Spring til indhold

Anden Puniske Krig

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra 2. puniske krig)
Anden Puniske Krig
Del af de puniske krige
De romerske og karthagiske inflydelsessfærer i år 218 f.Kr., umiddelbart inden krigens udbrød
De romerske og karthagiske inflydelsessfærer i år 218 f.Kr., umiddelbart inden krigens udbrød
Dato 218 – 201 f.Kr.
Sted Vestlige Middelhavsområde[note 1]
Resultat Romersk sejr
Territoriale
ændringer
  • Rom overtager Kartagos territorium i Hispania og Kartagos middelhavsøer.
  • Numidia bliver en selvstændig stat allieret med Rom. Kartago bliver en romersk klientstat.
Parter
Romerske Republik Kartago
Ledere
Mange andre:
Mange andre:
Denne artikel er en del af en serie om de
Puniske Krige
En konflikten mellem Rom og Karthago
Krige
Første Puniske Krig264 – 241 f.Kr.
Lejesoldatskrigen241 – 237 f.Kr.
Anden Puniske Krig218 – 201 f.Kr.
Tredje Puniske Krig149 – 146 f.Kr.
Slag
Hærførere
Karthago:

Romerske Republik:

Den Anden Puniske Krig (218–201 f.Kr.) var den anden af i alt tre krige, som blev udkæmpet mellem den Romerske Republik og Karthago – de to primære magter i det vestlige Middelhav i det 3. århundrede f.Kr.

Krigen blev udkæmpet over 17 år, hvor de to stater forsøgte at vinde overherredømmet over primært landområder i det romerske Italien og den Iberiske Halvø, men også på øerne Sicilien og Sardinien. Mod slutningen af krigen blev krigen ligeledes udvidet til Nordafrika. Efter enorme materielle og menneskelige tab på begge sider blev karthagerne besejret. Makedonien, Syrakus og flere numidiske kongeriger blev trukket ind i kampene. Ligeledes kæmpede iberiske og galliske styrker på begge sider. Der tre primære fronter under krigen var: Italien (med kampe lejlighedsvise på Sicilien, Sardinien og i Grækenland), hvor Hannibal besejrede de romerske legioner gentagne gange; Iberiske Halvø, hvor Hasdrubal (en yngre bror til Hannibal) forsvarede de kartagiske kolonibyer med blandet succes, inden han flygtede til Italien; og Afrika, hvor Rom endelig vandt krigen.

Den Første Puniske Krig var endt med en romersk sejr i 241 f.Kr. efter 23 års krig og enorme tab på begge sider. Efter krigen udvidede Karthago sine besiddelser på den Iberiske Halvø, hvor en karthagisk hær under Hannibals komando i 219 f.Kr. belejrede, erobrede og plyndrede den pro-romerske by Saguntum. I begyndelsen af 218 f.Kr. erklærede den Romerske Republik krig mod Karthago, hvilket indledte den Anden Puniske Krig. Senere samme år overraskede Hannibal romerne ved at marchere sin hær over land fra den Iberiske Halvø gennem Gallien og over Alperne til Cisalpine Gallien (det moderne Norditalien). Forstærket af galliske allierede opnåede han knusende sejre over romerne i forbindelse med Slaget ved Trebia (218 f:kr.) og Slaget ved Trasimenosøen (217 f.Kr.). Herefter marcherede Hannibal sin hær mod det sydlige Italien, hvor han igen besejrede romerne ved Slaget ved Cannae (216 f.kr.). I forbindelse med Slaget ved Cannae nedkæmpede Hannibal den største hær, romerne nogensinde havde samlet, hvor det menes, at karthagerne dræbte mellem 50.000 og 70.000 romere.

Efter at 120.000 romerske tropper enten var blevet dræbt eller var i fangenskab valgte mange af Roms italienske allierede byer at desertere – mest bemærkelsesværdigt Capua – til Karthago, hvilket gav Hannibal kontrol over størstedelen af det sydlige Italien. Da Syrakus og Makedonien sluttede sig til karthagerne efter Slaget ved Cannae, spredte konflikten sig. Mellem 215 og 210 f.Kr. forsøgte karthagerne at erobre det romersk-kontrollerede Sicilien og Sardinien, men uden succes. Romerne tog drastiske skridt for at hverve nye legioner: de indskrev slaver, kriminelle og dem, der ikke opfyldte den sædvanlige ejendomskvalifikation. Dette medvirkede markant til at øge antallet af mænd i hæren. I det næste årti fortsatte krigen i det sydlige Italien, hvor de romerske hære langsomt tilbageerobre de fleste af de italienske byer, der havde deserteret over til Karthago.

Rom havde i 218 f.Kr. etableret et brohoved i den nordøstlige del af den Iberiske Halvø. Karthagerne havde efterfølgende gentagne gange forsøgt at nedkæmpe disse romerske positionerne, uden det dog var lykkes. I 211 f.Kr. gik romerne i offensiven på den Iberiske Halvø men blev besejret – de lykkes dog med at fastholde deres fodfæste i den nordøstlige del af halvøen. I 209 f.Kr. erobrede den nye romerske kommandør Publius Cornelius Scipio byen Carthago Nova, som var den vigtigste karthagiske base på halvøen. I 208 f.Kr. lykkes det Scipio at besejre Hasdrubal, selvom det lykkes Hasdrubal at trække størstedelen af sine tropper tilbage til Gallien. Det efterfølgende karthagiske angreb blev besejret af romerne i forbindelse med Slaget ved Metaurus (207 f.Kr.). I forbindelse med det efterfølgende slag ved Ilipa i 206 f.Kr. nedkæmpede Scipio endegyldigt den karthagiske hær på den Iberiske Halvø.

Scipio invaderede det kartagiske Afrika i 204 f.Kr., hvilket tvang det kartagiske senat til at hjemkalde Hannibals hær fra Italien. Krigen sluttede med et afsluttende slag mellem to hære ledet af henholdsvis Scipio og Hannibal i forbindelse med Slaget ved Zama i 202 f.Kr. Dette slag resulterede i et nederlag til Hannibal og ledte efterfølgende til at Karthago søgte fred. Fredstraktaten – som blev dikteret af Rom – fratog Karthago alle dets oversøiske territorier samt nogle af dets afrikanske territorier. Ligeledes skulle en bod på 10.000 sølv-talenter betales over 50 år. Det blev yderligere gjort forbudt for Karthago at føre krig uden for Afrika – og de kunne kun føre krig i Afrika med Roms tilladelse. Herved stod det klart, at Karthago var politisk underordnet Rom.

Rom brugte senere karthagisk militæraktivitet mod numidierne som påskud for at erklære krig igen i 149 f.Kr., hvilket indledte den Tredje Puniske Krig. I 146 f.Kr. stormede romerne byen Karthago, plyndrede den, dræbte størstedelen af dens befolkning og ødelagde den fuldstændigt.

