Spring til indhold

Lockheed Martin F-35 Lightning II

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Joint Strike Fighter)
For det svenske F-35-kampfly, se SAAB F-35 Draken. For det amerikanske Lightning-jagerfly fra 2. verdenskrig, se P-38 Lightning. For det britiske Lightning-jetfly, se English Electric Lightning
Lockheed Martin F-35 Lightning II
F-35 fra Flyvevåbnet over Arizona i 2021.
Beskrivelse
TypeMultirole kampfly
Besætning1
Jomfruflyvning24. oktober 2000 (X-35)[1]
15. december 2006 (F-35)[2]
Udgaverse tekst
FabrikantLockheed Martin Aeronautics
Northrop Grumman
BAE Systems
Dimensioner
LængdeA/C: 15,70 m, B: 15,64 m
SpændviddeA/B: 10,7 m, C: 13,10 m
HøjdeA: 4,33 m, B: 4,30 m, C: 4,54 m
VingearealA/B: 42,73 m², C: 62,06 m²
TomvægtA: 13.170 kg, B: 14.588 kg, C: 14.548 kg
Maksimal startvægtA/C: 31.751 kg, B: 27.215 kg
MotorPratt & Whitney F-135
Motorydelse111 kN, 178 kN m. efterbrænder
TophastighedMach 1,6 (1960 km/h)
Ydeevne
RækkeviddeA: 2.500 (2.800 km m. droptanke), B: 1.667 km, C: 2.593 km
Tophøjde15.240 m
Stigeevne>254 m/sek
Bevæbning
SkytsA: 25 mm GAU-22/A gatling (180 skud)
BomberInternt A/C: 2.585 kg, B: 1.680 kg
I alt A/C: 8.165 kg, B: 6.800 kg
Missiler4 interne ophængningspunkter (stealth)
6 eksterne ophængningspunkter
AndetFemtegenerations jetkampfly, stealth-fly
ElektronikAESA-radar, DAS-sensorer, EOTS-måludpegning

F-35 Lightning II eller Joint Strike Fighter (JSF) er et flyprojekt, som involverer flere nationer, og som stadig er under udvikling.

Danmark er med i projektet og har bidraget med både kapital og teknologi (se nedenfor). F-35 blev d. 9. juni 2016 vedtaget til at blive det næste kampfly efter F-16 i Flyvevåbnet efter indgåelse af en bred politisk aftale i Folketinget. Aftalen indebærer køb af 27 fly, men de sidste seks fly kun efter en senere vurdering.[3]

Flyet har været udsat for flere problemer undervejs, bl.a. en række befalede groundings på grund af brandrisiko i motoren.[4]

Israel påstår at være det første land, der har brugt F-35-flyet aktivt i kamp, da det israelske luftvåben udførte angreb mod iranske styrker i Syrien.[5]

Det amerikanske marinekorps anvendte de første F-35B-versioner i kamp ved bombninger i Afghanistan d. 27. september 2018 fra USS Essex.[6]

Endelig bombede to amerikanske F-35A fra Al Dhafra-flybasen i de Forenede Arabiske Emirater ISIL-tunneller i Hamrin-bjergene i Irak d. 30. april 2019.[7]

De tre versioner

[redigér | rediger kildetekst]

F-35A er den "normale" version: CTOL (Conventional Take-off and Landing). Den har en indvendig 25 mm gatlingkanon og anvender Boom and receptacle-lufttankning som udgangspunkt. Denne version vil blive brugt af US Air Force, det canadiske, det norske og mange andre luftvåben, herunder Flyvevåbnet. US Air Force regner med at skulle bruge 1.763 til at afløse dets F-16 fra 2013 og A-10 Thunderbolt II fra 2028.

