Spring til indhold

Den kroatiske selvstændighedskrig

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Krigen i Kroatien)
Den kroatiske selvstændighedskrig
Del af Krigene i Jugoslavien
Med uret fra øverst t.v.: Hovedgaden i Dubrovnik, Stradun, i ruiner under belejringen af Dubrovnik; det ødelagte vandtårn i Vukovar med det kroatiske flag; soldater fra den kroatiske hær forbereder destruktion af en serbisk tank; mindesmærke i Vukovar; en ødelagt serbisk T-55 tank
Med uret fra øverst t.v.: Hovedgaden i Dubrovnik, Stradun, i ruiner under belejringen af Dubrovnik; det ødelagte vandtårn i Vukovar med det kroatiske flag; soldater fra den kroatiske hær forbereder destruktion af en serbisk tank; mindesmærke i Vukovar; en ødelagt serbisk T-55 tank
Dato 31. marts 1991 – 12. november 1995[A 1]
Sted Kroatien[A 2]
Resultat Kroatisk sejr
Territoriale
ændringer 		Den kroatiske regering opnåede kontrol med størstedelen af det territorium, som serbiske oprørere havde besat; den resterende del blev lagt under FN's (UNTAES') kontrol og senere overført til Kroatien.[A 3]
Parter
1991–94:
 Kroatien[A 4]
1994–95:
 Kroatien
 Bosnien og Herzegovina[A 5] 		1991–92:
 Jugoslavien[A 6]
Den Serbiske Republik Krajina
SAO Østslavonien, Baranja og Vestsyrmia
SAO Vestslavonien
1992–95:
Den Serbiske Republik Krajina
Republika Srpska[A 7]
Ledere
Kroatien Franjo Tuđman
Kroatien Gojko Šušak
Kroatien Anton Tus
Kroatien Janko Bobetko
Kroatien Zvonimir Červenko
Kroatien Petar Stipetić
Kroatien Ante Gotovina 		Jugoslavien Slobodan Milošević
Jugoslavien Veljko Kadijević
Jugoslavien Blagoje Adžić
Jugoslavien Života Panić
Milan Martić
Milan Babić
Goran Hadžić
Jovica Stanišić
Franko Simatović
Republika Srpska Radovan Karadžić
Republika Srpska Ratko Mladić
Styrke
Kroatien 70.000 (1991)[18]
Kroatien 200.000 (1995)[19] 		Jugoslavien 145.000 (1991)
50.000 (1995)
Tab
Kroatien 15.007 døde eller forsvundne
8.685 soldater og 6.322 civile dræbt eller forsvundet[20]
300.000 fordrevne[21] 		7.134 døde eller forsvundne
4.484 soldater og 2.650 civile dræbt eller forsvundne[22]
Jugoslavien 1.279 soldater dræbt[23][24]
Jugoslavien 7.204 dræbte eller forsvundne
3,486 soldater, 2.677 civile og 864 uidentificerede dræbte eller forsvundne[20]
Jugoslavien I alt 7.204–8.106 dræbte eller forsvundne
300.000 fordrevne[25]

Den kroatiske selvstændighedskrig var en del af krigene i Jugoslavien, der brød ud i forbindelse med Jugoslaviens opløsning i begyndelsen af 1990'erne. Krigen blev udkæmpet fra 1991 til 1995 mellem Kroatiske styrker loyale mod den kroatiske regering, der havde erklæret uafhængighed fra den Socialistiske Føderale Republik Jugoslavien, og den serbisk-kontrollerede Jugoslaviske folkehær og lokale serbiske styrker i Kroatien. Folkehæren blev opløst i 1992 og styrkerne lagt ind under serbisk kommando. Krigen omtales i Kroatien oftest som "Hjemlandskrigen" (kroatisk: Domovinski rat) og også som "Den Stor-serbiske aggression" (kroatisk: Velikosrpska agresija).[26][27] I Serbien omtales krigen som "Krigen i Kroatien" (serbisk: Рат у Хрватској ('Rat u Hrvatskoj')) og (sjældent) "Krigen i Krajina" (serbisk: Рат у Крајини ('Rat u Krajini')).[28]

Der var ingen formel krigserklæring. De første væbnede sammenstød under krigen fandt sted i Pakrac den 1. marts 1991,[1] efterfulgt af træfninger den 31. marts 1991 ved Plitvice søerne, hvor de første menneskeliv gik tabt.[2] Den sidste større militæroperation var Operation Storm fra 5.–8. august 1995.[3] Fjendtlighederne ophørte formelt med Erdutaftalen, der blev indgået den 12. november 1995.[4]

Baggrund

[redigér | rediger kildetekst]
Andel af serbere i Kroatien i 1981.