Primære kilder

[redigér | rediger kildetekst]
A monochrome relief stele depicting a man in classical Greek clothing raising one arm
Polybios

Hovedkilden til næsten alle aspekter af de Puniske Krige[note 2] er historikeren Polybios (ca. 200 – ca. 118 f.Kr.), som var en græker, der blev sendt til Rom i 167 f.Kr. som gidsel.[2][3] Hans værker inkluderer en nu tabt manual om militær taktik,[4] men han er i dag mest kendt for værket "Historier" (engelsk:The Histories), skrevet engang efter 146 f.Kr.[2][5] Polybios' værk anses generelt for objektivt og stort set neutralt i forhold til karthagiske og romerske synspunkter.[6][7] Polybios var en analytisk historiker, der – så vidt muligt – interviewede de personer som havde deltaget i de begivenheder, som han skrev om.[8][9][10] Moderne historikere mener dog, at Polybios har behandlet Scipio Aemilianus (hans personlige protektor/mæcen og ven) uforholdsmæssigt gunstigt.[11][12] Den moderne historiker Andrew Curry ser Polybios som "rimelig pålidelig",[13] mens Craige Champion beskriver ham som "en bemærkelsesværdigt velinformeret, flittig og indsigtsfuld historiker".[14]

En stor del af Polybios' beretning om den Anden Puniske Krig mangler efter 216 f.Kr. eller findes kun i fragmentarisk form. Som følge heraf er den vigtigste kilde til meget af krigen den beretning, der er skrevet af den romerske historiker Titus Livius (59 f.Kr. – 17 e.Kr.). Denne bruges almindeligvis af moderne historikere, hvor Polybios' beretning ikke eksisterer. Livius støttede sine beretninger meget på Polybios' beretninger, men skrev på en mere struktureret måde med flere detaljer om romersk politik – og derforuden var han også åbenlyst pro-romersk.[15][16][17] Hans beretninger om militære sammenstød er dog ofte verificerbart ukorrekte og unøjagtige. Den klassiske historiker Adrian Goldsworthy påpeger, at Livius' "pålidelighed ofte er tvivlsom",[18] mens historikeren Phillip Sabin henviser til Livius' "militære uvidenhed".[19]

Senere kilder fra antikken om krigen eksisterer, dog ofte i fragmentarisk eller summarisk form.[20][note 3] Moderne historikere anvender normalt også værkerne af Diodorus Siculus og Dio Cassius, som var to græske forfattere, der skrev i den romerske æra. Disse beskrives af John Lazenby som "klart langt underlegen" i forhold til Livius, men nogle fragmenter af Polybios kan findes fra deres tekster.[11][15] Den græske moralist Plutarch skrev flere biografier om romerske kommandører i sit værk "Parallelle Liv".[21] Andre kilder omfatter mønter, indskrifter, arkæologiske fund og empiriske fund fra rekonstruktioner.[22]

Baggrund

[redigér | rediger kildetekst]

Den Romerske Republik havde aggressivt udvidet sit territorium på det italienske fastland i et århundrede[23] og havde erobret hele den italienske halvø syd for Arno-floden i 270 f.Kr., efter den Pyrrhiske Krig, hvor de græske bystater i det sydlige Italien (Magna Graecia) havde overgivet sig.[24] I denne periode af romersk ekspansion var Karthago – med sin hovedstad i det, der i dag er Tunesien – kommet til at dominere det sydlige Iberia, meget af kystregionerne i Nordafrika, de Baleariske Øer, Korsika, Sardinien og den vestlige halvdel af Sicilien.[25]

Første Puniske Krig (264-241 f.Kr.)

[redigér | rediger kildetekst]
Det territorium som ca. blev kontrolleret af den Romerske Republik og Karthago umiddelbart før begyndelsen af den Første Puniske Krig
Hovedartikel: Første Puniske Krig.

I 264 f.Kr. var Karthago den dominerende eksterne magt på Sicilien, og Karthago og den Romerske Republik var stormagterne i det vestlige Middelhav.[26] Forholdet var godt mellem de to stormagter. De to stater havde flere gange erklæret deres gensidige venskab, og der var stærke kommercielle relationer.[27][28] I henhold til den klassiske historiker Richard Miles ledte den Romerske Republiks ekspansionistiske adfærd kombineret med Karthagos besiddelser på Sicilien til, at de to stormagter faldt i krig mod hinanden – mere ved et uheld end som følge af nøje planlægning.[29] Den umiddelbare årsag til den Første Puniske Krig drejede sig om spørgsmålet om kontrol over den uafhængige sicilianske bystat Messana (moderne Messina).[30] I 264 f.Kr. gik Karthago og den Romerske Republik i krig mod hinanden.[31]

Krigen blev primært udkæmpet på Sicilien og dets omkringliggende farvande. Romerne invaderede også – uden held – Nordafrika i 256 f.Kr.[32] Det var den længste kontinuerlige konflikt og den største søkrig i antikken, med enorme materielle og menneskelige tab på begge sider. I 241 f.Kr. – efter 23 års krig – blev karthagenerne besejret.[33][34] I henhold til den romersk-dikterede Lutatius-fredstraktat afstod Karthago sine sicilianske besiddelser til den Romerske Republik.[35]

Lejesoldatskrigen og karthagisk ekspansion i Iberia (241-220 f.Kr.)

[redigér | rediger kildetekst]
Hovedartikel: Lejesoldatskrigen.
En karthaginsk mønt (en fjerdedel shekel), som er dateret til mellem 237–209 f.Kr. Den afbilder den puniske gud Melqart, der var forbundet med Herkules/Herakles. På bagsiden er en elefant, muligvis en krigselefant.[36]

Umiddelbart efter afslutningen på den Første Puniske Krig udbrød der krig i det Karthagiske Rige, idet nogle oprørske lejesoldater igangsætte et mytteri mod Karthago (dette kendes som Lejesoldatskrigen). Den Romerske Republik udnyttede Karthagos distraktion med at nedkæmpe dette oprør til at bryde den tidligere indgået fredsaftale og annekterede det karthagiske Sardinien og Korsika i 238 f.Kr.[37][38] Under ledelse af Hamilkar Barkas lykkes det Karthago at besejre oprørerne i 237 f.Kr.[39][40]

Efter Hamilkar havde nedkæmpet oprørerne indså han, at Karthago havde brug for at styrke sin økonomiske og militære base, hvis det skulle konfrontere den Romerske Republik igen.[41] Karthagos besiddelser i Iberia (moderne Spanien og Portugal) var på dette tidspunkt begrænset til en håndfuld velstående kystbyer i syd.[42] Hamilkar ledte derfor den hær, som han havde ledet under Lejesoldatskrigen, til Iberia i 237 f.Kr. og dannede en quasi-monarkisk/autonom stat i det sydlige og østlige Iberia.[43] Dette gav Karthago sølvminer, landbrugsrigdom, arbejdskraft, militære faciliteter (såsom skibsværfter) og territorial dybde til at stå op mod eventuelle fremtidige romerske krav.[44][45] Hamilkar regerede som vicekonge frem til sin død i 228 f.Kr., hvorefter han først blev efterfulgt af sin svigersøn, Hasdrubal,[46] og senere sin søn, Hannibal, i 221 f.Kr.[47]

Romersk ekspansion i det Cisalpine Gallien

[redigér | rediger kildetekst]

Siden slutningen af den Første Puniske Krig havde den Romerske Republik også udvidet sit territorium. Foruden at udvide deres indflydelse på Sicilien, Korsika og Sardinien havde de ligeledes strammet deres greb om den italienske halvø ved at indtage vigtige geografiske positioner i den norlige del af halvøen. Specifikt drejede dette sig om området nord for romersk Italien på begge sider af Po-floden – et område der senere blev kendt som det Cisalpine Gallien. Disse ekspansioner ledte til gentagne krige mellem romerne og de lokale galliske stammer i området.

Kort over det Cisalpine Gallien, der med blåt ca. viser fordeling af de galliske befolkninger i området i det 4. og 3. århundrede f.Kr.

