: Jens Henrik Sandberg (2008-2009); Rasmus Vestergaard (2009-2011); Christine Buhl Andersen (2011-2015); Frank Allan Rasmussen (2015-2017); Flemming Just (2017-).

Kilder og henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]
Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.

55°40′33″N 12°34′21″Ø / 55.67582243°N 12.57246751°Ø / 55.67582243; 12.57246751