Baggrunden for konflikten var, at et flertal af kroatere ønskede, at Kroatien skulle forlade Jugoslavien og blive et selvstændigt land, hvorimod mange etniske serbere, der boede i Kroatien, støttet af det serbisk dominerede Jugoslavien,[29][30] var modstandere af en kroatisk udskillelse og ønskede, at serbisk dominerede områder skulle indgå i en fælles stat med Serbien. De fleste serbere ønskede en ny serbisk stat indenfor den jugoslaviske føderation, omfattende også områder i Kroatien og Bosnien med etnisk serbisk flertal, eller betydelig minoritet af etniske serbere,[31][32] og forsøgte at erobre så meget af Kroatien som muligt.[33][34][35]

Krigens forløb

[redigér | rediger kildetekst]
Besatte områder i Kroatien (januar 1992)
     Områder generobret af kroatiske styrker under Operation Flash      Områder stadig under serbisk kontrol efter Operation Flash
     Områder generobret af kroatiske styrker under Operation Storm.      Områder stadig under serbisk kontrol efter Operation Storm.

Der havde i 1991 været en række voldelige sammenstød mellem kroater og serbere i Kroatien. Den 19. maj 1991 blev afholdt en folkeafstemning i Kroatien om uafhængighed af Jugoslavien, hvilken folkeafstemning ikke blev anerkendt af Jugoslavien og blev boykottet af etniske serbere. Folkeafstemningen viste et flertal på 94% af de afgivne stemmer for selvstændighed. Spændingerne blev udløst, da Kroatien sammen med Slovenien erklærede selvstændighed den 25. juni 1991. De to landes erklæringer om uafhængighed af Jugoslavien udløste omgående militær reaktion fra den jugoslaviske folkehær. I Slovenien udløste uafhængighedserklæringerne en kort krig, Tidageskrigen, som efter ti dage sikrede Sloveniens selvstændighed. I Kroatien udbrød også en række militæroperationer, men Kroatien accepterede ved Brioniaftalen den 7. juli 1991 at udskyde gennemførelsen af selvstædighed til den 8. oktober 1991, hvilket kortvarigt lagde en dæmper på konflikten. Kroatiens kamp for selvstændighed skulle dog vise sig at vare længere end Sloveniens.

Serbisk invasion af Kroatien

[redigér | rediger kildetekst]

Få måneder efter indgåelse af Brioniaftalen forsøgte den jugoslaviske folkehær at besætte hele Kroatien for at holde Kroatien inden for den Jugoslaviske føderation.[36][37] Fra 25. august startede kampene fx om Vukovar. Jugoslavien lykkedes dog kun med at erobre dele af Kroatien. I de erobrede områder etableredes en selvudråbt kvasistat, Den Serbiske Republik Krajina. Efter en våbenhvile i januar 1992 og international anerkendelse af den kroatiske republik som en suveræn stat,[38][39] skete der ikke forskydninger af frontlinjerne og FN's fredsbevarende styrke UNPROFOR blev indsat mellem parterne,[40] hvorefter der i de følgende tre år alene var begrænsede kamphandlinger. I denne periode udgjorde Republikken Krajina mere end en fjerdedel af Kroatiens territorium.[41]

Tilbageerobring

[redigér | rediger kildetekst]

I 1995 iværksatte Kroatien to større offensiver; Operation Flash og Operation Storm,[3][42] hvilket sikrede Kroatien en afslutning af krigen, der, bortset fra et mindre område mod øst, sikrede Kroatien den ønskede genetablering af grænserne fra før konflikten. Den tilbageværende FN-kontrollede zone længst mod øst, UNTAES, blev fredeligt indlemmet i Kroatien i 1998.[4][8]

Krigen blev afsluttet med kroatisk sejr, da Kroatien opnåede de mål, der var erklæret ved konfliktens udbrud: uafhængighed og bevarelse af grænserne.[3][4] Ca. 21–25% af Kroatiens økonomi blev ødelagt, herunder et anslået tab på 37 mia. US$ som følge af ødelagt infrastruktur, økonomisk afmatning og omkostninger relateret til den omfattende flygtningestrøm.[43] Mere end 20.000 mennesker mistede livet under krigen,[44] der resulterede i betydelige flygtningestrømme på begge sider i konflikten. Serbien og Kroatien samarbejder i dag på flere områder, men der består fortsat spændinger, bl.a. i forhold til de efterfølgende retsopgør ved Det internationale tribunal til pådømmelse af krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien og ved retssager anlagt af begge stater mod hinanden med krav om at der blev begået folkemord og krav om krigsskadeerstatninger.[45][46] Sidstnævnte sager blev dog afvist i 2015.[47]