Boierne havde indledt en krig mod romerne i 238 f.Kr., som varede indtil 236 f.Kr.[48] I 225 f.Kr. gik de indfødte i Norditalien til angreb, idet romerne – igen – aggressivt havde forsøgt at kolonisere deres territorium.[49] Men de blev besejret.[50] Romerne var fast besluttede på at øge deres grænser helt op til Alperne.[51] I 224 f.Kr. underkastede boierne sig romersk hegemoni, og året efter underkastede anarerne sig også romerne.[51][52]

I 223 f.Kr.[53] kæmpede romerne endnu engang en krig mod gallerne i det Cisalpine Gallien – denne gang mod insubrerne.[54] Romerne led til at begynde med betydelige tab mod insubrerne, mens de forsøgte at krydse et vadested nær sammenløbet mellem Po og Adda.[53] Efter at have slået lejr i dette område i nogle dage uden at foretage nogen afgørende handling, besluttede den romerske konsul at forhandle en aftale med insubrerne.[53] I henhold til betingelserne i denne nyetablerede våbenhvile ville romerne marchere – med fuld ære – ud i deres allieredes (cenomanernes) territorium.[53] Men da romerne var i sikkerhed inden for cenomanernes territorium, marcherede romerne igen deres hær ind i insubrernes territorium og sejrede.[53][55]

I 222 f.Kr. sendte gallerne en delegation til Senatet i Rom og tryglede romerne om fred. Da de romerske konsuler Marcus Claudius og Gnæus Cornelius så en mulighed for at få tildelt en triumf, afviste de delegationen, og gallerne forberedte sig herefter på krig mod romerne. De hyrede 30.000 lejesoldater fra områder uden for Alperne og afventede romernes ankomst.[56] Da kampagnen begyndte, blev konsullegionerne igen marcheret ind i insubrernes territorium. Der udspillede sig en voldsom kamp nær Mediolanum, som resulterede i, at lederne af det galliske oprør overgav sig til romerne.[56] Med denne sejr blev padanerne – som de blev kaldt, fordi Po i denne tidsperiode blev kaldt "Padus" af romerne – underlagt romerne og alle oprør blev nedkæmpet.

I 218 f.Kr. udvidede romerne deres territorium endnu længere nordpå og etablerede to nye byer eller "kolonier" på Po-floden og approprierede store områder af det bedste land. De fleste lokale gallere i området nærede vrede over denne romerske frembrusning.[57]

Belejringen af Saguntum (219 f.Kr.)

[redigér | rediger kildetekst]
Hovedartikel: Belejringen af Saguntum.

I 226 f.Kr. blev Ebro-traktaten indgået mellem den Romerske Republik og Karthago, der specificerede Ebro-floden som den nordlige grænse for den karthaginske indflydelsessfære i Iberia.[58] Hannibal havde siden 221 f.Kr. ført en militærkampagn, der havde resulteret i, at han havde fået underlagt hele Iberia syd for Ebro – med undtage af byen Saguntum.[59] Den Romerske Republik havde nemlig på et tidspunkt, efter indgåelsen af Ebro-traktaten, indgået en separat aftale med byen Saguntum, der var beliggende langt syd for Ebro-floden (og derpå en del af karthaginske indflydelsessfære jf. Ebro-traktaten).[58] Dette havde i første omgang fået Hannibal til at forbigå Saguntum, da byen lå under Roms beskyttelse og Hannibal på dette tidspunkt endnu ikke var klar til at indlede en krig med Rom – han måtte først sørge for at være ordentligt forberedt..

Hannibal – der var bekendt med situationen i det Cisalpine Gallien – sendte en række delegationer til de galliske stammer i Po-dalen. I 220 f.Kr. var han begyndt at kommunikere tæt med padanerne og disse bragte penge, mad og vejledninger til karthagerne.[60] Denne mission havde til formål at etablere gode relationer til de lokale gallere i Po-dalen og viden om Alperne, således Hannibal havde havde et sikkert sted trænge ud af Alperne og ind i Po-dalen i tilfælde af en krig mod romerne. Han ønskede ikke at krydse denne barske bjergkæde og komme ned i Po-dalen med udmattede tropper, hvorefter han så skulle udkæmpe en kamp mod lokalbefolkningen. Hannibal havde nogle spejdere, der gav ham rapporter om denne bjergkæde, og han modtog rapporter om de vanskeligheder, der skulle forventes fra krydsningen af denne.[61]

Saguntums middelalderborg

Efter Hannibal havde gjort sine forberedelser, forsøgte han at lokke saguntinerne til at angribe ham, hvilket dermed indirekte ville starte en krig mod Rom (som følge af Saguntums alliance med Rom). Han ønskede ikke selv at bryde freden,[62][63] og tyrede til en række list for at lokke saguntinerne til at angribe.[64] Saguntinerne gjorde dog intet andet end at sende en diplomatisk mission til Rom for at klage over karthaginernes krigslignende adfærd.[64][65] Senatet sendte en kommission til Iberia[65] for at forsøge at løse problemet diplomatisk.[64] Hannibal hånede åbent det romerske tilbud i håb om, at det ville drive kommissionen til at erklære krig. Kommissionen lod sig ikke narre og vidste, at krig lå i luften.[66] Kommissionen bevarede freden, men bragte nyheden til Rom om, at Hannibal var forberedt og snart ville slå til.[66][67]

Hannibal sendte efterfølgende bud til Karthago, hvor fredspartiet – hans politiske fjender – havde magten.[68] Her fortalte han, at saguntinerne aggressivt havde angreb en af de stammer, som de havde underlagt – torboleterne[69] – og han derfor havde valgt at belejre Saguntum, uden at afvente svar fra Karthago. Der blev derefter udvekslet mange ord i det karthagiske senat, herunder om Hannibal skulle overgives til romerne, og man skulle tage afstand fra hans handlinger. Men folkemængden i Karthago støttede konflikten så meget, at det ikke var muligt at beordre krigen afsluttet.[69]

Belejringen af Saguntum varede i otte måneder,[69] og det mest bemærkelsesværdige var, at romerne ikke sendte nogen hjælp til saguntinerne – det til trods for at dette var en af betingelserne for Roms alliance med Saguntum. Romerne lod sig i stedet blive optaget af en krig med illyrierne,[69] og behandlede ikke den karthagiske trussel fra Iberia som noget særligt. Efter belejringen solgte Hannibal alle byens indbyggere som slaver og fordelte provenuet fra disse salg til sine soldater. Desuden blev alt bytte fra plyndringen af byen ført tilbage til Karthago og uddelt til befolkningen for at samle deres støtte til hans videre sag. Resten af byens skatte blev lagt i hans krigskasse til hans planlagte ekspedition.[70][71][72]

Rom beklagede sig efterfølgende overfor den karthaginske regering og sendte en delegation ledet af Quintus Fabius Maximus til dens senat med peremptoriske krav. Da disse blev afvist, erklærede den Romerske Republik krig mod Karthago i foråret 218 f.Kr.[72]

Italien

[redigér | rediger kildetekst]

Hannibal krydser Alperne, 218 f.Kr

[redigér | rediger kildetekst]
Hannibals rute fra Iberia til Italien
Hovedartikel: Hannibals krydsning af Alperne.

