Spring til indhold

Kimbrere

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Kimmerer)

Kimbrerne var en stamme, der angiveligt kommer fra det nuværende Danmark, sandsynligvis i Himmerland. Kimbrerne omtales første gang i 113 f.Kr., da de sammen med teutonere og ambronere drog mod Romerriget. Følgen var en række krigeriske sammenstød, der endte med et nederlag 101 f.Kr. ved Vercellae. Langt senere, omkring Kristi fødsel, omtales kimbrerne atter, og det nævnes, at de boede nordligst på den jyske halvø. Et kort tegnet af Ptolemæus og dateret til 135-142 e.Kr.[1] skal med stor sandsynlighed tilbagedateres til samme tid.

Kilderne

[redigér | rediger kildetekst]

Kimbrerne findes omtalte hos flere klassiske forfattere som Plutarch[2], Cicero[2], Julius Cæsar[2], Augustus[3], Plinius, Strabon[4], Pomponius Mela[5], Tacitus[6] og Ptolemæus[7]. Lang de fleste omtaler er kortfattede og flere refererer blot til kimbrertoget ca. 113-101 f.Kr.

Udvandring fra Jylland.

[redigér | rediger kildetekst]
Kort der viser teutonernes og kimbrernes folkevandring, samt deres sejre og nederlag mod romerne.

Ca. 115 f.Kr.[8][9] fandt der en gigantisk folkevandring sted, hvor såvel kimbrere som teutonere og ambronere hærgede og plyndrede ned gennem Europa.[10] Det første møde mellem romerne og de to germanske stammer var i 113 f.Kr., hvor de på deres vandring fra Jylland nåede Noreia i Østalperne. Resultatet af mødet var to slag i 107 og 106 f.Kr., som romerne tabte.[8] De var under kommando af Gnæus Paririus Carbo. Den romerske hær blev løbet over ende, og rygtet om nederlaget udløste en voldsom forskrækkelse i Rom.

Fordi Roms opmærksomhed var vendt mod problemer i Middelhavsområdet, havde de ikke tid til at tage sig af de nordlige barbarer. Kimbrerne drog planløst rundt i Spanien og Frankrig. I oktober år 105 f.Kr. var stammerne nået frem til Arausio, det nuværende Orange ved floden Rhône i Sydfrankrig. Her stødte de sammen med romerne under kommando af Quintus Servilius Caepo og Gnæus Mallius Maximus. Igen med en overlegen sejr til kimbrerne og teutonerne. Om begivenhederne efter sejren hedder det:

"Da fjenden havde bemægtiget sig to lejre og et umådeligt bytte, ødelagde de med nyt og ubrugt raseri alt, hvad der var faldet i deres magt. Klædninger flængedes, ringbrynjer sønderhuggedes, hestetøj ødelagdes, guld og sølv kastedes i floden. Hestene nedstyrtedes i dybe gruber og mænd ophængtes med reb om halsen i træerne således, at der ikke levnedes mere bytte for sejrherren end nåde for de besejrede."[11]

Beretningen er først nedskrevet af den spanske kirkefader Orosius i 5. århundrede e.Kr., men bygger på ældre kilder.[11]

Roms redningsmand

[redigér | rediger kildetekst]

Rom var forfærdet. Ifølge rygtet var der tale om enorme folkemasser. Mere end 300.000 våbenføre mænd, kvinder og børn.[8] De søgte mod Italien i håbet om at slå sig ned. Drivkraften bag folkevandringen var beretningen om kelterne, der tidligere havde held til at slå etruskerne, for derpå at bosætte sig i Norditalien.

Alene den enkelte krigers udseende og kampmod var frygtindgydende. Folkestammerne var høje, blåøjede og både modige og stærke. Efter nederlaget i 105 f.Kr. havde der bredt sig en stor frygt for, om kimbrerne og teutonerne kunne stoppe det voksende Romerrige.