Dømte krigsforbrydere

[redigér | rediger kildetekst]

I 2007 afsagde Det internationale tribunal til pådømmelse af krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien dom over en af de serbiske ledere, Milan Martić, for at have begået forbrydelser mod menneskeheden og idømte ham 35 års fængsel.[48]

Referencer

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ a b Stephen Engelberg (3. marts 1991). "Belgrade Sends Troops to Croatia Town". The New York Times. Arkiveret fra originalen 7. august 2012. Hentet 11. december 2010.
  2. ^ a b Chuck Sudetic (1. april 1991). "Deadly Clash in a Yugoslav Republic". The New York Times. Arkiveret fra originalen 7. august 2012. Hentet 11. december 2010.
  3. ^ a b c d e Dean E. Murphy (8. august 1995). "Croats Declare Victory, End Blitz". Los Angeles Times. Arkiveret fra originalen 12. oktober 2012. Hentet 18. december 2010.
  4. ^ a b c d e Chris Hedges (12. november 1995). "Serbs in Croatia Resolve Key Issue by Giving up Land". The New York Times. Arkiveret fra originalen 7. august 2012. Hentet 18. december 2010.
  5. ^ Chuck Sudetic (4. november 1994). "Bosnian Army and Croats Drive Serbs Out of a Town". The New York Times. Arkiveret fra originalen 25. december 2012. Hentet 17. december 2010.
  6. ^ Roger Cohen (12. januar 1995). "Croatia Is Set to End Mandate Of U.N. Force on Its Territory". The New York Times. Arkiveret fra originalen 25. december 2012. Hentet 17. december 2010.
  7. ^ Burg and Shoup (2000), p. 331
  8. ^ a b Chris Hedges (16. januar 1998). "An Ethnic Morass Is Returned to Croatia". The New York Times. Arkiveret fra originalen 7. august 2012. Hentet 18. december 2010.
  9. ^ Allain Pellet (1992). "The Opinions of the Badinter Arbitration Committee: A Second Breath for the Self-Determination of Peoples" (PDF). European Journal of International Law. 3 (1): 178-185. doi:10.1093/oxfordjournals.ejil.a035802. Arkiveret fra originalen (PDF) 29. maj 2011.
  10. ^ "Croatia to Assist Bosnia". The New York Times. 23. juli 1995. Arkiveret fra originalen 25. december 2012. Hentet 2. januar 2011.
  11. ^ Chuck Sudetic (29. juni 1991). "Conflict in Yugoslavia; 2 Yugoslav States Agree to Suspend Secession Process". The New York Times. Arkiveret fra originalen 7. august 2012. Hentet 12. december 2010.
  12. ^ "Ceremonial session of the Croatian Parliament on the occasion of the Day of Independence of the Republic of Croatia". Official web site of the Parliament of Croatia. Sabor. 7. oktober 2004. Arkiveret fra originalen 7. august 2012. Hentet 29. juli 2012.
  13. ^ Stephen Kinzer (4. marts 1994). "Croatian Leader Backs Pact by Bosnia's Muslims and Croats". The New York Times. Arkiveret fra originalen 25. december 2012. Hentet 17. december 2010.
  14. ^ "Two Republics Transform Selves Into a New, Smaller Yugoslavia". The Los Angeles Times. Associated Press. 28. april 1992. Arkiveret fra originalen 5. marts 2016. Hentet 7. januar 2011.
  15. ^ Chuck Sudetic (3. januar 1992). "Yugoslav Factions Agree to U.N. Plan to Halt Civil War". The New York Times. Arkiveret fra originalen 7. august 2012. Hentet 16. december 2010.
  16. ^ Peter Maass (16. juli 1992). "Serb Artillery Hits Refugees – At Least 8 Die As Shells Hit Packed Stadium". The Seattle Times. Arkiveret fra originalen 7. august 2012. Hentet 23. december 2010.
  17. ^ David Binder (9. november 1991). "Old City Totters in Yugoslav Siege". The New York Times. Arkiveret fra originalen 25. december 2012. Hentet 16. december 2010.
  18. ^ Tus: U listopadu '91. HV je imao 70.000 vojnika (Webside ikke længere tilgængelig) Domovinski rat.hr
  19. ^ "Centar domovinskog rata - 1995". Arkiveret fra originalen 19. november 2012. Hentet 17. juli 2012.
  20. ^ a b Zebić, Enis (15. januar 2018). "Ljudski gubici u ratu u Hrvatskoj: 22.211 osoba" [Human Casualties in the Croatian War: 22,211 Persons]. Radio Free Europe (kroatisk). Arkiveret fra originalen 17. december 2019. Hentet 17. december 2019.
  21. ^ Phuong 2005, s. 157.
  22. ^ "Srpske žrtve rata i poraća na području Hrvatske i bivše RSK 1990. – 1998. godine". Veritas. Arkiveret fra originalen 24. november 2020. Hentet 16. juni 2015.
  23. ^ Meštrović (1996), pp. 77–78
  24. ^ Meštrović, Stjepan Gabriel (1996). Meštrović.S (1996), Genocide After Emotion: The Postemotional Balkan War, Taylor & Francis Ltd, p.77. ISBN 9780415122948. Hentet 28. april 2010.
  25. ^ Zanotti (2011), pp. 111
  26. ^ Darko Zubrinic. "Croatia within ex-Yugoslavia". Croatianhistory.net. Arkiveret fra originalen 7. august 2012. Hentet 7. februar 2010.