I løbet af 218 f.Kr. var der nogle søslag i farvandene omkring Sicilien. Romerne afviste et karthaginsk angreb[73][74] og indtog øen Malta.[75] I det Cisalpine Gallien (moderne Norditalien) angreb de største galliske stammer de romerske kolonier i området, hvilket fik bosætterne til at flygte til deres tidligere etablerede koloni Mutina (moderne Modena), hvor de blev belejret. En romersk hjælpestyrke brød gennem belejringen, men blev efterfølgende udsat for et bagholdsangreb og belejret. En hær var tidligere blevet rejst af romerne til at føre kampagne i Iberia, men det romerske senat løsrev en romersk og en allieret legion fra den for i stedet at sende den til Norditalien. Rekruttering af friske tropper for at erstatte disse udskød hærens afrejse til Iberia til september.[76] På samme tid forberedte en romersk hær på Sicilien under ledelse af konsul Sempronius Longus sig på en invasion af Afrika.[77]

I mellemtiden samlede Hannibal en karthaginsk hær i Ny Karthago (moderne Cartagena) og ledte den nordpå langs den iberiske kyst i maj eller juni. Den trængte ind i Gallien og tog en indlandsrute for at undgå de romerske allierede i syd.[78] Ved Slaget ved krydsning af Rhône besejrede Hannibal en styrke af lokale galler, der forsøgte at blokere hans vej.[79] En romersk flåde, der transporterede den iberisk hær, gik i land i den romersk-allierede by Massalia (moderne Marseille) ved Rhones udmunding,[80] men Hannibal undslap romerne og fortsatte mod Italien.[81]

Karthagenerne nåede foden af Alperne i det sene efterår og krydsede dem på 15 dage, idet de overvandt vanskelighederne med klima, terræn[78] og gerillakrigsføringen fra de indfødte ligurere. Hannibal ankom til det Cisalpine Gallien med 20.000 infanterisoldater, 6.000 kavaleri og et ukendt antal krigselefanter (han forlod Iberia med 37 elefanter)[82][83] engang i november. Romerne havde allerede indkvarteret sig i deres vinterkvarter. Hannibals overraskende fremkomst på den italienske halvø ledte til, at Rom annullerede deres planlagte kampagne for året: en invasion af Afrika.[84]

Karthagiske sejre, 218–216 f.Kr

[redigér | rediger kildetekst]
a black and white photograph of a bronze head depicting Hannibal
Hannibal, afbildet i Capua-busten

Kort efter ankomsten til Italien erobrede karthagenerne hovedbyen Taurini (i området omkring det moderne Torino) og beslaglagde deres fødevarelagre.[85][86] I slutningen af november 218 f.Kr. besejrede det karthagiske kavaleri romernes kavaleri og lette infanteri i forbindelse med Slaget ved Ticinus.[87] Som et resultat heraf erklærede de fleste galliske stammer deres loyalitet for den karthagiske sag, og Hannibals hær voksede til mere end 40.000 mand.[77][88] Senatet beordrede efterfølgende den romersk hær på Sicilien nordpå for at slutte sig til den styrke, der allerede stod over for Hannibal, og opgav dermed planen om at invadere Afrika.[77] Den kombinerede romerske styrke under Sempronius' kommando blev lokket i kamp af Hannibal på et terræn, som Hannibal selv havde valgt, i Slaget ved Trebia. Karthagenerne omringede her romerne,[89][90] og kun 10.000 ud af 40.000 formåede at kæmpe sig i sikkerhed. Efter at have sikret sin position i det Cisalpinske Gallien med denne sejr, indkvarterede Hannibal sine tropper for vinteren blandt gallerne. Sidstnævnte sluttede sig til hans hær i stort tal og bragte den den op på 50.000 mand.[77][91][92]

Der var et chok, da nyheden om nederlaget nåede Rom, men dette lagde sig, da Sempronius ankom for at lede konsul-valgene på sædvanlig vis.[93] De nyvalgte konsuler rekrutterede yderligere legioner – både romerske og fra Roms latinske allierede. Man forstærkede Sardinien og Sicilien mod muligheden for karthagiske angreb eller invasion, ligesom der blev placeret garnisoner i Tarentum og andre steder af lignende årsager. Man byggede ligeledes en flåde på 60 quinqueremer, og etablerede forsyningsdepoter ved Ariminum og Arretium som forberedelse til at marchere nordpå senere på året.[94] To hære på fire legioner hver – to romerske og to allierede, men med stærkere end sædvanlige kavaleri – blev dannet.[93] Den ene blev stationeret ved Arretium og den anden på Adriaterhavskysten. Disse ville være i stand til at blokere Hannibals mulige fremrykning ind i det centrale Italien og var placeret til at rykke nordpå for at operere i Cisalpinske Gallien.[95][96]

I begyndelsen af foråret 217 f.Kr. krydsede karthagenerne Appenninerne via en vanskelig – men ubevogtet – rute, uden at møde modstand.[97] Hannibal forsøgte at trække største delen af den romerske hær, under ledelse af Gajus Flaminius, ind i direkte kamphandlinger ved at ødelægge det område, som romerne var blevet sendt for at beskytte.[98] Dette provokerede Flaminius til at fortage en forhastet forfølgelse af karthagenerne. Hannibal lagde herefter et baghold.[99] I forbindelse med det efterfølgende slag ved Trasimenosøen besejrede Hannibal den romerske hær fuldstændigt og dræbte 15.000 romere[100] – heriblandt Flaminius.[99] Karthagenerne tog samtidig 10.000 romerske fanger. En kavaleristyrke på 4.000 sendt fra en anden romerske hær blev også besejret og udslettet.[100] Fangerne blev behandlet dårligt, hvis de var romere, mens tilfangetagne romerske allierede blev behandlet godt af karthagenerne – og mange af dem blev frigivet og sendt tilbage til deres hjembyer i forventning om, at de ville tale pænt om karthagenernes militære dygtighed og deres behandling.[92][101] Hannibal håbede, at nogle af disse allierede kunne overtales til at desertere.[102]

Iberiske Halvø

[redigér | rediger kildetekst]

Iberiske Halvø, 218–211 f.Kr.

[redigér | rediger kildetekst]
En iberisk kriger fra et lavrelief fra omkring 200 f.Kr. Han er bevæbnet med en falcata og et ovalt skjold.

Den romerske flåde fortsatte fra Massalia i efteråret 218 f.Kr. og landsatte den hær, som flåden transporterede, i den nordøstlige del af den Iberiske Halvø, hvor den vandt støtte blandt de lokale stammer.[81] Romerne etablerede sig mellem Ebro-floden og Pyrenæerne og blokerede ruten fra den Iberiske Halvø til Italien, hvilket gjorde det vanskeligt at sende forstærkninger fra den Iberiske Halvø til Hannibal.[103] Et karthagisk angreb i slutningen af 218 f.Kr. blev slået tilbage[103] ved Slaget ved Cissa.[81] I 217 f.Kr. blev 40 karthagiske og iberiske krigsskibe besejret af 35 romerske og massalianske fartøjer i forbindelse med Slaget ved Ebro-floden, hvor karthagenerne tabte 29 af deres skibe.[104]

I 216 f.Kr. modtog Hasdrubal ordre fra Karthago om at rykke ind i Italien og slutte sig til Hannibal for at lægge pres på romerne i deres hjemland. Hasdrubal tøvede og argumenterede for, at Karthagos autoritet over de iberiske stammer var for skrøbelig, og de romerske styrker i området for stærke til, at han kunne udføre den planlagte manøvre. I 215 f.Kr. handlede Hasdrubal endelig, belejrede en pro-romersk by og indledte Slaget ved Dertosa.[105][103] Her forsøgte Hasdrubal at udnytte sit overlegne kavaleri til at rydde flankerne på den romerske hær, mens han omringede deres center på begge sider med sit infanteri. Romerne brød dog igennem midten af den karthagiske linje og besejrede derefter hver flanke separat, hvilket påførte dem store tab.[106][107] Det var ikke længere muligt for Hasdrubal at forstærke Hannibal i Italien.[81][106]

Karthagenerne led som følge af en bølge af deserteringer fra lokale keltiberiske stammer til Rom.[81] De romerske hærfører (de to Scipio-brødre[note 4]) erobrede Saguntum i 212 f.Kr., og i 211 f.Kr. hyrede de 20.000 keltiberiske lejesoldater for at forstærke deres hær. Da de observerede, at de karthagiske styrker på den Iberiske Halvø var opdelt i tre hære, som var udstationeret adskilt fra hinanden, splittede romerne deres styrker.[106] Denne strategi resulterede i to separate slag i 211 f.Kr., som normalt omtales samlet som Slaget ved Øvre Baetis. Begge slag endte i et fuldstændigt nederlag for romerne, da Hasdrubal havde bestukket romernes lejesoldater til at desertere. De to romerske hærfører Publius og Gnæus Cornelius Scipio blev dræbt i forbindelse med dette slag. De romerske overlevende trak sig tilbage til deres kystfæstning nord for Ebro, hvorfra karthagenerne ikke kunne formå at fordrive dem.[81][106] Claudius Nero bragte forstærkninger i 210 f.Kr. og stabiliserede situationen for romerne.[106]

Iberiske Halvø, 218–211 f.Kr.

