Spring til indhold

Klokkerholm

Koordinater: 57°12′44″N 10°9′13″Ø / 57.21222°N 10.15361°Ø / 57.21222; 10.15361
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Klokkerholm
Skolen Stationsbygningen

Hallen og børnehaven
Overblik
LandDanmark Danmark
RegionRegion Nordjylland
KommuneBrønderslev Kommune
SognHellevad Sogn
Postnr.9320 Hjallerup
Demografi
K.holm by882[1] (2024)
Kommunen36.614[1] (2024)
 - Areal633,18 km²
Andet
TidszoneUTC +1
Hjemmesidewww.klokkerholminfo.dk
Oversigtskort
Klokkerholm ligger i Nordjylland
Klokkerholm
Klokkerholm
Klokkerholms beliggenhed 57°12′44″N 10°9′13″Ø / 57.21222°N 10.15361°Ø / 57.21222; 10.15361

For alternative betydninger, se Klokkerholm (Syddjurs Kommune).

Klokkerholm er en by i Vendsyssel med 882 indbyggere (2024)[1], beliggende 6 km nord for Hjallerup, 26 km nordøst for Aalborg, 38 km sydvest for Frederikshavn og 17 km øst for Brønderslev. Byen hører til Brønderslev Kommune og ligger i Region Nordjylland. I 1970-2006 hørte byen til Dronninglund Kommune.

Klokkerholm hører til Hellevad Sogn, og Hellevad Kirke ligger i byen. 3 km øst for byen ligger motorvej E45's afkørsel 15 Jyske Ås.

Faciliteter[redigér | rediger kildetekst]

  • Klokkerholm Skole har ca. 300 elever, fordelt på 0.-9. klassetrin med 1 spor i 0.-6. årgang og 2 spor i 7.-9. årgang, samt ca. 55 ansatte.[2]
  • Klokkerholm Hallen blev indviet i 1979[3] og benyttes af Klokkerholm IF til indendørs fodbold, badminton, gymnastik og håndbold.[4] Den bliver også brugt til floorball i skolestævner.
  • Klokkerholm har et Meny supermarked.

Historie[redigér | rediger kildetekst]

Klokkerholm Møllesø[redigér | rediger kildetekst]

Klokkerholm Møllesø er den største naturlige sø i Vendsyssel. Det er en istidssø og altså ikke en kunstig mølledam, men i århundreder har der ved søens vestlige ende været en vandmølle. Søen blev tørlagt i 1914, men retableret i 1979. Der går en 2½ km lang natursti omkring den 10 ha store sø, og området er fredet.[5]

Landsbyen[redigér | rediger kildetekst]

Landsbyen Klokkerholm opstod omkring Hellevad Kirke og Bredkjær Præstegård på ejendommen Klokkerholms mark i årene efter 1859. Ved folketællingen i 1890 var der 6 mindre landbrugsejendomme på Klokkerholm Mark. På en af dem blev der opført en skole, der inden 1925 blev udbygget to gange. Og i 1898 opførte egnens bønder en brugsforening på det centrale sted ved møllen. Der var også en købmand. Så Trap kunne i 1901 ganske kort beskrive Klokkerholm således: "Klokkerholm med Skole, Mølle og Købmandsforretn.,"[6]

Efter 1906 kom der grovsmedje, murermester og træhandel – senere også skomager, vandværk, malermester, andelsmejeri, snedkermester, fotograf, danselærer og missionshus. Efter 1910 kom der cykelsmedje, bageri, sparekasse, skrædderi og telefoncentral. Der var indrettet uldspinderi i møllen, men den blev revet ned i 1917. Efter 1916 kom der frisør, manufakturhandel, bank, hotel, endnu en købmandshandel, apotekerhåndkøb, savværk og karetmagerværksted. I 1918 blev der stiftet en borger- og håndværkerforening og en idrætsforening.

Genforeningssten[redigér | rediger kildetekst]

På hjørnet af Borgergade og Bredkærsvej står en sten, der blev rejst i 1938 til minde om Genforeningen i 1920.[7]

Jernbanen[redigér | rediger kildetekst]

Klokkerholm var allerede en driftig by med 335 indbyggere, da den fik stationVodskov-Østervrå Jernbane (1924-50).[8] Stationen havde 94 m læssespor. Stationsbygningen blev efter nedlæggelsen af banen solgt til postvæsenet.[9] og er nu bevaret som privatbolig på Klintevej 10. Banetracéet blev anvendt til omfartsvej uden om byen og til landevej over Ryådalen nord for byen.

Klokkerholm Karrosseridele[redigér | rediger kildetekst]

Byens største virksomhed er Klokkerholm Karrosseridele A/S, der blev grundlagt i 1969 og nu råder over 20.000 m² i Klokkerholm og 2.500 m² i Sverige. Fabrikken har ca. 100 medarbejdere og eksporterer til store dele af Europa. Klokkerholm overtog reservedelsdivisionen fra Europarts i Viborg i 2005 og Nordjysk Reservedelslager i Aalborg i 2009. I 2011 blev 70% af selskabets aktiekapital overtaget af den danske kapitalfond Capidea.[10] I 2016 solgte Capidea virksomheden til den svenske kapitalfond Indutrade.[11]

Noter[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ a b c Danmarks Statistik: Statistikbanken Tabel BY1: Folketal 1. januar efter byområde, alder og køn
  2. ^ Klokkerholm Skole: Om skolen
  3. ^ Klokkerholm Hallen
  4. ^ Klokkerholm IF
  5. ^ "Jyske Aas: Klokkerholm Møllesø". Arkiveret fra originalen 2. februar 2017. Hentet 2. februar 2017.
  6. ^ Hellevad Sogn i J.P. Trap: Kongeriget Danmark, udarbejdet af H. Weitemeyer (3. udgave, 4. bind 1901) s. 119
  7. ^ Danmarks genforeningssten: Klokkerholm
  8. ^ "EVP (Erik V. Pedersen): Vodskov-Østervraa Jernbane - VØ". Arkiveret fra originalen 12. oktober 2016. Hentet 12. oktober 2016.
  9. ^ Nordjyllands jernbaner Stationer Vodskov-Østervraa
  10. ^ "Klokkerholm: Our history". Arkiveret fra originalen 20. november 2016. Hentet 2. februar 2017.
  11. ^ Eilers, Henrik (6. maj 2016). "Klokkerholm Karosseridele solgt til ny kapitalfond”. Motor-magasinet (motormagasinet.dk)

Eksterne kilder/henvisninger[redigér | rediger kildetekst]