Netop i år 105 f.Kr. havde den romerske hærfører Gaius Marius afsluttet krigen mod Jugurtha i Nordafrika. Han var ikke populær blandt de indre kredse i Rom, fordi han pralede med sin ydmyge oprindelse og sin manglende respekt for overklassen. Men i kamp var Marius en værdig general og strateg. Ud over hans militære geni var han, trods forbud, konsul fra 105 til 101 f.Kr.

Som konsul begyndte Marius at reorganisere den romerske hær. Den romerske hær, som før bestod af værnepligtige bønder, blev nu ændret til en professionel hær. Men også kimbrernes hærgen i Spanien, og teutonerne der blev i Frankrig, gav tid til at lægge en strategi.

I 103 f.Kr. blev Marius genvalgt, denne gang med Quintus Lutatius Catulus som medkonsul. Samtidig besluttede kimbrerne og teutonerne sig til at drage til Italien. Af ukendte grunde drog stammerne i hver sin retning, så teutonerne fulgte Middelhavskysten, mens kimbrerne skulle krydse Alperne og nærme sig Italien nordfra.

Slaget ved Aquae Sextiae

[redigér | rediger kildetekst]

Romernes strategi blev, at Marius skulle tage sig af teutonerne, medens kollegaen Catulus stoppede kimbrerne. Marius drog til Sydfrankrig, hvor han slog lejr ved Rhône.

Marius' hær var i undertal og ivrig efter en hurtig kamp. Men Marius holdt dem tilbage. Han ønskede, de vænnede sig til teutonerne. Situationen tillod ikke en hurtig afgørelse, da romerne ville tabe. Teutonerne blev trætte af al den venten, og drog videre. Ifølge historikeren Plutarch tog det seks dage for teutonerne at passere romernes lejr.

Romerne fulgte efter teutonerne, der slog lejr ved Aquae Sextiae, det nuværende Aix-en-Provence, ca. 30 km nord for Marseille[8], oldtidens Massilia. Her tog Marius sig også god tid, og det første sammenstød mellem parterne var et mindre sammenstød mellem ambronere, der var teutonere, og romerne. Ambronerne tabte og flygtede tilbage med nogle få forfølgende romere. Tæt på deres lejr huggede ambronernes egen koner de første flygtende ambronere ned som forrædere og forfølgerne som fjender. Marius sendte sin undergeneral Claudius Marcellus af sted med 3.000 svært bevæbnede infanterister, så de kunne støde mod fjendens ryg.

Næste dag i Slaget ved Aquae Sextiae lod Marius sine soldater tag stilling foran lejren på et højdedrag. Marius ventede, og de utålmodige teutoner drog frem: opad bakke og med solen i øjnene. Først ved sammenstødet mellem Marius' hær og teutonerne blandede Marcellus sig, hvilket medførte, at teutonernes rækker gik i opløsning, de tog flugten, og romerne enten dræbte eller fangede mere end 100.000 mænd.

Kimbrerne ved Vercellae i 101 f.Kr.

[redigér | rediger kildetekst]
Kimbrernes nederlag. Maleri af Alexandre-Gabriel Décamps.
Slaget ved Vercellae. Maleri af Giovanni Battista Tiepolo.

Kort efter sejren over teutonerne modtog Marius dårligt nyt om kollegaen Catulus i Norditalien. Planen var, at Catulus skulle stoppe kimbrerne ved floden Atesis, i dag Adige nord for Verona.

Kimbrerne skræmte romerne fra vid og sans på grund af deres sære fremfærd. De rullede sig nøgne i sneen, gik op på bjergtoppene for at sætte sig på deres skjolde og kure ned ad bjergene over stok og sten. Kom de til en flod, og der manglede en bro, fyldte de floden med bakketoppe og træer de rev op med rode.

Over for disse kæmper besluttede Catulus at trække hæren længere mod syd. Marius blev kaldt til Rom for at forklare sig i Senatet. Derpå tog han op til Catulus, hvor Marius's hær nu befandt sig. Begge hære slog lejr nær Vercellae vest for Mediolanum, nu Milano. Catulus' hær var på 20.300 mænd, Marius' på 32.000.