[redigér | rediger kildetekst]
2. århundrede f.Kr. marmorbuste af den Scipio den Yngre, Glyptoteket.[108][109]

I 210 f.Kr. ankom Publius Cornelius Scipio – eller Scipio den Yngre – til den Iberiske Halvø med yderligere romerske forstærkninger.[110] Publius Cornelius Scipio var søn af den tidligere romerske hærfører på den Iberiske Halvø, der var blevet dræbt året forinden i forbindelse med Slaget ved Øvre Bætis (som også bar navnet Publius Cornelius Scipio).[111][note 5]

I et omhyggeligt planlagt angreb i 209 f.Kr. erobrede Scipio det let forsvarede karthagiske hovedby på den Iberiske Halvø, Carthago Nova (Ny Karthago).[110][112] Her erobrede han et enormt bytte af guld, sølv og belejringsvåben. Han frigav den tilfangetagne befolkning og befriede samtidig de iberiske gidsler, som karthagenerne holdt der, i et forsøg på at sikre lokalbefolkningens loyalitet.[110][113]

I foråret 208 f.Kr. rykkede Hasdrubal frem for at angribe Scipio i forbindelse med Slaget ved Baecula.[110] Karthagenerne blev besejret, men Hasdrubal var i stand til at trække størstedelen af sin hær tilbage og forhindre enhver romersk forfølgelse. De fleste af Hasdrubals tab var blandt hans iberiske allierede. Scipio var ikke i stand til at forhindre Hasdrubal i at føre sin decimerede hær over det vestlige pas i Pyrenæerne ind i Gallien. I 207 f.Kr. – efter at have rekrutteret kraftigt i Gallien – krydsede Hasdrubal Alperne ind i Italien i et forsøg på at slutte sig til sin bror, Hannibal, men blev besejret og dræbt af romerne, før han kunne nå at tilslutte sig sin bror.[110][114][115]

I forbindelse med Slaget ved Ilipa i 206 f.Kr., besejrede Scipio og hans hær bestående af 48.000 mand (halvdelen italienske og halvdelen iberiske) en karthagisk hær på 54.500 mand og 32 krigselefanter. Dette slag beseglede karthagenernes skæbne på den Iberiske Halvø.[110][116] Den sidste karthagisk-holdte by på den Iberiske Halvø, Gades, faldt over til romerne.[117] Senere samme år udbrød et mytteri blandt de romerske tropper, som tiltrak støtte fra iberiske ledere, der var skuffede over, at de romerske styrker var forblevet på halvøen efter fordrivelsen af karthagenerne, men dette mytteri blev slået ned af Scipio. I 205 f.Kr. forsøgte Mago at generobre Carthago Nova, da de romerske besættere var rystet af endnu et mytteri og et iberisk oprør, men Mago blev slået tilbage.[118][119] Mago forlod derefter den Iberiske Halvø til fordel for det nordlige Italien med sine resterende styrker.[120][113] I 203 f.Kr. lykkedes det Karthago at rekruttere mindst 4.000 lejesoldater fra den Iberiske Halvø, på trods af Roms nominelle kontrol over halvøen.[121]

Afrika

[redigér | rediger kildetekst]

Afrika, 213–206 f.Kr.

[redigér | rediger kildetekst]
Scipios militærkampagne i Afrika (204–203 f.Kr.)

I 213 f.Kr. erklærede Syphax – en magtfuld numidisk konge i Nordafrika – sin støtte for Rom. Som modsvar blev karthagiske tropper sendt til Nordafrika fra Hispania.[106][122] I 206 f.Kr. afsluttede karthagerne denne dræning af deres ressourcer ved at dele flere numidiske kongeriger med Syphax. En af dem, der blev frataget arven, var den numidiske prins Masinissa, som følge heraf blev drevet over i Roms favn.[123]

Romersk invasion af Afrika, 204–201 f.Kr.

[redigér | rediger kildetekst]
Se også Se også: Slaget ved Zama.

I 205 f.Kr. fik Scipio tildelt kommandoen over legionerne på Sicilien og fik samtidig tilladelse til at indskrive frivillige i sin hær og sin plan om at afslutte krigen med en invasion af Afrika. Efter at være landet i Afrika i 204 f.Kr. sluttede han sig til Masinissa og en styrke af numidisk kavaleri.[124] Scipio ledte efterfølgende to slag, hvor han eliminerede to store karthagiske hære.[125] Efter det andet sammenstød flygtede Syphax, men blev efterfølgende taget til fange af Masinissa ved Slaget ved Cirta. Masinissa erobrede derefter det meste af Syphax' kongerige med romersk hjælp.[126]

Rom og Karthago indledte efterfølgende fredsforhandlinger, mens Karthago samtidig tilbagekaldte både Hannibal og Mago fra Italien.[120] Senatet i Rom ratificerede et udkast til en traktat, men på grund af mistillid og en stigende selvtillid (som følge af Hannibal ankomst fra Italien) forkastede Karthago traktaten.[127] Hannibal blev sat i spidsen for en hær, som blev dannet af hans veteraner fra Italien og nyerhvervet tropper fra Afrika, men med få kavaleri. Det afgørende slag ved Zama fulgte i oktober 202 f.Kr.[128] I modsætning til de fleste slag under den Anden Puniske Krig havde romerne en fordel hvad angik kavaleri, mens karthagerne havde en fordel hvad angik infanteri.[129] Hannibal forsøgte at bruge 80 elefanter til at bryde igennem den romerske infanteriformation, men romerne imødegik dem effektivt, og elefanterne løb tilbage gennem de karthagiske rækker. Det romerske og allierede numidiske kavaleri påbegyndte derefter deres angreb og drev det karthagiske kavaleri væk fra slagmarken. De to parters infanterier kæmpede herefter, uden nogen af siderne var i stand til afgørende at nedbryde den anden. Det afgørende moment kom, da det romerske kavaleri vendte tilbage og angreb den karthagiske bagtrop. Den karthagiske formation kollapsede herefter. Hannibal var en af de få, der undslap slagmarken.[128][130]

Fredstraktat og efterspil

[redigér | rediger kildetekst]
Se også Se også: Tredje Puniske Krig.

