Aleksej Petrovitj Bestusjev-Rjumin
 | Denne artikel eller dette afsnit er forældet. Teksten er helt eller delvist kopieret fra et gammelt opslagsværk (Salmonsens Konversationsleksikon), og det er rimeligt at formode, at der findes nyere viden om emnet. (Lær hvordan og hvornår man kan fjerne denne skabelonbesked) |  |
| Aleksej Petrovitj Bestusjev-Rjumin | |
|---|---|
 | |
| Personlig information | |
| Født | 1. juni 1693, 1693  Moskva, Rusland |
| Død | 24. april 1768 Moskva, Rusland |
| Bopæl | København (1727) |
| Far | Pjotr Bestusjev |
| Søskende | Mikhail Petrovitj Bestusjev-Rjumin, Agrafena Petrovna Volkonskaja |
| Barn | Andrej Bestuzjev-Rjumin |
| Uddannelse og virke | |
| Beskæftigelse | Diplomat, politiker |
| Nomineringer og priser | |
| Udmærkelser | Sankt Aleksandr Nevskijs Orden, Andreasordenen |
Information med symbolet  hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
Aleksej Petrovitj Bestusjev-Rjumin (født 1. juni 1693, død 21. april 1766) var en russisk greve og statsmand.
Bestusjev-Rjumin blev opdraget i Tyskland og begyndte sin diplomatiske løbebane som anden russisk befuldmægtiget ved Kongressen i Utrecht 1713. Med kejser Peters tilladelse trådte han 1713 i tjeneste hos kurfyrst Georg af Hannover (fra 1714 Georg 1. af Storbritannien), der sendte ham som gesandt til Rusland.
1718 trådte han igen i russisk tjeneste og var bl.a. gesandt i København 1721-25. 1740 blev han minister, men som tilhænger af Ernst Johann von Biron blev han ved dennes fald fængslet. Kejserinde Elisabeth frigav ham straks efter sin tronbestigelse i 1741 og gjorde ham til kansler.
Som sådan ledede han i de følgende 16 år Ruslands udenrigspolitik med utvivlsom dygtighed, men med rig anvendelse af underfundighed og list, uden skrupler knusende de mange fjender, han fik pga. sin politik og sin upålidelige, skumle, indesluttede karakter. I Preussen og navnlig Frankrig så Bestusjev-Rjumin Ruslands naturlige fjender, og han sluttede sig til England og Østrig; men da omkring 1755 den almindelige politiske situation førte til, at Preussen fjernede sig fra Frankrig og nærmede sig til England, ville Bestusjev-Rjumin i sit had til Frankrig ikke bøje sig for de nye forhold, og Ruslands tilslutning til Frankrig og Østrig i krigen mod Preussen i 1756 skete mod hans vilje.
Hans modstandere beskyldte ham nu for at stå i forræderisk forbindelse med storfyrstinde Katharina og for at ville trække tropperne tilbage for at benytte dem til at foretage et statskup. Han arresteredes i 1758, men under processen kunne man ikke overbevise ham om det, hvorfor han beskyldtes, og Elisabeth ville da heller ikke lade ham underkaste tortur; hun fratog ham dog hans embeder og værdigheder.
Katharina II tog ham ved sin tronbestigelse i 1762 til nåde igen, udnævnte ham til generalfeltmarskal, men gav ham ingen del i regeringen.
Bestusjev-Rjumin gælder for opfinder af Bestusheffs Nervetinktur.
Litteratur
[redigér | rediger kildetekst]- Blandt kilderne, der alle er på russisk, nævnes Bestuzjev-Rjumins breve til M. Vorontsov 1744-60 [Vorontsov’ske Arkiv I-II, Moskva 1870 ff]
Af almindelige fremstillinger:
- Waliszewski, La derniére des Romanov. Elisabeth I [1902]
- Edvard Holm, Danmark-Norges Historie fra den store nordiske Krigs Slutning til Rigernes Adskillelse, I-III].
Kilder
[redigér | rediger kildetekst]- Alexej Petrovitsch Bestuzhev-Rjumin i Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1915), forfattet af L. Krabbe
| Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen. |