F-35B lander lodret, Yuma, Arizona, 2011

F-35B bliver en STOVL (Short Take-Off and Vertical Landing) version. Den har en nedadrettet lavtrykskompressor der drives af motorens turbine. Udstødningen kan rettes nedad og sammen med lavtrykskompressoren leverer de opdriften ved lav hastighed. Ved vandret flyvning er lavtrykskompressoren frakoblet og udstødningen er rettet bagud. Denne version kan bruge kortere startbaner til at komme i luften og skal kunne lande lodret. Flyet kan også lette lodret med en ubetydelig våbenlast og brændstofmængde, men selv denne konfiguration kræver uhensigtsmæssigt meget brændstof. Alligevel var lodret start et af kravene til testflyene X-32 og X-35 i JSF-konkurrencen. 340[8] amerikanske og 138 britiske F-35B vil formentlig afløse diverse US Marine Corps, Royal Navy og Royal Air Force Harrierudgaver fra 2012.

F-35C er beregnet til at kunne operere fra hangarskibe CV (Carrier Version) og er derfor forstærket til at kunne tåle de hårde dækslandinger, samt udrustet med halekrog. Den kan folde vingerne og bruger Probe and drogue-lufttankning. Denne version vil formentlig kun blive brugt af US Navy (260) og US Marine Corps (80),[8] hvor F-35C skal afløse F/A-18 Hornet fra 2012 (ikke F/A-18E/F Super Hornet).[8]

På grund af udviklingen af realistiske flysimulatorer og interaktiv avionic menes det ikke nødvendigt med tosædede udgaver af F-35. Af taktiske grunde har Israel dog udtrykt interesse i at have tosædede F-35D til rådighed.[9] Ønsket er ikke imødekommet, bl.a. fordi ingen andre lande deler det, og Israel ikke er partner i JSF-projektet.

I august 2016 indledte F-35C en tre ugers test ombord på hangarskibet George Washington i den endelige 3F-kampkonfiguration. Under testen var flyet bevæbnet med GBU-12 Paveway II- og GBU-31-bomber samt den laserstyrede GBU-32-bombe.[10]

Udvikling

[redigér | rediger kildetekst]
Boeing X-32B

Kort efter afslutningen af den kolde krig ønskede USA at udvikle et fly til det amerikanske luftvåben, flåde og marinekorps. Konceptet hed Joint Advanced Strike Technology (JAST). Flåden opgav sit A-12 Avenger II jagerbomberprojekt for at slutte sig til JAST og i 1994 deltog Lockheed Martin, Boeing, Northrop Grumman og McDonnell Douglas i en konkurrence om at designe JAST. Northrop Grumman og McDonnell Douglas slog sig sammen, og deres design til STOVL-udgaven havde en løftemotor, der kun skulle anvendes under start og landing.

I 1996 gik Lockheed Martins og Boeings design videre (nu under betegnelsen Joint Strike Fighter), og de fik penge til at udvikle demonstrationsfly – dvs. ikke prototyper. Boeing X-32B havde drejelige dyser á la Harrier, mens Lockheed Martin byggede to fly: X-35A som ren CTOL og X-35C som hangarskibsfly. X-35 havde hovedunderstel fra A-6 Intruder, næsehjul fra F-15 Eagle, 1×Pratt & Whitney F119-motor fra F-22 Raptor, hydraulikpumper fra YF-23, katapultsæde fra AV-8B, styresystem fra F-16, multifunktionsskærme fra C-130J Hercules. Det vigtigste ved demonstrationsflyene var at vise stealth- og eventuelle STOVL-egenskaber. X-35A blev ombygget til X-35B for at demonstrere Lockheed Martins STOVL-design.

Den 26. oktober 2001 besluttede Pentagon at Lockheed Martins design skulle sættes i produktion under betegnelsen F-35. Dette var ret besynderligt, idet F-24 var det næste ledige nummer efter den aflyste YF-23 (F-22 Raptors konkurrent). Skiftet fra X-35 til F-35 var nemmere for nogle at forstå end F-24.