Den nye fredstraktat dikteret af Rom fratog Karthago alle dets oversøiske territorier og nogle af dets afrikanske. En skadeserstatning på 10.000 talenter sølv skulle betales over 50 år, og der blev taget gidsler.[note 6] Karthago blev forbudt at besidde krigselefanter, og dets flåde blev begrænset til ti krigsskibe. Romerne forbød karthagenerne at føre krig uden for Afrika – og i Afrika kun med Roms tilladelse. Mange højtstående karthagiske folk ønskede at afvise traktaten, men Hannibal talte stærkt for at acceptere den, hvorefter den blev accepteret i foråret 201 f.Kr. Herefter stod det klart, at Karthago fremadrettet ville være en de facto romersk vasalstat.[132] Scipio blev tildelt en triumf og modtog tilnavnet (agnomen) "Africanus".[133]

Roms afrikanske allierede, kong Masinissa af Numidien, udnyttede efterfølgende det forbud – som Karthago var blevet pålagt af romerne – om ikke at føre krig, til gentagne gange uden konsekvenser at plyndre og erobre karthagisk territorium.[134] I 149 f.Kr. – halvtreds år efter afslutningen af den Anden Puniske Krig – sendte Karthago en hær under ledelse af Hasdrubal mod Masinissa, til trods for den indgået traktat. Felttoget endte i katastrofe for karthagenerne i Slaget ved Oroscopa, og anti-karthagiske fraktioner i Rom brugte samtidig den ulovlige militæraktion som påskud til at forberede en straffeekspedition.[135] Den Tredje Puniske Krig begyndte senere i 149 f.Kr., da en stor romersk hær landede i Nordafrika og belejrede Karthago.[136][137] I foråret 146 f.Kr. indledte romerne deres endelige angreb, hvor de systematisk ødelagde byen og dræbte dens indbyggere. 50.000 overlevende blev efterfølgende solgt som slaver.[138][139] De tidligere karthagiske områder blev derefter en del af den romerske provins Africa.[140][141] Der gik et århundrede, før stedet hvor byen Karthago blev genopbygget som en romersk by.[142][143]

Krigens betydning

[redigér | rediger kildetekst]

Den Anden Puniske Krig er én af de vigtigste krige i Roms historie. Den gjorde byen til den dominerende magtfaktor i det vestlige Middelhav, ligesom den åbnede vejen til magten i både Spanien og Nordafrika. Det var imidlertid også en krig der viste, hvor farlige karthagerne kunne være. Under kampene mod Hannibal 218-216 led den romerske republik nogle af sine værste militære nederlag, og krigen krævede militær nytænkning og bedre generaler. Også de store ødelæggelser i Italien under Hannibals felttog gjorde økonomisk skade og har muligvis bidraget til svækkelsen af den romerske bondestand. At romerne klarede krisen militært, skyldes formentlig dels udholdenhed, dels en klog politik over for forbundsfællerne før krigen. Hannibal måtte desuden væsentligt udkæmpe kampen i Italien uden støtte hjemmefra.

Noter

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ Krigen forgik i bl.a. Italien, Sicilien, Hispania, Gallia Cisalpina, Gallia Narbonensis og Nordafrika.
  2. ^ Termen "punisk" stammer fra det latinske ord Punicus (eller Poenicus), der betyder "fønikisk". Det henviser til karthagernes fønikiske herkomst.[1]
  3. ^ Andre kilder end Polybius diskuteres af Bernard Mineo i "Principal Literary Sources for the Punic Wars (apart from Polybius)".[21]
  4. ^ Henholdsvis Publius og Gnæus Cornelius Scipio.
  5. ^ Dette gjorde dermed ligeledes Scipio den Yngre til nevø af Gnæus Cornelius Scipio Calvus, som ligeledes var blevet dræbt i forbindelse med Slaget ved Øvre Bætis.
  6. ^ 10.000 talenter svarede omtrent til 269.000 kilogram.[131]

Referencer

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ Sidwell & Jones 1997, s. 16.
  2. ^ a b Goldsworthy 2006, s. 20.
  3. ^ Tipps 1985, s. 432.
  4. ^ Shutt 1938, s. 53.
  5. ^ Walbank 1990, s. 11–12.
  6. ^ Lazenby 1996, s. x–xi.
  7. ^ Hau 2016, s. 23–24.
  8. ^ Shutt 1938, s. 55.
  9. ^ Goldsworthy 2006, s. 21.
  10. ^ Champion 2015, s. 98, 101.
  11. ^ a b Goldsworthy 2006, s. 20–21.
  12. ^ Lazenby 1996, s. x–xi, 82–84.
  13. ^ Curry 2012, s. 34.
  14. ^ Champion 2015, s. 102.
  15. ^ a b Lazenby 1998, s. 87.
  16. ^ Goldsworthy 2006, s. 22.
  17. ^ Champion 2015, s. 95.
  18. ^ Goldsworthy 2006, s. 222.