  27. ^ Josip Čerina (juli 2008). "Branitelji benkovačkog kraja u domovinskom ratu" [Croatian War Veterans of the Benkovac Area in the Croatian War of Independence (English language summary)]. Društvena Istraživanja (kroatisk). Ivo Pilar Institute of Social Sciences. 17 (3). ISSN 1330-0288. Arkiveret fra originalen 25. december 2012. Hentet 16. december 2010.
  28. ^ "Srbija-Hrvatska, temelj stabilnosti" [Serbia-Croatia, foundation of stability] (serbisk). B92. 4. november 2010. Arkiveret fra originalen 8. november 2010. Hentet 22. december 2010.
  29. ^ Martić-dommen, pp. 122–123
    "The Trial Chamber found that the evidence showed that the President of Serbia, Slobodan Milošević, openly supported the preservation of Yugoslavia as a federation of which the SAO Krajina would form a part. However, the evidence established that Milošević covertly intended to create a Serb state. This state was to be created through the establishment of paramilitary forces and the provocation of incidents in order to create a situation where the JNA could intervene. Initially, the JNA would intervene to separate the parties but subsequently the JNA would intervene to secure the territories envisaged to be part of a future Serb state."
  30. ^ "Final report of the United Nations Commission of Experts established pursuant to security council resolution 780 (1992), Annex IV – The policy of ethnic cleansing; Prepared by: M. Cherif Bassiouni". United Nations. 28. december 1994. Arkiveret fra originalen 4. maj 2012. Hentet 19. marts 2011.
  31. ^ Babić verdict, p. 6
    "In the period of the Indictment, from circa 1 August 1991 to 15 February 1992, Serb forces consisting of JNA units, local Serb TO units, TO units from Serbia and Montenegro, local MUP police units, MUP police units from Serbia, and paramilitary units attacked and took control of towns, villages, and settlements ... These acts were intended to permanently and forcibly remove the majority of the Croat and other non-Serb populations from approximately one-third of Croatia in order to transform that territory into a Serb-dominated state."
  32. ^ Chuck Sudetic (5. august 1991). "Serbs Refuse to Negotiate in Croatia". The New York Times. Arkiveret fra originalen 7. august 2012. Hentet 24. januar 2011.
  33. ^ "Croatia Clashes Rise; Mediators Pessimistic". The New York Times. 19. december 1991. Arkiveret fra originalen 29. juli 2012. Hentet 29. juli 2012.
  34. ^ "Serb-Led Presidency Drafts Plan For New and Smaller Yugoslavia". The New York Times. 27. december 1991. Arkiveret fra originalen 7. august 2012. Hentet 16. december 2010.
  35. ^ Brown & Karim (1995), p. 120
  36. ^ Kadijević (1993), pp. 134–135
  37. ^ Bjelajac et al. 2009, s. 241.
  38. ^ Stephen Kinzer (24. december 1991). "Slovenia and Croatia Get Bonn's Nod". The New York Times. Arkiveret fra originalen 29. juli 2012. Hentet 29. juli 2012.
  39. ^ Paul L. Montgomery (23. maj 1992). "3 Ex-Yugoslav Republics Are Accepted Into U.N." The New York Times. Arkiveret fra originalen 29. juli 2012. Hentet 29. juli 2012.
  40. ^ United Nations Security CouncilResolution743S-RES-743(1992)on 21. februar 1992
  41. ^ "Republika Hrvatska i Domovinski rat 1990. – 1995. dokumenti" [Republic of Croatian and the Croatian War of Independence 1990–1995, documents] (kroatisk). Profil. Arkiveret fra originalen 22. maj 2011. Hentet 20. januar 2011.
  42. ^ Roger Cohen (2. maj 1995). "Croatia Hits Area Rebel Serbs Hold, Crossing U.N. Lines". The New York Times. Arkiveret fra originalen 7. august 2012. Hentet 18. december 2010.
  43. ^ Europe Review (2003), p. 75
  44. ^ "Presidents apologise over Croatian war". BBC News. BBC. 10. september 2003. Arkiveret fra originalen 7. august 2012. Hentet 7. februar 2010.
  45. ^ "UN agency welcomes Serbia-Croatia agreement on refugee, return issues". United Nations. 26. november 2010. Arkiveret fra originalen 2. november 2012. Hentet 18. december 2010.
  46. ^ "Serbia and Croatia forge ties with talks in Belgrade". BBC News. BBC. 18. juli 2010. Arkiveret fra originalen 16. december 2010. Hentet 18. december 2010.
  47. ^ "UN court dismisses Croatia and Serbia genocide claims, bbc.com, 3. februar 2015". Arkiveret fra originalen 3. februar 2015. Hentet 24. december 2020.
  48. ^ "Milan Martić sentenced to 35 years for crimes against humanity and war crimes". International Criminal Tribunal for the former Yugoslavia. 12. juni 2007. Arkiveret fra originalen 7. august 2012. Hentet 24. august 2010.

