Missourikompromiset

Missourikompromiset (også kendt som Kompromiset fra 1820) var en føderal lovgivning i USA, der søgte at balancere de nordlige delstaters ønsker om at forhindre udvidelsen af slaveriet i landet med sydstaternes ønsker om at udvide det. Kompromiset omfattede, at man optog to nye delstater i Unionen (USA): Maine, som ville blive en ny fri delstat, og Missouri, der ville blive en ny slavedelstat.^[a] Samtidig blev det bestemt, at forbyde slaveri i den resterende del af territoriet fra Louisiana-købet nord fra den 36°30′-breddegrad.^[1] Den 16. amerikanske kongres (1819-1821) vedtog lovgivningen den 3. marts 1820, og præsident James Monroe underskrev den den 6. marts 1820.^[2]

I februar 1819 havde James Tallmadge Jr. – demokratisk-republikansk medlem af Repræsentanternes Hus fra New York – indsendt to ændringsforslag til Missouris anmodning om optagelse i Unionen, der omfattede restriktioner på slaveri. Sydlændinge protesterede mod ethvert lovforslag, der pålagde føderale restriktioner på slaveri og mente, at det i henhold til USA's forfatning var et delstatsspørgsmål.^[b] Men med Senatet ligeligt fordelt ved åbningen af debatterne, hvor begge parter holdte 11 delstater, ville optagelsen af Missouri som en slavestat medføre, at sydstaterne ville få en fordel i kvag af Missouris to nye senatorer. Nordlige kritikere – herunder føderalister og demokratisk-republikanere – gjorde indsigelse mod udvidelsen af slaveriet til Louisiana-territoriet som følge af de forfatningsmæssige uligheder i tre-femtedeles-klausulen, der (delvist) bestemte sydstaterne føderal repræsentation efter deres slavebefolkning.^[c]

Jeffersonske republikanere i nord fastholdte, at en streng fortolkning af forfatningen krævede, at Kongressen handlede for at begrænse udbredelsen af slaveri. "[Nordlige] republikanere rodfæstede deres antislaveri-argumenter, ikke på hensigtsmæssighed, men i egalitær moral."^[4] "Forfatningen [fastslog nordlige Jeffersonske republikanere], strengt fortolket, gav sønnerne af grundlæggergenerationen de juridiske værktøjer til at fremskynde [den] fjernelse [af slaveri], herunder afvisningen af at optage yderligere slavestater."^[5]

Da Maine anmodede om at blive en delstat, var Senatet hurtige til at sammenkoble lovforslagene vedrørende Maine og Missouri, hvilket gjorde Maines optagelse i Unionen (som en fri delstat) til en betingelse for, at Missouri kunne blive optaget i Unionen som en slavestat. Senator Jesse B. Thomas fra Illinois tilføjede et yderligre kompromisforbehold, der udelukkede slaveri fra alle resterende dele i Louisiana-territoriet nord for 36° 30'-breddegraden. Disse foranstaltninger gjorde, at Senatet godkendte loven. Men loven blev dog efterfølgende nedstemt i Repræsentanternes Hus af nordlige kongresmedlemmer, der ønskede et frit Missouri. Speakeren i Repræsentanternes Huset – Henry Clay fra Kentucky – opdelte Senatets lovforslag i et desperat forsøg på at bryde dødvandet. Det lykkedes Clay og hans pro-kompromis-allierede at presse en række medlemmer fra sydstaterne til at godkende vedtagelsen af Thomas-forbeholdet, ligesom det at få indvilliget en række medlemmer fra nordstaterne i at støtte Missouri som slavestat.^[6]^[7] I den 15. kongres endte Missouri-spørgsmålet i et dødvande den 4. marts 1819, hvor Repræsentanternes Hus fastholdte sin antislaveri-position, mens Senatet blokerede én delstat, der begrænsede slaveriet. Det lykkedes dog den 16. kongres at bryde dette dødvande.

Missouri-kompromiset var meget kontroversielt, og mange folk bekymrede sig over, hvorvidt landet var blevet juridisk opdelt efter sekteriske linjer. Kansas-Nebraska-loven ophævede reelt lovforslaget i 1854, og højesteret erklærede efterfølgende loven forfatningsstridig i Dred Scott v. Sandford (1857). Denne lov og den efterfølgende højesteretskendelse øgede begge spændingerne over slaveri og var medvirkende faktorer til udbruddet af den amerikanske borgerkrig. Missouri-kompromiset både forsinkede borgerkrigen og såede dens frø; Thomas Jefferson forudså således, at den linje, den her var blevet trukket, en dag ville rive Unionen fra hinanden. 40 år senere ville nord og syd splittes tæt langs 36°30′-bredden og kæmpe i fire blodige år.