  19. ^ Sabin 1996, s. 62.
  20. ^ Goldsworthy 2006, s. 21–23.
  21. ^ a b Mineo 2015, s. 111–127.
  22. ^ Goldsworthy 2006, s. 23, 98.
  23. ^ Miles 2011, s. 157–158.
  24. ^ Bagnall 1999, s. 21–22.
  25. ^ Goldsworthy 2006, s. 29–30.
  26. ^ Goldsworthy 2006, s. 25–26.
  27. ^ Miles 2011, s. 94, 160, 163, 164–165.
  28. ^ Goldsworthy 2006, s. 69–70.
  29. ^ Miles 2011, s. 175–176.
  30. ^ Goldsworthy 2006, s. 74–75.
  31. ^ Warmington 1993, s. 168.
  32. ^ Goldsworthy 2006, s. 82.
  33. ^ Lazenby 1996, s. 157.
  34. ^ Bagnall 1999, s. 97.
  35. ^ Beck 2015, s. 235.
  36. ^ Miles 2011, s. 226–227.
  37. ^ Scullard 2006, s. 569.
  38. ^ Miles 2011, s. 209, 212–213.
  39. ^ Hoyos 2000, s. 378.
  40. ^ Hoyos 2007, s. 248.
  41. ^ Hoyos 2015, s. 77.
  42. ^ Hoyos 2015, s. 80.
  43. ^ Miles 2011, s. 220.
  44. ^ Miles 2011, s. 219–220, 225.
  45. ^ Eckstein 2006, s. 173–174.
  46. ^ Bagnall 1999, s. 146–147.
  47. ^ Miles 2011, s. 225.
  48. ^ Mommsen 1862, p. 77
  49. ^ Mommsen 1862, p. 78
  50. ^ Paton 1922, p. 317
  51. ^ a b Paton 1922, p. 319
  52. ^ Mommsen 1862, p. 81
  53. ^ a b c d e Paton 1922, p. 319
  54. ^ Mommsen 1862, p. 82
  55. ^ Paton 1922, p. 321
  56. ^ a b Paton 1922, p. 325
  57. ^ Goldsworthy 2006, s. 139–140.
  58. ^ a b Goldsworthy 2006, s. 143–144.
  59. ^ Dodge 1994, p. 157
  60. ^ Dodge 1994, p. 164
  61. ^ Dodge 1994, p. 164
  62. ^ Mommsen 1862, p. 96
  63. ^ Walbank 1979, p. 191
  64. ^ a b c Mommsen 1862, p. 96
  65. ^ a b Walbank 1979, p. 192
  66. ^ a b Mommsen 1862, p. 96
  67. ^ Walbank 1979, p. 192
  68. ^ Mommsen 1862, p. 91
  69. ^ a b c d Mommsen 1862, p. 96
  70. ^ Walbank 1979, p. 194
  71. ^ Collins 1998, s. 13.
  72. ^ a b Goldsworthy 2006, s. 144–145.
  73. ^ Briscoe 2006, s. 61.
  74. ^ Edwell 2015, s. 327.
  75. ^ Castillo 2006, s. 25.
  76. ^ Goldsworthy 2006, s. 151–152.
  77. ^ a b c d Zimmermann 2015, s. 284.
  78. ^ a b Mahaney 2008, s. 221.
  79. ^ Bagnall 1999, s. 161–162.
  80. ^ Fronda 2015, s. 252.
  81. ^ a b c d e f Zimmermann 2015, s. 291.
  82. ^ Erdkamp 2015, s. 71.
  83. ^ Hoyos 2015b, s. 107.
  84. ^ Zimmermann 2015, s. 283–284.
  85. ^ Bagnall 1999, s. 171.
  86. ^ Goldsworthy 2006, s. 168.
  87. ^ Fronda 2015, s. 243.
  88. ^ Goldsworthy 2006, s. 177–178.
  89. ^ Fronda 2015, s. 243–244.
  90. ^ Bagnall 1999, s. 175–176.
  91. ^ Bagnall 1999, s. 175–176, 193.
  92. ^ a b Miles 2011, s. 270.
  93. ^ a b Goldsworthy 2006, s. 181.
  94. ^ Lazenby 1998, s. 58.
  95. ^ Zimmermann 2015, s. 285.
  96. ^ Goldsworthy 2006, s. 182.
  97. ^ Goldsworthy 2006, s. 184.
  98. ^ Liddell Hart 1967, s. 45.
  99. ^ a b Fronda 2015, s. 244.
  100. ^ a b Goldsworthy 2006, s. 190.
  101. ^ Lomas 2015, s. 243.
  102. ^ Fronda 2015, s. 246.
  103. ^ a b c Edwell 2015, s. 321.
  104. ^ Goldsworthy 2006, s. 248–249.
  105. ^ Goldsworthy 2006, s. 249–250.
  106. ^ a b c d e f Edwell 2015, s. 322.
  107. ^ Bagnall 1999, s. 204.
  108. ^ Coarelli 2002, s. 73–74.
  109. ^ Etcheto 2012, s. 274–278.
  110. ^ a b c d e f Edwell 2015, s. 323.
  111. ^ Miles 2011, s. 268, 298–299.
  112. ^ Zimmermann 2015, s. 292.
  113. ^ a b Barceló 2015, s. 362.
  114. ^ Carey 2007, s. 86–90.
  115. ^ Bagnall 1999, s. 211.
  116. ^ Zimmermann 2015, s. 293.
  117. ^ Miles 2011, s. 303.
  118. ^ Bagnall 1999, s. 216.
  119. ^ Carey 2007, s. 96, 99.
  120. ^ a b Carey 2007, s. 111.
  121. ^ Edwell 2015, s. 334.
  122. ^ Miles 2011, s. 308.
  123. ^ Barceló 2015, s. 372.
  124. ^ Goldsworthy 2006, s. 286–288, 291–292.
  125. ^ Miles 2011, s. 310.
  126. ^ Bagnall 1999, s. 282–283.
  127. ^ Bagnall 1999, s. 287–291.
  128. ^ a b Miles 2011, s. 315.
  129. ^ Goldsworthy 2006, s. 302.
  130. ^ Carey 2007, s. 118.
  131. ^ Lazenby 1996, s. 158.
  132. ^ Carey 2007, s. 132.
  133. ^ Miles 2011, s. 318.
  134. ^ Kunze 2015, s. 398, 407.
  135. ^ Kunze 2015, s. 399, 407.
  136. ^ Purcell 1995, s. 134.
  137. ^ Goldsworthy 2006, s. 341.
  138. ^ Scullard 2002, s. 316.
  139. ^ Le Bohec 2015, s. 441.
  140. ^ Scullard 1955, s. 103.
  141. ^ Scullard 2002, s. 310, 316.
  142. ^ Richardson 2015, s. 480–481.
  143. ^ Miles 2011, s. 363–364.