Den indbyggede GAU-22 25 mm-gatling i luftvåbenversionen vil tidligst kunne bruges i 2019, da styringen først er med i softwareopdatering 3F, der tidligst er klar i 2019. Et andet problem er at F-35A kun har 180 skud (sammenlignet med F-16s 511 skud). Det er for lidt til CAS. Marinekorps- og flådeversionerne kan anvende eksternt monterede 25 mm-maskinkanoner med 220 skud, og den tilhørende software kommer endnu senere.[11]

Implementering

[redigér | rediger kildetekst]

Til at implementere F-35 Lightning II er der oprettet en værnsfælles 33rd Fighter Wing på Eglin Air Force Base, Florida. Tre eskadriller udstyret med de tre forskellige versioner:

  • 58th Fighter Squadron Mighty Gorillas fra US Air Force med 24 F-35A.
  • VMFAT-501 Warlords fra US Marines med 20 F-35B.
  • VFA-101 Grim Reapers fra US Navy med 15 F-35C. I november 2014 foregik de første hangarskibslandinger.[12]

Derudover er der to britiske F-35B[13] og to hollandske F-35A på flybasen.[14]

En eskadrille F-35B fra US Marines blev operativ i juli 2015,[15]F-35A (USAF) blev operativ i august 2016[16] og F-35C (US Navy) i februar 2019.[17]

Internationale partnere

[redigér | rediger kildetekst]

Joint Strike Fighter er et internationalt udviklingsprojekt mellem otte lande foruden USA. Storbritannien er niveau 1-partner og bidrager primært til udviklingen af F-35B. Landet har investeret 2,5 mia. $ og fået stor indflydelse på designet af B-modellen, som landet er vigtigste køber af, udover US Marines. Holland (800 mio. $) og Italien (1 mia. $) er niveau 2-partnere, det er billigere men betyder også mindre indflydelse. Fokker Technologies leverer, som danske Terma, kompositpaneler til flyet, og Alenia Aeronautica foretager FACO (Final Assembly & Check Out) på fabrikken i Norditalien.

Resten er niveau 3-partnere, herunder Danmark. Danmark, hvis bidrag er det mindste i partnerkredsen, har bidraget med ca. en milliard kroner til udviklingen, heraf et tosædet F-16-fly på Edwards Air Force Base med testpiloten Casper Børge Nielsen. F-16-flyet skal afprøve elektronisk krigsførelse og DAS (Distributed Aperture System), der er seks infrarøde kameraer anbragt forskellige steder. Tilsammen skal de give et billede af flyets omgivelser, der kan projiceres på pilotens visir. Systemet afløser pilotens night-vision goggles, og gør det muligt for piloten at kunne "se" gennem flyet, og sig selv, for at undgå blinde vinkler. De andre niveau 3-partnere er Australien, Canada, Norge og Tyrkiet. Norge har fået udviklet en bremseskærm til F-35, da de korte isglatte landingsbaner kræver dette. Derudover er Israel og Singapore Security Cooperative Participants, der deltager i systemudviklingsfasen.[18]

På grund af at Tyrkiets præsident Erdogan har valgt det russiske S-400 jord til luft-missil, har USA smidt Tyrkiet ud af F-35-programmet. Man frygter at hemmeligheder om flyet vil blive afsløret for Rusland.[19]

De amerikanske myndigheder afviser at udlevere kildekoden til flyets software til andre lande, herunder til projektets internationale partnere. Kildekoden styrer alt fra integration mellem radar og våbensystemer til flyets bevægelser.

Lasteevne i pund

Produktion i Europa

[redigér | rediger kildetekst]

Den 12. marts 2015 blev den første F-35 færdigbygget udenfor USA. Det var på FACO (Final Assembly and Check Out) i Cameri, Italien. Fabrikken ejes af Alenia Aermacchi og skal producere alle Italiens F-35A og F-35B, samt F-35A til Holland. Fabrikken har kapacitet til at fremstille de europæiske F-35'ere. I december 2014 bestemte det amerikanske forsvarsministerium at fabrikken i Cameri skulle udføre større eftersyn, reparationer og opgraderinger (Heavy Airframe Maintenance, Repair, Overhaul and Upgrade) på F-35 Lightning II i den europæiske region.[20]