Kimbrerne afventede teutonernes ankomst. De nægtede at tro på rygterne om nederlaget ved Aguae Sextiae. Derfor sendte de forhandlere over til Marius, for at få romerne til at overdrage land og byer til teutonerne og dem selv til bosættelse. Marius berettede om teutonernes nederlag og fremviste de tilfangetagne teutonerhøvdinger.

Med denne ydmygelse bad kimbrernes høvding Boiorix Marius om dato og sted for den afgørende kamp. Kampen skulle stå den 30. juli på sletten ved Vercellae.

Den bagende sol og støvskyerne var til romernes store fordel. Romerne var vant til varmen, medens intet var værre for kimbrerne. Romerne var talmæssigt underlegne mod kimbrernes 180.000, men det lykkes romerne at slå kimbrerne og jage de overlevende på flugt.

Under forfølgelsen mødte der romerne et forfærdeligt syn, da sortklædte kvinder i kimbrernes lejr slog alle ihjel, der kom mod dem: ægtemænd, brødre og fædre. Børnene blev kvalt, og deres lig kastet for okserne. Kvinder og mænd begik nu selvmord.

De to germanske folkeslag drømte om et bedre liv i Italien, men da der nu kun ventede dem trældom, tog de deres eget liv. Mere end 120.000 mænd skulle have mistet livet under selve kampen, medens 60.000 blev taget til fange, skriver Plutarch.

I over et årti havde teutonerne og kimbrerne spredt rædsel i Romerriget. Efter Slaget ved Vercellae var romerne igen beroliget, indtil de senere folkevandringer undergravede Romerriget næsten fem århundrede senere.

Oprindeligt hjem

[redigér | rediger kildetekst]

Spørgsmålet om kimbrernes hjemsted er omstridt. Det skyldes, at de klassiske kilder fra omkring Kristi fødsel synes at pege mod to steder: i Jylland (måske Himmerland) og ved Elbens udmunding. Allerede C.C. Lysander foretog i begyndelsen af 1600-tallet en kobling af Kimberland og Himmerland (i ældre tid skrevet Himberland). Dette argument er af nyere sprogforskere blevet afvist som et argumentum etymologicum.[12] Der er imidlertid andre forhold, som må inddrages.

Ifølge de græske og romerske forfattere kom kimbrerne fra Jylland, der blev kaldt Chersonesus Cimbrica eller Χερσόνησος Κιμβρική efter dem. Augustus fortæller således i sine Res gestae, at der stadig fandtes kimbrere på halvøen omkring Kristi fødsel (kap. 26):

"Min flåde sejlede over Oceanet i østlig retning fra Rhinens munding helt til kimbrernes landområde, hvor ingen romer før den tid nogensinde havde været, og kimbrerne, charyderne og semnonerne samt andre germanske stammer i samme område anmodede gennem gesandter om mit og romerfolkets venskab."[3]

Den græske geograf Strabon, der skriver på omtrent samme tid, bevidner også, at der stadig var en stamme, der hed kimbrerne formentlig på den "Kimbriske Halvø":

"Poseidonius formoder, at kimbrernes og deres beslægtede folks udvandring fra hjemegnen var forårsaget af havflod, som ikke kom på en gang."
"Hvad angår kimbrerne, er det der bliver fortalt, dels forkert og dels upålideligt: Man kan ikke tro at det var fordi en stor oversvømmelse havde jaget dem bort fra den halvø de boede bo på, at de så siden blev omvandrende røvere. De bor nemlig stadig i det samme land, som de før boede i. De sendte deres mest hellige kedel til Augustus som gave og bad om venskab og amnesti for deres krænkelser, og da de var blevet bevilget det, de bad om, vendte de hjem. Det er latterligt at de skulle være blevet forledt til at udvandre fra deres land på grund af en naturlig og tilbagevendende hændelse, der indtræffer to gange hver eneste dag. Det ligner digtværk at der skulle være fundet en særlig stor oversvømmelse sted. For der sker nok hævelser og sænkelser, men de er ordnede og periodiske, når havet opfører sig sådan. (Geogr. 7.2.1)[13]

