Olav 5. af Norge
Olav 5. | |
---|---|
Valgsprog: Alt for Norge | |
Konge af Norge | |
Signing | 22. juni 1958 Nidarosdomen, Trondheim |
Regerede | 21. september 1957 – 17. januar 1991 (33 år og 118 dage) |
Forgænger | Haakon 7. |
Statsministre | |
Efterfølger | Harald 5. |
Ægtefælle | Märtha af Sverige (g. 1929) |
Børn | |
Fulde navn | Alexander Edward Christian Frederik |
Hus | Huset Glücksborg |
Far | Haakon 7. af Norge |
Mor | Maud af Storbritannien |
Født | 2. juli 1903 Appleton House, Norfolk, England |
Død | 17. januar 1991 (87 år) Kongesæteren, Voksenkollen, Oslo, Norge |
Hvilested | 30. januar 1991 Akershus slot, Oslo, Norge |
Religion | Lutheransk |
Ridder af Elefantordenen 1921 |
Olav 5. (Alexander Edward Christian Frederik; 2. juli 1903 – 17. januar 1991) var konge af Norge fra 1957 til 1991.
Han blev født som Prins Alexander af Danmark, men blev kronprins af Norge og skiftede navn til Olav, da hans far Kong Haakon 7. blev konge af Norge i 1905. Han overtog tronen ved sin fars død i 1957.
Kong Olav tilhørte fyrstehuset Glücksborg. Han var gift med sin kusine Prinsesse Märtha af Sverige, med hvem han havde tre børn. Han blev efterfulgt som konge af deres eneste søn, Harald 5.
Biografi
[redigér | rediger kildetekst]Fødsel og familie
[redigér | rediger kildetekst]Olav blev født 3. juni 1903 på Appleton House, en ejendom beliggende ved den kongelige residens Sandringham House i Norfolk, England. Han var det første og eneste barn af Haakon 7. af Norge og Prinsesse Maud. Hans far var en yngre søn af Frederik 8. af Danmark og Louise af Sverige-Norge, mens hans mor var yngste datter af den senere Edvard 7. af Storbritannien og Alexandra af Danmark.
Han blev døbt med navnene Alexander Edward Christian Frederik og var kendt som Prins Alexander til Danmark.
Kronprins af Norge
[redigér | rediger kildetekst]Efter opløsningen af unionen mellem Sverige og Norge i 1905, blev hans far valgt af Stortinget til konge af Norge. Efter en bekræftende folkeafstemning afholdt på prinsens anmodning, accepterede Prins Carl valget og ændrede sit navn til Haakon 7. Den da to år gamle Prins Alexander blev derved kronprins af Norge, skiftede navn til det gamle norske kongenavn Olav og fulgte med sine forældre til Norge.
Kronprins Olav var dermed den første norske tronarving siden middelalderen, som voksede op i Norge, og hans forældre sørgede for at give ham så norsk en opvækst som muligt. Han gik på offentlige skoler, og i 1921 tog han examen artium fra Hallings skole i Oslo. Kronprinsen startede herefter på Krigsskolen, Den Norske Hærs officersskole i Oslo, hvorfra han tog eksamen i 1924. Han fortsatte herefter med studier af økonomi og jura ved Universitetet i Oxford.
Olav var en aktiv idrætsudøver, som dyrkede skihop i Holmenkollen og deltog i flere sejlsportsregattaer. Han vandt guldmedalje i sejlsport ved de Olympiske Lege i 1928 i Amsterdam med Johan Anker som rorsmand. Han var aktiv sejler til langt ud på sine ældre dage.
Ægteskab
[redigér | rediger kildetekst]Kronprins Olav forlovede sig den 15. januar 1929 med med sin kusine Prinsesse Märtha af Sverige, der var datter af Prins Carl af Sverige og Olavs faster Prinsesse Ingeborg af Danmark. Forlovelsen blev positivt modtaget i både Sverige og Norge. Prinsesse Märtha var sønnedatter af den svenske konge Oscar 2., som også havde været Norges regent frem til opløsningen af unionen mellem Sverige og Norge i 1905. Forlovelsen blev derfor taget som et tegn på, at sårene efter unionsopløsningen nu var helet.
Kronprins Olav og Prinsesse Märtha giftede sig tre måneder senere den 21. marts 1929 i Vor Frelsers kirke (i dag Oslo Domkirke). I forbindelse med brylluppet overdrog diplomaten og adelsmanden Fritz Wedel Jarlsberg gården Skaugum i Asker sydvest for Oslo til kronprinsparret for 120.000 kr.
Parret fik tre børn: Prinsesse Ragnhild fødtes i 1930 på Kongeslottet i Oslo, Prinsesse Astrid i 1932 på Villa Solbakken i Oslo og Prins Harald (den senere Kong Harald 5.) i 1937 på Skaugum som den første norske prinsefødsel i 567 år.
Anden Verdenskrig
[redigér | rediger kildetekst]Norge under 2. verdenskrig |
---|
Vigtige begivenheder |
Personer |
|
Organisationer |
|
|
Under Anden Verdenskrig stod Olav ved sin fars side i modstanden mod Tysklands angreb på Norge. Under angrebet var han rådgiver for både civile og militære ledere. Da den norske regering bestemte sig for at gå i eksil, tilbød Olav at blive i Norge, men endte dog med at følge sin far til Storbritannien, hvor han fortsatte som rådgiver for eksilregeringen og sin far. Under krigen besøgte Olav norske og allierede styrker i Storbritannien, Canada og USA. Den 30. juni 1944 blev han udnævnt til forsvarschef. Da krigen var ovre, var Olav det første medlem af kongehuset som vendte tilbage til Norge. Han ankom til Oslo sammen med fem ministre den 13. maj 1945. Han fungerede som kronprinsregent frem til kong Haakons hjemkomst til Norge den 7. juni.