Usikkerhed

[redigér | rediger kildetekst]

Siden JSF-projektets start i 2002 har nogle af partnerlandene reduceret antallet af fly, de forventer at købe. Eksempelvis forventede Danmark oprindeligt at købe 48 nye kampfly, dette blev ved et senere forsvarsforlig reduceret til 30 og indtil videre er der kun truffet beslutning om at købe 27. Langt den største køber, USA, har dog fastholdt sin oprindelige mål på 2.443 fly og Israel har øget sit køb fra oprindeligt 50 til 70 fly.

Pr. oktober 2015 er den forventede "fly-away" pris på et F-35A 85 mio. dollars i 2020-priser.

Ifølge den amerikanske rigsrevision er F-35 Forsvarsministeriets dyreste våbensystem - F-35-flyet - er nu mere end et årti bagud i tidsplanen og 183 milliarder dollars over de oprindelige omkostningsestimater. [21]

Danmarks involvering i F-35 programmet

[redigér | rediger kildetekst]

Tre aktstykker fra finansudvalget beskriver Danmarks involvering i programmet:

1997: Ved aktstykke 342 9/9 1997 tiltrådte Finansudvalget, at Danmark indtrådte i programmets kravspecifikation fase med en bevilling på 70 mio. kr. (10 mio. USD).

2002: Ved aktstykke 142 22/5 2002 tiltrådte Finansudvalget, at Danmark kunne anvende 892,5 (105 mio. USD) i programmets udviklings- og demonstrationsfase. 110 mio. kr. (13 mio. USD) af disse udgifter forventedes at blive dækket af forlæggelsen af et dansk F-16 fly til testflyvninger i F-35 programmet. Dansk industri accepterede efter aftale med regeringen at bidrage med 74 mio. kr. (11,1 mio. USD) af udgifterne.

2007: Ved aktstykke 79 8/2 2007 tiltrådte Finansudvalget, at Danmark indtrådte i projektets produktions-, vedligeholdelses- og videreudviklingsfase med en bevilling over 45 år på tilsammen ca. 2 mia. kr. (330 mio. USD), svarende til ca. 1,5 pct. af de samlede udgifter i denne fase.[22]

Danmarks deltagelse i F-35-programmet forpligtede ikke Danmark til at købe flyene.

Terma og Scandinavian Avionics har oprettet Avionics Test Center Denmark, der skal vedligeholde 16 avionicskomponenter på F-35. I perioden 2021-2025 er det for den globale flyflåde, fra 2025 kun for den europæiske F-35-flåde.[23] Terma designer, udvikler og producerer udvendige pods til 25 mm-gatlingkanonen til F-35B og F-35C, på trods af at Danmark ikke skal bruge disse. De er aerodynamiske og stealth.[24]

De danske F-35-fly har typebogstavet L, begyndende med L-001,[25] og fløj første gang 9. marts 2021.[26]

Operatører

[redigér | rediger kildetekst]
Norsk F-35A Lightning II

Otte lande opererer med F-35 og syv værn har erklæret flyene delvist operative (Initial Operating Capability). Mere end 425 F-35 af alle typer er udstationeret på 19 flybaser, 890 piloter er omskolet og 8230 teknikere er uddannet (2019) [27]

Forventede indkøb

[redigér | rediger kildetekst]

Forventede indkøb af F-35 Lightning II:

