Kehraus
Kehraus (af kehren 'feje' og aus 'ud'[1]) eller Großvatertanz ('bedstefardans') er oprindelig navnet på en gammel tysk dans, kædedans[2], hvormed man tidligere afsluttede bryllupshøjtideligheden, umiddelbart før brudens uddansning og andre festligheder.
Enkelte steder – for eksempel i Thüringen – synges der til kehraus en vise der begynder: "Und als der Großvater die Großmutter nahm". Schumann har anvendt melodien flere gange, blandt andet i sidste sats af sine Papilions. Også Bach har indflettet den i sin Bauernkantate fra 1742.
Kehraus er ikke længere udelukkende benævnelsen på nogen særlig dans, men kan benyttes som betegnelse for den sidste afdansning, den hvormed man "fejer ud", navnlig når den har en lidt vild og fejende karakter, overført betydning.[1]
Kilde
[redigér | rediger kildetekst]- "Kehraus" af Salomon Levysohn i Salmonsens konversationsleksikon, bind 13, side 743
Noter
[redigér | rediger kildetekst]Eksterne henvisninger
[redigér | rediger kildetekst]- "Kehraus" hos Dwds.de, Digitales Wörterbuch der deutschen Sprache
- Teksten "Aalborg Købmænd Gennem 500 Aar" fra Archive.org nævner en fordanskning 'kjøraus' : "... den gale Kjøraus, som vi altid dansede, naar vi havde spist og drukket vor Punsch, ...". Det nævnes også i henvisningen til Den Store Danske ("...de fordanskede navne kjørovs og kjøraus".)