Tacitus skriver i sit værk Germania, at landet nord for Rhinen trækker "sig bagud i en vældig bue. Her finder vi først chaukerne. Selvom deres landområde bager sin begyndelse ved frisernes og omfatter en del af kysten, rækker det alligevel ned til siderne af alle før nævnte stammer, for til sidst at bugte sig ind i chatternes land." (Germania, 35.1)[14] Ved siden af chaukerne boede cheruskerne.[15] Derefter hedder det:

"I den samme havbugt helt ude ved Oceanet bor kimbrerne, i vore dage ubetydelige, men af væsentlig anseelse. Vidt og bredt er endnu levn efter deres svundne storhed. På begge Rhinens bredder er der således vældige lejranlæg, ud fra hvis omfang man endnu kan måle deres talrighed og styrke samt troværdigheden af deres så store folkevandring." (Germania, 37.1)[15]

Dette tekststed har nogle forskere tolket således, at kimberne på Tacitus' tid skulle have boet ved Vadehavet og måske ved Elbens munding. Teksten tillader dog ikke sikkert en sådan tolkning. Til støtte for tolkningen er hentet et tekststed fra Strabons Geografi, hvor han skriver:

"De nordlige germanere bor, som sagt, langs Oceanet. De kendes fra Rhinens udløb til Elben. De kendteste af dem er sugambrerne og kimbrerne. Derimod er områderne hinsides Elben langs Oceanet os fuldstændigt ukendte." (Geogr. 2.4)[16]

Også Pomponius Mela antyder dette: "Han nævner Codanbugten, som befinder sig over Elben. Den er fuld af store og små øer. Derfor ligner havet en flod, som løber mellem øerne og undertiden oversvømmer dem. Mellem kysten og øerne danner havet ligesom et bælt, der bugter sig og strækker sig i en lang bue, hvor kimbrerne og teutonerne bor." Denne beskrivelse tolkes som vedrørende Vadehavet.[17] Teksten findes imidlertid i to forskellige versioner. Den anden version nævner øen Scadinavia i Codanbugten. Det anses for temmelig sikkert, at der her er tale om Skåne, og at Codanbugten således er en benævnelse for Østersøen. Det er derfor muligt, at Pomponius Mela har blandet forskellige beskrivelser sammen.[18]

Plinius den Ældre giver i Naturalis Historia følgende skildring:

"Dér danner Saevobjerget, som er umådeligt stort og ikke mindre en de Ripæiske bjerge, lige til det kimbriske forbjerg en mægtig havbugt, som kaldes Codanbugten, som er fuld af øer, af hvilke den berømteste er Scatinavia, en ø af endnu ukendt størrelse. Den del, man kender til, er befolket af hillevionerne, som bebor 500 landsbyer. Derfor kalder man øen en anden verden. Aeningia er formodentlig ikke mindre." (Nat.Hist. 4.96)[18]

Det er alment antaget, at Saevo-bjerget er den norske sydkyst, at det kimbriske forbjerg henviser til Jylland og at Codanbugten er Østersøen.[18]

På Ptolemæus' kort er kimbrerne blevet anbragt længst mod nord på en halvø, der tydeligvis er Jylland. Teksten lyder:

"Halvøen (Jylland) selv er, oven over saxerne, beboet af sigulonerne i vest, herefter sabalingerne, så kobanderne, oven over disse, chalerne, yderligere over dem og mere vestligt, funusierne, øst for, charuderne og nordligst af alle, kimbrerne." (Geogr. 2.11.7)[7]

det vil sige i nutidens Himmerland (eftersom Vendsyssel og Thy på det tidspunkt var selvstændige øer). Det er påpeget, at dette kort med dets forholdsvis store præcision må være blevet til ved en ekspedition til Norden, og den eneste kendte ekspedition er den, som fandt sted i år 5 e.Kr. under Augustus. Fire år efter, år 9 e.Kr., indtraf slaget i Teutoburgerskoven, hvor romerne led et sviende nederlag, som førte til, at de opgav at hævde en grænse ved Elben men trak sig tilbage til Rhinen. Siden forsøgte de aldrig nye ekspeditioner eller udfald mod Germanien.[19] Det må derfor anses for temmelig sikkert, at kimbrernes hjemegn lå i Jylland, sandsynligvis i Himmerland (hvilket strengt taget ikke forhindrer, at en mindre gruppe også skulle have boet ved Elben, hvis der ikke er tale om en misforståelse hos de klassiske forfattere).