Land F-35A F-35B F-35C fra afløser
 Australien 100[28] 2013 F-111C, F/A-18A Hornet
 Belgien 34[29] 2023 F-16AM
 Canada 88[30] 2025 CF-18 Hornet
 Danmark 27[31] 2021[32] F-16AM
 Finland 64[33] 2026 F-18 Hornet
 Holland 37[18] 2011 F-16AM
 Israel 50[34] 2016 F-16A Netz
 Italien 60[35] 30[35] 2014 AMX A-11A, F-16A, Tornado IDS, AV-8B
 Japan 115[36] 42[36] 2016 F-4EJ Kai Phantom II
 Norge 52[37] 2016 F-16AM
 Polen 32 2024 MiG-29, SU-22
 Storbritannien 48[38] 2011 Harrier GR.9, Sea Harrier FA.2
 Schweiz 36[39] 2027 F-18C Hornet, F-5E Tiger II
 Sydkorea 40[40] 2018 F-4D/E Phantom II, F-5E/F Tiger II
 Tyskland 35[41] 2026 Tornado IDS
 USA 1.763[18] 340[8] 340[8] 2012 F-16C, A-10C, AV-8B Harrier, F/A-18C Hornet
i alt 2.533 460 340

Audiovisuel præsentation

[redigér | rediger kildetekst]
video som viser start, optankning i luften og lodret landing

Pilotuddannelse

[redigér | rediger kildetekst]
F-35A-fly fra Danmark, USA og Holland i formationsflyvning over Arizona

Alle F-35A-brugere (herunder Danmark) er forpligtet til, undtagen Israel, at udstationere fly på Luke-flybasen i Arizona, USA, hvor piloter omskoles til F-35A. I starten F-16-veteraner, men senere også nyuddannede piloter. Der findes ingen tosædede F-35-skolefly. Danmark skal i perioden 2021-2027 udstationere syv F-35A i Arizona.[42]

Alle F-35B-brugere er forpligtet til at udstationere fly på marinekorpsets flybase Beaufort, South Carolina, USA. Det betyder at F-35B fremstillet i Italien skal krydse Atlanten for at omskole Harrier-piloter til F-35B.

US Navy har en flybase i Californien; Naval Air Station Lemoore, hvor hangarskibspiloter bliver omskolet til F-35C, typisk fra F/A-18 Hornet. Det drejer sig kun om amerikanske piloter.

Se også

[redigér | rediger kildetekst]