Efterkrigstiden
[redigér | rediger kildetekst]Kronprins Olav blev enkemand som 50-årig, da Kronprinsesse Märtha døde af kræft den 5. april 1954 efter flere års sygdom.
Konge af Norge
[redigér | rediger kildetekst]Året efter blev kong Haakon syg, og kronprinsen fungerede herefter som kronprinsregent. Den 21. september 1957 døde Haakon 7., og Olav besteg tronen som Olav 5. Da den nye konge var enkemand måtte han gennemføre sine opgaver uden en dronning ved sin side. I de første regeringsår fik han hjælp af sin yngste datter, prinsesse Astrid, der fungerede som Norges førstedame, og af kronprins Harald.
Død og tronfølge
[redigér | rediger kildetekst]Den 31. maj 1990 blev Kong Olav ramt af et hjerteanfald, og kronprins Harald måtte overtage som regent. I modsætning til sin far kong Haakon valgte Olav både at lade sig fotografere og vise sig offentligt under sit sygefravær. Kong Olav blev aldrig rask nok til at genoptage sin officielle pligter og døde 87 år gammel den 17. januar 1991 på Kongesæteren i Oslo efter at have regeret Norge i mere end 33 år. Kongen blev gravsat i Det Kongelige Mausoleum i Akershus Slot ved siden af sine forældre, Kong Haakon og Dronning Maud, og sin hustru Kronprinsesse Märtha.
Han blev efterfulgt som konge af sin søn Harald, der besteg tronen som Harald 5.
Kunstneriske gengivelser
[redigér | rediger kildetekst]- Harry & Charles – en norsk historisk drama-TV-serie fra 2009, hvor Prins Alexander spilles af den danske skuespiller Viktor Andersen.[1]
- Kongens valg (norsk: Kongens nei) – en norsk biografisk film fra 2016, som er co-produceret af Nordisk Film, hvor Kronprins Olav spilles af den norske skuespiller Anders Baasmo Christiansen.[2]
- Atlantic Crossing – en norsk historisk drama-TV-serie fra 2020, hvor Kronprins Olav spilles af den tyskfødte norske skuespiller Tobias Santelmann.[3]
Titler, prædikater og æresbevisninger
[redigér | rediger kildetekst]Titler og prædikater fra fødsel til død
[redigér | rediger kildetekst]- 2. juli 1903 – 18. november 1905: Hans Højhed Prins Alexander til Danmark
- 18. november 1905 – 21. september 1957: Hans Kongelige Højhed Olav, Norges Kronprins
- 21. september 1957 – 17. januar 1991: Hans Majestæt Olav V, Norges Konge
Æresbevisninger
[redigér | rediger kildetekst]Norske dekorationer
[redigér | rediger kildetekst]- Norge: Storkors med kæde af Sankt Olavs Orden (No.St.O.1.*)
Udenlandske dekorationer
[redigér | rediger kildetekst]- Danmark: Ridder af Elefantordenen (R.E.) (1921)
- Danmark: Storkommandør af Dannebrogordenen (S.Kmd.) (1958)
- Finland: Storkors af Finlands Hvide Roses Orden
- Island: Storkors af Den Islandske Falkeorden
- Sverige: Ridder af Serafimerordenen (S.Sph.) (1926)
- Storbritannien: Ridder af Hosebåndsordenen (1959)
Børn
[redigér | rediger kildetekst]Navn | Født | Død | Bemærkninger |
---|---|---|---|
Med Märtha af Sverige | |||
Prinsesse Ragnhild | 9. juni 1930 | 16. september 2012 | Gift 15. maj 1953 med Erling Lorentzen (f. 1923) |
Prinsesse Astrid | 12. februar 1932 | Gift 12. januar 1961 med Johan Martin Ferner (1927–2015) | |
Harald 5. | 21. februar 1937 | Konge af Norge fra 1991 Gift 29. august 1968 med Sonja Haraldsen (f. 1937) |
Anetavle
[redigér | rediger kildetekst]Se også
[redigér | rediger kildetekst]Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- ^ Harry & Charles på Internet Movie Database (engelsk)
- ^ Kongens valg på Internet Movie Database (engelsk)
- ^ Atlantic Crossing på Internet Movie Database (engelsk)
Litteratur
[redigér | rediger kildetekst]- Bramsen, Bo (1992). Huset Glücksborg. Europas svigerfader og hans efterslægt (2. udgave). København: Forum. ISBN 87-553-1843-6.
- Lerche, Anna; Mandal, Marcus (2003). En Kongelig Familie : historien om Christian 9. og hans europæiske efterslægt. København: Aschehoug. ISBN 8715106845.
Eksterne henvisninger
[redigér | rediger kildetekst]Olav 5. Sidelinje af Huset Oldenborg Født: 2. juli 1903 Død: 17. januar 1991
| ||
Foregående: Haakon 7. |
Konge af Norge 1957 – 1991 |
Efterfølgende: Harald 5. |
Spire Denne artikel om en kongelig eller fyrstelig person er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |
- Elefantriddere
- Anetavler
- Gravsted.dk
- Født i 1903
- Døde i 1991
- Huset Glücksburg
- Regenter af Norge
- Protestantiske monarker
- Prinser fra Danmark
- Generaler fra Norge
- Admiraler fra Norge
- Sejlsportsfolk fra Norge
- Deltagere for Norge ved sommer-OL 1928
- Olympiske mestre fra Norge
- Nordmænd i 1900-tallet
- Nordmænd i 2. verdenskrig
- Storkommandører af Dannebrog
- Storkors med kæde af Sankt Olavs Orden