De fleste forskere sætter da også Himmerlands navn (gammeldansk Himbersysel) i forbindelse med kimbrerne.[20] Det latinske Cimbri afspejler da en ældre form fra før den germanske lydforskydning var slået igennem (med den regelmæssige udvikling k > h). Eller også betegner det latinske c et forsøg på at gengive et germansk [χ], evt. formidlet af keltisk talende tolke (det samme problem gør sig gældende med teutonernes navn, der på germansk ville hedde *Þeuðanōz). Navnets oprindelse er ukendt. En tænkelig etymologi er urindoeuropæisk *tk'im-ro- "indbygger", til *tk'oi-m- (= da. hjem); i så fald har det germanske *χimbra- en nøjagtig parallel i det slaviske sębrъ "landmand" (kroatisk, serbisk sebar, russisk sjabër).[21] Hvis denne etymologi er korrekt, vil folkenavnet i virkeligheden være et fællesnavn (ligesom i øvrigt *Þeuðanōz = "folket") og derfor ikke knyttet til nogen bestemt lokalitet. Kimbrerne og teutonerne ville kunne være hvilke som helst "bosættere" og "folk" overalt i Nordeuropa og ikke nødvendigvis indbyggerne i landskaberne Himmerland og Thy.

Cymry

[redigér | rediger kildetekst]

På grund af navnenes lighed er det populært at sætte kimbrerne sammen med Cymry, walisernes egen betegnelse for deres land.[22] Dette ord bliver imidlertid normalt ført tilbage til et ældre *Kombroges, landfæller"[23], og det er næppe sandsynligt at romerne ville have forvansket en sådan form til Cimbri.

Gundestrupkedlen

[redigér | rediger kildetekst]
Gundestrupkedlen.

Et muligt vidnesbyrd til bekræftelse af, at kimbrerne stammer fra Himmerland, er Gundestrupkedlen. Kedlen, der stammer fra keltisk jernalder, har flere keltiske motiver, blandt andet af den keltiske gud Cernunnos og måske af Taranis[24], men selve dekorationsteknikken er thrakisk, hvilket blandt andet ses i dyrebilledernes behåring[25] og i klædedragten hos visse af kedlens personfigurer[26]. Det er derfor sandsynligt, at kedlen er fremstillet et sted, hvor keltisk og thrakisk kultur fandtes sammen. Dette var tilfældet hos de keltiske skordisker på Balkan, som det vides at det keltiske folketog havde kontakt med undervejs. Det er derfor muligt, at kimbrerne har fået kedlen i hænde på den ene eller anden måde og sendt den tilbage til deres hjemegn, måske sammen med nogle af deltagerne. Det kan forklare, hvorfor et udpræget sydøsteuropæisk produkt kunne ende i Rævemose i Gundestrup i Års Sogn i Himmerland.[27]

Sprog

[redigér | rediger kildetekst]

De græske og romerske forfattere var tilbøjelige til at sammenfatte alle folkeslag i det nordlige Europa under betegnelserne galler, kelter eller germaner uden at skelne synderligt imellem dem. Julius Cæsar ser ud til at være en af de første forfattere, der skelner imellem gallere og germanere, men han har også et politisk motiv for at gøre det (han argumenterer for rhingrænsen).[28] Ikke desto mindre kan man ikke altid tage Cæsar og Tacitus for pålydende når de henregner enkeltpersoner og stammer til den ene eller den anden kategori.