Referencer

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ Lockheed X-35 Test Flights Arkiveret 15. juli 2019 hos Wayback Machine (engelsk) hentet d. 6. april 2011
  2. ^ F-35 is Airborne! Arkiveret 4. marts 2011 hos Wayback Machine (engelsk) hentet d. 6. april 2011
  3. ^ DR (9. juni 2016). "Aftale på plads: Danmark køber 27 nye kampfly".
  4. ^ Pentagon Explains F-35 Fire Investigation Findings - ForceWeekly.com, 15. juli 2014.
  5. ^ Israel says it is the first country to use U.S.-made F-35 in combat
  6. ^ "Marine Corps F-35 flies first combat mission in Afghanistan". Military Times. 27. september 2018.
  7. ^ "US Air Force conducts airstrikes with F-35 for first time ever". DefenseNews. 30. april 2019.
  8. ^ a b c d e Marine Corps To Fly F-35Cs From Carriers (Webside ikke længere tilgængelig) (engelsk) hentet d. 5. april 2011
  9. ^ Flightglobal (22. januar 2010). "Israel sets sights on two-seater F-35" (engelsk).
  10. ^ Aviation Week (Denne kilde mangler betydeligt mere info, (nummer, artikel, forfatter, side, dato mv.)
  11. ^ The Daily Beast (31. december 2014). "New U.S. Stealth Jet Can't Fire Its Gun Until 2019" (engelsk).
  12. ^ Ingeniøren (5. november 2014). "Se første F-35C-landing på et hangarskib".
  13. ^ Side 21 i "Marines & Forces navales", N° 144; avril – mai 2013, kapitel "F-35: entre espoirs et déboires" (F-35: mellem håb og skuffelser) (fransk)
  14. ^ Official Web Site of Eglin Air Force Base (18. december 2013). "First Dutch F-35 pilot takes to skies" (engelsk).
  15. ^ Defense News (31. juli 2015). "Marines Declare F-35B Operational" (engelsk). Arkiveret fra originalen 7. august 2015. Hentet 7. august 2015.
  16. ^ Lockheed-Martin (2. august 2016). "Continuing a Legacy: The Road to USAF F-35A Initial Operational Capability" (engelsk). Arkiveret fra originalen 15. februar 2017. Hentet 10. august 2019.
  17. ^ U.S. Naval Institute (28. februar 2019). "Navy Declares Initial Operational Capability for F-35C Joint Strike Fighter" (engelsk).
  18. ^ a b c Erlend Larsen og Alex Schou Jensen: F-35 Lightning II – fremtidens kampfly, 2010, Veterania Forlaget Classic, ISBN 978-87-89792-59-0
  19. ^ "US removes Turkey from F-35 fighter jet programme". BBC. 17. juli 2019.
  20. ^ "F-35 rolls off Italian production line". Air International (engelsk). Key Publishing. 88 (4): 5. april 2015. ISSN 0306-5634.
  21. ^ GAO: F-35 Joint Strike Fighter: More Actions Needed to Explain Cost Growth and Support Engine Modernization Decision, 2023
  22. ^ Rigsrevisors faktuelle notat til statsrevisorerne, RN A508/07.
  23. ^ "Danske virksomheder vinder ordre på vedligeholdelse af F-35 kampfly". Forsvarsministeriet, materiel- og indkøbsstyrelsen. 18. februar 2019. Arkiveret fra originalen 28. december 2019. Hentet 28. december 2019.
  24. ^ "TERMA and F-35" (PDF). Terma. april 2019. Arkiveret fra originalen (PDF) 5. oktober 2022. Hentet 24. august 2022.
  25. ^ "Milepæl!". Forsvarsminister Tine Bramsen. 27. januar 2020.
  26. ^ Dalløkken, Per Erlien (14. marts 2021). "Danskene vil skille seg ut: Har dekorert nybygd F-35 med rødt". Teknisk Ukeblad (norsk).
  27. ^ Lockheed Martin (19. september 2019). "Air National Guard Receives its First Two F-35 Aircraft" (engelsk).{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: url-status (link)
  28. ^ Australia Lockheed Martin - Global Partnerships (engelsk)
  29. ^ Belgian DefenseNews (engelsk)
  30. ^ Canada picks the F-35 in fighter replacement competition DefenseNews 28. marts 2022 (engelsk)
  31. ^ Børsen (11. maj 2016). "Regeringen indstiller F-35 som Danmarks nye kampfly". Arkiveret fra originalen 12. maj 2016. Hentet 12. maj 2016.
  32. ^ FMI (17. juni 2019). Tidsplan for anskaffelsen af Danmarks nye kampfly Arkiveret 17. juni 2019 hos Wayback Machine.
  33. ^ Defense News (10. december 2021). "Finland picks the F-35 as its next fighter, continuing the U.S. warplane's inroads in Europe". {{
  34. ^ Defense News (27. november 2016). "Israel to Acquire 17 More F-35s" (engelsk).
  35. ^ a b Italy to Cut F-35 Fighter Jet Orders as Part of Defense Revamp Bloomberg News 16. februar 2012 (engelsk)
  36. ^ a b Japan’s converted helicopter ship to host F-35B flight trials 30. september 2021 (engelsk)
  37. ^ Norway Lockheed Martin - Global Partnerships (engelsk)
  38. ^ UK slashes F-35B numbers Jane's 27. juli 2012 (engelsk)
  39. ^ Swiss to sign deal to buy F-35 fighters before referendum Reuters 22. maj 2022 (engelsk)
  40. ^ Republic Of Korea Approves Procurement Of Lockheed Martin F-35A Lightning II 24. september 2014 (engelsk)
  41. ^ Germany to replace Tornado with F-35 Aerotimes 14. marts 2022 (engelsk)
  42. ^ "Syv nye kampfly skal stå på amerikansk base". Fyens Stifttidende. 4. januar 2018.

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]
 Wikimedia Commons har medier relateret til:


Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Lockheed_Martin_F-35_Lightning_II&oldid=11841219"