Se også

Noter

^ En "fri delstat" beskriver i denne sammenhæng en delstat, hvor slaveri var ulovligt. En slavedelstat beskriver, modsat, en delstat, hvor det er lovligt at holde slaver.
^ Med et "delstatsspørgsmål" forstås emner, der skal lovgives om på delstats-niveau og ikke på føderalt niveau. På denne måde kunne sydstaterne fastholde lovgivning, som tillod slaveri, mens nordstaterne kunne lovgive mod slaveri. Dette står i kontrast til føderal-lovgivning, som alle delstater er underlagt.
^ Én slave skulle – i henhold til tre-femtedeles-klausulen – tælles med som 3/5 af en fri mand, når antallet af medlemmer af Repræsentanternes Hus (og valgmandskollegiet) skulle fordeles mellem de forskellige delstater. Dette gav de fri mænd i sydstaterne mere politisk magt på føderalt niveau, da deres slaver medvirkede til at øge deres delstats fordelingstal.

Referencer

^ Hammond, John Craig (marts 2019). "President, Planter, Politician: James Monroe, the Missouri Crisis, and the Politics of Slavery". Journal of American History. 105 (4): 843-867. doi:10.1093/jahist/jaz002.
^ Hammond, 2019
Dangerfield, 1966. p. 125
Wilentz, 2004. p. 382
^ Ammons, 1971. p. 457-458
^ Wilentz 2004. p. 387
^ Wilentz 2004 p. 389
^ Brown, 1966. p. 25: "[Henry Clay], who managed to bring up the separate parts of the compromise separately in the House, enabling the Old Republicans [in the South] to provide him with a margin of victory on the closely contested Missouri [statehood] bill while saved their pride by voting against the Thomas Proviso."
^ Wilentz, 2004. p. 381

Biblografi

Brown, Richard H. (1970) [Winter 1966], "Missouri Crisis, Slavery, and the Politics of Jacksonianism", i Gatell, Frank Otto (red.), Essays on Jacksonian America, New York: Holt, Rinehart and Winston, s. 5-72
Brown, Richard Holbrook (1964), The Missouri compromise: political statesmanship or unwise evasion?, Heath, s. 85
Dangerfield, George (1965), The Awakening of American Nationalism: 1815–1828, New York: Harper & Row, ISBN 978-0881338232
Hammond, John Craig (marts 2019), "President, Planter, Politician: James Monroe, the Missouri Crisis, and the Politics of Slavery", Journal of American History, 105 (3): 843-867, doi:10.1093/jahist/jaz002
Wilentz, Sean (Fall 2004), "Jeffersonian Democracy and the Origins of Political Antislavery in the United States: The Missouri Crisis Revisited", The Journal of the Historical Society, IV (3)

Eksterne links

[1] En "fri delstat" beskriver i denne sammenhæng en delstat, hvor slaveri var ulovligt. En slavedelstat beskriver, modsat, en delstat, hvor det er lovligt at holde slaver.

[5] Med et "delstatsspørgsmål" forstås emner, der skal lovgives om på delstats-niveau og ikke på føderalt niveau. På denne måde kunne sydstaterne fastholde lovgivning, som tillod slaveri, mens nordstaterne kunne lovgive mod slaveri. Dette står i kontrast til føderal-lovgivning, som alle delstater er underlagt.

[6] Én slave skulle – i henhold til tre-femtedeles-klausulen – tælles med som 3/5 af en fri mand, når antallet af medlemmer af Repræsentanternes Hus (og valgmandskollegiet) skulle fordeles mellem de forskellige delstater. Dette gav de fri mænd i sydstaterne mere politisk magt på føderalt niveau, da deres slaver medvirkede til at øge deres delstats fordelingstal.

[2] Hammond, John Craig (marts 2019). "President, Planter, Politician: James Monroe, the Missouri Crisis, and the Politics of Slavery". Journal of American History. 105 (4): 843-867. doi:10.1093/jahist/jaz002.

[3] Hammond, 2019
Dangerfield, 1966. p. 125
Wilentz, 2004. p. 382

[4] Ammons, 1971. p. 457-458

[7] Wilentz 2004. p. 387

[8] Wilentz 2004 p. 389

[9] Brown, 1966. p. 25: "[Henry Clay], who managed to bring up the separate parts of the compromise separately in the House, enabling the Old Republicans [in the South] to provide him with a margin of victory on the closely contested Missouri [statehood] bill while saved their pride by voting against the Thomas Proviso."

[10] Wilentz, 2004. p. 381

[a]

[1]

[2]

[3]

[b]

[c]

[4]

[5]

[6]

[7]