Noter

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ Der var ingen formel krigserklæring. De første væbnede sammenstød under krigen fandt sted i Pakrac den 1. marts 1991,[1] efterfulgt af træfninger den 31. marts 1991 ved Plitvice søerne, hvor de første menneskeliv gik tabt.[2] Den sidste større militæroperation var Operation Storm fra 5.–8. august 1995.[3] Fjendtlighederne ophørte formelt med Erdutaftalen, der blev indgået den 12. november 1995.[4]
  2. ^ Der var også kampe i Bosnien og Herzegovina, særlig i slutningen af 1994 og i begyndelsen af 1995.[5][6][7]
  3. ^ Tre måneder efter Serbiens militære nederlag i SRK under Operation Storm,[3] underskrev Kroatien og SRK den 12. november 1995 Erdutaftalen.[4] Aftalen indebar, at det sidste kritiske områder efter en overgangsperiode blev overført til Kroatien i 1998.[8]
  4. ^ Som fastslået ved en international voldgift (Badinter Arbitration Committee) ophørte SFR Jugoslavien sin eksistens under krigen.[9] Den 25. juni 1991 erklærede det kroatiske parlament Kroatiens uafhængighed efter en folkeafstemning i maj.[10] Beslutningen om uafhængighed blev udskudt til gennemførelse den 8. oktober 1991.[11][12]
  5. ^ Bosnien og Herzegovina spillede en væsentlig rolle i krigen i slutningen af 1994 og i 1995. I henhold til Washingtonaftalen blev dannet Føderationen af Bosnien og Herzegovina som en del af Republikken Bosnien og Herzegovina, der repræsenterede de bosniske kroater og de muslimske bosniakker. Washingtonaftalen tillod den kroatiske hær at operere i Bosnien og Herzegovina, hvilket muliggjorde operationer mod Republikken Srpska fra bosnisk territorium og at hæren kunne omringe hovedstaden i Srpska, Knin, hvilket skabte et nyt strategisk udgangspunkt før de afgørende slag i krigen.[13]
  6. ^ Efter alle tidligere jugoslaviske republikker, bortset fra Serbien og Montenegro, havde erklæret uafhængighed, erklærede Serbien og Montenegro den 27. april 1992 dannelsen af en ny stat - Jugoslaviens Føderale Republik, og Jugoslaviens folkehær blev kort efter opløst.[14] Serbisk kontrollerede enheder fra folkehæren deltog i krigshandlinger gennem 1991 og frem til maj 1992 til støtte for Den serbiske republik Krajina.[15]
  7. ^ I 1992–94 var Republikken Srpska lejlighedsvist involveret i kroatiske militæroperationer.[16][17]
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Den_kroatiske_selvstændighedskrig&oldid=11873902"