Hvis kimbrerne boede i det nordlige Jylland, må man formode at deres sprog var urgermansk. Der er imidlertid vidnesbyrd der tyder på at kimbrerne talte keltisk. Således skriver Plinius den Ældre, "Philemon siger, at det (Østersøen) bliver kaldt Morimarusa, dvs. "døde hav", af kimbrerne" (Naturalis Historia 4.95). Ordene for "hav" og "død" er muir og marbh på irsk og mor og marw på walisisk.[29] Vi får også at vide at romerne brugte gallere som spioner i kimbrernes lejr op til det sidste slag i 101 f.Kr., hvilket tyder på at keltisk var det almindelige sprog blandt kimbrerne. [30] Endelig nærer kimbrernes og teutonernes konger tilsyneladende keltiske navne: Boiorix og Teutobodus.

Omvendt er der ingen positive vidnesbyrd om germanske ord eller navne i forbindelse med kimbrerne. Hvis "kimbrer" kommer af indoeuropæisk *tk'im-ro-, kan det lige så godt være keltisk (og den latinske form ville i så fald være lettere at forklare). På den anden side er de romerske kilder enige om at indordne kimbrerne som en germansk stamme (fx Cæsar, Gallerkrigen 1.33.3-4; Plinius, Naturhistorie 4.100; Tacitus, Germania 37, Historie 4.73). Eftersom alle klassiske kilder anbringer kimberne i Jylland, synes der at være overvældende indicier for at de trods alt var germanere. Der er intet som helst der tyder på at keltisk blev talt i Jylland.; tværtimod betragter sprogforskerne Danmark som et germansk kerneområde.

Der er følgende tænkelige muligheder:

  1. Kimbrerne var germansktalende, og de oplysninger de antikke kilder giver om kimbriske ord og navne, er upålidelige.
  2. Kimbrerne var oprindelig germansktalende, men de gik over til at tale keltisk efter at have optaget en stor mængde keltisktalende personer på den lange rejse ned gennem Europa.
  3. Kimbrerne var germansktalende, men eliten var tosproget på grund af den keltiske kulturs enorme indflydelse (jf. keltiske låneord som rig, embede)
  4. Kimbrerne talte ganske enkelt keltisk allerede i Nordjylland.
  5. Kimbrerne var en keltisk stamme fra et sted i Midteuropa, og de har kun navnet til fælles med de jyske kimbrere som de senere forfattere skriver om, og som gav navn til Himmerland.

Efterkommere

[redigér | rediger kildetekst]

Nutidens himmerlændinge hævder naturligvis at de er kimbrernes direkte efterkommere. Himmerlændingen Johannes V. Jensen beretter således om kimbrernes eventyr i romanen Cimbrernes Tog (1922), der indgik i romancyklussen Den lange Rejse. I Aalborg rejste man ligeledes 14. april 1937 en statue der skal forestille Kimbrertyren (af Anders Bundgaard) I Norditalien tales der et germansk sprog der traditionelt bliver kaldt "kimbrisk", i en række landsbyer nær Verona og Vicenza.

Siden det 14. århundrede har man ment, at der var tale om efterkommerne af kimbrerne, der var besejret ved Vercelli, nogle hundrede kilometer længere mod øst. Det er dog efter alt at dømme blot en myte.[31] Sproget er beslægtet med de østrigske og bayriske dialekter af tysk – ligesom så mange andre dialekter i Norditalien, det er blot mere isoleret og derfor sværere at genkende som tysk. navnet er enten indfødt (af Zimmer = "tømmer"?) eller givet til dem af italienske humanister der ønskede at belægge dette "levende fossil" fra oldtiden. DNA viser sammenhæng mellem visse jyder og norditalienere.[kilde mangler]

Kimbrerne og teutonerne i tal

[redigér | rediger kildetekst]
  • 113 f.Kr. Kimbrerne og teutonerne besejrer romerne ved Noreia (Neumarkt)
  • 105 f.Kr. Romerne knuses ved Arausio (Orange) i Sydfrankrig
  • 102 f.Kr. Teutonerne falder ved Aquae Sextiae (Aix-en-Provence) nær den franske Middelhavskyst
  • 101 f.Kr. Kimbrerne falder ved Vercellae, vest for Milano i Norditalien

