Spring til indhold

Mikojan-Gurevitj MiG-25

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra MiG-25)
MiG-25
MiG-25PU med to sæder til træning.
Beskrivelse
TypeJagerfly
BesætningÉn
Jomfruflyvning6. marts 1964
I aktiv tjeneste1964–1984
BrugereRuslands luftvåben, Algeriets luftvåben, Syriens luftvåben, Ukraines luftvåben
Dimensioner
Længde19,75 meter
Spændvidde14,01 meter
Højde6,10 meter
Vingeareal61,40 m²
Tomvægt20.000 kg
Lasteevne36.720 kg
Motor2× Tumanskij R-15B-300 turbojetmotorer med efterbrænder
Motorydelse100,1 kN
TophastighedMach 3,2[1] (3.470 km/t)
Ydeevne
Rækkevidde1.730 km
Stigeevne208 m/s
Bevæbning
MissilerR-40R (radarstyrede) og 2× R-40T (varmesøgende) AA-6 "Acrid" luft til luft-missiler

Mikojan-Gurevitj MiG-25 (russisk Микоян и Гуревич МиГ) (NATO-rapporteringsnavn: Foxbat) er et supersonisk jager- og rekognosceringsfly, der er blandt de hurtigste militærfly, der har været i brug. Det blev designet af Sovjetunionens Mikojan-Gurevitj-bureau. Den første prototype fløj i 1964, og flyet begyndte at blive brugt militært i 1970. Den operative tophastighed er Mach 2,83 (Mach 3,2 er mulig men kan skade motorerne) og udstyret med en kraftfuld radar og fire luft til luft-missiler.

Da flyet første gang blev set på rekognosceringsfotografier indikerede det store vingeareal at det var et stort og manøvredygtig jagerfly, på et tidspunkt hvor man også i USA udviklede designteorier til bedre manøvredygtighed som følge af erfaringer fra vietnamkrigen. Fremkomsten af MiG-25 forårsagede store bekymringer i Vesten, og gjorde at F-15 Eagle, der var under udvikling i slutningen af 1960'erne, blev opgraderet voldsomt. Funktionerne i MiG-25'eren blev bedre forstået i 1976, da den sovjetiske pilot Viktor Belenko deserterede i en MiG-25 til USA via Japan. Det viste sig, at flyets store vægt nødvendiggjorde de store vinger.

Produktionen af MiG-25-serien sluttede i 1984 efter at der var blevet fremstillet 1.190 fly. Flyet var et symbol på den kolde krig og det blev brugt af sovjetiske allierede og tidligere sovjetrepublikker. Det er fortsat i brug i Ruslands militær og flere andre lande, men i begrænset omfang. Det er et af de militærfly, der kan flyve højest,[2] og er det næsthurtigste rekognosceringsfly efter Lockheeds SR-71 Blackbird.[3]

  1. ^ Spick 2000
  2. ^ Super User. "Powered Aeroplanes". fai.org. Arkiveret fra originalen 10. maj 2016. Hentet 6. april 2015. {{cite web}}: |author= har et generisk navn (hjælp)
  3. ^ "Global Aircraft – Top 50 Fastest Aircraft." The Global Aircraft Organization, 24 April 2007. Retrieved: 30 June 2011.
Litteratur
  • Aloni, Shlomo. Israeli F-15 Eagle Units in Combat. Oxford: Osprey Publishing, 2006. ISBN 978-1-84603-047-5.
  • Atkinson, Rick. Crusade: The Untold History of the Persian Gulf War. New York: Houghton Mifflin Company, 1993. ISBN 978-0-395-71083-8.
  • Barron, John. MiG Pilot: The Final Escape of Lt. Belenko. New York: McGraw-Hill, 1980. ISBN 0-380-53868-7.
  • Belyakov, R.A. and J. Marmain. MiG: Fifty Years of Secret Aircraft Design. Shrewsbury, UK: Airlife Publishing, 1994. ISBN 1-85310-488-4.
  • Bhonsle, Brig. Rahul K. India: Security Scope 2006 The New Great Game. Delhi, India: Kalpaz Publications, 2006. ISBN 81-7835-512-4.
  • Cooper, Tom and Farzad Bishop. Iranian F-14 Units in Combat. London: Osprey Publishing, 2004. ISBN 978-1-84176-787-1.
  • Davies, Steve. Combat Legend, F-15 Eagle and Strike Eagle. London: Airlife Publishing, Ltd., 2002. ISBN 1-84037-377-6.
  • Eden, Paul, ed. "Mikoyan MiG-25 'Foxbat'". "Mikoyan MiG-31 'Foxhound'". Encyclopedia of Modern Military Aircraft. London: Amber Books, 2004. ISBN 1-904687-84-9.
  • Frawley, Gerald. "Mikoyan MiG-25." The International Directory of Military Aircraft, 2002/2003. Fyshwick, ACT, Australia: Aerospace Publications, 2002. ISBN 1-875671-55-2.
  • Gordon, Yefim. MiG-25 'Foxbat' & MiG-31 'Foxhound': Russia's Defensive Front Line. Leicester, UK: Midland Publishing Ltd., 1997. ISBN 1-85780-064-8.
  • Gordon, Yefim. Mikoyan MiG-25 Foxbat: Guardian of the Soviet Borders (Red Star Vol. 34). Hinckley, UK: Midland Publishing Ltd., 2008. ISBN 978-1-85780-259-7.
  • Gordon, Yefim and Bill Gunston. Soviet X-Planes. Earl Shilton, Leicester, UK: Midland Publishing Ltd., 2000. ISBN 978-1-85780-099-9.
  • Green, William and Gordon Swanborough. The Great Book of Fighters. St. Paul, Minnesota: Motorbooks International Publishing, 2001. ISBN 0-7603-1194-3.
  • Gunston, Bill. An Illustrated Guide to Modern Fighters and Attack Aircraft. London: Salamander Books, 1980. ISBN 0-668-04964-2.
  • Gunston, Bill and Mike Spick. "Mikoyan/Gurevich MiG-25." Modern Air Combat: The Aircraft, Tactics and Weapons Employed in Aerial Combat Today. New York: Crescent Books, 1983. ISBN 978-0-517-41265-7.
  • Jenkins, Dennis R. McDonnell Douglas F-15 Eagle: Supreme Heavy-Weight Fighter. Hinckley, UK: Midland Publishing, 1998. ISBN 1-85780-081-8.
  • Lake, Jon. "Variant Briefing: MiG-25 'Foxbat' and MiG-31 'Foxhound'". World Air Power Journal, Volume 34, Autumn/Fall 1998, pp. 98–123. London: Aerospace Publishing. ISBN 1-86184-019-5. ISSN 0959-7050.
  • Nicolle, David and Tom Cooper. Arab MiG-19 and MiG-21 Units in Combat (Osprey Combat Aircraft 044). Oxford, UK: Osprey Publishing, 2004. ISBN 978-1-84176-655-3.
  • Rich, Ben and Leo Janos. Skunk Works: A Personal Memoir of My Years of Lockheed. New York: Little, Brown & Company, 1994. ISBN 0-316-74300-3.
  • Spick, Mike. The Great Book of Modern Warplanes. St. Paul, Minnesota: Motorbooks International Publishing, 2000. ISBN 0-7603-0893-4.
  • Wilson, Stewart. Combat Aircraft since 1945. Fyshwick, Australia: Aerospace Publications, 2000. ISBN 1-875671-50-1.

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]