Apd
(Central) Auditory Perception Disorder (APD) (også kaldet CAPD) er samlebetegnelsen for tilstande, hvor hjernen har svært ved at bearbejde høreindtryk, selvom hørelsen som sådan fungerer normalt.[1][2][3] Patienter med APD har således et normalt lydinput fra det indre øre og videre til hørenerven, men centralnervesystemet har problemer med at opfatte og bearbejde lydindtrykket i de centrale hørebaner, der inkluderer hørecenteret, som ligger i hjernebarkens tindingelap.
Diagnose
[redigér | rediger kildetekst]Der findes ikke diagnostiske tests, der med sikkerhed kan afgøre, hvorvidt et barn/en patient har APD.[4] Børn med APD kan have problemer med taleforståelse, når der er baggrundsstøj, med at opfatte en besked, specielt hvis den er flerleddet, og ofte også med retningshørelsen.[5] Ifølge Dansk Medicinsk Audiologisk Selskab har patienter med APD symptomer, der viser sig som vanskeligheder med et eller flere af følgende områder:[6]
- Lokalisation og lateralisation af lyd (retningsbestemmelse)
- Auditiv diskrimination (høre forskel på ord, der ligner hinanden)
- Auditiv mønstergenkendelse
- Temporale aspekter af hørelsen
- Talegenkendelse i baggrundsstøj (forstå tale i støj)
- Auditive færdigheder ved konkurrerende akustiske signaler (f.eks. dikotisk lytning) (høre i støj)
- Auditive færdigheder ved forringede akustiske signaler
- Huske mundtlige beskeder
- Klare telefonsamtaler
- Læse og/eller stave
- Følge instruktioner med flere led
- Lære fremmedsprog og vanskelige ord
Behandling
[redigér | rediger kildetekst]Børn, der er er blevet diagnosticeret med APD, bør behandles på samme måde som de behandler børn, der er blevet diagnosticeret med sprog- og indlæringsproblemer.[7] Tidlig auditiv træning (høretræning) øger muligheden for at udnytte hjernens plasticitet.[6] Høretræningen kan finde sted i form af leg og øvelser og kan også inkludere træning på musikinstrument. Behandlingen tilrettelægges af en tale/hørepædagog og udføres i samarbejde med forældre, lærere og pædagoger.
Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- ^ (Central) Auditory Processing Disorders—The Role of the Audiologist. American Speech-Language-Hearing Association (ASHA), 2005.
- ^ Diagnosis, Treatment and Management of Children and Adults with Central Auditory Processing Disorder Arkiveret 31. juli 2021 hos Wayback Machine. American Academy of Audiology, Clinical Practice Guidelines, 2010.
- ^ Fakta om APD. www.apd.dk Hentet 3. oktober 2021.
- ^ Moore DR (2011) The diagnosis and management of auditory processing disorder. Language, Speech, and Hearing Services in Schools 42: 303-8. doi: 10.1044/0161-1461(2011/10-0032).
- ^ Ugeskrift for Læger, 169:18, 30. april 2007.
- ^ a b Udredning og behandling af Auditory Processing Disorder. Arkiveret 9. maj 2021 hos Wayback MachineDansk Medicinsk Audiologisk Selskab under Dansk Selskab for Otolaryngologi - Hoved & Halskirurgi, opdateret 1. februar 2014. Hentet 3. oktober 2021.
- ^ Kamhi AG (2011) What speech-language pathologists need to know about auditory processing disorder. Language, Speech, and Hearing Services in Schools 42: 265-72. doi.org/10.1044/0161-1461(2010/10-0004).
Eksterne kilder
[redigér | rediger kildetekst]- Christian Worsøe: Når hjernen ikke kan høre. I: Psykolog Nyt nr. 6 – 2004. En artikel som for en stor del er baseret på Teri James Bellis: When the Brain Can’t Hear. New York: Simon & Schuster, Pocket Books, 2002.
- APD Auditory Processing Disorder: Når hjernen ikke forstår hvad ørerne hører. www.apd.dk Hentet 3. oktober 2021.