Cirkus Krone
- For alternative betydninger, se Circus Krone.
Cirkus Krone er en dansk cirkus, oprindeligt etableret i 1939, med fast sommerturne siden 1984. Det nuværende cirkustelt er et to-masters, 22 meter diameter, fra 2011, med plads til omkring 300 tilskuere. Sommersæsonen løber fra april til september, i vinterperioden optrædes i institutioner og butikscentre. Til og med sæson 2017 blev Cirkus Krone drevet af Irene Thierry med bistand af ægtefællen Jan Allan alias klovnen Allando. Fra 2018 overtager Irenes ældste søn Frank driften af Cirkus Krone.
Det danske Cirkus Krone har ingen forbindelse til tyske Circus Krone.
Familiens cirkus-rødder går tilbage til 1939, hvor Irene Thierrys nu afdøde far Regner Thierry startede et markedscirkus under navnet Cirkus Thierry. Der var tre artister, Ebba og Regner Thierry, og Ebbas bror Ejner Holmberg. Senere kom den nuværende leder, Irene Thierry, og hendes bror Ricard med. Irene dansede ballet, lavede akrobatik og optrådte i trapez, mens Ricard udførte balance på rulle og spillede musik. At cirkus skiftede navn til Krone skyldtes at billetprisen var 50 øre, men en dag løb Ebba, der solgte billetter, tør for byttepenge, hvorefter Regner sagde: »Så tag en krone for billetten!« Krone lød så godt, at cirkus skiftede navn. Senere købte familien et tivoli, hvor Richard og Irene lavede luftnummer i en svajmast, der blev rejst midt på tivolipladsen. Cirkus Krones turnéer blev herefter kortere og kortere, og cirkus lukkede helt ned under de vanskelige krigsår i begyndelsen af 1940'erne. I 1950 genstartede det med et gammelt militærtelt, og kort efter overtog man Cirkus Robert Daniels gamle telt – det cirkus hvor Regner Thierry selv begyndte sin artistkarriere i 1933 – teltet holdt helt frem til 1970.
I 1984 genetablerede Irene Thierry Cirkus Krone sammen med sønnerne Frank og Marc. Frank optrådte som balancekunstner, klovn, trapezkunstner og musiker, og Marc som musikalsk klovn og trommeslager. I dag bistår de to sønner med administrative opgaver. De øvrige artister var i begyndelsen unge talenter, der først kom i lære på cirkusskole, og efterfølgende kunne prøve deres kunnen af under Cirkus Krones sommerturne. I 1999 stoppede Cirkus Krone med selv at oplære unge talenter og engagerer i dag artister udefra.