Spring til indhold

Ebeltoft Landsogn

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Ebeltoft Landdistrikt Sogn)
Ebeltoft Landsogns placering i Mols Herred syd for Ebeltoft by og Dråby Sogn

Ebeltoft Landsogn eller Ebeltoft Landdistrikt var et dansk købstadslanddistrikt, nærmere bestemt den del af det forhenværende Ebeltoft Sogn som lå uden for Ebeltoft Købstadskommune.

Ebeltoft Landsogn lå på sydspidsen af halvøen Hasnæs (også kaldt Ebeltoft Halvø eller Dråby Halvø og tidligere Hassens). Ebeltoft Landsogn grænsede mod nord til Dråby Sogn og mod nordvest til Ebeltoft. Landsognet omfattede også øen Hjelm ca. 7 km øst for halvøen.[1]

I Ebeltoft Landsogn lå landsbyerne Elsegårde og Skovgårde samt skoven Elsegårde Skov. Landsognet havde et areal på 2.324 tønder land (12,8 km2).[1] Der var en mindre grænsejustering i 1947.[2]

Landsognet havde ikke egen kirke men betjentes af Ebeltoft Kirke i købstadsdelen af Ebeltoft Sogn.[3]

Ebeltoft Landsogn udgjorde fra 1. januar 1842 til 1. april 1966 sin egen sognekommune.[2] Sognekommunen delte fattigvæsen med Ebeltoft købstadskommune.[1] Den blev nedlagt og inkluderet i Ebeltoft købstadskommune i 1966.[4][2]

Sognekommunen skrev danmarkshistorie da den i 1913 fik Danmarks første kvindelige sognerådsformand, Lovise Nielsen.[5][6][7]

  1. ^ a b c J.P. Trap (1901), Kongeriget Danmark, vol. Fjerde bind Hjørring Thisted Aalborg Viborg og Randers Amter (3. udgave), s. 995-997
  2. ^ a b c Harry Christensen (1976), Danske landkommuner 1842-1970, Landsarkivet for Nørrejylland, s. 81, ISBN 87 7301 005 7
  3. ^ "Ebeltoft Landsogn", danskeaner.dk, hentet 28. oktober 2021
  4. ^ Trap Danmarks redaktion; Jens Lei Wendel-Hansen; Charlotte Lindhardt (1. november 2017), "1920-1970 i Syddjurs Kommune", Trap Danmark (6. udgave), hentet 28. oktober 2021
  5. ^ Hanne Rimmen Nielsen (2003), "Lovise Nielsen", Dansk Kvindebiografisk Leksikon
  6. ^ "Landets første kvindelige Sogneraadsformand", Korsør Avis, s. 1, 17. april 1913
  7. ^ "Sogneraadsformand Lovise Nielsen", Morsø Folkeblad, 21. november 1913