Spring til indhold

Miller-effekt

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Miller-effekten)
Forstærker med kapacitans mellem input og output.
Erstatningsdiagram med den effektive kapacitans over indgangen.
Fælles emitter-kobling med Miller-kapacitans mellem kollektor og emitter.

Indenfor elektronik er Miller-effekten ansvarlig for øgningen i den ækvivalente input-kapacitans af en inverterende spændingsforstærker grundet forstærkning af virkningen af en kapacitans mellem input og output terminalerne. Den virtuelt øgede input-kapacitans CM grundet Miller-effekten er givet ved

hvor er forstærkningen af forstærkeren – og Cm er tilbagekoblings kapacitansen.

Selvom termen Miller-effekt normalt refererer til kapacitans, kan en vilkårlig impedans forbundet mellem input og en anden node der udøver forstærkning modificere forstærkerens input impedans via denne effekt. Disse egenskaber af Miller-effekten er generaliseret i Miller-teoremet.

Miller-effekten blev navngivet efter John Milton Miller. [1] da Miller offentliggjorde sit arbejde i 1920, da han arbejdede med elektronrørs trioder, men den samme teori kan anvendes på mere moderne enheder såsom bipolare transistorer og felteffekttransistorer.

Kilder/referencer

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ John M. Miller, "Dependence of the input impedance of a three-electrode vacuum tube upon the load in the plate circuit," Scientific Papers of the Bureau of Standards, vol.15, no. 351, pages 367-385 (1920). Available on-line at: http://web.mit.edu/klund/www/papers/jmiller.pdf .