Litteratur

[redigér | rediger kildetekst]
  • Bagnall, Nigel (1999). The Punic Wars: Rome, Carthage and the Struggle for the Mediterranean. London: Pimlico. ISBN 978-0-7126-6608-4.
  • Beck, Hans (2015) [2011]. "The Reasons for War". I Hoyos, Dexter (red.). A Companion to the Punic Wars. Chichester, West Sussex: John Wiley. s. 225-241. ISBN 978-1-119-02550-4.
  • Barceló, Pedro (2015) [2011]. "Punic Politics, Economy, and Alliances, 218–201". I Hoyos, Dexter (red.). A Companion to the Punic Wars. Chichester, West Sussex: John Wiley. s. 357-375. ISBN 978-1-119-02550-4.
  • Brizzi, Giovanni (2007). Scipione e Annibale, la guerra per salvare Roma. Bari-Roma: Laterza. ISBN 978-88-420-8332-0.
  • Le Bohec, Yann (2015) [2011]. "The "Third Punic War": The Siege of Carthage (148–146 BC)". I Hoyos, Dexter (red.). A Companion to the Punic Wars. Chichester, West Sussex: John Wiley. s. 430-446. ISBN 978-1-1190-2550-4.
  • Briscoe, John (2006) [1989]. "The Second Punic War". I Astin, A. E.; Walbank, F. W.; Frederiksen, M. W.; Ogilvie, R. M. (red.). The Cambridge Ancient History: Rome and the Mediterranean to 133 B.C. Vol. VIII. Cambridge: Cambridge University Press. s. 44-80. ISBN 978-0-521-23448-1.
  • Carey, Brian Todd (2007). Hannibal's Last Battle: Zama & the Fall of Carthage. Barnslet, South Yorkshire: Pen & Sword. ISBN 978-1-84415-635-1.
  • Castillo, Dennis Angelo (2006). The Maltese Cross: A Strategic History of Malta. Westport, Connecticut: Greenwood Publishing Group. ISBN 978-0-313-32329-4.
  • Champion, Craige B. (2015) [2011]. "Polybius and the Punic Wars". I Hoyos, Dexter (red.). A Companion to the Punic Wars. Chichester, West Sussex: John Wiley. s. 95-110. ISBN 978-1-1190-2550-4.
  • Coarelli, Filippo (2002). "I ritratti di 'Mario' e 'Silla' a Monaco e il sepolcro degli Scipioni". Eutopia Nuova Serie (italiensk). II (1): 47-75. ISSN 1121-1628.
  • Collins, Roger (1998). Spain: An Oxford Archaeological Guide. Oxford: Oxford University Press. ISBN 978-0-19-285300-4.
  • Curry, Andrew (2012). "The Weapon that Changed History". Archaeology. 65 (1): 32-37. JSTOR 41780760.
  • Dupuy, R. Ernest; Dupuy, Trevor N. (1993). The Harper Encyclopedia of Military History. New York City: HarperCollins. ISBN 978-0-06-270056-8.
  • Eckstein, Arthur (2006). Mediterranean Anarchy, Interstate War, and the Rise of Rome. Berkeley: University of California Press. ISBN 978-0-520-24618-8.
  • Edwell, Peter (2015) [2011]. "War Abroad: Spain, Sicily, Macedon, Africa". I Hoyos, Dexter (red.). A Companion to the Punic Wars. Chichester, West Sussex: John Wiley. s. 320-338. ISBN 978-1-119-02550-4.
  • Erdkamp, Paul (2015) [2011]. "Manpower and Food Supply in the First and Second Punic Wars". I Hoyos, Dexter (red.). A Companion to the Punic Wars. Chichester, West Sussex: John Wiley. s. 58-76. ISBN 978-1-1190-2550-4.
  • Etcheto, Henri (2012). Les Scipions. Famille et pouvoir à Rome à l'époque républicaine (fransk). Bordeaux: Ausonius Éditions. ISBN 978-2-35613-073-0.
  • Fronda, Michael P. (2015) [2011]. "Hannibal: Tactics, Strategy, and Geostrategy". I Hoyos, Dexter (red.). A Companion to the Punic Wars. Oxford: Wiley-Blackwell. s. 242-259. ISBN 978-1-405-17600-2.
  • Goldsworthy, Adrian (2006) [2000]. The Fall of Carthage: The Punic Wars 265–146 BC. London: Phoenix. ISBN 978-0-304-36642-2.
  • Hau, Lisa (2016). Moral History from Herodotus to Diodorus Siculus. Edinburgh: Edinburgh University Press. ISBN 978-1-4744-1107-3.
  • Hoyos, Dexter (2000). "Towards a Chronology of the 'Truceless War', 241–237 B.C.". Rheinisches Museum für Philologie. 143 (3/4): 369-380. JSTOR 41234468.
  • Hoyos, Dexter (2007). Truceless War: Carthage's Fight for Survival, 241 to 237 BC. Leiden ; Boston: Brill. ISBN 978-90-474-2192-4.
  • Hoyos, Dexter (2015) [2011]. A Companion to the Punic Wars. Chichester, West Sussex: John Wiley. ISBN 978-1-1190-2550-4.
  • Hoyos, Dexter (2015b). Mastering the West: Rome and Carthage at War. Oxford: Oxford University Press. ISBN 978-0-19-986010-4.
  • Jones, Archer (1987). The Art of War in the Western World. Urbana: University of Illinois Press. ISBN 978-0-252-01380-5.
  • Koon, Sam (2015) [2011]. "Phalanx and Legion: the "Face" of Punic War Battle". I Hoyos, Dexter (red.). A Companion to the Punic Wars. Chichester, West Sussex: John Wiley. s. 77-94. ISBN 978-1-1190-2550-4.
  • Kunze, Claudia (2015) [2011]. "Carthage and Numidia, 201–149". I Hoyos, Dexter (red.). A Companion to the Punic Wars. Chichester, West Sussex: John Wiley. s. 395-411. ISBN 978-1-1190-2550-4.
  • Lazenby, John (1996). The First Punic War: A Military History. Stanford, California: Stanford University Press. ISBN 978-0-8047-2673-3.
  • Lazenby, John (1998). Hannibal's War: A Military History of the Second Punic War. Warminster: Aris & Phillips. ISBN 978-0-85668-080-9.
  • Liddell Hart, Basil (1967). Strategy: The Indirect Approach. London: Penguin. OCLC 470715409.
  • Lomas, Kathryn (2015) [2011]. "Rome, Latins, and Italians in the Second Punic War". I Hoyos, Dexter (red.). A Companion to the Punic Wars. Chichester, West Sussex: John Wiley. s. 339-356. ISBN 978-1-119-02550-4.
  • Mahaney, W.C. (2008). Hannibal's Odyssey: Environmental Background to the Alpine Invasion of Italia. Piscataway, New Jersey: Gorgias Press. ISBN 978-1-59333-951-7.
  • Miles, Richard (2011). Carthage Must be Destroyed. London: Penguin. ISBN 978-0-14-101809-6.
  • Mineo, Bernard (2015) [2011]. "Principal Literary Sources for the Punic Wars (apart from Polybius)". I Hoyos, Dexter (red.). A Companion to the Punic Wars. Chichester, West Sussex: John Wiley. s. 111-128. ISBN 978-1-1190-2550-4.
  • Ñaco del Hoyo, Toni (2015) [2011]. "Roman Economy, Finance, and Politics in the Second Punic War". I Hoyos, Dexter (red.). A Companion to the Punic Wars. Chichester, West Sussex: John Wiley. s. 376-392. ISBN 978-1-1190-2550-4.
  • Purcell, Nicholas (1995). "On the Sacking of Carthage and Corinth". I Innes, Doreen; Hine, Harry & Pelling, Christopher (red.). Ethics and Rhetoric: Classical Essays for Donald Russell on his Seventy Fifth Birthday. Oxford: Clarendon. s. 133–148. ISBN 978-0-19-814962-0.
  • Rawlings, Louis (2015) [2011]. "The War in Italy, 218–203". I Hoyos, Dexter (red.). A Companion to the Punic Wars. Chichester, West Sussex: John Wiley. s. 58-76. ISBN 978-1-1190-2550-4.
  • Richardson, John (2015) [2011]. "Spain, Africa, and Rome after Carthage". I Hoyos, Dexter (red.). A Companion to the Punic Wars. Chichester, West Sussex: John Wiley. s. 467-482. ISBN 978-1-1190-2550-4.
  • Roberts, Mike (2017). Hannibal's Road: The Second Punic War in Italy 213–203 BC. Pen & Sword: Barnsley, South Yorkshire. ISBN 978-1-47385-595-3.
  • Sabin, Philip (1996). "The Mechanics of Battle in the Second Punic War". Bulletin of the Institute of Classical Studies. Supplement. 67 (67): 59-79. JSTOR 43767903.
  • Scullard, Howard (1955). "Carthage". Greece & Rome. 2 (3): 98-107. doi:10.1017/S0017383500022166. JSTOR 641578. S2CID 248519024.
  • Scullard, Howard H. (2002). A History of the Roman World, 753 to 146 BC. London: Routledge. ISBN 978-0-415-30504-4.
  • Scullard, Howard H. (2006) [1989]. "Carthage and Rome". I Walbank, F. W.; Astin, A. E.; Frederiksen, M. W. & Ogilvie, R. M. (red.). Cambridge Ancient History: Volume 7, Part 2, 2nd Edition. Cambridge: Cambridge University Press. s. 486-569. ISBN 978-0-521-23446-7.
  • Shutt, Rowland (1938). "Polybius: A Sketch". Greece & Rome. 8 (22): 50-57. doi:10.1017/S001738350000588X. JSTOR 642112. S2CID 162905667.
  • Sidwell, Keith C.; Jones, Peter V. (1998). The World of Rome: an Introduction to Roman Culture. Cambridge: Cambridge University Press. ISBN 978-0-521-38600-5.
  • Walbank, F.W. (1990). Polybius. Vol. 1. Berkeley: University of California Press. ISBN 978-0-520-06981-7.
  • Warmington, Brian (1993) [1960]. Carthage. New York: Barnes & Noble, Inc. ISBN 978-1-56619-210-1.
  • Zimmermann, Klaus (2015) [2011]. "Roman Strategy and Aims in the Second Punic War". I Hoyos, Dexter (red.). A Companion to the Punic Wars. Oxford: Wiley-Blackwell. s. 280-298. ISBN 978-1-405-17600-2.

Kilder på dansk

[redigér | rediger kildetekst]
  • Titus Livius: Rom og Hannibal I-II. Livius’ romerske historie, Bog 21-26. Overs. af Gustav Hermansen. Kbh. 1944-48.
  • Titus Livius: Hannibal og Scipio. Livius’ romerske historie. Bog 27-30. Indl. ved Niels M. Saxtorph og Jens Erik Skydgaard, overs. af Hanne Goldschmidt. Kbh. 1974.
  • Polybios, Polybios’ Historie, Selskabet til Historiske Kildeskrifters Oversættelse, 1958
  • Thomsen, Rudi, Hannibal: Roms store modstander, Tidsskriftet SFINX, 1998
  • Cottrell, Leonard, Hannibal: Roms fjende, Arnold Busck, 1961
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Anden_Puniske_Krig&oldid=12010671"