Noter

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ Grane, s. 139
  2. ^ a b c Lund, s. 82
  3. ^ a b Lund, s. 216
  4. ^ Lund, s. 210, 214
  5. ^ Lund, s. 220
  6. ^ Lund, s, 268
  7. ^ a b Grane, s. 142
  8. ^ a b c d Hedeager, s. 56
  9. ^ Jensen, s. 103
  10. ^ Jensen, s. 104
  11. ^ a b Hedeager, s. 233
  12. ^ Lund, s. 83
  13. ^ Larsen, s. 132
  14. ^ Lund, s. 266
  15. ^ a b Lund, s. 268
  16. ^ Lund, s. 214
  17. ^ Grane, s. 133
  18. ^ a b c Grane, s. 134
  19. ^ Schütte (1940), Schütte (1948)
  20. ^ Jan Katlev, Politikens etymologisk ordbog, 2000, s. 294.
  21. ^ Vasmer, Russisches etymologisches Wörterbuch, 1958, bd. 3, s. 62.
  22. ^ C. Rawlinson, "On the Ethnography of the Cimbri", Journal of the Anthropological Institute of Great Britain and Ireland 6 (1877) 150-158.
  23. ^ e.g. C. T. Onions & R. W. Burchfield, The Oxford Dictionary of English Etymology, 1966, s.v. Cymry.
  24. ^ Kaul, s. 18
  25. ^ Kaul, s. 20
  26. ^ Kaul, s. 21
  27. ^ Kaul, s. 13, 23
  28. ^ A.A. Lund, Die ersten Germanen: Ethnizität und Ethnogenese, Heidelberg 1998.
  29. ^ F. M. Ahl, "Amber, Avallon, and Apollo's Singing Swan", American Journal of Philology 103 (1982) 399.
  30. ^ Rawlinson, Journal of the Anthropological Institute of Great Britain and Ireland 6 (1877) 156.
  31. ^ "No Signature of Y Chromosomal Resemblance Between Possible Descendants of the Cimbri in Denmark and Northern Italy". Børglum, Vernesi, Jensen, Madsen, Haagerup & Barbujani: American Journal Of Physical Anthropology 132:278–284 (2007) fra vetinari.sitesled.com via web.archive.org

Litteratur

[redigér | rediger kildetekst]
  • Jens Bråten, Kimbrerne, Jens Bråtens Forlag, 1988, ISBN 87-981962-4-3
  • Thomas Grane: "Romerske kilder til Germaniens geografi og etnografi" (Sejrens Triumf. Norden i skyggen af det romerske imperium; Nationalmuseet 2003; ISBN 87-7602-005-3; s. 126-147)
  • Lotte Hedeager: "Danernes land. Fra ca. år 200 f.Kr. - ca. 700 e.Kr." (Olaf Olsen (red.): Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, Bind 2; København 1988; ISBN 87-89068-03-3)
  • Jørgen Jensen: Danmarks Oldtid. Ældre Jernalder 500 f.Kr.-400 e.Kr.; Gyldendal, København 2003; ISBN 87-02-00332-5
  • Flemming Kaul "Sølvkarret" (kronik i Skalk 1991 Nr. 5; s. 13-23)
  • Knud A. Larsen: "Var Kimbrerne Jyder?" (Danske Studier, 1943; s. 129-143)
  • Allan A. Lund: De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie; Wormanium, Oxford 1993; ISBN 87-89531-08-6
  • Gudmund Schütte: The Origin of the Cimbrians (1931)
  • Gudmund Schütte: "Kimbrerspørgsmaalet" (Danske Studier 1944, s. 137-139)
  • Gudmund Schütte: Den klassiske Nordlandsskildring (1951, nominelt 1948)
  • Christiansen, E. (2011). OM GOTER, KIMBRER OG ANDET GODTFOLK. Temp - Tidsskrift for Historie, 2(3), 22-36. https://tidsskrift.dk/temp/article/view/24811

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Kimbrere&oldid=11641772"